Tag-arkiv: Vampire

[Dec. 7] <3 Vampire

I år vil jeg lave en julekalender, hvor jeg hver dag præsenterer et rollespilssystem som jeg har spillet og som jeg holder af.

I dag, d. 7., er det:

Vampmasq

I gode ti år, fra da jeg gik på sidste år på efterskole og indtil jeg flyttede til København, spillede røven ud bukserne på Vampire. Det er klart det system jeg har spillet mest. Jeg spillet en del lange og et hav af kort Vampire kampagner – både som spiller, som spilleder og som live (her både som spiller og spilleder).

Jeg kan lide det hele ved Vampire: settingen, metaplottet, stemningen (som man aldrig rigtig rammer dog) og reglerne som er så lette at hacke. Jeg elsker klanernes historie og politik der er på vej til at ødelægge verden og de individuelle vampyrers uundgåelig bevægelse imod at blive et bæst. Der er undergang på drengen – både almen og partikulær. Hvem er ikke en suker for undergang? Men jeg har også fået spillet det lidt for meget og derfor er jeg færdig med Vampire, men ov manner det var fedt i rigtig rigtig mange år.

Jeg vil altid elske Vampire.

The Dresden Files

Jeg er lige gået i gang med at læse The Dresden Files rollespillet. Selvom jeg ikke er nået særlig langt, så er det tydeligt at det bygger rigtig meget på bogserien af samme navn. Personligt mener jeg at The Dresden Files er noget af det bedste 00’er goth/urban fantasy-plup litteratur man kan få.

Kort fortalt handler det om en toldmand privatdetektiv der bor og arbejder i vor tids Chicargo.

dresdenfiles

Bøgernes (og rollespillets) univers er en blanding mellem rollespillet Vampire the Masquerade og tegneserien Hellblazer. Rollespillet bruger Fate systemet som jeg bliver mere og mere vild med. Rollespillet er ligetil og godt skrevet. Jeg glæder mig til at spille spillet. Efter hvad jeg kan gennemskue er det meningen at spillerne og spilleder bygger settingen sammen, så jeg løber ikke ind i samme problem som jeg gjorde med min 1938-kampagne. I den kampagne digtet for meget setting, som aldrig kom i spil og mest af alt bare var i vejen, da vi begyndte at spille spillet.

 

Se denne rigtig fine anmeldelse af rollespillet:

Vampire Love: The Ventrue Chronicles

Jeg er en vindbøjtel. I mit sidste indlæg skrev jeg at hvis jeg igen skulle spille Vampire, så skulle det være uden klaner. Siden da har jeg læst en god del af The Ventrue Chronicles. The Ventrue Chronicles er en købekampagne der handler om spille Clan Ventrues historie fra middelalderen og op til vor tid.  Jeg er blevet mere og mere tændt på at spille The Ventrue Chronicles engang ude i fremtiden når vi er færdig med den fantasy-kampagne vi spiller nu.

Ventrue-Chronicles

The Ventrue Chronicles består af tre dele, en til hver af Vampires tre periode-settings: Dark Ages, Gaslight og Final Nights. Altså middelalderen, victoriatiden og det senmoderne. Henholdsvis sat i York, New York og Savannah (i sydstaten Georgia). I hver periode spiller man en ny vampyr, der er afkom af en af de andre spilleres vampyrer fra den forgående periode.  Jeg har ikke læst selve de tre dele af kampagnen indgående, men jeg kan se at der er bipersoner der er gennemgående. Ligesom jeg kan fornemme, udfra hvad jeg har læst, at hvor første del (Dark Ages) er en ret lineær kampagne-del, så handler anden del (Gaslight) om opbygge en magtbase og er mere åben sandkasset.

