Tag-arkiv: Scenarie

Huller, virkeligheden og transcendens

 

Jeg har overhovedet ikke læst alle scenarier. Faktisk har jeg nok ikke engang læst særlig mange scenarier, men nogen stykker er det da blevet til også har jeg skrevet nogen. Et af dem, jeg selv har skrevet, er Lørdagsdæmonen fra 2005.

Lørdagsdæmonen

Lørdagsdæmonen er kort fortalt et scenarie, hvor fire venner, en lørdag formiddag, efter en bytur, finder sig fanget i en lejlighed et sted i Aalborg midtby.

Det er et scenarie om venskab og forsoning. De kan hver huske brudstykker af fredag aften og nat. Langsomt og i fællesskab skal spillerne stykke en bytur, der endte helt i hegnet, sammen. En har kysset med en andres kæreste (som samtidig er søstre til en tredje spilperson), der er også en der har tæsket en anden – og det hele hænger sammen. Det var ikke stor scenarieforfatterig, men et sjovt lille coming of age scenarie, hvor en 26 årig Johs så tilbage på en tid, der allerede den gang var long gone.

Det var et forsøg på at arbejde, i rollespilsformen, med rekonstruktion af hukommelse og vidensdistribution.

For virkeligheden er fuld af huller

I årene før, i 2003 og 2004, skriver Martin Svendsen sit take på vidensdistribution i de to korte scenarier Bag lukkede døre og Tsunami. Bag lukkede døre er Vampire, Tsunami er fantastisk. Begge handler om at rekonstruere hukommelse og virkelighed. I det ene scenarie sker det igennem vampyrevner og forhør, i det andet igennem et psykoanalytisk rollespil i rollespillet. Begge arbejder ud fra forudsætningen at en sådan rekonstruktion er konstruktion, hvor man bliver nødt til at tage sig nogen friheder ift. manglede og modstridende oplysninger.

Eller som Martin skriver i Bag lukkede døre:

Reglerne for ”Bag lukkede døre”:

1: Der er oplysninger der mangler

2: Der er modstridende oplysninger

3: Der er ingen fejl, kun mulige grunde til afvigelsen

Og grunden til at disse ikke er oplyst er at:

1: Du ikke kender dem

2: Du ikke husker dem

3: Du husker noget andet

4: Du har en anden teori

5: Du kender der rigtige oplysninger (?)

Vælg selv, udfyld hullerne, til FORDEL FOR HISTORIEN

(Jeg forstår ikke helt sætning 5)

Det taler altså her om spildesign, hvor forfatteren (Martin) bevidst arbejder med informationer, der er mangelfyldte. I begge scenarier skal spillerne digte flash back scener, som måske/måske ikke er sande, men som er dem som deres spilpersoner tror er sande. Denne form for spildesign tænder mig sygt meget, fordi det for det første er utrolig demokratisk og for det andet bygger på en form for punk rock æstetik, hvor lortet (rollespillet) kun virker, hvis du som spiller tager (forfatter)ansvar. Derudover mener jeg at disse scenarierne er epistemologiske sande, fordi jeg mener man bør tage den kontinental filosofi efter Immanuel Kant alvorlig.

Det er rollespil uden sikkerhedssele. Der er ikke garanti for store oplevelser eller at det ikke falder igennem på en række holde og derfor har sådanne rollespil svært ved at vinde ottoen for bedste scenarie, men jeg tror fuldt og fast på at vi bliver bedre rollespillere og mennesker af at spille dem.

Drømmen om et hullet scenarie

Jeg har også senere forsøgt mig med den slags scenarier. Mit sidste rigtige scenarie Narzula City Noir var et forsøg på at lave et hullet scenarie, det er nok ikke det bedste eksempel på et vellykket hullet scenarie, men det var det bedste forsøg jeg havde i mig 2014. (Grunden til det kun blev nomineret til Juryens Specialpris var ikke at det var hullet, men at det simpelthen ikke var godt nok).

Et bedre eksempel finder vi i 2003 (samtidig med at Martin skriver sit Bag lukkede døre), nemlig Jacob Schmidt-Madsens Drømmen om en konge i gult. Drømmen om en konge i gult handler blandt andet om flere lag virkelighed og skift i identitet. Her er selve fiktionsverden hullet og sammenhængning, hvis jeg husker rigtigt. Jacobs scenarie er ikke ligeså radikalt i sit ”hullede” designvalg, men der er steder som både spiller og spilleder selv skal fylde ud for at scenariet virker. Samtidig er det min påstand at disse huller gør det lettere at transcendere scenariet mange fiktionslag, fordi man simpelthen er nødt til at lægge noget af sin egen skaberevne i fiktionens ontologi.

