Tag-arkiv: Vampire

Fedte rundt

I Facebook gruppen Pen and Paper Danmark (og hvad sker der for det navn, forresten?) taler folk om lange kampagner. Nogen spiller utrolig lange kampagner – over 10 år.

Da jeg lige flyttede til København var det mit mål at lave en 10 år lang kampagne. Det mundede ud i vores ”store” Warhammer-kampagne, der løb i næsten 4 år.
Den var for det meste sat i Warhammerbyen Carroburg, ligesom vores nuværende Warhammerkampagne – som vi har spillet i 1½ år, og jeg husker at spilpersonerne for det mest bare fedtede rundt. Jeg husker kampagnen som langt og godt, men mest som langt. Jeg synes, også det ofte var lidt hårdt og kedeligt at køre så langstrakt en kampagne i samme verden og med samme plot.

Derfor kommer jeg nok aldrig til at spille en 10 årig kampagne. Drømmen er droppet og det er ok.

Når spillerne planlægger

Måske er det fordi jeg kommer fra en Vampire-tradition, måske er det bare sådan, men meget af det rollespil jeg har spillet har spillere (herunder også mig selv) fedtet ret meget rundt uden nødvendigvis at sætte sig et mål og komme nogen steder. Det samme skete i vores nuværende kampagne – indtil Lars tog aktion og fik de andre med på at… ja… planlægge hvad de skulle bruge spilgangen på.

Helt konkret starter hver spilgang nu med at spillerne snakker om plottet og hvor de vil hen som gruppe. Det foregår helt off game og out of character. Det er en spilstil, der stammer fra en klassisk investigation rollespil (tror jeg) og det ligner ikke den tunge føle-føle stil som jeg kommer fra (i bl.a. Vampire). Også er det super fedt – for det giver spillerne et mål, de kan spille deres spilpersoner i retning af. Der er stadigvæk plads til karakterspil, men der er samtidigt et mål.

Målstyring og Vampire

Jeg tænker man kunne udnytte dette og simpelthen gør det til en ting når man spiller en kampagne. Fx gøre det i min kommende Vampire kampagne. Det kunne være noget med at gruppen sætter et mål/flere mål i fællesskab (out of character som det første) og opnår et eller to xp, hvis de når det mål, udover xp for at møde op og hvad man ellers giver xp for.

Setting <3

Jeg elsker de gode unikke settings og holder meget af selv mindre originale settings. Der findes masser af dårlige og direkte åndssvage settings, men jeg er ret tålmodig når der kommer til verdensbeskrivelser. Meget mere tålmodig end jeg er med karakter i de historier, hvor også verden bliver malet frem.

Hvor ofte læser man ikke fantasy, hvor settingen er fed, men hovedpersonerne er trælse? Umiddelbart springer serier såsom Kingkiller Chronicles og Harry Potter frem. Gode og interessante verdener. Irriterede nævenyttige hovedpersoner. Suk, men det er en anden historie.

Jeg har tidligere lavet en top 13 over inspirerende bøger til fantasy rollespil og her er det nok især verdenerne som tænder mig, men der er så mange flere end dem fra bøgerne. Men der er mange settings i mange medier. Helt oplagt er der en masse fede rollespilssettings: The Old World (WFRP) og World of Darkness (V:tM) er måske dem jeg kender bedst, men jeg holder også meget af Mythic Europe, Athas, Pendragons England,

Jeg kan ikke læse en tegneserie som DMZ uden at tænke ”Manner, det kunne være en fed Apocalypse World setting”, men jeg har tidligere brændt nallerne på en anden tegneserie med en fed setting og et indiespil, nemlig Mouse Guard. Setting er desværre ikke nok.

Fed setting, mindre fed kampagne

Ikke nok med at jeg holder meget af at udforske andres verdener i fiktion, så holder jeg også meget af at bygge verdener til rollespil. Igen med forskelligt held.

Providence 1938

Der var vores superhelte call’ish savage gangster-kampagne, hvor jeg på en eller anden måde fik lavet en flaskehalse varulv.

