Tag-arkiv: Vampire

[New York] Bør denne kampagne spilles i bakgear?

Jeg er ved at læse op på en Vampire-kampagne, der 1) foregår i de tre kanoniske Vampire-epoker, nemlig: Dark Ages (1230’erne), Gaslight (1880’erne) og Final Nights (1990’erne) og 2) hvor man spiller tre generationer af vampyrer, en til hver epoke og spillerne spiller hinandens herre og afkom. Det bliver min næste kampagne

Spoiler: Det handler lidt om cut scenes.

It’s all about New York’ish

Kampagnens hovedplot relaterer sig til Kampen om New York. Kampen om New York er kanon og fortællingen om hvordan en vampyrsekt (Camarillaen) erobrer storbyen fra den anden vampyrsekt (Sabbatten). Slaget forgår iflg. kanon i 1999 og er beskrevet i den anbefalesværdige sourcebook New York by Night. Min kampagne bygger også på den mindre anbefalesværdige The Ventrue Chronicle, der består af tre mere eller mindre gode scenarier, et til hver epoke. Fra The Ventrue Chronicle bruger jeg Dark Ages scenariet, jeg bruger dele af Gaslight scenariet og næsten ingen ting fra det sidste scenarie, som foregår i 90’ernes Savannah. De to scener som jeg bruger foregår i hhv. York og New York, ligesom mit Final Nights-scenarie foregår i New York.

Selvom jeg aldrig personligt har været i New York, så kender vi byen fra amerikanske kultur, såsom musik, bøger, film og tv-serier, så om ikke andet har vi alle et forhold til storbyen som fiktion. World of Darkness New York er noget andet end de ægte New York. Det ændre dog ikke på, at jeg skal nærstudierne kort og rejsebeskrivelser. Den del føler jeg dog at jeg har nede. Ligesom det går ok med at læse vampire bøger (jeg er pt. i gang med V20 Dark Ages, som jeg nok er den grundbog jeg læser mest grundigt).

Fortæl det bagfra: Take 1

Ideen om at man spiller hinandens afkom igennem de forskellige epoker har jeg planket fra The Ventrue Chronicle. Det er en god idé, men på det seneste har jeg overvejet om man ville få en mere afrundet og helstøbt fortælling, hvis man i stedet startede i Final Nights med Kampen om New York.

Min første tanke var at man fik slået kampagnens hovedproblem an og spiller hovedpersonerne fra Final Nights i, ja, Final Nights og Kampen om New York. De løser dog ikke hovedproblemet, for at gøre det, må de først spille ens sirer i 1880’erne og scenariet fra New York Gaslight epoken, da det er forbundet til hovedproblemet i Final Nights. Herefter spiller man gransires og scenariet fra Dark Ages, som også er forbundet og dropper hints til hvordan man løser hovedproblemet (tilbage i Final Nights). Til slut spiller man så Final Nights og spilpersonerne forsøger at løse hovedproblemet.

Fortæl det, sammen

Jeg kan principielt godt lide denne løsning, da jeg er løbet ind i nogen udfordringer ved at kombinere Dark Ages’ York (fra The Ventrue Chronicle) og Kampen om New York. I New York by Night er der en række npc’er med tråde til spansk, østeuropæisk og selvfølgelig amerikansk (WoD-) historie, men ikke særlig mange forbindelser til England og overhovedet ingen til hovedpersonerne i The Ventrue Chronicle’s York. Jeg har selvfølgelig digtet nye forbindelse og forsøgt at fokusere på de npc’er i New York by Night, som med god vilje kan forbindes til The Ventrue Chronicle, men de to bøgers meget forskellige fokus og persongalleri hjælper mig ikke i denne vinkling.

Jeg vil gerne have min spillerne til at have medfortællerret, sådan at de også får lov til at digte bipersoner og plottråde, men i mellem de tre settings og World of Darkness’ mangfoldighed kunne kampagnen hurtigt blive noget post moderne rod, hvis spillerne ikke bliver hjulpet i at sætte fokus. Her er det et ret simpelt grab at spillerne allerede fra starten ved hvad the main objective er.

Darlings og badevand

Mit ”Take 1” skaber dog nogen nye udfordringer (er det ikke sådan det altid går?).

