Tag-arkiv: Rollespil/Scenarie

meta/real-blanding

Det er ikke nogen hemmelighed at der er et (eller flere) metaplaner når man spiller rollespil. Det er blevet gennemkneppet til døde i forsøg, diskussioner og derefter i jokes. Fx husker jeg med glæde mig og Magnus’ ETA-plan-joke fra Orkon 85 (eller noget i den stil). Det var en lykkelig tid, men det fortalte også noget om at metaplanerne, som noget nyt og frækt var forbi. Nu bruges de lystigt væk – det er ok der er et andet plan end selve spillet som man skal forholde sig til. Faktisk er der mange af vores projekter der ikke kan fungere, hvis vi ikke bruger metaplan-tænkning. Jeg skriver “-tænkning” fordi der selvfølgelig altid er et metaplan. Det er noget af ideen med metaplaner. “-tænkning” er når vi er bevidste om dette plan og bruger det. En opløsning af planet er umuligt. Jeg vil altid være Johs – også selvom jeg virkelig virkelig forsøger at tro noget andet. Også selvom jeg er gal. Vi ikke hvad vi selv tror, vi er ikke hvad andre tror, vi er det mørke dialektikken udspringer fra. Det er blot Hegel, baby, så se ikke så duperet ud 🙂

Men hvorom alting er, så er det tilsyneladende nu blot et værktøj som så mange andre. Der allermest kommer til udtryk fra så forskellige sider som teaterdrengene og terningetøserne. Et scenarie har også et real plan – det er der hvor fortællingen foregår. Det er der hvor min spilperson lever og oplever verden. Der hvor han dræber prinsesser og knepper drager. Fortællingens realplan.

I mit nye scenarie(-oplæg) “Billy er i Vietnam” arbejder jeg også med metaplanet, men ikke med metaplan-tænkning. Det er hverken italesat i scenarieteksten eller tænkt af mig selv. Der var der imod min ven KSP der opdagede det, efter jeg havde sat ham til at læse lortet. For det er sådan i BEiV at hver spiller har en tematik som spilleren skal sætte nogen historier op indenfor. For en spiller er det fx en voldstematik en anden en sexstematik. Men de historie hvor man sætter denne tematik op er ens figur/spilperson ikke hovedperson i og heller ikke nødvendigvis med i, for den sags skyld. Dog er tematikkerne bundet til spilpersonerne. Hvilket tematik jeg som spiller skal holde mig indenfor er afhængig af hvilken spilperson jeg har. Denne tematik afspejler sig i min spilperson, det er noget min spilperson går og roder med (om man vil). Så jeg (spilleren – metaplanet) fortæller en historien, hvor en anden spillers spilperson (realplanet) er hovedperson, men som har en tematisk forbindelse til min spilperson (realplanet).

Hvis vi leger at vi formalisere det. Jeg er spiller A, du spiller spilperson b og jeg spiller spilperson a. A er på metaplanet. a og b er på realplanet. Så går den tematisk forbindelse fra a til b igennem A. Eller mere formaliseret:

a-> A -> b

a (min spilperson) har et problem med vold. A (jeg som spiller) bestemmer at b (din spilperson) skal opleve noget hvor han er voldlig.

Og hvad så? Siger du måske kære læser (< - det er så pjalt med direkte tale til læseren). Ja, hvad så? KSP udtrykte det bedst i telefonen til mig, da han sagde noget i stil med: "Spillerne går på den måde ind i et rum, når de har læst spilpersonerne. Et metaplan, hvor man er Jake [red.: en af spilpersonerne i scenariet] også når man ikke er Jake. Pga voldstematikken. Det er en blanding. Det er sejt nok!" .

Ja, det er sejt nok bare jeg selv havde set det og gjort det med vilje. Især fordi det ikke er italesat og derfor kun foregår på et irrationel plan. Der hvor manipulation virkelig kommer til sin ret 😉

Desuden har KSP overbeviste mig også om at jeg skal arbejde videre med spilmekanikken i “Billy er i Vietnam”. Eller faktisk bare forklare den bedre. Men at jeg ikke skal lave om på fortællingen og spilpersonerne. Jeg vil gøre som KSP siger – han har ret.

Edit: Jeg har blot skriftet en variable i formalisering, så den forhåbentligt bliver mere intuitiv.

Har sovet på Billy

Nu har jeg sovet lidt og ser nu hvorfor man bruger mere end 4-5 timer på et scenarie 😀

Faktisk vidste jeg det godt i forvejen, men det var sjovt at skrive det så kort og hurtigt. Istedet for at gå og fedde scenariet i stykker.

(Resten af denne post give kun mening hvis man har læst “Billy er i Vietnam”).

Nå, men der er lige nogle ting jeg har tænkt over i forhold til scenariet. For det første skal det måske ikke være sådan at Billy med sikkerhed dør i Vietnam. Men kun hvis Jake og Claudia får flest point i alt – de har også begge to sort som trumffarve (Spar og klør). Hvis Laura og Williams får flest point til sammen overlever Billy og man fortæller hans hjemkomst i sted.