A song of…

I vores Song of Mountain and Riverland (gæt selv en bog-serie den var inspireret af), hvor vi byggede forhistorie ved at spille Microscope og byggede adelshuse ved hjælp af terningeslag. Jeg tegnede kort og Ask lavede de fedeste våbenskjolde, som jeg brugte i løbet af kampagnen. Der var rigtig meget verdensbygning i den kampagne – mest af mig, men også af mine medspillere.

Berlin Files

Vi forsøgte at bygge en Dresden Files udgave af Berlin over to spilgange (1 og 2). Det blev en fed setting, men igen kom kampagnen ikke helt op og flyve og døde pga. lidt for mange afbud

Chaos in Carroburg

Også er der vores nuværende Warhammerkampagne, hvor jeg startede med at forsøge at bygge en kampagne selv – der var tæt forbundet med min hjemmelavede udgave af Carroburg, men gik over til at køre købekampagnen Terror in Talabheim og flytte den til Carroburg

Ens for alle disse er at jeg har været mere vild med verdenerne de foregik i end selve historien. Jeg har også været vild med historien, men settingen har været det fedeste ved dem.

Fantasyscenarier i fantasy verdener

Det er også tydeligt at hvis man kigger på min scenarieproduktion har verdensbygning spillet en stor rolle.

Imperiet

Vores Warhammer novelleantologi fra Fastaval 2009 var 11 scenarieforfatteres take på forskellige provinser i Imperiet. Det er forskelligt hvor meget Warhammer kanon og individuel verdensbygning betød for de bidrag og de var måske ikke mere settingsbestemte end scenariet som ofte er, men settingen kom først: Hver forfatter valgte en provins og skrev ud fra den.

Ascalon

Mit scenarie om en ond slavehandler og en by ovenpå en aktiv vulkan fra året efter var heller ikke mere settingstungt end fantasyscenarier som ofte er, men eftersom jeg ikke er den eneste der har arbejdet med dette sted, så blev mit og andres scenarier om Ascalon digteriske beretninger om denne setting.

Narzula City og Tanger

I mine to scenarier om Narzula City tabte jeg sutten totalt. Narzula City setting, som man møder i Jonas Hjorts Fantasy Gangster og Narzula City Noir måske er den fedeste settingbeskrivelse jeg har lavet, men det er bare ikke særlig gode scenarier. Det samme gælder faktisk også Martin og mit Sønner og Sammen, der foregår i beatnick Tanger. Der er ikke meget settingbeskrivelse i det scenarie, men når jeg kigger på det efter mange år efter, ser jeg, at det faktisk kun er settingen der holder.

Sådan kan det gå.

Problemet med DMZ

Det er min erfaring at det store problem med en fed setting er at man ofte kommer til at skabe for meget af spillet imens man læser op på og/eller bygger (videre) på settingen. Jeg har oplevet at ens massive verdensbyggerig ikke er en fordel og nogen gange kan en stærk kreativ forventning fra spillederen/scenarieforfatteren stå i vejen for det gode rollespil, fordi spillerne ofte ikke interagere med ens værk som man forventede.

Det ændre dog ikke ved at DMZ er en ret cool tegneserie og ville være en anderledes og god setting til Apocalypse World, som jeg nok begiver mig ud i på et tidspunkt. Øv, det kan virkelig gå galt.

Spiltest af Vampire 5. udgave Alpha

Et sted på Amager spiltestede jeg alpha udgaven af Vampire 5. Peter var spilleder. Mine take aways var:

Scenarie

Scenariet forgår i Gary (en lille by lidt udenfor Chicago) som er ikonisk og med 1. version af grundbogen. Det er et fint lille vampire-scenarie, som ikke blev dårligere af at Peter spilledte det. Forstå mig rigtigt, det er Vampire og White Wolf kan stadigvæk ikke skrive scenarier på højde med hvad vi er vant til i vores lille nordiske tradition, men mindre kan jo også godt gøre det. Der var nogen fine scener og en nogenlunde sammenhængende plottråd.

