Genudsendelse: M(SMvMM)KPARSDSMM

Fordelen ved at have en blog i over ti år er at man kan finde blogposts, som man helt havde glemt. Den her post, hvor jeg laver politiske analyser af 6 af mine rollespilssystemer.

Det er ret tydeligt at jeg læser universitetet i 2006 og jeg ejer ikke hverken alle disse systemer eller metalskabet længere, men posten er stadigvæk sjov (synes jeg).

Hvad synes du?

 

Politisk rollespil

På næste onsdag d. 10.  skal Claus Raasted, Nynne Søs Rasmussen og jeg underholde over temaet Politisk rollespil – virker det?

Det er tale om en paneldebat som foreningen Bifrost står bag, hvor vi holder oplæg og efterfølgende diskutere med publikum.

Programmet bliver noget i retning af:

  • Jeg laver en kort generel introdution til forholdet mellem politik og rollespil. Hvor jeg vil bringe tre/fire forskellige tydninger af begreb “politik” på banen.
  • Claus snakker om hvordan man kan bruge orkerne, elverne og gummisværdene politisk – både internt i vores eget miljø, men også eksternt overfor omverdenen.
  • Nynne diskutere kønspolitisk rollespil med baggrund i Piger I Panser.
  • Jeg roder rund i om mit actionscenarie Slavehandleren fra Ascalon er politisk og hvis det er, om hvordan det er det (altså politisk).

Arrangementet er fra 19-22 og foregår i Underkanten i Huset i Magstræde (indgang via Rådhusstræde 13). Det er gratis at deltage, og der vil være salg af øl og vand undervejs. Det bliver mega hyggeligt og interessant. Du skulle tage og kigge forbi.

Politisk rollespil

Udover rollespil synes jeg politik er interessant. Når det kommer til at formidle politik mener jeg at rollespil kan noget helt unikt. Ved at arbejde med forskellige politiske problemstillinger som rollespilsscenarier kan de blive meget mere nærværende end politikkens tomme referencer, der jo blot henviser til et lukke politisk system, nogensinde formår at blive.

Hvorfor rollespil er bomben når det kommer til politik er ret simpelt. Til gengæld er ret svært at skrive scenarier der bygger på politiske problemstillinger uden det bliver plat. Jeg forsøgte i Thais var i Afghanistan, der er min bidrag i De Navnløse antologien. Om det scenarie blev plat må andre om. Dennis gjor-de det godt i Højhus – Løsningsmodel uden titel der var en vred og dog elegant kritik af daværende kulturminister Brian Mikkelsens besparelser på børnelitteraturen. Der er sikkert andre gode bud på fine politiske scenarier fra vores lange scena-rietradition.

Senest har Uffe lavet et politisk scenarie, der måske er det mest elegante jeg har set. Det hedder Kaniners Mod. Kaniners Mod er inspireret af Kaninbjerget og er et Mouse Guard hack som du bør læse. Det handler den mest grundlæggende politiske problemstilling nemlig fordelingspolitik. Jeg læser det som et ideologisk marxistisk litterært værk om sammenhængen mellem individets mod og solidaritet. Andre, med andre politiske baggrunde, kan sikkert tolke det anderledes. Hvad siger du, Peter? Det er et sejt drama, fordi det ligger op til at kaninerne bevæger sig fra en normativ fordring til politisk handling uden at påstå at det er let gå op imod uretfærdigheden.

[LG] Laaste døres hemmelighed

Da læsegruppens anmeldelser skal være forholdsvist positive og jeg satte mig for at vælge gruppens første scenarie, så valgte jeg at vi skulle anmelde et af de scenarier jeg holder allermest af. Det scenarie er Laaste døre. Historien om hvordan jeg første gang kom i kontakt med scenariet vigtig for mig, men jeg vil alligevel fokusere på noget mere generelt ved scenariet i min læsning af Laaste døre.

Scenariet udtrykker en generel filosofisk og samfundsmæssig point – en hemmelighed, som skal læses frem. Den hemmelighed jeg læser i Laaste døre, er kun blevet mere relevant siden Thomas Munkholt skrev scenariet i foråret 1994. Hemmeligheden forudsætter en metafysisk påstand, nemlig: at en politisk proces kan skabe en sandhed, ligesom sandheden kan skabe en politisk proces. Den sidste bevægelse, der går fra sandhed til politik er ontologisk primær i forhold til bevægelsen fra politik til sandhed. Eller sagt på en anden måde, så snylter bevægelsen fra politik til sandhed, på den mere oprindelige bevægelse fra sandhed til politik. Bevægelsen fra sandhed til politik er en revolutionær bevægelse. Alle virkelig samfundsændringer finder deres kraft i en sandhed, som efterfølgende formuleres politisk. Det kan være de store revolutioner som fx den franske. Den fransk revolution fandt sin kraft i det urimelige i det franske monarkiske organisering af samfundet i forhold til de daværende nye produktionsforhold. Det borgerlige samfund var på det tidspunkt den politiske nødvendig reaktion på sandheden om de urimelige samfundsforhold for borger- og arbejderstanden. Revolutioner kan også være mindre samfundsomvæltninger. Blotte samfundsændringer – som oprettelsen af HF, da dele af den danske arbejdsstyrke skulle omskoles fra at være landarbejdskraft til en mere dannet arbejdskraft.

