Jeg har sendt min synopsis (læs den her) med nogle få ændringer. Jeg har gjort den lidt mindre sexistisk, rettet sproget til og har jeg skrevet et afsnit om. Nemlig afsnittet om, hvis holdet taber:

Enten vinder de adgang til The Capital Bowl i hovedstanden eller også taber de en af kampene. Hvad der så skal ske har jeg endnu ikke besluttet for: Mulighed A er at de så må rejse ødelagte og slukøret hjem. At jeg skriver et nederlagsudfald, en historie a la Million Dollar Baby. Mulighed B er at jeg laver en mekanik, hvor spillerne kan vende et tab til en sejr ved at ofre noget. Det er vigtigt at scenariet også er fedt at spille selvom terningerne er imod dem.

Det var den korte udgave.

Mulighed A, som jeg hælder imod, forsætter at jeg næsten skriver et lille scenarie om at tabe. Først taber holdet, så spiller vi deres interne og indre dramaer færdig som en roadmovie igennem den ødelagte nordlige del af Imperiet. Scenariet slutter med en scene, hvor vores hold igen møder det hold der slog dem ud af turneringen – i en ny turnering fire år efter. Denne kamp spiller vi som fortællerollespil og det er op til spillerne om de taber eller sejrer denne gang. Alt kan jo ske enhver given Festag.

Mulighed B kunne også være fedt, men jeg ved simpelthen ikke hvad spilpersonerne kan ofre. Og jeg vil meget gerne ha’ noget input. Er det deres helbred, deres sociale relationer eller noget tredje? Det må meget gerne være konkret.

Er den forstålig og lyder det som et godt scenarie?

Jeg tror godt at man kan læse synopsen selvom man gerne vil spille selve scenariet.

Pitch:

Enhver Given Festag er et Blood Bowl sportsscenarie sat i Warhammer verden. I scenariet følger vi holdet Wolfenburg Zealots i den store The Imperial Cup. Samtidigt fortæller vi historien om the Zealots fem stjernespillers privat liv der forvikles i takt med den berømmelse de opnår undervejs i turneringen.

Enhver Given Festag er en undersøgelse af spændingen mellem berømmelse og privatliv. Scenariet skifter mellem storladen sportsepik og inderligt karakterspil og udnytter dette skift dramatisk.

Stats:

Antal: Fem spillerne og en spilleder.

Type: langt scenarie, der tager omkring 5 timer.

Forfatter: Johannes Busted Larsen, johsbusted@gmail.com, 22573044.

Sportsfortællingen:

I scenariet er der fem spilpersoner og fem blood bowl-spillerpositioner. De kan sammensættes på krys og tværs til fem unikke karakterer. Positionernes fortælling er bygget op som en sportsfilm. Vi spiller et Blood Bowl holds rejse igennem cup’en. Enten vinder de adgang til The Capital Bowl i hovedstanden eller også må de rejse ødelagte og slukøret hjem. Det er vigtigt for mig at begge udfaldsmuligheder bliver fede at spille: enten klassisk sportsfilmsepik eller Eastwoodsk sportsfilmssocialrealisme (a la Million Dollar Baby).

Spilpersonernes historie:

De fem spilpersoner er fem ynkelige personligheder der kæmper med at leve op til egne idealer. Der er en ældre spiller der ønsker at vejlede de andre og ikke mindst være far for sin søn, men han må først overveje sin rullestensmentalitet. Der er hans søn, som også spiller på holdet. Han er så fuck op på faderopgør at han ikke ser hvor meget han ligner den gammel. Der er to krigsveteraner den ene har et stofmisbrug, den anden ser kaosokkultister over alt. Begge har et betændt kærlighedsforhold til holdets skøge. Den sidste hovedperson er den adelige gambler, der både flygter fra og tiltrækkes af sin egen fortid (nobels & gangsters). Bipersonerne spilles af både af spillederen og de andre spillere.

Mekanik:

Til selve kampene bruger vi et hjemmelavet hack fra indiespillet Danger Patrol.

Kampene spilles på tid: to halvlege af 20 minutter per kamp.

Der indgår en amerikansk football i spilmekanikken.

Hvis man klare sig godt i kampene bliver man belønnet med stjernescener uden for banen, hvor alt man forsøger at gøre vil lykkes og hvor de andre spillere skal hjælpe med at udspille ens spilpersons håb og drømme.

