Jeg gider ikke bare lave et scenarie, hvor der står “frihed” eller “dårlig barndom” et eller andet sted og på den måde undskylde, at jeg ønsker at skrive et scenarie om vold. Jeg vil være ærlig omkring, at jeg synes vold er god underholdning og dens historie er vigtig at fortælle.

Jeg har to tanker om hvordan en sådan fortælling kan fortælles:

1) Den personlige vold

Som en personlige fortælling om hvad der sker med ens menneskelighed, når man er voldelig. Ideen er her at skrive et vampire scenarie om essensen i vampire. Nemlig forfaldshistorien på det personlige plan.

Der behøver ikke være nogle vampyrer med, de er faktisk ikke så vigtige for vampires essens. Det skulle være et scenarie hvor spilpersonerne er nødt til at offer deres menneskelighed, igennem kampe, for en eller anden ideologi (ideologi i bred betydning). Det er en moralsk fortælling. Pointen er at volden skal fortælles fedt og sejt, men med en bittereftersmag i munden. Det kunne underbygges af et system, med “menneskelighed” som eneste egenskab. Det allerfedste kunne være hvis den ideologi som spilpersonerne kæmper for er retten til at være mennesker. Så skal jeg blot lige finde ud af hvad det er for en ret.

2) Den universelle vold

En fortælling om hvordan volden ligger som grundlag for vores samfund. Et slags Hobbes’ politiske teori i rollespilsform. Det kunne gøres igennem en slægsfejde, der i fortællingen (det man spiller) går fra tidligere tidere (fx. middelalderen) til nutiden. Hvor hver spiller spiller en familie.

Fordelen ved denne idé er at volden bliver hovedpersonen, da man kommer til at spille flere forskellige spilpersoner igennem tiderne. Der skal selvfølgelig også være muligheder for at støtte hinanden imod hinanden i de forskellige kampe, sådan at der også kommer noget diplomati med i spillet. Dette er i høj grad et fortællerspil, hvor jeg forestiller mig, at vinderen af en kamp, får retten til at definere hvordan samfundet/byen/landet udvikler sig. Måske kunne man endda også havde et tek’træ (kendt fra CIV) med.

Mit problem er at jeg ikke helt kan bestemme mig for hvilket et af disse fortællinger jeg synes er mest interessante. Måske skulle jeg prøve at lave begge?

Sætning 1:

Vold skal altid være spetaktulært, men aldrig smuk.

Sætning 2:

I volden er både kroppen og sjælen på spil.

Sætning 3:

Volden er altid allerede udafvendt.

Sætning 4 & 5:

Volden er ikke modsætningen til moralen, men grundlagt for den. Udenfor og uforklarlig i moralens sprog, der dog altid forsøger at (bort)forklare den.

Sætning 6 & 7:

Det er de uskyldige, ikke de skyldige, der angrer: Det er absurd – og helt igennem menneskeligt. (Primo Levi i brev til Hety Schmitt-Maas).

Sætning 8-10:

Vores aller første handling er, at gøre vold på vores moder. Volden er det første moderen glemmer efter følelsen, men det fortæller mere om menneskets sind end volden. Sådan lærte vi at leve med, men aldrig at forstå, volden.