Jeg var heldig og få scenariets hovedperson, selvom Kamilla og jeg valgte sidst. At skrive et scenarie med en central hovedperson er et designvalg som det ikke virker til at scenarieforfatteren var særlig reflekteret omkring. Det gjorde at jeg fik uforbeholden meget taletid, hvilket jeg, som spiller og person, ikke nødvendigvis er super godt til at administrere. Taletidøkonomien i scenariet, hvor en dominerende spiller (som mig) samtidig fik en så tydelig hovedrolle var ikke gennemtænkt.

Efter jeg tog mig sammen og fik gasset ned, løste en af de andre spilpersoner scenariets grundlæggende konflikt ved at sms’e den legendariske heksejæger Sullivan Dane, som så dræbe byens problematiske fyrste off screen. Very deus ex machina.

Peter droppede scenariets epilog, som skulle være en spilleder fortalt historie, hvor en gruppe (for os ukendte) elders (Chicagos primogen) skulle diskutere begivenhederne i Gary. Tak Peter.

Spilpersoner

White Wolf formår ikke at præsentere grundlæggende og relevante informationer i de spilpersoner, som de skriver. Det er ligefrem pinligt. At fyrsten i byen er fyrste, bliver præsenteret i forbifarten i min spilperson ”Zions” baggrundshistorie. At Zion er ”Baggys” (en anden spilperson) sire bliver angivet i Baggys baggrundshistorie og ikke i Zions baggrundshistorie. De andre spillerne sad med lignede frustrationer.

Til gengæld var der en reference til verdens bedste tv-serie i Zions baggrundshistorie og det giver selvfølgelig lidt pointe.

System

I virkeligheden var det systemet som vi skulle teste og jeg synes faktisk det er ret fint. Her i alfa udgaven af Vampire 5 er det meget ligesom V20. Den store forskel er ift. blod og hunger. I stedet for en blood pool har man en hunger stat, som stiger jo mere (blod)sulten man er. Det virker ret godt. Når man slår et terningeslag er en del af ens terningpulje røde ”hungerterninger”. Man har det antal ”hungerterninger” som har i sin hungerstat. Hvis man slår 1 eller 10 på hungerterningerne slår ens bæst igennem og situtionen bliver enten meget blodig (10’er) eller man bliver opslugt af vampyrartige blodfantasier og stener dem i stedet for at handle.

Når man bruger disciplines (og andre vampyrting) slår man en hunger-terninger og hvis man slår 1-3 bliver man mere sulten.

Jeg ved ikke om systemet er helt på plads endnu, men det er potentielt meget mere elegant end blood pool-systemet.

Samtidig giver de personer man jagter og drikker af statsmæssige bonusser. Hvis man drikker af en meget stærk person, så er man mere stærk efterfølgende. Det er en god og sjov idé.

Man slår stadigvæk lidt for mange terningeslag og kampsystemet virker stadigvæk tungt, men alt i alt virker White Wolf på at være på helt rette spor.

Skal vi spille fjenden?

Jeg har altid været fascineret af fiktion, der bliver fortalt igennem forskellige perspektiver of fortællerstemmer. Hvis det laves godt, så belyser de forskellige perspektiver meget forskellige ”takes” på handlingen. Det er bl.a. dette greb som A Song of Ice and Fire-bogserien bedre og nuanceret end så meget andet fantasy. I film skabes det i de rigtig gode ensemblefilm, såsom Short Cuts og Magnolia. Nogen tv-serier gør det også rigtig godt, fx mener jeg at The Wire til dels formår det og Per Flys Forestillinger fra 2007 gør det rigtig godt.

Rollespil kan selvfølgelig også noget med perspektiver, hvilket særligt Mikkel Bækgaard og traditionen efter ham har undersøgt i en række fantastiske scenarier, her synes jeg at især Chiaroscuro, A Day in the Life, Løgstør, Vasen, Dyst, 15 Mand og Heksefeber gør det rigtig godt, men der bør sikkert nævnes flere (brug gerne kommentarfeltet til det).