En omvendt kronologi udfordrer mulighederne for at bruge tilbagevendende bipersoner på en organisk måde, hvor bipersonen uden videre omtanke bliver introduceret, fordi der lige er brug for en sådan som hende og man forelsker sig i hende og hun ender med at tilkæmpe en mere central rolle i kampagnen. Nogen af de interessante bipersoner i mine kampagner er vokset sådan frem og i virkeligheden vil jeg gerne blive endnu bedre til det. Hvis der skal være tilbagevendende bipersoner i en omvendt krologi, så bliver deres udvikling selvsagt fortalt baglæns og vi starter derfor med at se deres fulde potentiale og de skal alle planlægges/scribes væsentligt mere.

Og er det er min virkelige darling: Det første jeg forelskende mig i ved The Ventrue Chronicle var at man spillede hinandens herre og afkom. Det kan man stadigvæk godt i en omvendt krologi, men det bliver mindre interessant og, ligesom med bipersonerne, mindre organisk.

Jeg forstillede mig nogen mellemspil, hvor det ikke var forudbestemt hvem der skulle være hvis herre og afkom. Små scenarier, hvor nogen spillede vampyrer og andre spillede mennesker, der måske ville blive forført til vampyrhed og måske ikke ville blive. Sådan at der var et par spilgange, hvor man måske spillede sin kommende vampyrhovedperson som menneske, måske spillede en kommende biperson (fx en ghoul, en vampyr-biperson eller noget tredje) eller måske blot en biperson, som ville dø og blive glemt. Hvis man spiller omvendt krologi, så tager man en del af spændingen ud af dette set up.

Fortæl det (lidt) bagfra: Take 2

Heldigvis er der en model, hvor vi både kan puste og have mel i munden: Vi starter de første mange spilgang med at skitse spilpersoner i 90’erne mere og mere op. Spillerne har besluttet klan, navn og lidt koncept, men heller ikke mere for deres spilpersoner til at starte med. Spillerne ved at de er ved at forberede en form for angreb – spilpersonerne ved mere og i løbet af kampagnen vil få flere og flere informationer.

Vi sætter en scene, det kan være forberedelse, overvågning, sociale interaktioner eller noget let action. Scenen skuespilles og fortælles – der rulles ikke terninger. Momentet skal være lang nok til at spillerne kan positioner deres spilpersoner uden at de behøver afsløre eller definere for meget omkring dem.

Jeg tænker at momenterne kan tage mellem 5 og 35 minutter at spille, resten af spilgangen spiller vi kampagnen fra Dark Ages i York og frem (altså mellemspil, Gaslight i New York, mellem også Final Nights i New York).  Når vi når til den første gang i Final Nights i New York spiller vi ikke cut scenes med de (samme) Final Nights spilpersoner, men måske cut scenes med et Sabbat pack, cut scenes med Dark Ages og Gaslight spilpersoner som elders (de er jo ikke nødvendigvis gået til, selvom de ikke er primærspilpersoner længere) eller flash backs til de tidligere epoker.

Et fast cut scene element i starten af hver spilgang kunne være sjovt at lege med. Hvis det ikke virker kan man jo altid bare droppe det.

Julekort: Det har været et (war)hammergodt år

Det er december og eftersom jeg i år ikke har nosset mig sammen til at lave julekalender, så tænkte jeg at det ville være på plads med et lille julekort om rollespil.

Det har, for mit vedkommende været et forbrugsstærkt år, hvor jeg købt en fysisk rollespilsbog, nemlig vampire-bogen New York by Night, et par vampire-pdf’er, masse terninger og hele tre brætspil + en udvidelse. Samtidig er jeg kommet af med nogen af mine gamle rollespilsbøger, men jeg har alligevel brugt flere penge på rolle- og brætspil end jeg har gjort i mange år.

Kampagne-hobbitter og rummænd

Udover et par one-shots, Olivers mærkelige fortællerspille og en alfatest af Vampire 5ed., så har jeg primært spillet kampagnespil i år, nemlig vores Warhammer kampagne og Ashen Stars.