Fælles for Drømmen om en konge i gult, Narzula City Noir, Bag lukkede døre, Tsunami og Lørdagsdæmonen er at man kan slå sig på dem. Vi må aldrig være bange for at slå os. De er ikke scenarier som gør noget ved os uden at vi selv tager ansvar for at flyde hullerne ud. Der findes fantastiske scenarier som tager dig med på en awesome rejse, men hvor din opgave som spiller og spilleder er at formidle og gå i dialog med scenariet. Det er fint, men jeg spiller primært rollespil for at være medskaber. Jeg gider ikke computerspil, fordi de er for låste. Rollespil er mit yndlingsmedie og det er det pga. den frihed til at være medskaber, der ligger i det.

The Dungeon Hurt

Endnu en scenarieidé, som jeg er nødt til at dele.

Vi reagerer forskelligt på smerte, men de fleste af os bliver bedre og mere overskudsartige mennesker af smerte. Hvis man kender hinanden rigtig godt (som man fx gør i en familie) kan man nogen gange komme til at afreagerer på hinanden: være urimelig og sige ting, der gør ondt og som man fortryder. Hvad hvis vi forstiller os en gruppe eventyrer, der alle reagerer på smerte ved at blive lede ved hinanden? De har været på mange eventyrer sammen og er som en familie for hinanden. På godt og ondt.

Det kan man bygge en mekanik op omkring som kunne give noget underholdende spil. Vi har et spil der foregår i en klassisk dungeon, Hurt Dungeon, lidt nordøst for Waterdeep eller noget i den stil. Der er goblins, andre grønhuder og deres modbydelige fælder. Fælder der gør nas.

 

Hver eventyrer har nogen stats og kan ting. Når man slås med goblins eller møder en fælde slår man disse stats. Nogen gange går det godt (yay) og nogen gange går det mindre godt (yay!) og en eventyrer kommer til skade. Eventyrerne har nogen skadebokse (en slags hit points), fx har krigeren fem bokse, og man skriver en beskrivelse af den skade man tager i boksen. Fx ”afhugget finger” eller ”snitsår i siden”.
Hver boks har en talværdi, det er hvor meget skade boksen kan absorberer. Vi kalder det skadeværdi. Hvis man har to bokse med skadeværdien 2, så kan man absorberer 4 i skade ved at bruge begge bokse. Når man er skadet er man dårligere til at handle, man får ikke dårligere stats, men den højeste skadeværdi man har skal man minus til alle ens slag. Så hvis man slog 5, er resultatet 3, hvis man har en eller flere bokse med skadeværdi 2 udfyldt.

Man kan ikke helbrede skade, men man kan fjerne minusset til ens evner fra skadeværdien. Det gør man ved at være nedern og sige modbydelige ting til de andre i eventyrgruppen (i karakter). Så hvis hende med de to skadesværdier på 2 ikke længere ønsker minus 2 på alle sine slag skal hendes figur sige to sårende til en eller flere fra gruppen.

Dette skal underbygges i personbeskrivelserne, der netop skal være fulde af mindreværd og situationer hvor gruppensmedlemmer har svigtet hinanden. De er selvfølgelig også møgseje, men hvis to af eventyrerne er et par, så har de helt sikkert knaldet en eller flere af de andre i gruppen. Plus eventyrerne har trælse forhistorier med uforløste faderbinder, folk de har svigtet osv.

Samtidig skal Hurt Dungeon være godt og interessant designet.

Det bliver rigtig skægt at spille.

Ørkenvandringen

Til sidste års Fastaval skrev jeg endnu et ugennemarbejdet scenarie. Var ikke mit første af slagsen, men jeg valgte under Fastaval at det skulle være mit sidste. Så imens andre jammede scenarieideer i baren, sad jeg og jammede på en mindre identitetskrise. Jeg har tre børn, fuldtidsarbejde og synes jeg brugte for meget tid på min ynglingshobby. På det tidspunkt var jeg 35 år, det jeg havde øvet mig mest i var rollespil og hvad værre var, så var jeg ikke i blandt de bedste 50 % indenfor mit interessefelt. Det var hårdt at indse, men noget skulle gøres, hvis jeg ikke ville ende med at bruge mit liv på at blive en middelmådig rollespilsscenarieforfatter.

Der er mange andre ting jeg gerne vil være god til og som jeg mener at havde et vis talent for: Faderskab, lave tegneserier, webteknologi, formskabe (teaterdukker) og fortolke verden igennem klassisk filosofi. Det ville jeg gerne bruge mere tid på at dygtig gøre mig i.

Jeg har ikke brudt med rollespil totalt. Der er ingen smækken med døren. Mine rollespilskampagner kører, jeg deltager som spilleder og spiller på Fastaval osv. Der bliver bare ikke skrevet nogen scenarier før jeg har nået andre af mine mål. Umiddelbart har jeg sagt til mig selv at jeg skal holde en scenariepause på tre år. Det er overraskende svært, for jeg elsker at finde på rollespil og jeg gør det stadigvæk om jeg vil det eller ej.