Når spillerne udspiller deres spilpersonernes tragiske skæbner bliver de bedre til at spille Blood Bowl.

Baggrund:

Da kaosbæsterne stormende Imperiet blev Wolfenburg overløbet og brændt ned hele to gange. Der er gået 4 år efter den store forsvarskrig og de nordlige egne af Imperiet er stadigvæk et hullet kludetæppe af ødelagte landskaber. Den Imperiets sydligdel er dog kommet sig og sulter efter underholdning. Kejser Karl Franz vælger at udskrive The Imperial Cup, en imperiel blood bowl turnering.

Det er den første turnering efter invasionen, men den første hvor næsten der ingen nordlige hold er med. Der er kun et: Wolfenburg Zealots. Zealots repræsenterer ikke bare Ostland provisen, men alle de nordøstlige proviser.

Scenegennemgang:

Carroburg:

Kamp imod Drakwald Pistoliers. (selvom de taber dette kamp er de ikke ude turneringen).

Efterfølgende dramascener i Carroburg: Spilpersonernes problemstiller og konflikter præsenteres. Konflikt med Reikland Reavers på en kro.

Middenheim:

Kamp imod Middenheim Marauders (den her kamp skal de vinde ellers er de ude).

Efterfølgende dramascener i Middenheim, her kommer konflikterne for alvor i spil. Evt. rejsen hjem (hvis de har tabt kampen).

Montage 1: I fællesskab og ved hjælp af den amerikanske football fortæller vi om tre kampe, som vores hold vinder: Averland Longhorns, Solland Sigmarist og Wurtbad Bears.

Dramascener på rejsen rundt i Imperiet. Konflikterne skal spilles op imod klimaks.

Montage 2: Siegfriedhof Ravens, Talabheim Titans og Nuln Canons.

Altdorf:

Dramascener: Ankomst til hovedstanden, her skal de spilles deres sidste og afgørende kamp. Konflikter skal udredes.

Kamp imod Reikland Reavers.

Evt. prolog (det skal afprøve i spiltest).

Det handlinger om en hobbitvalgkamp i Warhammer. Om vennetjenester, moralske kvababbelser, valgmatematik, men også om smukke demokratiske idealer.

Willow for president!

Folkeforbundets chance

Hver fjerde år er der Stormoot i Hobbitprovinsen The Moot. Til stormoot’et mødes hobbitterne og løser de konflikter de ikke kan løse på lokalt plan. De diskutere og beslutter også de retningslinjer og love der skal gælde hele provinsen. Og så vælger de deres ”Ældste”, som er deres politiske leder og med i Imperiets kejsers råd af Elector Counts. De sidste 10 moots (altså 40 år!) er Ældste Hisme blevet valgt og genvalgt.
Til Stormoots har alle hobbitter taleret, men kun lokalt udvalgte hobbitter har stemmeret. Det er et valgmandssystem og de fleste valgmænd er organiseret i forbund.

Spillet starter tre måneder før næste Stormoot. Ældste Hisme fra Familieforbrundet er just død af alderdom. Så nu ser det største oppositionsforbund, Folkeforbundet, en mulighed for at vinde ældstevalget og magten i The Moot. Men det kræver meget arbejde for folkeforbundets kandidat og ikke mindst for hans hold af kævenyttige særlige medarbejder. Det er disse ”særlige medarbejder”, som spillerne spiller. Idealister, der nødt til at gøre demokratiets beskide arbejde. Spillet handler om hvad de må gøre for at få deres kandidat valgt.

I år er det ekstra vigtigt Moot, da hele Imperiet lige er kommet ud af en krig imod kaos og der er flere storpolitiske spørgsmål der skal diskuteres. Folkeforbundets kandidat skal ud og lave politiske handler i dette højspændte farvand. Hvem skal spilpersonerne satse på at få støtte fra? Veteranforbundet? Handels og vækstforbundet? Eller nogle af de mange løsgænger. Familieforbundet har selvfølgelig som udgangspunkt flest støtter, der er kun tre måneder til Moot’et, så der må rejse frem og tilbage over valgkræse for at mødes med valgmænd.

For at få matematikken til at gå op bliver det nødvendigt også at udfører nogle mere private handler og tjenester. Også moralsk problematiske og til tider voldelige. Det er de handler tager spilpersonerne sig af. Handler i demokratiets navn og med deres egen personlige idealer og moral som medgift.