Vi spillede Ashen Stars færdig(ish) i løbet af 4-5 spilgange. Jeg spiller en ”tavak”, som er en to meter høj bæltedyrslignende stolt krigerrace, der taler langsomt. Min figur er eks-bomberydder, god til mekanik og overlevede på trods af en deludviklet dødsdrift. Det var sjovt, selvom jeg vist nok faldt i søvn til en spilgang. På Ashen Stars holdet har vi skiftet spilleder fra Niels til Nis og skal til at spille warhammer, nærmere betegnet hobbit-nybyggere i Border Princes. Det glæder jeg mig meget til.

På mit eget Warhammerhold har vi, ja, spillet Warhammer hele året. Vi mangler kun et par spilgange, men er desværre konstant løbet ind i aflysninger. Suk. Når vi en gang i fremtiden får afrundet denne kampagne, så skal vil jeg kører en vampire kampagne, men det bliver først efter Fastaval.

Fastavals webguy og mer’ hammer

Fastaval 2017 var, hvad det var. Jeg spilede en del virkelig godt fantasy (herunder to gange Warhammer). Det var dejligt.

Derudover redigerede jeg hjemmesiden: Fastaval.dk op til kongressen. Jeg havde mange planer for hvordan og hvor der skulle laves på den, men det løb ud i sandet – fordi jeg ikke kunne finde gejsten til det. Jeg håber så meget at nogen får ryddet op i Fastavals digitale rod og får lavet nogen mere smarte løsninger end den nuværende. Det kommer ikke til at være mig der leder det projekt, bl.a. fordi jeg skal være scenarie-ottodommer til næste år. Det glæder jeg mig til.

2018 bliver også et godt år

Jeg en lille plan om at begynde at skrive scenarier igen. Måske Fastavalscenarie, måske noget helt andet – det er mig endnu ret uklart.

Privat og på jobbet går det fint. Jeg håber på et snarest regimeskifte i landet (og ikke mindst i USA), men er ikke så forventningsfuld. Derimod regner jeg med at kunne få banket noget lidt mere stabilt kampagnespil op og stå i det nye år.

Glædelig jul, må der ligge en lille krigshammer til dig under træet.

Fedte rundt

I Facebook gruppen Pen and Paper Danmark (og hvad sker der for det navn, forresten?) taler folk om lange kampagner. Nogen spiller utrolig lange kampagner – over 10 år.

Da jeg lige flyttede til København var det mit mål at lave en 10 år lang kampagne. Det mundede ud i vores ”store” Warhammer-kampagne, der løb i næsten 4 år.
Den var for det meste sat i Warhammerbyen Carroburg, ligesom vores nuværende Warhammerkampagne – som vi har spillet i 1½ år, og jeg husker at spilpersonerne for det mest bare fedtede rundt. Jeg husker kampagnen som langt og godt, men mest som langt. Jeg synes, også det ofte var lidt hårdt og kedeligt at køre så langstrakt en kampagne i samme verden og med samme plot.

Derfor kommer jeg nok aldrig til at spille en 10 årig kampagne. Drømmen er droppet og det er ok.

Når spillerne planlægger

Måske er det fordi jeg kommer fra en Vampire-tradition, måske er det bare sådan, men meget af det rollespil jeg har spillet har spillere (herunder også mig selv) fedtet ret meget rundt uden nødvendigvis at sætte sig et mål og komme nogen steder. Det samme skete i vores nuværende kampagne – indtil Lars tog aktion og fik de andre med på at… ja… planlægge hvad de skulle bruge spilgangen på.

Helt konkret starter hver spilgang nu med at spillerne snakker om plottet og hvor de vil hen som gruppe. Det foregår helt off game og out of character. Det er en spilstil, der stammer fra en klassisk investigation rollespil (tror jeg) og det ligner ikke den tunge føle-føle stil som jeg kommer fra (i bl.a. Vampire). Også er det super fedt – for det giver spillerne et mål, de kan spille deres spilpersoner i retning af. Der er stadigvæk plads til karakterspil, men der er samtidigt et mål.

Målstyring og Vampire

Jeg tænker man kunne udnytte dette og simpelthen gør det til en ting når man spiller en kampagne. Fx gøre det i min kommende Vampire kampagne. Det kunne være noget med at gruppen sætter et mål/flere mål i fællesskab (out of character som det første) og opnår et eller to xp, hvis de når det mål, udover xp for at møde op og hvad man ellers giver xp for.