For nylig har jeg fået ideen til et enkelt scenarie om at overleve en rejse igennem en ørken.

 

Stammens rejsen igennem den store ørken

Det er et scenarie for fem spillere, der næste ikke må drikke væske under spillet. Det er et scenarie med ca. 30 potentielle spilpersoner, hvor en stor del af dem dør i løbet af scenariet. Settingen er en tidlig jernalder, måske sværd og trolddom fantasy, ørken. Stammen er rejst fra skovelandet på kanten af ørken, da de er blevet presset ud af deres forældres land. De har ikke anden udvej end at forsøge at krydse den store ørken og finde et nyt hjemland.

Spillerne vælger fem spilpersoner, som de starter med at spille. Vi spiller rejsen over ørken og undervejs mødes stammen af udfordringer såsom ørkenbanditter, farlige ørkendyr og knastør trolddom. Nogen gange dør en spilperson i forsøget på at imødegå udfordringerne, så spilles spilpersonens dødscene og der fortælles en kort nekrolog over spilpersonen. Spilleren spiser en lille skefuld tør krydderi, drikker et snapseglas vand og vælger en ny spilperson.

Der er en central spilmekanik i scenariet, nemlig en bunke terning, der hele tiden bliver mindre og mindre. Til at starte med har stammen en masse blå 6-sidet terninger. Disse terninger er udtryk for deres ressourcer. Når en terning er brugt er den brugt og tages ud af bunken af terninger. Spilpersonerne har evner som man kan kombinerer på kryds. Det kunne være tre evner (fx snige 5 terninger, benkniv 3 terninger og dristighed 6 terninger), som blev brugt på et snigmord på en ørkenbandit. I eksemplet må spilleren bruge 14 terninger i sit snigmordsforsøg, men så snart spilleren har slået disse 14 terninger, så er disse terninger brugt og tages ud af bunken. Man må gerne vælge at bruge færre terninger end ens maksimum og spilleren kender sværhedsgraden (det kunne være 4 terninger der har slået 4 eller bedre).

Undervejs i scenariet finder stammen flere ressourcer (fx en ubevogtet oase med et vandhul) og spillerne får flere terninger til bunken. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad der skal ske, hvis en spiller ikke klare sit terningeslag. Dør spilpersonen? Sker der et tvist, så situationen går fra slem til værre? Terningerne bliver i alle fald brugt og taget ud af bunken, men der skal ligesom være en konsekvens. Når man klare slaget, bliver terningerne jo også brugt. Hvis alle terningerne bliver opbrugt dør stammen af trøst (eller hvad der lige passer ind i fiktionen).

Også skal man,  i forbindelse med en udfordring, kunne ofte spilpersoner. Det er spilleren selv, der vælger at ofte en spilperson. Man må ikke opfordre de andre spillere til at ofte spilpersoner. Når man ofte en spilperson, så dør denne spilperson. Der skal skabes en realistisk situation (der passer til den givne udfordring) hvori spilpersonen dør, det udspilles og en af de andre spillere fortæller en nekrolog over spilpersonen. Stammen klare udfordringen uden terningeslag og modtoger endvidere en rød 10-sidet terning til deres terningebunke. Denne terning kan bruges på lige fod med de blå 6-sidet terninger.

 

Udfordringer:

Alt efter hvor Sværd og Trolddom-artigt scenariet skal være kan udfordringerne være ting som:

  • Ørkenbanditter, der ønsker at indfange stammen og sælge dem som slaver i Ascalon
  • Ørkenløbere, der vil hugge deres vand og løbe væk med det
  • En vred kæmpeskorpion
  • Onde ørkenånder
  • Menneskeædende ørkenaber (selvfølgelig)

Derudover skal der selvfølgelig også være andre scener uden udfordringer såsom forladte byer, gammel monomenter og endeløse sandbanker.

Er det en idé jeg bør arbejde videre med om 2 års tid?

[NCN] Spillerfeedback

Scenariet er blevet spillet på Fastaval. Jeg kørte det to gange og det gik fint. Som det sidste i processen har jeg fået feedback. Det var ikke så meget, men det var god feedback.

På nær ham der skrev: “Hvem er din målgruppe?” under hvad vil du sige til forfatteren?

Målgruppe? Ligner jeg en reklamemand? Du er min målgruppe og hvis du ikke er må du rollespille det.

Vi får et rollespil på Fastaval også gør vi det til vores eget. Vi gør det sammen. Hvis det kun var forfatteren eller det kun var spillederen eller det kun var spillederne der gjorde et rollespil, så ville jeg ikke være ligeså vild med mediet som jeg er. Vi er bedre sammen end en forfatter, end en spilleder og end en gruppe spillere.

Og der er ingen af os som er en målgruppe.

image

Det jeg blev allermest glad for var Olivers fine tegning på hans feedback.