Scenariet udtrykker en generel filosofisk og samfundsmæssig point – en hemmelighed, som skal læses frem. Den hemmelighed jeg læser i Laaste døre, er kun blevet mere relevant siden Thomas Munkholt skrev scenariet i foråret 1994. Hemmeligheden forudsætter en metafysisk påstand, nemlig: at en politisk proces kan skabe en sandhed, ligesom sandheden kan skabe en politisk proces. Den sidste bevægelse, der går fra sandhed til politik er ontologisk primær i forhold til bevægelsen fra politik til sandhed. Eller sagt på en anden måde, så snylter bevægelsen fra politik til sandhed, på den mere oprindelige bevægelse fra sandhed til politik. Bevægelsen fra sandhed til politik er en revolutionær bevægelse. Alle virkelig samfundsændringer finder deres kraft i en sandhed, som efterfølgende formuleres politisk. Det kan være de store revolutioner som fx den franske. Den fransk revolution fandt sin kraft i det urimelige i det franske monarkiske organisering af samfundet i forhold til de daværende nye produktionsforhold. Det borgerlige samfund var på det tidspunkt den politiske nødvendig reaktion på sandheden om de urimelige samfundsforhold for borger- og arbejderstanden. Revolutioner kan også være mindre samfundsomvæltninger. Blotte samfundsændringer – som oprettelsen af HF, da dele af den danske arbejdsstyrke skulle omskoles fra at være landarbejdskraft til en mere dannet arbejdskraft.

Den første bevægelse, altså bevægelsen fra politik til sandhed, er revolutionens modsætning og dermed altid er en form for kontrarevolution. Det er denne kontrarevolutionære bevægelse som Laaste døre beskæftiger sig. Når den politiske proces konstruere en sandhed, så opstår der en slags politisk betinget relativisme, der maskere sig som en slags sandhedenspolitik (hvilket ellers er den revolutionære politik). Eller med andre ord – sandheden bliver politisk afhængig, i modsætning til at politikken bliver afhængig af sandheden. Hvor det revolutionære er yder konflikt, så er det kontrarevolutionære en indre. Revolutioner funker ved at konstruere fællesskaber, kontrarevolutioner funker ved at konstruere fællesskabsødelæggende individualiteter. Vi lever på flere måder i en kontrarevolutionær tid, hvor singulære individualiteter nærmere bekriger hinanden snarere end at opbygge fællesskaber, samtidig med at gamle fællesskaber opløses. Denne bevægelse imod en alles kamp imod alle stabileres kun ved opbyggelse af falske lukkede fællesskaber. Paradigme eksemplet på et sådan fællesskab er 30ernes fascistiske fællesskaber (og til dels 50ernes stalinistiske fællesskab i sovjet), hvor fællesskabet kun opretholds ved et stærkt fokus på de der udelukkes fra fællesskabet. De udelukkede er både nogle reelt udelukkede personer og de er også en strukturel nødvendig figur (for systemet opretholdelse) i folks hoveder. Nazierne udelukkede blandt andet jøderne – de blev tillagt alle mulige, usande og sammenhængende negative egenskaber. Denne jøde-figur var helt central for det nationale fællesskab i 30ernes Tyskland.

Indenfor den verden, som Munkholt beskriver i Laaste døre er systemforræderen den jødiske figur. Scenariet foregår indenfor et totalitært system og  dette samfundssystem opretholdes – i fiktionen – ved at spilpersonerne finder frem til en systemforræder. Forræderiet består i en forbryelse som ingen af spilpersonerne har begået, men samfundsorden kan ikke opretholdes uden der findes en søndebuk. Med andre ord skal der etableres en politisk betinget relativistisk sandhed. For at komplicere det hele, så skal alle påtage sig denne sandhed (der i virkeligheden er en løgn). Systemforræderen, som i virkeligheden ikke er forræder, skal tilstå og dermed også påtage sig den falske sandhed. Munkholt har lånet dette dramatiske greb fra Villy Sørensen, men det gør det ikke mindre godt. Ved at lade scenariet fortælle en historien om strukturerne i et kontrarevolutionært samfund, så muliggøre Munkholt et revolutionært spring i den danske scenarietradition – nemlig overgangen til intrigescenariet.