Strukturelt

Vælger spillerne løbende ”missioner” ud fra hvilke valgmænd de ønsker at besøge og forsøge at overtale ved hjælp af tjenester. Nogle valgmænd stemmer efter hvordan andre valgmænd stemmer, derfor har de forskellige valgmænd forskellig ”værdi”. Jo mere magtfulde de er, jo mere farlige og umoralske er tjenesterne selvfølgelig også. Der skal være mange flere ”missioner” end der er brug for, så spillerne har nogle historier at vælge imellem.
Samtidigt er der en folkeforbundskandidat, der kan rejse rundt. Lave skandaler og kan gøre det ekstra svært for spilpersonerne.

Det der er på spil

Det er vigtigt at spilpersonerne har noget på spil i denne valgkamp. Nogle idealer, som de bliver presset ift. Det er dette pres, som er det mest forfærdelige ved demokratiet overhovedet, som spillet handler.

Men er det ikke en komedie?

Det handler om hobbitvalgkamp, så jo det skal være sjovt og komisk at spille. Men samtidigt skal de moralske overvejelser være nærværende og ”missionerne” skal være godt opbygget dramatisk.

Hvor er politikken?

Jeg har ikke digtet de vigtige politiske emner endnu og hvor de forskellige forbund står politisk, men jeg tænker valgkampen kommer til at handle om ting som:

• The Moots rolle ift. resten af Imperiet, hvor mange skal man støtte med til genopbyggelsen af Middenheim?
• Skal man udbygge hæren?
• Hvor meget eksportstøtte skal sydens tobaksdyrker havde?
• Hvor meget jord giver provinsen en tilflytter hobbit? (Altså en hobbit, der er født udenfor The Moot, men alligevel vælger at vende hjem).
• Skal de meget indviklende arveregler forenkles og skal kravet om lovpligtige genealog i arvesager droppes?

(find gerne på flere).

Står det klart, hvad det er for et spil?

Ville du synes det var interessant at spille?

Bør det i virkeligheden være en kampagne?

(og hvis det var ville du så være med til at spille den?).

Og det selvom jeg simpelthen ikke forstår gys og horror og er lidt bange for at Jeep-form rummer mere (og flere forskellige ting) end jeg kan overskue. Det skal dog ikke afholde mig fra at hype alle årets kommende scenarier. Her kommer en form for begrundelse af, hvorfor jeg synes hvert enkelt af årets synopsescenarie er fucking fantastisk.

Salvation af Simon Steen Hansen – er både indlevelse og gys, som der traditionelt ikke tænder mig, men det er jo også cowboys også er det Simon. Hvis nogle skulle lave uhyggelige indlevelse, som jeg skulle gide – så skulle det være Simon. Derudover er det en virkelig god titel.

De syv dødssynder af Sanne Harder, Tina Arbjørn, Cecilie Balling, Eva Fog, Regitze Illum, Helene Willer og Maja Krone. Femiantologien, det er så godt og vigtigt, det er et vigtigt skridt imod et mere ligeværdig kønsforhold i vores ellers meget mandsdominerede bordrollespilsmiljø. Derudover er dødssyndstemaet en grundlæggende god og genkendelig idé til et antologitema, om end den ikke emmer af originalitet. Et antologitema behøver heller ikke at være originalt, så længe novellerne er det – og med de forfattere er de det sikkert. At novellerne flettes sammen virker også som en god idé, så længe det gøres elegant og da Sanne er den mest elegante danske scenarieforfatter, så er jeg sikker på det nok skal gå. De får ikke Specielprisen, fordi der ikke er nok hardcore feminister i juryen – men det burde de.

Dungeon af Lars Andresen er bygget på ren nostalgisk kærlighed til 80er D&D. Det kunne ende i det rene Darlin og blive for klædt, hvis nostalgien får fri løb. Lars har heldigvis et scenariehåndværk så han kan bygge nostalgitikker ind i scenariet, så det bliver en drivkraft, men ikke æder hele scenariet. Derudover er billedet af en gruppe småfede nørder i 40erne der finder en dungeon, ligeså fed som titlen.

