Bipersonskort og vejen tilbage til Vampire

Jeg overvejer at starte en Vampire kampagne. Det gør jeg med jævne mellemrum. Sidst jeg overvejede at spille Vampire overtalte Jonas mig til at lade være med argumenter om: At vi har fået for meget familie og anden stuff til at vi kan koncentrerer os om komplekse kampagner. Vampire kampagner med stemning, interessante bipersoner og intriger er alt for komplekse til hvad en familiefar kan overskue sådan en halvtræt onsdag hver anden uge. Disse hverdagsaftener er det lettere at overskue at baske skavens i Warhammers Carroburg.

Måske har Jonas ret. Det tænkte jeg han havde sidst vi talte om det, men jeg må også bare indset at jeg stadigvæk er ret bid af det der Vampire.

Imellem midt 90’erne og midt 00’erne var Vampire mit go to game. Jeg tror stadigvæk det er det system jeg har spillet mest (med Warhammer som en klar 2’er), men jeg er ret sikker på, at jeg ikke har spillet det de siden 13+ år. Det er et helt særligt spil. Det lover måske mere end den holder – jeg tror det var derfor vi droppede det back in the day. Og jeg er da bekymret for om:

  • Kan vi fange stemningen uden det bliver kedeligt?
  • Kan vi overskue intrigen midt i vores omfangsrige liv?
  • Kan vi bare huske bipersonerne fra spilgang til spilgang?

Jeg tror svarene til disse spørgsmål er “forenkling” og løsningen er at finde værktøjer og teknikker der netop forenkler det kedelige huskearbejde i Vampire. Jeg har overvejet værktøjer a la bipersonskort, åbne relationsdiagrammer og åbne hemmeligheder, men andre værktøjer modtages med kyshånd.

Bipersonskort

Vampire er et spil, der for mig, handler om hoved- og bipersonernes begær og handlinger. Følelsen af en sammenhængende og ”logisk” omverden er ret vigtigt for Vampire, synes jeg. Det er super fedt når man giver dette indtryk, men det kan være svært hvis man som spiller går og glemmer bipersonerne fra gang til gang.

Fordi bipersonerne er vigtige, tænker jeg at det ville være fedt med bipersonskort. Hver spiller får en kopi af de væsentlige bipersoner de møder i kampagnen, hvor deres navne, klan og hvad de er kendt som er angivet. Nogen er mere udfyldt end andre og det er meningen at spillerne selv kan skrive flere noter til bipersonen.

Åbne relationsdiagrammer og hemmeligheder

Uden at vide helt hvordan, så kunne det være fedt at arbejde med åbne med relationsdiagrammer – ligesom vi tidligere har spillet med åbne dungeon maps.

Min næste kampagne

Min næste kampagne bliver, hvis jeg kan finde spillerne til det, en Vampire-kampagne.

Jeg er de sidste par år vendt tilbage til Vampire: The Masquerade, som var min store ungdomskærlighed når det kommer til rollespil. Det bliver et sårbart projekt, et sandt nostalgiprojekt. Ordet nostalgi kommer af græsk nostos ‘hjemkomst’ og afledning af algos ’smerte’. Det kan næsten kun gå galt. Jeg sælger det godt, ikke? Det der særdeleshed tænder mig ved denne kampagne er muligheden for at spille generationel play, hvilket jeg mener giver mulighed for at skabe ”bigger than (just one) life”-historier.

Det bliver en semihjemmebygget kampagne, der (primært) bygger på købekampagnen The Ventrue Chronicle og by-bogen New York by Night.

8

Fra Savannah til New York

The Ventrue Chronicles består af tre dele, en til hver af Vampires tre periode-settings: Dark Ages (1230’erne), Gaslight (1880’erne) og Final Nights (1990’erne). Altså middelalderen, victoriatiden og det senmoderne. Hver del er henholdsvis sat i York, New York og Savannah (i sydstaten Georgia). I hver periode spiller man en ny vampyr, der er afkom af en af de andre spilleres vampyrer fra den foregående periode.  Man kommer altså til at spille tre forskellige spilpersoner i kampagnen. Der er bipersoner der er gennemgående, men jeg har svært ved at se et gennemgående tema. Det kan hænge sammen med at de tre dele er skrevet af forskellige forfattere og at det ikke virker til at der er blevet brugt overdrevent meget energi på redaktionel redigering af kampagnen.

Jeg kommer kun til at bruge de to første dele af kampagnen, nemlig den historie der udspiller sig i York i 1230’erne og den der udspiller sig i New York i 1880’erne. I stedet for Savannah i 1990’erne kommer tredje del af kampagnen også til at udspille sig i New York (i 1990’erne) og lægger sig mere op af New York by Night end The Ventrue Chronicle.