Fra http://sarcask.deviantart.com/

Jeg vil ikke gå ukritisk til kampagnen, men har derimod bearbejde den lidt. Derfor har jeg lavet en tjekliste over hvad jeg vil gøre (udover rent faktisk at læse bogen):

  • Jeg skriver spilpersonerne til første del og alle spiller ventrues. Der står i kampagnen at ikke alle behøver at spille ventrues (men at flere spillere bør gøre det). I kampagnen er det lagt op til at spillerne selv laver deres spilpersoner. Sådan ville jeg ikke gøre. Jeg ville lave 4-5 forskellige ventrue vampyrer, hvor et par stykker måske endda har et par out-of-clan vampyrevner.
  • Vi skal spille de embraces der sker imellem de tre kampagne-dele. Vi spiller når hovedpersonerne fra første del laver deres nye afkom. Et embrace af gangen, måske to embraces på en spilgang, hvis bøjlerne går højt. Der er intet der sker i tomhed, så der er også et eller andet plot/historie/mysterium på spil imens vores gamle helte bider vores nye helte.
  • I mellemperioderne kommer vi ud i verden. Kampagnen kommer altså ikke kun til at udspille sig i York, New York og Savannah. Dertil er verden for stor og interessant.
  • Ham der spiller forældre-vampyren sætter stats på sit afkom. Afkommet skal spilles af en af de andre spillere. Hvis der ingen af de andre spillere ønsker at spille den vampyr man har lavet, så bliver man nødt til at lave endnu et embrace (og sætte nye stats på endnu et afkom). Det afkom som ikke er ønsket af de andre spillere indgår som biperson i kampagnen.
  • Spillerne kommer til at spille bipersoner – både i mellemperioderne (hvor det fx ikke er sikkert at nogen af deres hovedpersoner med), men sikkert også i kampagnen tre hoveddele. Det er fedt når spillerne også spiller bipersoner.
  • Feeding og problemer med at finde det rigtige blod er en central del af det at være Ventrue. Jagten på blod skal spille en central rolle (og mere central end jeg normal lader den være) igennem hele kampagnen.

Derudover skal jeg finde ud af om jeg kan holde ud at bruge det rædsomme system som Vampire er bygget i og hvis jeg ikke kan, så skal jeg finde et andet system som kan rumme blod-point og vampyrevner.

 

 

Vampire hack: Klaner

Ansporet af dette indlæg og diskussionen under den.

bradstreet-brujah-bw

Jeg er aldrig rigtig kommet mig over min ungdimsforelskelse i Vampire, men jeg ved også at jeg er færdig med Vampire som de ser ud out of the box. Derfor har jeg gået rundt og tænkt over hvad der gør Vampire fedt og hvad jeg ville lave om.

Først og fremmest, så er jeg helt vild med klanerne. Ikke klanerne, Ventrue og Brujah osv. i sig selv, men hele ideen om at man kan dele vampyrer op i familier og det at vampyrer fra samme familie deler magiske vampyrevner og særlige vampyrulemper. Det er sjovt at hvis ens sires sire var overnaturlig hidsig, så er man også selv overnaturlig hidsig.

Men hvis jeg skulle hacke det ville jeg lave klanerne mindre i vores forståelse af dem. Jeg ville finde på nye familier og lade være med at give dem navne. En sire og børn i en by deler de samme ulemper og nogen af de samme vampyrevner, men hvor mange generationer disse rækker tilbage fortæller historien intet om. Der er i alle fald ingen andre i byen der har samme ulemper og helt samme vampyrevner som fx familien Carlos.

Ville du hacke som det første?

Syv rollespil

Ok, måske kun seks så…

Folk bloger og facer lister over deres 7 mest spillede rollespilssystemer ever.

Der er nogen spil man spiller så meget at det må sige noget centralt om en.  Jeg tror det er derfor det er interessant for os at læse og ikke mindst skrive om hvilke syv rollespilssystemer man har spillet mest. Jeg forestiller mig at det betyder noget når Morten fortæller at han ikke har spillet særlig meget Vampire (to andre meget 90-00’er okkulte regelsystemer er hans nummer 3 og 6 mest spillede rollespilssystemer). Det giver god mening for mig at Pers liste er proppet med agent-artige/krimi spil som Call, VP, Fusion og Fiasco. Selvom jeg synes det er mærkeligt at ad&d eller d&d overhovedet ikke klare cuttet.

Asbjørns liste (facebook) udmærker sig primært ved at han har på under to år fået spillet så meget Apocalypse World at det er blevet hans andet mest spillede rollespilssystem. Wow. Jeg tror ikke andre har et indiespil så højt oppe på deres liste.