Det er stadigvæk den med flest point der er skal fortælle brevscenerne og den sidste. Så man kan godt komme til at fortælle om Billy der dør, selvom man spiller Williams. Fx hvis Williams har 9 point, Laura har 2 point, Jake har 5 point og Claudia har 8 point. Så er det Williams der skal fortælle, men det er Jake og Claudias spiller der vinder scenariet, fordi deres hold havde flest point (13 imod Williams og Lauras på 11).

Det er 24 point i spillet såfremt man spiller med reglerne om at både hovedpersonen og scenens digter får point.

En helt anden ting, er at man kunne give spillerne et bonuskort, hvis de formår at beskrive hvordan scenens hovedperson forbyder sig imod et af sine løfter (som er at finde på handoutet). Altså hvis digterne kan få feddet ind i sin fortælling, at Jake ikke formår at passe på at Claudia er tro. Så får den digter et ekstra kort udover hvor mange digteren har valgt. Man må stadigvæk kun stille forbydelser der passer til ens paradigme – fx Jakes om fejhed* og vold.

Og forresten i tilfælde at man har lige kort, så trækker man bare et kort for dem der har det og lader det afgøre konflikten. Det forsætter man med til den er afgjort.

*) VIGTIG VIGTIG i scenariet står der fejlagtighed og vold under Jakes præmisser for at stille scener op, det skulle være fejhed og vold. Vi underskylder.

Thy retur

Jeg har været i sommerhus i Thy med Den tabte generation fra Odder. Udover at være nøgne, fulde og meget tætte sammen, så fik vi spillet en helt masse rollespil. Det var fedt. Men bare for at folk forstår sættet. Så var vi 15-18 mennesker (da vi var flest) og 5-6 mennesker (i modslutningen – men der er stadigvæk folk der oppe endnu) på 40 kvm (plus telte). Man kan lave havde man vil der oppe, men reglen er at dem der spiller rollespil har fortrinsret. Det er nok på mange måder ligesom Bæst var i gammeldage – bare her med folk hvor 90% har kendt hinanden hele deres liv. Det er ret stærkt. Ydermere er der selvfølgelig intet bad. En spand som WC, hvor man så graver lortet ned ca. en gang om dagen. Plus en masse myg. Der er to spil”lokaler”. Som er 1) et skur der hvor WCspanden stod i gammeldage og 2) en form for intermistisk udeskue lavet primært af presening. Jeg var der i små 14 dage.
Men hvad fik jeg spille?

Jeg fik kørt en minikampagne i Warhammer, hvor jeg huggede plottet tildeles fra Lars Vensilds kampange jeg spiller med i og Warhammernovellen Skavenslayer. Det var sjovt og useriøst. Vi brugte mest energi på karakterspil og terningeslag. Historien, og de sidehistorier som spillere selv gik ind og lavede, var til for kamp og følelser. Altså et rigtigt lovers og fighters spil. Rart, men heller ikke mere.

Jeg spillede med i Lundes scenarie/ one shot ting. Det var med WoDreglerløst og historien foregik i Rusland. Vi går alle til en form for alterativ okkult jazz med amatyster. Så dør historiens famme fatale. Vi tager til Serbiren, tager stoffer og MacD. mad og går i box. Stopper en eller anden der har en ond plan – og der er overnaturlige ting udover det hele. Her igen var der meget karakterspil. Historien var ok skærk. Den havde ikke de ontologiske pointer som jeg ellers elsker ved Lundes rollespil – men det var vedkommende og fint.

Så var der et GURPS indianer af larmedæmonen. Det foregik før den hvide mand (og heste, ildvand plus guns). Det var en fin lille historie om indianer der bliver til dyr når de dør. Men også meget en historien der blev os fortalt. De spilpersoner vi havde lavet synes jeg faktisk var lidt kedelige, men det var fint nok.

Det mindst vellykkede spil var et jeg stod for. Det var et system istedet for et plot eller endda scenarie. Udgangspunktet var Sin City (Du må lærer at dræbe de darlings, Johs), et meget steotypisk syn på det katolisitisk syndsbegreb og sådan som jeg menter vampyre budte spilles. Det skal laves færdig på et tidspunkt også skal jeg læse Sorcer inden jeg gør noget som helst i den retning. Der er nogle tekniker jeg stadigvæk ikke har god nok styr på.

Så var der faktisk også et to gange warhammerscenarie jeg kørte. Det var sjovt, men min historie var så meget i stykker. Heldigvis tog spillerne over og lavede fede scener i stedet. Tak.

Ellers spillede jeg en del blood bolw, men det gik ikke så godt igen.

ps. Da jeg kom hjem lå mit Bachlorbevis til mig, plus en masse andre papirer (fx en bekræftigelse på at jeg er blevet optaget på min overbygning).  – men det er jo ikke rollespil 😉