Spil- og bipersoner

Som sagt skal spillerne spille et sæt vampyrer i middelalderen, et nyt sæt i victoriatiden og endnu et sæt i det senmoderne. Det er generationel play, da en spiller spiller en anden spillers sire. Eftersom vampyrer ikke dør af alderdom, så kan de ”gamle” spilpersoner fungere som spillerstyret npc’er i senere dele af kampagnen. De gamle spilpersoner skal selvfølgelig ikke havde for meget spotlys, men et enkelt besøg eller et telefonopkald kunne godt fungere.

TheCamarillaJeg tænker vi laver de første spilpersoner i fællesskab og de må meget gerne komme fra andre steder end York. Jeg ved ikke om alle klaner skal være tilladt, men især The Ventrue Chronicle forudsætter at man er mere eller mindre Camarilla-tro. Klan Cappadocian kunne vise sig besværlig når vi kommer ud af middelalderen, klan Tzimisce er problematisk, fordi den er så bundet til Sabbatten, som den er, men ellers tror jeg godt at resten af klanerne kunne fungere – forudsat at den blodline man spiller med i holder sig nogenlunde på god fod med Camarillaen.

Spilgange i mellem de tre hovedscenarier

Efter første del, der foregår i York i 1230’erne, spiller vi et par spilgange i perioden mellem 1230’erne og 1880’erne. Disse spilgange handler om hvordan den næste generation af vampyrer bliver skabt. Det kan være en tysk romersk ventrue (fra første periode), der sender en folk preusserne ud på en hemmelig militær opgave. Preusserne ved ikke at vampyrlivet er ”belønningen” til den der viser sig mest kompetent. Resten af preusser-spilpersonerne kan enten gå i glemmebogen eller leve videre som npc’er (gouls, npc-vampyrer eller noget tredje). Derefter en spilgang hvor en assamite fra Tunis og en toredor fra Konstantinopel (begge spilpersoner fra York 1230’erne) angriber en setite-slangerede på Sardinien. De to vampyrer får hjælp fra et par lokale sømænd/fiskerne/smugler. En eller måske to af disse sømænd ender med at blive ”belønnet” med vampyrskab efter angrebet, hvis de og vampyrerne ellers overlever.

Interview-with-the-Vampire

Hvem der bliver udvalgt til vampyrlivet bestemmer den der spiller sire, men spilleren af den nylig skabte vampyr bestemmer om denne figur skal være hendes næste hovedperson (ellers bliver hun blot en spillerstyret npc, som evt. kan krydse spilpersonernes veje senere hen i historien). Når alle spillernes vampyrer har haft mulighed for at skabe et afkom og alle har fået nye vampyr-spilpersoner, så flytter vi handlingen til 1880’erne.

De nye spilpersoner bliver sendt til New York for at spille 1880’er-scenariet af deres sires (og evt. andre klanerledere) i klassisk vampirestil. Efter New York 1880’erne-scenariet gentages spillet med en række spilgange hvor tredje generationspilpersoner bliver skabt.

At spille en blodline

På den måde har spillerne både deres nuværende hovedpersoners agendaer og deres blodlines agendaer at spille på. Samtidig med at hver spiller har sin spilperson de kan fordybe sig i, så har de også forskellige fællesprojekter (blodlinens historie).

FullSizeRender

Hvis vi forestiller os at der er fire spillere, Peter, Jens, Maja og Celle, så kommer de hver især til at spille tre forskellige spilpersoner fra potentielt tre forskellige klaner. I mit eksempel nedenfor er Jens’ ventrue vampyr Brunhilde Meier blevet skabt af Baron Carl Hermann (spillet fra Peter) i 1812 og giver Emma Goldschmidt-Williamsburg vampyrdom i 1975. En klanfjerne, en nidkær engelsk ventrue vampyr ved navn Acton Millerstone fra 1230’ernes York, kunne være en gennemgående skurk, som hhv. Jens og Maja arver igennem kampagnen.

Dot me up, Grunge City Gangrel

Jeg blev syg i sidste uge og er derfor lidt bagud med fredagens vampire skema. Det er grunge nok.

Her kommer Polly, hendes historie startede med:

Polly blev embraced til en Pearl Jam koncert i hendes hjemby Aberdeen, Washington af en sød fyr, der viste sig at være en vampyr ved navn James. I virkeligheden har Polly aldrig været særlig vild med Pearl Jam. Hun var mere en Nirvanapige, nu var hun vel mere en Nirvanavampyr.

polly-1

Dot me up, Netscape Nosferatu

Der er klaner som lidt platte i Vampire: The Masquerade. Fx sammenhængen mellem klicheagtige fremstillinger af nationaliteter og nogen af klanerne. Det er nosferatuerne heldigvis ikke. De er tragiske: Grimme, hårde væsner og deres ældste klanfæller er vanvittige monster som ønsker at dræbe dem alle. Sådan er Karl Johan Nyström også.

Men når han sidder foran skærmen, modemmet arter sig og han har masser af THC-mætte blod i kroppen har han det helt ok.

Her er hans dots:

Nos-1

Jeg har ikke givet ham nogen merits og flaws. Har du nogen forslag til oplagte?