Spilpersonerne bliver netop konstrueret som fællesskabsødelæggende individualiteter, men ved at indsætte det ekstra strukturelle trist – tilståelsen – bliver mindst et af disse individer nød til at ofre sig selv til det falske fællesskab. Denne selvofring er scenariet konflikt – og det er en indre konflikt. Forringen om at ofre sig er per definition en urimelighed af dimensioner, men ikke en umulighed – og det er den hemmelighed Laaste døre ønsker at fortælle os. Hvilken betydning denne leg med det totalitære og forskellige former for fællesskaber indenfor spillets fiktion havde de fællesskaber vi opbygger udenfor spillets fiktion kan jeg ikke helt overskue pt. Og hvordan ofringen spiller ind er mig stadigvæk også ret udforståelig, men jeg er sikker på at man kan lærer meget om dansk politik siden 2001 ved at læse dette scenarie fra 1994. Tak Thomas.

Laaste døre infobox:
Forfatter: Thomas Munkholt
Skrevet til Fastastival 1994, den med Mark Rein·Hagen som æresgæst. Her vandt scenariet en Otto for bedste handouts.
Lagt op på Projekt R’lyeh og Alexandria som scenarie nummer 27

Er det første scenarie, der blev valgt til anmeldelse af læsegruppen.

Husk at læse Mortens, Simons og Frikards anmeldelser også.

Planen er at jeg skal skrive scenariet “De navnløse – et remake”. Et remake er genskrivning af et scenarie. Det er “De navnløse” af Thais Munk, som jeg vil genskrive. Et scenarie som jeg synes har en helt fantastisk idé, men hvor jeg gerne vil se hvad der sker, hvis man tager nogle andre dramaturiske valg end Thais har taget.

De navnløse har allerede en lang historie, med omskrivelser og er blevet spillet (og aflyst?) på en del conner. På den måde har det været spillet på Vikingcon før.

Thais’ scenaire er en historie meget lig De Syv Samuraier, bare med fire navnløse hobbiter. Der  forsøger at forsvare en landsby imod en hær af goblinger, det ender i en konflikt mellem deres fortid, en kvinde, og deres nutid, det at de skal forsvare landsbyen. Kvinden er nemlig både lederen af goblingehæren og har en fortid med spilpersonerne. Hun er en spilpersons datter, en andens (ex)kone, en tredjes moder og den sidste bliver i slutningen af fortællingen forelsket i hende (et Penthesilea/Akilleus-forhold).

Ok, den sidste relation med kvinden er ikke kun en del af hans fortid.

Derudover har de fire helte hver deres personlige problemer at arbejde med i scenariet, alt dette forgår imens de slås.

Det jeg vil gøre, er at skære helt ind til bennet af, hvad jeg synes er fantastisk ved dette scenarie og lave nogle ændringer:

1. I stedet for De Syv Samuraier vil jeg lave det mere Hollywood. Hvilket betyder mere fokus på volden som et grundlæggende element for spillernes fortælling. Dette sker ved at jeg bygger en mekanik for kampene, som er virker ved hjælp af metaforer. Det virker ved at spilleren offer en del af deres spilperson for at blive bedre til at slås. Sådan at spillerne skal fortælle og beskrive kampene, imens deres spilpersoner, bogstaveligt, går i opløsning.
2. Jeg vil gøre spilpersonerne til mennesker. Jeg kan godt lide ideen om seje hobbitter, men tror faktisk at det ligeså meget er en darling for mig, som for Thais. På samme måde vil jeg gøre modstanderne sejere og mere alsidige (der skal ikke kun være goblinger med i de ondes hær).
3. Jeg vil ligge en forklaring af, hvorfor spilpersonerne ingen navne har, ind i scenairets (nye) kampsystem og dermed fortællingens metafysik.
4. Kvinden, vil jeg give en mere central plads i scenariet, fra scenariets start. I Thais’ udgave ved hverken spilpersonen Jægeren eller hans spiller, at goblingehærens leder er Jægerens datter. Ligesom de andre heller ikke ved at der er deres moder, kone osv. de kæmper imod. Det synes jeg de skal vide, for jeg tror det giver bedre rollespil.
5. Spilpersonerne indbyggende konflikter vil jeg også gøre mere enkle. Ligesom jeg vil ligge meget mindre vægt på landsbyen i fortællingen.

På den måde mener jeg, at jeg er tro imod Thais’ idé og samtidig laver et andet selvstændigt scenarie. Jeg håber det bliver godt.