Perspektiver og spillet mellem forskellige perspektiver kan noget, men jeg har næsten aldrig brugt det i kampagnerollespil. Måske fordi jeg har spillet alt for lidt Ars Magica, hvor hver spiller som minimum styrere et par bipersoner udover sin hovedperson-troldmand.

Sabbat crusades

I Vampire podcasten 25 years of vampire the masquerades afsnit 14 om The Storytellers Handbook to Sabbat beskriver værterne fordele ved at samme hold spillerne både spiller et Camarilla Coterie og et Sabbat Pack, hvis man ønsker at udspille et Sabbat crusade (altså et Sabbat angreb på en Camarilla by). Jeg tror ideen er at Sabbat packet er dem vi følger mest i denne sammenhæng, da det er dem som er historiens primære aktører, men principielt skifter man mellem at spille Camarilla den ene uge og Sabbat den næste.

Skaven infections

I min Warhammer spilgruppe spiller vi pt. anden sidste kapitel i købekampagnen Terror in Talabheim. Det er, spoiler spoiler, en dejlig historie om hvordan Talabheim bliver angrebet og besat af Skavens. Vi har spillet ret meget som den er skrevet, udover at vores start på kampagnen var lidt anderledes, fordi vi faktisk var gået i gang med en anden (hjemmelavet) kampagne. Derfor er handlingen også flyttet fra Talabheim til Carroburg, men ellers er den – næsten – spillet som den står skrevet.

Imens vi spillede den overvejede jeg om jeg skulle lade spillerne spille skavens undervejs – altså udover deres normale spilpersoner. Min ven Martin Svendsen har nemlig tidligere gjort det med stort held. Det fik vi ikke gjort, fordi jeg kom i tanke om det for sent i forløbet til at det ville være rigtig fedt. Hvis jeg skulle spille Terror in Talabheim en anden gang, så ville lave skaven npc’er som spillerne skulle i ny og næ. Jeg ville nok også lade handlingen foregå i Talabheim, men det er en anden historie.

Spil det andet perspektiv

I modsætning til Mikkels scenarier og Ars Magica (og Ars-inspireret spil), hvor en spiller en af de andres tjenere eller npc-venner, så er jeg overbevist om at spil, hvor man spiller fjender kan noget helt særligt. Jeg har desværre bare ikke spillet et, men indtil nogen sætter en sådan kampagne op for mig, må jeg jo gøre det selv. Selvom spillederoplevelsen og spilleroplevelsen er forskellig, så sidder jeg alligevel og overvejer i hvilke kampagneideer man kunne gøre brug af fjendeperspektivet.

Shortlist: Warhammer

Terror in Talabheim, nu hvor man også spiller Skavens. Det er en sjov idé med Skavens, men så god er kampagnen heller ikke at jeg har lyst til at spille den igen. Alternativt kunne man skrive nogen scener fra Skavenslayer romanen ind i en og man kunne spille den i stedet for “Something Rotten in Kislev” i en ”The Enemy Within”-kampagne, som Glen foreslår. Sandsynligheden for at det kommer til at ske er ikke voldsom stor.

Shortlist: Vampire

I min kommende Vampire-kampagne, kan jeg uden at afsløre alt for meget, kommer der nok til at være konflikter med Sabbatten i en eller anden form. Der kunne derfor godt være en periode, hvor spillerne også spillede Sabbat-vampyrer. Men eftersom det er mit mål at kampagnen skal afsluttes på et tidspunkt og ikke køre for evigt. Og eftersom spillerne som minimum kommer til at spille tre generationer af vampyrer (hinandens sire, childer og grandchilder) plus hinandens gouls og what dont, så behøver de måske ikke også spille et Sabbat Pack. Vampire-kampagnen er også historien om tre blodlinjer/vampyrfamilier – og det ville næsten være synd, hvis Sabbat-vampyrerne ikke var en del af disse fortællinger på en eller anden måde. Det ville gøre det hele lidt mere komplekst, ikke nødvendigvis dårligt, men mere komplekst.