Setting <3

Jeg elsker de gode unikke settings og holder meget af selv mindre originale settings. Der findes masser af dårlige og direkte åndssvage settings, men jeg er ret tålmodig når der kommer til verdensbeskrivelser. Meget mere tålmodig end jeg er med karakter i de historier, hvor også verden bliver malet frem.

Hvor ofte læser man ikke fantasy, hvor settingen er fed, men hovedpersonerne er trælse? Umiddelbart springer serier såsom Kingkiller Chronicles og Harry Potter frem. Gode og interessante verdener. Irriterede nævenyttige hovedpersoner. Suk, men det er en anden historie.

Jeg har tidligere lavet en top 13 over inspirerende bøger til fantasy rollespil og her er det nok især verdenerne som tænder mig, men der er så mange flere end dem fra bøgerne. Men der er mange settings i mange medier. Helt oplagt er der en masse fede rollespilssettings: The Old World (WFRP) og World of Darkness (V:tM) er måske dem jeg kender bedst, men jeg holder også meget af Mythic Europe, Athas, Pendragons England,

Jeg kan ikke læse en tegneserie som DMZ uden at tænke ”Manner, det kunne være en fed Apocalypse World setting”, men jeg har tidligere brændt nallerne på en anden tegneserie med en fed setting og et indiespil, nemlig Mouse Guard. Setting er desværre ikke nok.

Fed setting, mindre fed kampagne

Ikke nok med at jeg holder meget af at udforske andres verdener i fiktion, så holder jeg også meget af at bygge verdener til rollespil. Igen med forskelligt held.

Providence 1938

Der var vores superhelte call’ish savage gangster-kampagne, hvor jeg på en eller anden måde fik lavet en flaskehalse varulv.

A song of…

I vores Song of Mountain and Riverland (gæt selv en bog-serie den var inspireret af), hvor vi byggede forhistorie ved at spille Microscope og byggede adelshuse ved hjælp af terningeslag. Jeg tegnede kort og Ask lavede de fedeste våbenskjolde, som jeg brugte i løbet af kampagnen. Der var rigtig meget verdensbygning i den kampagne – mest af mig, men også af mine medspillere.

Berlin Files

Vi forsøgte at bygge en Dresden Files udgave af Berlin over to spilgange (1 og 2). Det blev en fed setting, men igen kom kampagnen ikke helt op og flyve og døde pga. lidt for mange afbud

Chaos in Carroburg

Også er der vores nuværende Warhammerkampagne, hvor jeg startede med at forsøge at bygge en kampagne selv – der var tæt forbundet med min hjemmelavede udgave af Carroburg, men gik over til at køre købekampagnen Terror in Talabheim og flytte den til Carroburg

Ens for alle disse er at jeg har været mere vild med verdenerne de foregik i end selve historien. Jeg har også været vild med historien, men settingen har været det fedeste ved dem.

Fantasyscenarier i fantasy verdener

Det er også tydeligt at hvis man kigger på min scenarieproduktion har verdensbygning spillet en stor rolle.

Imperiet

Vores Warhammer novelleantologi fra Fastaval 2009 var 11 scenarieforfatteres take på forskellige provinser i Imperiet. Det er forskelligt hvor meget Warhammer kanon og individuel verdensbygning betød for de bidrag og de var måske ikke mere settingsbestemte end scenariet som ofte er, men settingen kom først: Hver forfatter valgte en provins og skrev ud fra den.

Ascalon

Mit scenarie om en ond slavehandler og en by ovenpå en aktiv vulkan fra året efter var heller ikke mere settingstungt end fantasyscenarier som ofte er, men eftersom jeg ikke er den eneste der har arbejdet med dette sted, så blev mit og andres scenarier om Ascalon digteriske beretninger om denne setting.

Narzula City og Tanger

I mine to scenarier om Narzula City tabte jeg sutten totalt. Narzula City setting, som man møder i Jonas Hjorts Fantasy Gangster og Narzula City Noir måske er den fedeste settingbeskrivelse jeg har lavet, men det er bare ikke særlig gode scenarier. Det samme gælder faktisk også Martin og mit Sønner og Sammen, der foregår i beatnick Tanger. Der er ikke meget settingbeskrivelse i det scenarie, men når jeg kigger på det efter mange år efter, ser jeg, at det faktisk kun er settingen der holder.

Sådan kan det gå.

