Sort Forsyning » Rollespil

Dyst er det bedste rollespil til dato

admin — Sun, 03 May 2009 20:09:41 +0000

Jeg havde den glæde at spille Dyst her til aften. Se som håndværk så er det toppen af den danske scenarie tradition.

Scenariets stemning kan man altid diskutere. Det er et genre spil – ridderintrige – og der er genre, der taler mere til mig, men hold kæft hvor er det godt lavet.

Wow!

Navngivet manøvrer i WFRP

admin — Thu, 30 Apr 2009 08:17:11 +0000

Ansporet til dels af Sebs tråd på rpgforum, Mortens kineserier og til dels af en fin, men også lidt kedelige, kamp vi udspillede i min warhammergruppe har jeg fundet på en regelændring til warhammerkampsystemet. Vi spiller ikke særlig tit og ikke særlig mange timer af gangen, derfor skal det være godt når vi spiller. Vi kan godt lide at udspille kampe, men i warhammersystemet bliver kampe tit reduceret til matematik og terningeslag. Jeg ved godt man bare kan beskrive kampene bedre, men det er jeg faktisk lidt dårlig til, da jeg bruger utrolig meget energi på hovedregne.

Derfor har jeg lavet et sæt mere komplekse regler – jeg ved ikke om det er en god idé, men vi afprøver og ser om det virker.
I stedet for at slå normalt skal man lave en navngivet manøvrer.
Forskellen på et normalt slag og en navngivet manøvrer er at i stedet for at terningerne bestemmer hvor man rammer modstanderen, så kan man ved den navngivet manøvrer ramme en bestemt kropsdel.

§
En manøvrer kan være ”et nidkært stik i maven” eller ”et voldsomt huk til venstre skulder”.

§
Hvis man bruger den samme manøvrer to gange imod den samme modstander, så får modstanderen plus 10% til undvige slaget.
§
Man en manøvrer per 10% man har i WS. Et best craftmanship weapon har, derudover, en manøvrer i sig selv.

§
Ens første manøvrer skal være til kroppen. Ens anden manøvrer kan enten være til en arm, et ben eller kroppen. Det er først ens tredje manøvrer, der kan være til hovedet.
Man kan godt havde flere manøvrer til samme kropsdel.

§
Jeg forestiller mig at vi skriver de forskellige manøvrer ned på kort, som man kan dreje når man har brugt dem.

[EgF] Temaovervejelse

admin — Sun, 26 Apr 2009 07:39:38 +0000

Længere nede kritisere både Thais og Elias mit kommende scenarie Enhver given Festag for ikke at hænge sammen. De mener Bloodbowl per definition er fjollet og derfor har spillet svært ved at indgå sammen med (hverdags)dramaer, der skal spilles mellem kampene. Tematisk sætter mit scenarie altså sig imellem to stole.

.
Jeg har tidligere ødelagt et scenarie ved at sætte mig mellem to stole, så jeg tager denne kritik meget seriøs. Samtidig mener jeg det er en falliterklæring, hvis Fastavalspillerne kun kan rumme at udspille et med en stil indenfor samme scenarie.

.
Faktisk handler det om tema. Temaet i Enhver given Festag er at der er forskel på sport og hverdagslivet. Der er forskel på det spektakulære og ordinære. Bloodbowlkampene er udtryk for det spektakulære, det fantastiske og der hvor vores helte (ud)lever deres drøm. Det er hård arbejde – bevares – men deres anstrengelser gør dem også til helte. Hverdagsscenerne mellem kampene, er det omvendte. Det er den kedelige hverdag med hverdagsartige problemer. Det er her, hvor vores helte ikke er helte, men blot færder, ægtemænd og samfundsborger. Det er her, deres problemer ikke er heltes næste umulige forhindringer, men hverdagen overkommelige forviklinger, som man bare aldrig helt får løst. En helt dræber den udødelig dragne – slut. En ægtemand forsøger ikke at skuffe sin viv – hver dag resten af livet.

.
For at understege denne forskel, så vil jeg bygge et system, hvor man betaler for at være helt ved at udspille negative hverdagsscener. Det sværeste – for mig – er at komme med negative hverdagsscener, som er interessante at spille, men ikke er for spektakulære.