So everybody?

I virkeligheden kan man lave ”vi spiller vores fjender”-set up’et i en del kampagner, hvor der er en gruppe interessante fjender. Her er Sabbat og Skavens er ret perfekte, fordi de er ret interessante grupper, som der er kastet en masser kærlighed i fra rollespilsforfattere.

Hvis du prøvet at spille en kampagne, hvor man også spillede fjenden, så del meget gerne dine erfaringer.

Bidt af Vampire… podcast

Jeg har fundet endnu en nørdepodcast og jeg er vild med den.

Det er to amerikanske vampirenørder som er i gang med at læse alle Vampire the Masquerade-bøgerne og gennemgår dem i deres podcast ”25 years of Vampire the Masquerade”.

De er pt. nået Clanbook: Assamite (fra 1995), hvilket er deres 37. afsnit. Et afsnit er omkring fem kvarter. Jeg har kun hørt de første 7 afsnit og vi er kommet til 1992 og 2. udgave af Vampire.

Det er Vampire – på godt og ondt

Vampire er et spil jeg både elsker og hader. Jeg er hands down vild med stemningen og settingen i Vampire. Spillet er en 90’er-zeitgeist bastard og en del af min glorværdige ungdom, da verden var mere fuld af lækkerangst end frygt og terror.

Get your 90es on med denne playlist:

Det er dejligt at høre udgivelseshistorien af Vampire. De to værter, Nate and Bob, kender spillet rigtig godt og holder tydeligvis meget af det. Selvom de er fans er de ikke helt ukritiske overfor spillet. Deres egne præferencer skinner igennem i deres gennemgange og anmeldelser af bøgerne.

Samtidig er de ret fair. De er fx ikke begejstret for scenariebogen Alien Hunger og her ligger de helt i linje med hvad der er den generelle fanopfattelse, nemlig at det er et rædsomt produkt. Til gengæld går de meget i dybden og fortæller meget begejstret om med de elementer som de finder interessant og sejt (især setting- og npc-beskrivelser).

Det holder hele vejen. De to værter er meget amerikanske og utrolig meget vampirenørder, som man forestiller sig dem flest. Nogen gange bliver det måske lidt for meget af det gode især i afsnittet om The Storytellers Handbook, hvor de to værter er lidt mere på løs linje og vælger at kaste en række enten selvindlysende råd eller virkelig dårlige GM-forslag af sig. Igen er de to værter ret typiske for fanbasen, hvilket vel også har sin charme, især fordi de heldigvis ikke forsætter denne stil i afsnit 7 (som er det jeg er kommet til).

Lore og kanon

Selvom Nate og Bob er lidt en parodi på forestillingen om to vampirenørder, så er emnet og podcastens omfang awesome! Personlig er jeg vild med Vampire-universeret og ved en del om det, men der er en masse som jeg ikke har læst eller ved. Allerede her 7 afsnit inde ved jeg utrolig meget mere om World of Darkness’ kanoniske bipersoner, begivenheder og settings, hvilket jeg synes er megasejt.

Derudover er der hele udgivelseshistorien og hvordan spillet bliver skrevet frem igennem de forskellige bøger. Det er sjovt at høre hvordan koncepter såsom Sabbat, varulve og Assamites langsomt bliver introduceret ind i spillets fiktionsverden. Metaplottet endnu ikke kommet i spil i 1. udgave af spillet, hvilket er ret fedt. Sådanne pointer og fremstille dem på en god måde gør værterne rigtig godt.

Og jeg glæder mig til at få alle de baggrundshistorier, som jeg aldrig gad læse i by- og klanbøgerne. Hvis du bare lidt har det som mig og er forholdsvis tålmodig med nørder (der vil dig det bedste, men som er… ja… nørder), så tjek ”25 years of Vampire the Masquerade” ud på deres hjemmeside eller find den på itunes.