Fucking Mental! af Kristoffer Rudkjær og Kristoffer Apollo bliver provokerede, godt håndværk, der samtidigt gerne vil lege med forskellige værktøjer indenfor rollespil. Kristoffer og Kristoffer er så dygtige og erfarne forfattere, så når de ønsker at arbejde med værktøjer, så virker det også. Tematisk så forherliger scenariet fodboldtosser, hvilket er et dejligt brud med samfundets konsensus og et spændende politisk projekt. Det her er den socialdemokratisk politik som de europæiske socialdemokratier burde lave, men som de ikke tør, hvilket er en af grundene til at middelalderliberalisterne vinder kampen om hvem der skal definere Europa de næste 10-20 år. Og det betyder at vi alle vil gå til grunde. Jeg synes – tydeligvis – at det er et vigtigt scenarie og derudover har vi at gøre med endnu en fantastisk titel.

Stjernetegn af Simon James Pettitt. Simon JP er den nuværende scenarieforfatter der tænker, skriver og arbejder mest med sine vilde scenarieideer. Jeg kan virkelig ikke lide live, masker (som ikke bruge i voldelige sammenhænge) og stjernetegn og pga. disse personlige idosynkratier, så kan jeg ikke sige om Simon JP er ved skrive det mesterværk, som han uundgåeligt vil skabe indenfor de næste par år.

Imperiet 40K af Peter Fallesen, René Toft, Kristian Bach Petersen, Elias Helfer, Morten Greis Pedersen (red.), Mads Brynnum, Kristoffer Rudkjær (red.) og Martin Svendsen. Modsat sidste år skrives årets Warhammer novellesamling af fanboys, der har et personligt forhold til universet. Jeg håber det er en god ting.

Som sendt fra himmelen af Andreas Liberoth Wadum og Rasmus Boldt. Bodega Himmelhunden? Jo tak!

Når kineserne kommer af Marie Oscilowski. Et politisk scenarie (uden jeg behøver analyser det politiske frem) – og det er altid dejligt med lige i sylten politiske scenarier. Og det selvom at når jeg ser Dala Lama får jeg allermest lyst til slås (med ham).

Villa Clichélla af Milton Felice Brambati Lund og Anders Bo Skov. Jeg ville ønske dette scenarie var skrevet, da jeg troede jeg skulle humor- og gyserscenarier. Måske ville det havde de to genre for mig. Milton og Anders kan rede en virkelig misbrugt genre for masser af unge nørder – der ligger et enormt pres på deres skulder, men jeg tror på dem. Klicheer kan rede os alle.

Magician: Impossible af Kristian Bach Petersen. Kristian vidste sidste år hvordan man gentænker fantasy. Jeg er sikker på at han revolutionær 1000er af D&Dkampagner med det her scenarie. Og det er sgu vigtigt! Det her er et scenarie, som jeg spille på et tidspunkt.

Previous Occupants af Tobias Wrigstad og Frederik Berg Østergaard. Det handler ikke om historien, men hvordan den fortælles. Det scenarieshistorie kunne være skrevet i start 90erne, men først nu bliver det for alvor interessant at spille. Det bliver så godt.

Quis custodiet ipsos custodes? af Peter Fallesen. På trods af Peters arbejdstitel måske er den dårligste titel i feltet, så har han fundet på af de bedste fortællinger (hvis ikke den bedste). Også er der lava. Lava er sejt. Jeg vil også lava i mit scenarie. Derudover er Peter det bedste blik for den særlige samfundskritisk drama, som han har sat sig for at skrive. Det bliver så nice.

Passion Fruit af Nathan Hook. Ud fra Klaus’ korte beskrivelse af Nathans scenarie har jeg ingen idé om hvad scenarier kommer til at handle om. Men jeg forstiller mig et kammerspil med Indieteknikker og om kærlighed. Jeg tror på det. Jeg tror helt sikkert på det.

Tandhjulets krav af Carsten Andreasen og Martin Horn Pedersen. Jeg elsker det her scenarie af antijeep grunde (Jeepen siger bland andet: forveksl ikke setting med historie). Men jeg elsker steampunk, jeg elsker politiske agenda og så elsker jeg videnskabsmænd – altså behøver jeg ingen historie for at elske dette scenarie. Fantastisk titel!

Kat af Lars Blichfeldt Hansen er en simpel og god idé.

Magicide af Louise Pirat Floor Frellsen. Her har vi årets store klassisk scenarie, som masserne vil elske. Det er så vigtigt et scenarie.

Ascalondynastiet af Troels Ken Pedersen og Morten Greis Pedersen. Jeg vil spille dette scenarie inden Fastaval, så jeg kan kører det på Fastaval. Det her scenarie er det jeg glæder mig mest til. Simpelthen.