Og forresten så, skal det vel siges, at Thais har givet mig lov, hvilket jeg er taknemlig for. Thais’ scenarie kan fanges her.

Jeg gider ikke bare lave et scenarie, hvor der står “frihed” eller “dårlig barndom” et eller andet sted og på den måde undskylde, at jeg ønsker at skrive et scenarie om vold. Jeg vil være ærlig omkring, at jeg synes vold er god underholdning og dens historie er vigtig at fortælle.

Jeg har to tanker om hvordan en sådan fortælling kan fortælles:

1) Den personlige vold

Som en personlige fortælling om hvad der sker med ens menneskelighed, når man er voldelig. Ideen er her at skrive et vampire scenarie om essensen i vampire. Nemlig forfaldshistorien på det personlige plan.

Der behøver ikke være nogle vampyrer med, de er faktisk ikke så vigtige for vampires essens. Det skulle være et scenarie hvor spilpersonerne er nødt til at offer deres menneskelighed, igennem kampe, for en eller anden ideologi (ideologi i bred betydning). Det er en moralsk fortælling. Pointen er at volden skal fortælles fedt og sejt, men med en bittereftersmag i munden. Det kunne underbygges af et system, med “menneskelighed” som eneste egenskab. Det allerfedste kunne være hvis den ideologi som spilpersonerne kæmper for er retten til at være mennesker. Så skal jeg blot lige finde ud af hvad det er for en ret.

2) Den universelle vold

En fortælling om hvordan volden ligger som grundlag for vores samfund. Et slags Hobbes’ politiske teori i rollespilsform. Det kunne gøres igennem en slægsfejde, der i fortællingen (det man spiller) går fra tidligere tidere (fx. middelalderen) til nutiden. Hvor hver spiller spiller en familie.

Fordelen ved denne idé er at volden bliver hovedpersonen, da man kommer til at spille flere forskellige spilpersoner igennem tiderne. Der skal selvfølgelig også være muligheder for at støtte hinanden imod hinanden i de forskellige kampe, sådan at der også kommer noget diplomati med i spillet. Dette er i høj grad et fortællerspil, hvor jeg forestiller mig, at vinderen af en kamp, får retten til at definere hvordan samfundet/byen/landet udvikler sig. Måske kunne man endda også havde et tek’træ (kendt fra CIV) med.

Mit problem er at jeg ikke helt kan bestemme mig for hvilket et af disse fortællinger jeg synes er mest interessante. Måske skulle jeg prøve at lave begge?

Sætning 1:

Vold skal altid være spetaktulært, men aldrig smuk.

Sætning 2:

I volden er både kroppen og sjælen på spil.

Sætning 3:

Volden er altid allerede udafvendt.

Sætning 4 & 5:

Volden er ikke modsætningen til moralen, men grundlagt for den. Udenfor og uforklarlig i moralens sprog, der dog altid forsøger at (bort)forklare den.

Sætning 6 & 7:

Det er de uskyldige, ikke de skyldige, der angrer: Det er absurd – og helt igennem menneskeligt. (Primo Levi i brev til Hety Schmitt-Maas).

Sætning 8-10:

Vores aller første handling er, at gøre vold på vores moder. Volden er det første moderen glemmer efter følelsen, men det fortæller mere om menneskets sind end volden. Sådan lærte vi at leve med, men aldrig at forstå, volden.

Lige for tiden arbejder jeg med systemer eller Story Games om man vil. Jeg kunne godt tænke mig at lave et scenarie, der også er et system.

Den ramme jeg arbejder udfra er den her Warhammer heksejæger intrige, hvor spillerne spiller 4 jæger hver (1 mester og 3 håndlangere). Spillet handler så om at få de andres jæger drømt til at blive brændt på bålet, så ens egen mester kan blive den næste stormester i ordenen.

Det skal foregå med at man sætter en scene ved hjælp af kort, hvor man sætter en konflikt op. Denne start skal så fortælles (enten igennem spil eller fortællerscene).

Derefter må andre spille kort ind som enten støtter en af siderne i konfilkten – man kan kun spille kort ind, hvis man introdusere en af ens spilpersoner i scenen (det skal også spilles eller fortælles). De spilpersoner der er med i en scene er åben for angreb (de der kort igen).