Er du Sir Dyst?*

admin — Sat, 25 Apr 2009 16:57:42 +0000

Den 3. maj skal Uffe, Frederik, Julie og mig spille fastavalscenariet Dyst.

Vi mangler to spillere. Vil du være med, så drop en kommentar eller kast mig en mail?

*) Der er ingen spilpersoner i scenariet der hedder “Sir Dyst”.

Er du Lady Blackbird?*

admin — Sat, 25 Apr 2009 15:54:05 +0000

Som man kan læse nedenfor, så skal Morten, Peter, Nis, Mikkel og jeg skal spille Lady Blackbird i Maj.

Den 15. Maj.

Kristo skulle også være med, men han skal til USA, sejt, så vi må spille uden ham. Øv. Men hvis du gider og kan fredag d. 15, så er vi fuldt hold. Kom kom.

*) Lady Blackbird er en spilperson i spillet, men jeg kan ikke love du kommer til at spille hende.

Lady Blackbird

admin — Thu, 23 Apr 2009 12:43:18 +0000

Morten, Kristo, Peter, Nis, Mikkel og jeg skal spille Lady Blackbird i Maj.

Nu skal vi bare finde en dato…

Re: Vertikalt

admin — Sat, 18 Apr 2009 19:08:34 +0000

Efter en halvsort kommentar på Mortens blog, hvor jeg blandt andet skrev at Coen brødrenes film ”No Country for Old Men” og Cormac McCarthys roman af samme navn var fortalt horisontalt og ikke vertikalt fortalt, gik Per von Fischer mig på klingen i en email.

.
Her er vores email veksling – jeg synes den blev ret fin.
.
Fra Per til Johs:

Hej Johs,
Tillykke med Fastaval-succes’en.
Mens jeg husker det vil jeg gerne vide lidt mere om vertikal og
horisontal narrativitet, og hvordan du synes rollespil passer ind – er
der et sted vi kan snakke om det, hvis ellers du har lyst?
Per
.

Fra Johs til Per:

.
Jo ja. Jeg skal nok.

Men det er noget jeg har hugget fra en læsning af en af McCarthys andre bøger. Artiklen jeg har hugget pointen fra har jeg ikke længere, men jeg husker pointen. Det handler om fortællerpositioner. En tradition fortæller ser/fortæller udfra et form for overblik – måske ikke i sit sprog, men det ses i fortællingensstruktur (det har en form for start og slutning). Hos McCarthy sker der bare ting – det er horisontalt. Han beskriver mere end fortæller – hvis du forstår. Der er ikke en skjult mening bag.

Jeg tror faktisk bare det er argumentet.

Det giver mening i rollespil, fordi vi hvis vi leger med der vertikale (om en helt vertikal rollespilsfortælling er mulig ved jeg ikke) kan frigørere os – især fra den der fastivalscenariestruktur, som vi vel begge kender.

Gav det mening og kunne du bruge det til noget?

Kh Johs
.
Per til Johs:

.
Det giver perfekt mening, lyder lidt som det hellige guld jeg
eftersøger – spilperson handler i en situation -> ting sker -> ny
situation osv.

Jeg forstår dog ikke helt hvorfor det er horisontalt – jeg ser
frendriften i “plot”, også hos McCarthy, som drevet af personernes
valg, og disse valg er jo ikke “tomme” eller taget i et tomrum, men
altid i forhold til noget (fortid, hænderlser, tilfældigheder mm)

Pludselig får jeg lyst til at grave Camelot frem igen…hmm

Per
.
Johs til Per:

.
Men jeg tror pointen, i læsningen af McCarthys Blood Meridian, som det var, er at fortælleren ikke forholder sig til personernes valg. Der kan godt være en sammenhæng at spore, men ikke nødvendigvis. Ligesom når man kigger på vores medmennesker. Tit handler de uforståeligt (ofte gør de ikke, men…) og hvis det var rollespil ville de spille deres spilperson dårligt – fordi de gør noget ukarakteristisk.

Da jeg læste Blood Meridian sad jeg ofte og forstod ikke hvorfor hovedpersonerne nu var der hvor de var eller gjorde hint. Han skriver meget fremmedgørende – hvilket jeg også mener går igen i No Country… i nogen grad.