Den første bevægelse, altså bevægelsen fra politik til sandhed, er revolutionens modsætning og dermed altid er en form for kontrarevolution. Det er denne kontrarevolutionære bevægelse som Laaste døre beskæftiger sig. Når den politiske proces konstruere en sandhed, så opstår der en slags politisk betinget relativisme, der maskere sig som en slags sandhedenspolitik (hvilket ellers er den revolutionære politik). Eller med andre ord – sandheden bliver politisk afhængig, i modsætning til at politikken bliver afhængig af sandheden. Hvor det revolutionære er yder konflikt, så er det kontrarevolutionære en indre. Revolutioner funker ved at konstruere fællesskaber, kontrarevolutioner funker ved at konstruere fællesskabsødelæggende individualiteter. Vi lever på flere måder i en kontrarevolutionær tid, hvor singulære individualiteter nærmere bekriger hinanden snarere end at opbygge fællesskaber, samtidig med at gamle fællesskaber opløses. Denne bevægelse imod en alles kamp imod alle stabileres kun ved opbyggelse af falske lukkede fællesskaber. Paradigme eksemplet på et sådan fællesskab er 30ernes fascistiske fællesskaber (og til dels 50ernes stalinistiske fællesskab i sovjet), hvor fællesskabet kun opretholds ved et stærkt fokus på de der udelukkes fra fællesskabet. De udelukkede er både nogle reelt udelukkede personer og de er også en strukturel nødvendig figur (for systemet opretholdelse) i folks hoveder. Nazierne udelukkede blandt andet jøderne – de blev tillagt alle mulige, usande og sammenhængende negative egenskaber. Denne jøde-figur var helt central for det nationale fællesskab i 30ernes Tyskland.

Indenfor den verden, som Munkholt beskriver i Laaste døre er systemforræderen den jødiske figur. Scenariet foregår indenfor et totalitært system og  dette samfundssystem opretholdes – i fiktionen – ved at spilpersonerne finder frem til en systemforræder. Forræderiet består i en forbryelse som ingen af spilpersonerne har begået, men samfundsorden kan ikke opretholdes uden der findes en søndebuk. Med andre ord skal der etableres en politisk betinget relativistisk sandhed. For at komplicere det hele, så skal alle påtage sig denne sandhed (der i virkeligheden er en løgn). Systemforræderen, som i virkeligheden ikke er forræder, skal tilstå og dermed også påtage sig den falske sandhed. Munkholt har lånet dette dramatiske greb fra Villy Sørensen, men det gør det ikke mindre godt. Ved at lade scenariet fortælle en historien om strukturerne i et kontrarevolutionært samfund, så muliggøre Munkholt et revolutionært spring i den danske scenarietradition – nemlig overgangen til intrigescenariet.

Spilpersonerne bliver netop konstrueret som fællesskabsødelæggende individualiteter, men ved at indsætte det ekstra strukturelle trist – tilståelsen – bliver mindst et af disse individer nød til at ofre sig selv til det falske fællesskab. Denne selvofring er scenariet konflikt – og det er en indre konflikt. Forringen om at ofre sig er per definition en urimelighed af dimensioner, men ikke en umulighed – og det er den hemmelighed Laaste døre ønsker at fortælle os. Hvilken betydning denne leg med det totalitære og forskellige former for fællesskaber indenfor spillets fiktion havde de fællesskaber vi opbygger udenfor spillets fiktion kan jeg ikke helt overskue pt. Og hvordan ofringen spiller ind er mig stadigvæk også ret udforståelig, men jeg er sikker på at man kan lærer meget om dansk politik siden 2001 ved at læse dette scenarie fra 1994. Tak Thomas.

Laaste døre infobox:
Forfatter: Thomas Munkholt
Skrevet til Fastastival 1994, den med Mark Rein·Hagen som æresgæst. Her vandt scenariet en Otto for bedste handouts.
Lagt op på Projekt R’lyeh og Alexandria som scenarie nummer 27

Er det første scenarie, der blev valgt til anmeldelse af læsegruppen.

Husk at læse Mortens, Simons og Frikards anmeldelser også.

BB Kampagne

der skal jo billeder med...

.

.

.

.

.

Den anden dag, da drengene og mig spillede lidt pappiratskibes krig, forslog Anders Frost et fantastisk koncept – nemlig en Blood Bowl-kampagne. Vi snakkede lidt om den nye warhammerverden, eller rette sagt jeg snakkede en del om den nye warhammerverden. Vi snakkede lidt om stemningen i warhammer også snakkede vi om mulighederne i en warhammer kampagne der var centret omkring et Blood Bowl-hold.

Læs videre “BB Kampagne”