Problemet med DMZ

Det er min erfaring at det store problem med en fed setting er at man ofte kommer til at skabe for meget af spillet imens man læser op på og/eller bygger (videre) på settingen. Jeg har oplevet at ens massive verdensbyggerig ikke er en fordel og nogen gange kan en stærk kreativ forventning fra spillederen/scenarieforfatteren stå i vejen for det gode rollespil, fordi spillerne ofte ikke interagere med ens værk som man forventede.

Det ændre dog ikke ved at DMZ er en ret cool tegneserie og ville være en anderledes og god setting til Apocalypse World, som jeg nok begiver mig ud i på et tidspunkt. Øv, det kan virkelig gå galt.

Spiltest af Vampire 5. udgave Alpha

Et sted på Amager spiltestede jeg alpha udgaven af Vampire 5. Peter var spilleder. Mine take aways var:

Scenarie

Scenariet forgår i Gary (en lille by lidt udenfor Chicago) som er ikonisk og med 1. version af grundbogen. Det er et fint lille vampire-scenarie, som ikke blev dårligere af at Peter spilledte det. Forstå mig rigtigt, det er Vampire og White Wolf kan stadigvæk ikke skrive scenarier på højde med hvad vi er vant til i vores lille nordiske tradition, men mindre kan jo også godt gøre det. Der var nogen fine scener og en nogenlunde sammenhængende plottråd.

Jeg var heldig og få scenariets hovedperson, selvom Kamilla og jeg valgte sidst. At skrive et scenarie med en central hovedperson er et designvalg som det ikke virker til at scenarieforfatteren var særlig reflekteret omkring. Det gjorde at jeg fik uforbeholden meget taletid, hvilket jeg, som spiller og person, ikke nødvendigvis er super godt til at administrere. Taletidøkonomien i scenariet, hvor en dominerende spiller (som mig) samtidig fik en så tydelig hovedrolle var ikke gennemtænkt.

Efter jeg tog mig sammen og fik gasset ned, løste en af de andre spilpersoner scenariets grundlæggende konflikt ved at sms’e den legendariske heksejæger Sullivan Dane, som så dræbe byens problematiske fyrste off screen. Very deus ex machina.

Peter droppede scenariets epilog, som skulle være en spilleder fortalt historie, hvor en gruppe (for os ukendte) elders (Chicagos primogen) skulle diskutere begivenhederne i Gary. Tak Peter.

Spilpersoner

White Wolf formår ikke at præsentere grundlæggende og relevante informationer i de spilpersoner, som de skriver. Det er ligefrem pinligt. At fyrsten i byen er fyrste, bliver præsenteret i forbifarten i min spilperson ”Zions” baggrundshistorie. At Zion er ”Baggys” (en anden spilperson) sire bliver angivet i Baggys baggrundshistorie og ikke i Zions baggrundshistorie. De andre spillerne sad med lignede frustrationer.

Til gengæld var der en reference til verdens bedste tv-serie i Zions baggrundshistorie og det giver selvfølgelig lidt pointe.

System

I virkeligheden var det systemet som vi skulle teste og jeg synes faktisk det er ret fint. Her i alfa udgaven af Vampire 5 er det meget ligesom V20. Den store forskel er ift. blod og hunger. I stedet for en blood pool har man en hunger stat, som stiger jo mere (blod)sulten man er. Det virker ret godt. Når man slår et terningeslag er en del af ens terningpulje røde ”hungerterninger”. Man har det antal ”hungerterninger” som har i sin hungerstat. Hvis man slår 1 eller 10 på hungerterningerne slår ens bæst igennem og situtionen bliver enten meget blodig (10’er) eller man bliver opslugt af vampyrartige blodfantasier og stener dem i stedet for at handle.

Når man bruger disciplines (og andre vampyrting) slår man en hunger-terninger og hvis man slår 1-3 bliver man mere sulten.

Jeg ved ikke om systemet er helt på plads endnu, men det er potentielt meget mere elegant end blood pool-systemet.

Samtidig giver de personer man jagter og drikker af statsmæssige bonusser. Hvis man drikker af en meget stærk person, så er man mere stærk efterfølgende. Det er en god og sjov idé.

Man slår stadigvæk lidt for mange terningeslag og kampsystemet virker stadigvæk tungt, men alt i alt virker White Wolf på at være på helt rette spor.