Fortællerblikket er horisontalt, fordi vi aldrig zoomer ud og ser det oppe fra og ned. Ting sker – der er ingen planlægning eller styrring.

Kh Johs
.
Per til Johs:

.
YES! Eller man kan sige: der er ikke nogen fortæller i traditionel
forstand? Og at det er netop der hvor fx. Story Now rollespil kan
brillere. Læseren/tilskueren/medspillerne konstruerer deres egne
sammehænge og egne forståelser baseret på det der sker (ie. det de
fiktive personer fortager sig.)

Det der også går igen i disse typer fortællinger er manglen på en
protagonist, igen i tradionel forstand. Hvem er fx. hovedpersonen i
NCFOM? Chigur? Lwellyn? Sheriffen? Svaret er: ingen af dem eller dem
alle. Der samme er til stede i Fargo, Short Cuts, Crash, LIttle
Children m.fl., og der er også en medvirkende årsag til at den slags
fortællinger fungerer som rollespil, tror jeg.

Per

[EgF] Enhver given Festag

admin — Wed, 15 Apr 2009 08:18:27 +0000

Fantaval er overstået. Imperiet blev alt i alt et fucking fantastisk scenarie (nu skal der bare skrive to noveller til, det skal redigeres også synes jeg det skal oversættes og sættes i produktion). Fastaval 2009 stopper – åbenbart – aldrig, hvilket er ok, så længe det gode vejr holder.

Men allerede under banketten gik det op for mig, at jeg skal skrive et rigtigt scenarie til næste Fastaval. Sådan et scenarie a la Kristo/Anders F-B/Morten, Mikkel eller Lars Kaos’. Et stort sammenhængende værk. Episk. Jeg skal skrive mit Warhammer Blood Bowl sportsscenarie!
Og det skal hedde ”Enhver given Festag”.

Lige nu er jeg i ”sig ja”fasen af projektet.
.

Elementer jeg allerede har fundet på:

.
- Blood Bowl kampe skal spilles i Skill Challenges eller i min misforstået warhammerfortolkning af SC.

.
- Imellem kampene, udspiller vi stjernespillernes hverdagsdramaer. Alt efter hvor godt det går på banen, har de det mere eller mindre hårdt i privaten. Jeg vil skabe sammenhæng mellem de to ”verdener” ved hjælp af et karmapointsystem – som jeg glæder mig til at skrive mere om.

- Spillerne skal spille hinandens relationer.

.
- Temaet, scenariet skal udforske, er drømmen overfor hverdagen. Sportslige håb overfor daglige forpligtelser. Idealisme versus realisme. Et tema, der altid har ligget og stadigvæk ligger mig meget på sinde.

- Scenariet bruger Warhammersystemet med Blood Bowltilbygninger.

.
- Scenariet er ikke et humorscenarie, men jeg har tænkt mig at indarbejde en række citater til film, amerikansk football, Warhammerverden og Blood Bowl.

.
- Scenariet skal kunne spilles med varierende antal spillere. Jeg tænker mellem 2 og 6 (eks. spilleder) – scenariet bliver blot længere med flere spillere.

Isabelle/min warhammer kampagne mashup

admin — Wed, 01 Apr 2009 14:16:52 +0000

Jeg ved godt det er d. 1. April, men det er ikke en aprilsnar.

Dette er et af det blogindlæg, som spillerne på min kampagne meget gerne må lade være med at læse! Altså hvis du er Ask, Asger, Asger, Rasmus eller Jonas så vent med at læse det til efter vi har spillet den der vampyrjagt.

I 1994 skrev Lars Kaos det smukkeste scenarie verden endnu havde set. Det hed Isabella. Scenariet omhandler om seks* vampyrers forelskelse og fortabelse i deres ”moder” Isabella. Det var et af de første scenarier, der var karakterdrevet og alene af den grund er det et vigtigt værk. I min warhammerkampagne, Imperiet, er jeg kommet til at introducere (eller omtale) en vampyr der hedder Isabella. Denne vampyr har heltene i vores kampagne valgt at jagte og dræbe, men jeg har ikke planlagt dette subplot endnu.

Også var det, at kom jeg til at læse Lars’ scenarie, da jeg i virkeligheden skulle lave noget helt andet.