Jeg tror der findes to slags kort, lokationskort og troværdihedskort. Man trækker et lokationskort når man sætter en scene. Det går på skrift imellem spillerne. Troværdihedskort har man på hånden, de kan enten være heks- eller antihekskort. Med hekskortene viser man negative sider ved de andres spilpersoner (fysiske kunne være en byl, men jeg håber på at kunne lave dem mere åbne for fortolkning og fortælling – såsom “en lumsk adfærd”, som den der har fået spillet kortet, så skal indkorpere i sit spil). Antiheksekortene kunne være et ry – en gloværdig fortælling om hvordan man har dræbt et monster (heks, vampyr, vareulv også videre). Det skulle i såfald fortælles.

Jeg tænker lidt at lave det i et aktsystem så det først er i den anden sidste akt at man kan nakke mesterne.

…

Lige for tiden laver jeg dog ikke så meget på det, da jeg har nok scenariearbejde i forhold til min post om scenarieansvarlig.
Og jeg ved ikke om jeg er ved at brænde lidt ud på ideen;) Nu får vi at se, det er jo snart Fastaval også har jeg lidt mere fri til at lave på nye egne ting.

Dog lytter jeg til stemmerne fra ådalen, hvor Morten visker om alle de fantastisk spil jeg bør købe og læse og hugge spilelementer fra. Læs posterne “Luk ikke dine øjne” og “Jeg slår på tæven (i den mørke skov)”.

Sort/hvid skrev jeg alene. Jeg på det tidspunkt var jeg meget opmærksom på at samtænke de der narrative terningspil (de nye indyrollespil) og den klassiske Fastaval scenarietradition. Men måske skulle jeg lære at skrive klassiske Fastavalscenarier, måske skulle jeg arbejder mere med regelbyggeri, for det gik lidt galt. Det var et scenarie med en meget linær fortælling og nogle mellemrum, hvor spillere var mere frie til at fortælle deres historier. Nogle af mine spillere og spilledere elskede mellemrummene, nogle min fortælling. Derudover var der et (ikke logisk) valg som spillere skulle træffe og som de ikke var galde for. Derudover var det bare ikke godt nok skrevet.
Jeg lærte mange ting af dette, men hvis jeg skal sige tre ting. Så er den første var at Fastavals deltager åbenbart ikke har det godt med genreblandinger. Eller det skal i allefald gøres mere elegant end jeg kunne. Det gik jo udmærket for Brian.

For det andet, så kan man ikke forvente at spillere træffer valg for fortællingens skyld. Det er noget med indlevelse versus fortælling – og selvom jeg ikke helt forstår de der indlevelsespiller, så må jeg tag højde for dem. For mig er det ligesom de bare ikke er holdspillere, men kun spiller for dem selv. Jeg forstår det bare ikke, da det netop er den fællesfortælling der gør det for mig. Hvis jeg gerne vil dagdrømme så gør jeg det alene. Indlevelse er lidt ligesom at masturbere når man kunne havde sex med en super sød parter. Men det er nok bare mig.

For det tredje, så skal jeg bare blive bedre til at skrive. Det skal være mere stramt, både i regler, beskrivelser og instruktioner. Jeg tror det kan løses med (endnu) flere gennemskrivninger og generel (mere) opmærksomhed på selve teksten.
Måske skal jeg skrive et mekanik scenarie i år.

Dobbelt A blev dårligt, fordi der ikke var nogle af os der rigtig gad det. René rede det, så det blev spilbart. Jeg skrev en scene, som til gengæld var genial. Den hed i Gug og Helvede og hvis jeg blot kunne skrive et helt scanerie med sådanne scener så ville min lykke (og Otto) være gjort. Måske skal jeg skrive et virkelig galt scenarie i år.

Som man kan læse her på blogen andet steds, så er jeg ikke ved at skrive nogle scenarier til nogle bestemte coner. Men to projekter har overlevet ind i 2007, nemlig KSP og et lille mekanisk intrige i Warhammer. Jeg tror på begge projekter, men det går trædt med skrivningen.

KSP:

Et scenarie om KSP til og med han bliver 30.

Når man først er 30 år, så er der alligevel ingenting man kan lave om ved sig selv.

Når man først er 40 år, så er der alligevel ingenting man kan lave om ved sig selv.

