Da Vampire kom frem i start 90’erne var ”modenhed” en del af dets selvfortælling. Her, næsten 30 år efter, virker 90’er-modenheden i Vampire lidt træt og pubertær som henfalden gymnasiefunk. Vampire har en meget navlepillende nerve, som man let kommer til at hade at elske. Personligt elsker jeg den, men hver gang jeg giver efter for min kærlighed til den, er jeg tilbage i min ungdom og jeg kan ligefrem mærke hvordan min hud bliver mere uren og hvordan for længst glemte bumser igen titter frem.
For nyligt er jeg begyndt at spillede Vampire igen og i går viste Vampire sig, hvis ikke tematisk, så praktisk som et rigtig godt voksenspil.
Når man glemmer at man skal spille
Voksenlivet er fuld af forpligtelser og i perioder med pres på, kommer man nogen gange til at glemme ting. Er man heldig, er det ikke ungerne i institutionen, huslejen eller vigtige deadlines på jobbet som man glemmer, men måske bare opvasken eller en enkel aftale med tilgivende venner. I går havde jeg glemt at en spiller var i Athen og derfor ikke kunne komme. En anden spiller blev syg på dagen og en sidste, ja, glemte at vi skulle spille. Det sker, men det betød også at Peter, Tina og jeg sad og kiggede på hinanden i går. To spillere og en GM.
Hvis det havde været min gamle Warhammergruppe, så havde vi aflyst. Måske havde vi fundet et brætspil frem, måske var de to spillere bare taget hjem. I Warhammerkampagnen var der altid et plot, som vi skulle videre med, og en god del af partyet skulle ligesom være tilstede før det gav mening at spille. Men i Vampire, i vores version af Vampire, gav det mening at spille.
Fighting Friday
Spilpersonerne var i to forskellige byer og involveret i sammenhængene, men forskellige dele af plottet. Hurtigt fik Peters købmand/ slagsmålsklubfacilitator Ventrue dog droppet sit sideplot i Sheffield og red tilbage til York, hvor Tinas Brujah fægtemester var i gang med sværdtræne/spille op til den lokale Vikinge Ventrue elder. Tilfældigvis mødtes de ved York Minster (hende vikingen bor under den), hvor de også løb i inkvisitionen. Der var kamp, en munk fra Sheffield døde og en lang histiorie kort, så endte Venturen og Brujahen ude i skoven, hvor de forsøgte at lave en crime scene, der antydende at munken fra Sheffield var dæmon og havde dræbt 6 inkvisitorer. Der blev slået terninger, men vi zoomede ikke helt ned og tog kamprunde for kamprunde.
Resten af spilgang fik med at Brujah vejledte sin (halvbegavede) retainer udi gavekøbets kunst, som Peter spillede og Ventruen faciliterede sin slagsmålsklub, hvor han næsten fik Konedræber Tom til at knivdræbe at Ventruens dødelige nevø. Ventruen og Brujahen fik også nogen gode one on one snakke om ulivet og glæden ved at afholde ”Fighting Fridays”. Med andre ord, der var rigtig meget karakterspil og vi kom overhovedet ikke rigtigt videre i plottet.
Zoom til karakteren
Det er det Vampire kan. Med sit tema om ”personal horror” ligger det ikke bare op til, men kræver at man har plads til karakterscener. Hvis det er en central del af en spilperson, at denne står bag har en slagsmålsklub, så skal det i spil. Ligesom den halvbegavede retainer blev etableret og pustet liv i af Peters fine spil.
Eftersom Vampire er et moralsk spil, så skal der være situationer, der afføder moralske valg. Helst nogen hvor man kan sætte spiller op til at iscenesætte spilpersonen, som det monster det er. Retainers og nevøer, der måske skal ofres eller redes, skal først introduceres i spil. Det kan med et fuldt hold på 5 spillere og et plot der skal passes være svært at få tid til disse. Det fik vi, i går, ved kun at være to spillere og det blev rigtig fint.
Da vampyrer ikke nødvendigvis rider samme dag som sadler, så er det muligt at pause plottet de spilgange, hvor voksenlivet rammer og der er dårligt fremmøde. Det gør Vampire til et fremragende voksenspil. Al 90’ernes gymnasiefunk og urene hud til trods.