Og nu vil jeg lave et Isabella/Imperiet (min kampagne – ikke scenariet af samme navn) mashup! Jeg har som sagt læst Lars’ fantastiske scenarie og valgt at spille det som del af min warhammerkampagne. Da spilpersonerne i Isabella er vampyrer og heltene i min kampagne ikke er det, så kan jeg ikke blot udsætte vores normale spilpersoner for handlingen i Isabella. Det ville også være synd, da indbyggende konflikter i Lars’ spilpersoner er det fine ved Isabella. Men jeg proppe spilpersonerne fra min warhammerkampagne over i Isabella. Det gør jeg ved at lade mine spillerne både spille vampyrerne fra Isabella og deres normale spilpersoner på en gang. Det hedder bipersonsrollespil og er en gammel velprøvet teknik. Det interessante ved dette forsøg er at jeg som spilleder skal åbne Isabella op, så jeg kan sætte scener ind med de normale spilpersoner imellem de scener som Lars allerede har beskrevet for over 15 år siden. Og det helst uden at ødelægge klimakset alt for meget.

*) Da Lars digitaliserede Isabella skrev han en 6. spilperson ud, da denne var svag. Det er et held, da jeg kun har fem spillerne på mit Warhammerhold.

Helt konkret, så bliver forløbet ca. sådan her:

Her ville det være en god idé kigge på scenegennemgangen (side 7 – 14) i Isabella samtidig – scenariet kan hængtes her.

Scene x0:

Til at starte med skal vores helte af sted fra Marienburg. De har mødt Gibber Spellerman, en Veranapræst, der har sat dem på sporet af Isabella og gerne vil hjælpe dem med at fange hende. I virkeligheden er Spellerman en ond nekromantiker, der godt nok gerne vil Isabella til livs, men kun fordi han så kan optage nogle af hendes kræfter i et fælt ritual. At jeg har introduceret Spellerman gør ikke mashup’et mindre komplekst. Men vi starter med spilpersonernes indkøb og fedten rundt inden afrejse.

Vores helte hører om den gale grave der er forelsket i statuen (læse Isabella).

Vampyrspilpersonerne og Scene 1-2:

Derefter læser spillerne deres vampyrspilpersoner (jeg har tænkt mig at konventer deres stats til warhammersystemet).

Og vi spiller de tre første scener i Isabella: Opvågningen i krypten og Uventet hjælp fra en præst (Eduard Bargeld er selvfølgelig Shallyapræst).

Scene x3: Efter jagtselskabet

De normale spilpersoner er på vej imod Calden (som hedder i scenariet Schwarzwald – men jeg har valgt at bruge byer fra mine warhammerkort), de er blevet forsikret og det er nået at blive nat inden de når frem. Under deres rejse i natten kommer de til et sted i skoven og der kort tid inden har været et blodbad. Fem unge smukke mænd er brutalt dræbt – og deres overtøj og våben er væk.

Spillerne får lov til at beskrive scenen.

Mellemspil og scene 4:

Det bliver kort beskrevet hvordan vampyrerne kommer til Calden og finder teateret, hvor de overdager. Hvis spillerne har lyst (eller ikke har fået gjort det tidligere, så kan de diskutere spilpersonerne iblandt). . I denne scene er vampyrerne iført blodrøde jakker og har – på en eller anden måde – fået anskaffet sig våben.

Scene x4:

Vores spilpersoner kommer til Calden og kan bruge dagen i byen. Måske skal de endda omkring teateret, men det er lukket pga. sygdom. Ellers får de lov til at kede sig lidt i den lille by inden de tager af sted imod den gale graves slot. De når dog ikke frem før aften og stopper derfor ind på en kro.

Den anden Nat:
Scene 1-2:

Vi læser og spiller scenerne ”Atter en opvågnen” og ”Kareten”. Hvor jeg spiller Chekov – efter bedste evne (er virkelig dårlig til at spille npcer).

Scene x3 og 3:

Selvfølgelig stopper vampyrerne og Chekov på halvvejen for, at strække ben og få en kop suppe. Derudover har Chekov gammelmandsblære.

På denne kro kan de normale spilpersoner og vampyrerne komme til at møde hinanden. Jeg forventer stor dramatisk ironi.