.
Vi tror vi lever vores liv helt selv. Vi tror at vi er herrer i eget hus når det gælder vores liv. Alligevel gør vi ting vi ikke selv ville forvendte. Man kommer til at sige noget man faktisk ikke mente. Man drikker sig fuld på en hverdag, selvom det ikke var det man ville. Kroppen gør ting som man er ret sikker på at tanker ikke ville og nogle gange løber tankerne af sted selvom kroppen forstår hvad den skal gøre og gør det. Man forelsker sig i den helt forkerte og når man så tror man har regnet det hele ud, det er jo bare underbevidstheden der spiller en et pus, så forelsker man sig i den helt rigtige. Lad os kalde disse ufrivillige begivenheder for skæbnen. Skæbnen er ikke det der er udenfor os. Skæbnen er ikke de omverdens handlinger og hvordan de spiller ind på os. Skæbnen er indeni og hele tiden. Vi er ikke herrer i eget hus.
… i hvert fald ikke før man er blevet 30.

.
På den anden side af virkeligheden regner det på en gade, der kunne ligge i Herning, hvis det ikke var fordi den lå på den anden side af virkeligheden. På den våge gade ligger der en bar. Det er sendt om natten, baren er lukket for aftenen, men der er stadigvæk lys i vinduerne. Indenfor sider der fire væsener. De ligner mennesker, men det er noget mærkeligt ved dem. De er alle ens. De ligner alle den samme mand på ca. de 30 år. Det er fordi de er norner. Deres opgave er at binde menneskernes livstråde på den store tråde fabrik i den anden ende af byen. Det er det de gør. Det har de altid gjort og vil altid gøre. Med den ene undtagelse at når man bliver 1000 år gamle, så får man en chance for at leve en livstid, minus de første 30 år. De fire norner har alle fødselsdag i dag, de har alle hertil aften chancen for at leve en livstid minus de første 30 år. Der er kun en af dem der får lov. De kæmper medhjælp af det stolte og gamle fortællerspil. Et spil hvor de skal definerer et menneskeliv til de 30. Alle de vigtige valg som mennesket ikke selv gør, men som det alligevel gør. Skæbnen.

.
Den der vinder får lov til at glemme den var norn. Menneskets hukommelse af sit liv, bliver dens hukommelse. Den bliver fri for en livstid minus de 30 år. For derefter at gå tilbage til fabrikken efter menneskekroppen dør. Det er den eneste ferie de kan få. Så de er alle meget opsat på at vinde og blive KSP.
.

Ideen er så at de fire spillerne, skal gennem spille 8 fiktive scener i KSPs liv. Der er et system der gør, at man kan vinde retten til at definere retten over scenen. Jeg ved ikke helt om spillerne skriftes til at spille KSP i de forskellige scener og de andre så på en eller anden måde skal spille modstand. De fire spilpersoner skal helt sikkert spille forskellige modsatrettede værdier, jeg synes man kan tillægge KSP. Men faktisk er det ikke ment som nogle værdier der kun kan tillægges KSP, men mere nogle universelle værdier vi alle besidder. Det kunne være driften for tryghed versus ønsket om frihed. Det kunne være håbet om selvtilstrækkelighed overfor rettetheden imod selvoffer. Der skal være flere værdier til hver spilperson, sådan at det ikke bliver helt ensidigt. Måske skal alle disse værdier være stats (derfor kan Provins (TM) ikke bruges som system).
.

Måske skal spillerne selv bygge deres spilpersoner op, ved at starte med at lave en tipsdims. Bare med kun 8 linier, hvor man så skal kryses ud om ja, nej eller ved ikke.

.
Sådan her:
Finder KSP den særlige julegave til mor, julen 85:
Ja [ ] (plus 1 i selvoffer, plus 1 i tryghed, minus 1 i rigdom).
Nej [ ] (plus 2 i frihed, minus 1 i selvoffer).
Ved ikke [ ] (plus 2 i selvvalgt).
.

Hvis man gættede rigtigt (Ja eller Nej), når scenen så spilles får man 3 point.
Hvis man valgte ”ved ikke” får man 1 point.
Også er der 8 af sådanne valg. Ved lige point mellem spillerne, så får den med mindst ”ved ikke” valg prisen.
Og nogle andre regler til at afgøre lighed mellem point.
.

.

Slutscenen skal være god. Måske noget med at vinderen spiller KSP en morgen, hvor han står op. Får lov til at beskrive morgen. I krydsklip til de andre spilpersoner, der er tilbage i fabrikken, hvor de skal beslutte sig for hvor lang tid den nye KSP får?