 

Min liste

#1 Vampire

Vampire kan handle om superhelte, der kun kan gå på gaden om natten og som går og drikker blod. Vampire kan være en smuk forfaldshistorie der udspiller sig individuelt, i kampagnens historie og i settingens metaplot. For mig har det altid mere handlet om levede historiske referencer i form af gamle vampyrbipersoner, om menneskelige relationer, om at finde sin plads i en verden af sympatiske monster (mine bipersoner er næsten altid sympatiske) og om kick ass vampyrevner end om det “okkulte”.

Vampire har for mig altid været en blanding af Hellboy og The West Wing/Deadwood. Vampire vil altid, for mig, være et super dejligt spil.

Samtidigt ramte spillet mig, da jeg har 16 år og spillets still og følelse passede perfekt til Johs’ mentale, sociale og hormonelle udvikling anno slut90er og start00er. Vampire var ikke min første rollespilskærlighed, men det har været min største.

#2 Warhammer

Jeg havde allerede spillet en del Warhammer inden vi spillede den der Warhammer-kampagne. Der er et utrolig langt spring fra nummer to til nummer tre på min liste.

Jeg elsker Warhammer-verden og jeg elsker elsker karriere-systemet. Det levelsystem er prop fyldt med fortællinger i sig selv. Det er så smukt. En Coachman, der udvikler sig til en Scout, der ender som Vampire Hunter er bare så meget sejere end en kriger med et par rangerlevels.

#3 Drager og Dæmoner

Var min første kærlighed. Jeg var blot en lille fyr, da jeg i en frisørsalon i Blokhus så  billedet af tyven og jeg var solgt! Efter det lavede jeg mine egne hjemmelavede systemer, spillede lidt Viking med min mor som spilleder, men det var blot en optakt. For som så mange af min generation fik jeg finger i Drager og Dæmoner. Wow! Alt for kort tid efter begyndte jeg at spille rollespil i rollespilsklubben TRoA og der mente man at man skulle spille ad&d. Jeg håber det også var en generation ting. Min redning bestod i, at jeg startede på efterskole skoleåret efter. Der spillede vi Drager og Dæmoner og GURPS, nok mest Drager og Dæmoner. Jeg gik på efterskole i to år og vi spillede ret meget rollespil.

Jeg har senere kørt kampagner i Drager og  Dæmoner. Det holder, der er noget med to-våben færdigheden som er mærkelig, men det holder.

#4 AD&D/D&D

Jeg kan jo godt lide D&D. Det er fedt at stige i levels og der er et hav af seje kampagn-settings. Settings som jeg godt nok ikke har spillet i, da vi mest spillede Dragonlance. Senere har jeg spillet i andre kedelige settings såsom fx Forgotten Realms eller kloner.

Jeg kan godt lige D&D – for det er jo fedt at stige i levels, men er resten ikke sådan lidt dumt?

#5 Mage

Jeg har spillet utrolig meget dårlig Mage. Mage kan sikkert være et godt spil, men ikke med de spilleder jeg har spillet med.

Har engang skrevet (først et også et andet) blogindlæg om hvor dårligt vores spil var. Til gengæld fik vi drukket åndssvagt meget kaffe med virkelig meget sukker og røget rigtig mange smøger. Good times.

#6 Basic World of Darkness (både det gamle og det nye)

Det er ikke et særlig godt system, men vi bliver ved med at bruge det. Vi har fx valgt at bruge det til vores nuværende kampagne. Det er ikke særlig smart når man tænker over det.

 

Fun Fact: Jeg har nok spillet flere spilgang med Basic World of Darkness end med Mage, men vores eftersom vores Mage-spilgange let kunne komme op på at blive 18 timer lange, så har jeg nok lagt flere timer ind i Mage.

 

#7 ?

Det er svært. Det kunne være GURPS (elsker magisystemet), det kunne være Call (hvem elsker ikke Call?), der kunne være Earthdawn (ikke min kop the) eller Savage Worlds (min kop the), men det er nok mere sandsynligt at jeg har glemt et system som jeg har spillet åndssvagt meget.