Ankomst til Scheinfeld (i scenariet Goslar) og borgen:

Vampyrerne rejser om natten og kommer derfor først.

Xankomst til Scheinfeld og borgen:

De normale spilpersoner ankommer. Scheinfeld har set bedre tider. Det viser sig at Greven er familieven med den adelige spilperson Otto von Grieg, men også super vanvittig. Selvom han modtager dem i gårdspladsen, så har Greven ikke tid til at tage imod dem. Han skal jo diskutere (Isabellasituationen med Chekov) – men de kan være hans gæster og spise middag med ham og Chekov til aften. . Jeg introducere allerede tjeneren Emil her.

Tredje nat:
Scene 1 -2:

Vi læser og spiller scene 1 og 2: ”Den sidste opvågnen” og ”Søgen efter Isabella”.

Scene x3 og 3:

De normale spilpersoner er til middag. Der snakkes og hvis de (eller Spellerman) presser Greven og Chekov, så fortæller de om Isabella. Men så snart de kommer ind på hvor hun er henne, så hører vampyrerne det ude fra gangen. Jeg forestiller mig, at vampyrerne enten begynder at slås med spilpersonerne eller fx låser dem inde i spisesalen og skynder sig hen til Isabella.

Scene x4:

På en eller anden måde kommer vampyrerne hen til Isabella først. Spillerne skal opleve tabet, da Isabella ikke ønsker at havde noget med dem at gøre og dræber den første.

Scene 4:

Spillerne ankommer til rummet og vampyrernes store episke afslutningsscene. Det bliver – forhåbentligt – noget rod. Især når Spelleman begynder at kaste nekromantikermagi, hvilket troldmanden Thomas Reinfeld – en af de normale spilpersoner – kan genkende. Derudover kaster nogle af vampyrerne også magi og der kommer helt sikkert også noget kamp. Hvem der angriber hvem – er svært at sige, men for at spilpersoner er mere sikker på at vinde, skal kampen mellem vampyrerne være i gang når de normale spilpersoner ankommer.

Modsat Isabella scenariet, så bruger vi warhammersystemet og figurer til at afgøre kampen.

Aktion!

admin — Mon, 05 Jan 2009 21:53:10 +0000

Som enhver frisk dreng kan jeg godt lide action og som enhver halvakademiker har jeg struktureret mine forsøg ud i det til døde. Jeg har skrevet fire scenarier, hvor jeg har forsøgt mig med forskellige aktiongreb, ligesom jeg har brugt aktion i mine rollespilskampagner. Mine scenarier er Sort/hvid, De navnløse Redux, 9000beton og Dobbelt A (to Aalborg scenarier, som jeg skrev sammen med en masse andre seje fyre). Det her er mine forslag til hvordan man udspiller aktion i rollespil, hvis du har flere gode forslag, erfaringer eller bare kommentarer, så skriv til johsbusted@gmail.com og jeg skriver dem ind i næste års artikel.

§ At i aktion handler det ikke om at finde på smarte strategiske handlinger, det handler bare om at handle (hurtigt).

Resten er ikke så vigtigt, men her kommer det:
I punktform med forklaring, simpelhed.

§ At det handler om energi.

Energi mellem spillerne og energi mellem fortællingen og spillerne. En figur kunne være den der klassiske kommunikationsfigur med person A og person B og det fælles tredje C. Her skal der så være en masse linjer imellem og på disse linjer skal være monster meget power!

Power er engelsk og betyder energi!

I De navnløse, var kernebegrebet momentum. En stats, som var ens initiativ og kampevne og en metonymi for selve kampen.

§ Fordel ansvaret for beskrivelserne

Enhver god spilleder, ved at aktion handler om spillerne snare end spillederen. Det betyder at spillederen enten skal være meget pædagogisk og virkelig hjælpe spillerne til beskrivelser eller bare beskrive det hele selv, men med spilpersonerne og spillerne som centrum. Begge er velafprøvet teknikker og derfor også lidt små kedelige at diskutere her. En anden ide er inspirationsord/-sætninger. I sort/hvid gav jeg spillerne små sætninger, de kunne trække op af en hat og som de så kunne bruge som indspark til deres fortællinger. Der stod ting som: ”en time efter”, ”1, 2, 3, dåsefrugt”, ”BANG!” eller blot ”kanindrik”. Det var en af de ting der virkende for det scenarie.