.

.
Og nu går jeg sikkert amok i skrive om alverdens indfald, så inden jeg begynder at snakke om mit kommede KSPscenarie, så vil jeg et kort øjeblik bliver ved KSPs fremstilling af KSP. Han har lavet en personlig hjemmeside: verdensfjern. Her kan man blandt andet læse en blog om sverige, tegneserieprojekt der har kørt siden 90(!) og lære hvad SB corp er for noget. Alt i alt en fin personlig fremstilling og noget af et resourecenter for mit scenarie.
.

.

Hovedpersonen i mit kommede scenarie findes altså i virkeligheden, så scenariet var lidt tænkt som en form for biografi i rollespilsform. Selvom min kære ven har levet et super interessant liv, havde jeg også tænkt mig at bruge fiktionelle elementer i scenariet. Måske ikke ulig den måde Claus Beck-Nielsen arbejder med feltet mellem fakta og fiktion. Der er en pointe i at bruge fiktion i stedet for fakta.

Med inspiration af den litterære genre magisk realisme er det blevet lavet nogle fine scenarier igennem tiden. Her er Lømler (Hörnell, Møller, Olsen, Skovgaard-Petersen) måske det jeg synes er mest interssant. Her om defineres den ellers meget latinamerikanske genre til en drengefortælling om børns kærlighed i Danmark i 80erne. Smukt, ikke mindst fordi det var en super spiloplevelse, da jeg spillede det. Jeg kunne skrive meget mere om det – blandt andet hvad der får en en flok drenge i slut 20′erne til at skrive en fortælling om en folk drenge i 2-3 klasse. En fortælling hvor en kvindlig figur er antagonisten. Både en strukturel og forfatterbiografisk læsning råber på den problematiske overgang med ungdom og voksendom, men det skulle nok underbygges bedre.

Det er dog nok ikke så kontrovercelt at påstå, at magisk realisme er fantastisk til at lave norstatiske fortælleringer i. Personligt er har mine egne minder altid været magiske – selv det lys min samtidsforståelse, af nuet, bliver sat i når jeg forstiller mig hvordan jeg vil mindes det eller hint øjeblik. Altid i en fortælling, der netop er en form for narrativ konstruktion for at kunne blive forstået. Men det er også en længere erkendelsteorisk diskussion.

I allefald vil jeg skrive KSP som en magisk biografi. Det er ikke fakta, men det er heller ikke kun fiktion. Det er en brug af fiktionen til at sige noget mere om KSP end fakta kan. Der er ting der ikke er sket i KSPs liv, men disse scener skal alligevel beskrive hans væsen. Derudover er der en metahistorie som gør, at der er noget at rollespille.

Og nu starten på den erkendelsesteoretiske diskussion:

Forskellen på sandhedsværdien på fiktion og fakta er tit ikke andet end en dum flad realismeforstilling, som vi ikke har forladt i vores verdensopfattelse. Endnu en del af oplysningstænknings dunkle gespenst. Det er også ham der Kants skyld. Fiktionen er aldrig løgn, fordi den er fiktion. Løgn høre til i faktaens domæne, men der findes kun total beskrivelser for reduktivister og den eneste grund til at blive reduktivist er enten, fordi man er født ind i et dårligt sprogfællesskab (som fx engelsk) eller fordi man er hovmodig og angst, grundet mangel på selvforståelse og tillægger en eller anden ideologi som fx fysik, kristendom, liberalisme eller ens forældres ammestuehistorier en vanvittigt stor betydning. Derfor kan jeg bedst beskrive KSP ved hjælp af fiktionen, da fiktionen netop hele tiden har grundpræmissen: Dette er ikke sandheden, men vi lader som om.

Fakta er også meget godt til nogle ting, men den høre de den traditionelle materielle produktionsfelt til, men det er ved siden at min pointe og handler om hvorfor danmark med den uddannelsespolitik vi fører nu vil tabe stort på det globale marked, selvom vi var et af de lande der havde størst potentiale indenfor de nye produktions paradigmer. Det der med vidensøkonomi og at der er forskel på vidensproduktion. Men som sagt noget der nok er ved siden af pointen og bedre passer sig til et kronik i Infomation eller Politiken. Pointen er at det er os der skal arve verden og det er jo altid et godt udgangspunkt
Men jeg har sendt mit oplæg til en synopsis til scenariet KSP til KSP, når han tager sig sammen til at få læst det det plus godkender det, så kommer det op. Indtil da kan man jo glæde sig til Dopy Pop kommer på nettet.