Epifani af Michael Sonne. Hver gang jeg møder Michael snakker han om soundtracket til dette scenarie. Bare lydsiden bliver tydeligvis fantastisk. Michael har arbejdet med det her i 1000 år og er klar. Det bliver så godt.

Farmers Maze af Regitze Illum og Malik Hyltoft. Er investigation, sådan som det skal spilles. Det bliver et godt scenarie. Derudover er der vel ret mange Intet hjem. Tusind stjerner fans og hos dem kommer scenariet til at gå rent ind.

Vasen af Mikkel Bækgaard. Bækgaardsk socialrealisme med en pensioneret socialrådgiver. Det lugter langt væk af bedste spilpersoner det her og det lugter dejligt.

De uskyldige af Mikael Erik Næsby. David Riis er tilbage og denne gange med en virkelig god og farlig idé.

Drengen og byen af Anne Vinkel og Niels Ladefoged Rasmussen. Så fint så fint. Jeg vil gerne spille det her scenarie.

Tre nyrestød til romantisk kærlighed af Frikard Elleman. Fuck Yes!

Sense and Sensibility af Anna Westerling. Austenadaptation. Det er godt tænkt.

Resan/The Journey af Fredrik Axelson. Mccarthyadaptation? I så fald endnu bedre tænkt.

Hva’ du værd? af Charles Bo Nielsen og Lasse E. Oszadlik. Jeg forstår jo ikke live og derfor har jeg svært ved at se det fantastiske ved dette scenarie. Men det lyder som noget af det jeg tror liver er vilde med. Og jeg mistænker liver for generelt at havde bedre spiloplevelser end sur bordspillere som mig. SÅ de behøver ikke engang mit hype – de har jo vundet (på så mange planer) på forhånd.

Genfærd af Troels Barkholdt. Selvom jeg ikke forstår lives, så tror jeg forstår Troels scenarieidé.  Og hvis den er det jeg tror, så holder det 100!

Lev vel af Max Møller. Jeg tror at Max kan skrive, det scenarie som er forsøgt skrevet en del gange før, men aldrig er blevet gjort ordentligt (måske med undtagelse af Fredrik og Dennis’ Straks vinden har lagt sig, hvisker ingen hans navn). Hvis han formår det, er det i sandhed en milepæl, hvor dansk rollespil måske endelig er blevet helt voksen. Jeg forventer mig meget af det her scenarie. Smuk titel.

Et rotteræs af Klaus Meier Olsen. Fed titel. Jeg elsker skavens og kan ikke lade være med at tænke på James Kings fantastiske skavenslayer. Det er en klassisk scenarieidé, som kun kan blive helt fantastisk med Klaus Meiers som forfatter.

What to do about Tam Lin af Emily Care Boss og Julia Ellingboe. Hvis jeg skulle begynde at spille live igen, så skal der netop alfeblod og keltiske myter!

.

Den er pisse farlig!

Hvis du læser videre og klikker på “Continued reading”, så opdager du at jeg ikke har nogle fuldt mine egne råd. Flot!

Pitch:
Slavehandleren fra Ascalon er et klassisk ”giv den gas” action fantasyscenarie sat i det D&Dlignede system Redbox Hack. Der er xp og levels, som spilpersonerne opnår undervejs.  Det er fortællingen om en flok lykkeridderes kamp imod usympatisk slavehandler, der viser sig at munde ud en højstemt kamp imod en ond slangedæmon. Undervejs møder vi en underfundig, frygtindgydende og anderledes fantasy setting med kampklar hornbjørne, flyveøglejagt, blod og flammehav. Alt dette bliver beskrevet af spillederen, men også spillerne.

Slavehandleren fra Ascalon er mere end et klassisk D&Dscenarie. Scenarie har en spiløkonomi, hvor spillerne bliver belønnet med bedre kampevne, hvis de tager medansvar for beskrivelser.

Stats:

• Slavehandleren fra Ascalon er et scenarie for 5-7 person (1 spilleder og mellem 4-6 spillere).
• Det tager mellem 3 og 5 timer med pauser.
• Genre er Sword & Sorcery Fastasy / Action.
• Spillerne laver selv deres spilpersoner (de kan vælge mellem 7 klasser og slår stats).