I Aalborgscenariet Dobbelt A, fandt Rene og jeg på en måde til spille biljagt på der også brugte inspirationsord. Her skulle spillerne fortælle en rundefortælling. Men da det var en biljagt, så skulle det gå hurtigt. Ydermere havde spillederen en liste af begivenheder/ting, som h/n kunne råbe og så skulle spilleren bruge begivenheden/tingen i sin fortælling. Jeg husker ordene som ”barnevogn”, ”Rødt lys” og ”U-vending”.

§ Gør beskrivelserne decentrale

Man skal ikke nødvendigvis beskrive i første person. Man har lov til at beskrive hvad de andre gør. Frede beskriver det meget fedt ovenover. Leg måske med fortællepositioner i stedet for spilpersoner i selve aktionscenerne. Måske udelukker de to ikke hinanden.

Jeg har ikke rigtig leget med det andet end i kampagnerollespil.

§ Lave sociale regler for fortælling/beskrivelse

I Dobbelt As biljagt skulle man reagere hurtigt. Man skulle fortælle hurtigt og bruge ordet når det kom. Det var en god effekt. Man havde heller ikke ordet i særlig lang tid. Disse ting var muligt, da der stadigvæk var en meget aktiv spilleder. H/n skulle dog ikke selv fortælle, men var en form for ordstyrer og, selvfølgelig, ordopråber. < – Det virker.

En variant kunne være, at man blot laver noget dumt, hvis man ikke beskriver sin handling og effekten her af hurtigt nok. I Klaus og Jonas’ Efter Høsten, havde jeg en situation hvor jeg lod en hest angribe en spilperson (Lene), så en anden spilperson (Brian?) kunne rede Lene. Brians spiller, som ikke var den hurtigste, blev ved med at spørge mig hvor hesten var og spilpersonerne var. Det var en nedern situation, da jeg bare gerne ville havde han til at nakke den der skide hest inden alt energien forlod scenen. Til slut fik han også sagt noget i stil med: ”Jeg tager min kniv og stikker den… phufff!”. Hvorefter jeg beskrev hvad der skete.

Retrospektivt spilled’ jeg det forkert. For det første skulle jeg havde brugt mere tid før spil på at få Brians spiller i gir. For det andet, skulle jeg blot havde vendt hesten imod ham og nakket ham! Død, ved for langsom tænkning – sådan. Dog bør man nok fortælle ens spillerne at det er en mulighed ved spilstart.
I sort/hvid legende jeg med støttegruppe ideen. Der var det meningen at der skulle være en mekanik for at man kunne hjælpe hinanden i fortællingerne. Men det blev noget rod. Det var, og er, dog stadigvæk en god idé.

§ Det skal være noget på spil

Hvis indie-bevægelsen ikke har lært mig andet, så er det vigtigheden af dette dogme. Jeg kan godt lide ideen om, at vold/seje handlinger koster noget. I De navnløse kunne spillerne blive bedre til at slå, ved at fortrænge deres fortid. Spillerne klippe simpelhed dele af deres baggrundshistorie af og fik mere i kampstaten momentum.

Men det er også det der er det fede i et normalt spil D&D. Du kan dø, hvis du går i kamp med goblinen. Det er fedt!

Jeg kan dog godt lide varianten, hvor man betaler, fordi man er nødt til det, men det faktisk er dårligt for ens spilperson. Sort/hvid spillede også lidt på en sådan mekanik – der var det centrale valg om man ville være superhelt eller om man ville kunne se farver/skønhed. Lidt for abstrakt og lidt for gemt i en masse rod, men det var der – helt uden system (for den del af scenariet).

§ Tilfældighed

Er ikke nødvendigvis terninger, men kan selvfølgelig være det. Det kan også blot være at du ikke kan forudse de andre spillernes handlinger. Tilfældighederne må dog ikke ligge op til alt for meget strategi.

§ Kroppen

Også er det fantastisk at få kroppen med. Da jeg spilled’ Dobbelt A kastede en spiller mig igennem klasselokalet, da vi udspillede en Jomfru Ane gadeslåskamp. Det var rimelig rock n roll.