Scenariet jeg gerne vil hedder ’Enhver given festag’ og da jeg ingen scenarieansvarlige har at sende synopsen til, får I min pitch.

Det er selvfølgelig en spoiler, hvis man gerne vil spille scenariet på et tidspunk (nu er I advaret)

Kort sagt er Enhver given festag et fantasy sportsscenarie – afledt af sportfilmgenren. Settingen er Warhammer verden og vores helte er 5 spiller fra et forhåbningsfuld blood bolw-hold. Selve historien er enkel og episk. Den er delt op i to dele, en reelt historie og en mulig fremtid.

Den mulige fremtid bliver fortalt som cut-scener, der til at starte med formidles som ’normalt’ rollespil, men går over til at være mere og mere fortællerartigt (og måske lidt indysystemartigt?). Her skal spillerne så rollespille og fortælle om højdepunkterne fra 4 Blood Bolw kampe, i den store turnering The Capitol Bowl, hvor deres karakter er på det vindende hold. Den sidste scene er finalen, hvor spillerne dog ikke skal fortælle om selve kæmpen, men kun om situationen når holdet går ind til kampen (hvordan har de det, hvordan har fansene og modstanderne det og hvordan kan man følge epikken i luften? – sådan lidt et slags gonzo-fortællerelement). Cut-scenerne er lagt sådan at de kommer løbende igennem scenariet.

Den reelle historie handler om hvordan Averland landsbyen Dachbachs lokale blood bolw-hold, Dachbach Dogs, mangler en træner og hvordan 4 spiller og deres halfling kok tager det på sig, at finde en. Holdet er lige mistet deres træner og uden træner kan de ikke stille op i The Capitol Bowl. En turnering holdet eller har været meget heldige og blevet udtaget til. Ydere mere har de 5 spilpersoner hver deres grunde, til hvorfor denne turnering er super vigtig for dem. Heldigt nok, er en af verden bedste trænerne, Joseph Nietzek, på druk i den nærmeste større by. Så det eneste vores helt skal, er at opsøge Nietzek og overbevise ham om han skal være deres træner. Det er så her deres problemer for alvor begynder, for Nietzek er ikke videre interesseret i at være træner mere. Han er med andre ord gået på pension. Men han går med til at træne dem, hvis de uføre et ukendt antal opgaver for ham. Disse opgaver bliver mere og mere ubehagelige, uforståelige og moralsk forkerte (dog gider jeg ikke lave et chokscenarie – så der bliver ingen børneporno eller andre smus) . Det er dog den eneste mulighed de har for at blive stjerner.

Vores helte kan, på et hvilket som helst tidspunkt, vælge at den menneskelige/moralske pris for høj, men så vil de ikke kunne stille op til The Capitol Bowl. Hvis de vælger sådan vil scenariet stoppe. Man spiller den sidste cut-scene, indgangen til finalen, der aldrig blev til noget.

Det interessant ved dette scenarie er forholdet mellem den beskidte reelle og den uvirkelige ideologi. Derfor har jeg også valgt Warhammer verden, fordi den er super beskidt, fordi den indeholder en humoristiske samfundskritik. Den verden sat op imod Blood Bowl, som er parodien af amerikansk foodball, tror jeg på vil illustrere dette spændingsforhold. Måske siger det da endda noget grundlæggende om hele det der sportsbegreb, men det må være op til spillerne Dualismen mellem det reelle og drømmen vil gå igen i kareterne, men scenariet er ikke som sådan karakterdraget. Det er et scenariet der prøver på at gå efter spilleren og ikke bolden, derfor skal spillerne også vide at spillet stoppe, hvis de siger ’nej’ til udfordringer. En anden idé er at de andre spilpersoner skal slå halflingen ihjel som en af opgaverne, men ellers uden grund.

Stats:

System: Warhammer 2 (systemkendskab er ikke nødvendigt, for at være spiller på det.)

Mekanik: Traditionelt rollespil med fortællerelementer – KSP bliver mit store systemscenarie.

Spiller: 5

Forfatter: Johannes Busted Larsen

Gerne: Fantasy Sportsscenarie

Tidlængte: ca. 4 timer

Er det en god idé?

Kom endelig med forslag!