Historien:

Vores helte kommer løbende ind i fortællingen. Imens de løber henover stepperne, kommer de forbi et tempel, som er under angreb (hvis de deltager i kampen får de xp). Her begynder en fortælling, hvor vores helte får lovet guld og grønne skove (flere xp) for rede nogle lokale bønder fra en ond slavehandler. Heltene finder ud af slavehandleren kommer fra den dekadente storby Ascalon, der ligger op af vulkanen af samme navn. Heltene roder rund i Ascalon og får blandt andet lejlighed til kæmpe en arena imod en hornbjørn (xp). De få adgang til Ascalons badstuer, hvor byens (korrupte) spidser mødes. Badstuen er en stor marmorbygning, der hænger udspændt af kæmpekæder udover hulet i vulkanens top. Her konfronterer de slavehandleren og hans livvagter, men netop som de er ved at vinde kampen. Så forsvinder marmorgulvet og slavehandleren og vores helte sluges ned i vulkanen. Her er der dungeons, som ender ud i slangedæmonens (som er den virkelig bagmand) tempel. Her har kultister (med slavehandleren som over kultist) netop dræbt alle bønderne i et megaondt ritual og fremmanet Slangedæmonen. Her en afsluttende end of level kamp.
Historien er lineært og klassisk opbygget, den holdes oppe ved hjælp af seje beskrivelser (som spillerne er  med til beskrive endnu sejere). Med andre ord det er ikke historien indre logik (figurernes motivation ligger fx mere i Redbox Hack systemets xp-logik end i historien), men mængden af flammer og eksplosioner, som holder scenariet oppe. Det bliver så fedt.

Spilpersoner:

Scenariet er plotdrevet og derfor er spilpersonernes personlighed ikke så vigtig som deres funktion i gruppen og den Sword & Sorcery-kulør de giver spillet. Derfor skal spillerne vælge imellem klasser frem for spilpersoner. Klasserne er Nordboer (en vikingebarbartype), Nekropolianer (sådan lidt en magiker-/bedemandstype fra begravelsesbysamfundet Nekropolis), Hashshashiner (mellemøstlig lejemorder på stoffer), Slavefolk (en slave – man bestemmer selv hvem af de andre spillere, der er ens ejer), Dualist (sådan lidt kriger/tyv), Mesopotanier (købmands-/troldmandstype med flammestav) og Øglerytter (tænk kimmirer, skytere, alanere, avarer, hunner m.fl.).

Redbox hack er et simpelt system, så det tager ikke lang tid at lave spilperson. Når spillerne laver deres spilperson, så skal de tage stilling til hvorfor deres spilperson er draget på eventyr. Det kan være ting som at spilperson er ude og lede efter sin søster eller kæmper for samle nok penge sammen til at købe ens familie fri fra gældsfængsel/-minearbejde. Det er spillernes første intervention ind i fortælling, da spillederen skal (på af mig definerede stedet i fortællingen) indlægge spilpersonernes grunde til at drage på eventyr. Hvis As grund til at drage på eventyr er at A er ude og lede efter hans søster, så indgår søsteren i scenariet i en sådan scene. Der er altså i scenariets struktur og fortælling nogle ”åbne” steder/huler i scenariet, som det er op til spillerne og spillederen at udfylde.

Scenariets skriftlige opbygning:

Scenariet kommer til at bestå af tre dele: Spillermateriale, Fortællingen og Mekanikken. Spillermaterialet er udover blanke skemaer, så er det reference ark til hvordan laver spilperson og til genrekonventioner (så er det nemmere for spillerne at medbeskrive). Fortællingen er plottet og scenegennemgang. Mekanikdelen besår af en bearbejdet danskoversættelse af Redbox Hack systemet og en nærmere beskrivelse af scenariets virkemidler.

Det ovenstående er kun udtrykt for mine erfaringer (og kun dem af dem, som jeg lige nu umiddelbart husker).

Så derfor har jeg valgt at skrive deadlinen for synopser til Fastaval 2010 her på min blog. Her:

Tirsdag den 20. oktober kl. 23.59

De skal sendes til Klaus og Kristoffer på rollespil@fastaval.dk

Det  færdige scenarie skal  afleveres mandag den 15. februar 2010.

Jeg har ellers ikke noget at gøre med noget, udover jeg selv har tænkt mig at sende en synopsis ind. Nok om mig her kommer et billede af Klaus:

Klaus Meier Olsen