Syv rollespil

Ok, måske kun seks så…

Folk bloger og facer lister over deres 7 mest spillede rollespilssystemer ever.

Der er nogen spil man spiller så meget at det må sige noget centralt om en.  Jeg tror det er derfor det er interessant for os at læse og ikke mindst skrive om hvilke syv rollespilssystemer man har spillet mest. Jeg forestiller mig at det betyder noget når Morten fortæller at han ikke har spillet særlig meget Vampire (to andre meget 90-00’er okkulte regelsystemer er hans nummer 3 og 6 mest spillede rollespilssystemer). Det giver god mening for mig at Pers liste er proppet med agent-artige/krimi spil som Call, VP, Fusion og Fiasco. Selvom jeg synes det er mærkeligt at ad&d eller d&d overhovedet ikke klare cuttet.

Asbjørns liste (facebook) udmærker sig primært ved at han har på under to år fået spillet så meget Apocalypse World at det er blevet hans andet mest spillede rollespilssystem. Wow. Jeg tror ikke andre har et indiespil så højt oppe på deres liste.

 

Min liste

#1 Vampire

Vampire kan handle om superhelte, der kun kan gå på gaden om natten og som går og drikker blod. Vampire kan være en smuk forfaldshistorie der udspiller sig individuelt, i kampagnens historie og i settingens metaplot. For mig har det altid mere handlet om levede historiske referencer i form af gamle vampyrbipersoner, om menneskelige relationer, om at finde sin plads i en verden af sympatiske monster (mine bipersoner er næsten altid sympatiske) og om kick ass vampyrevner end om det “okkulte”.

Vampire har for mig altid været en blanding af Hellboy og The West Wing/Deadwood. Vampire vil altid, for mig, være et super dejligt spil.

Samtidigt ramte spillet mig, da jeg har 16 år og spillets still og følelse passede perfekt til Johs’ mentale, sociale og hormonelle udvikling anno slut90er og start00er. Vampire var ikke min første rollespilskærlighed, men det har været min største.

#2 Warhammer

Jeg havde allerede spillet en del Warhammer inden vi spillede den der Warhammer-kampagne. Der er et utrolig langt spring fra nummer to til nummer tre på min liste.

Jeg elsker Warhammer-verden og jeg elsker elsker karriere-systemet. Det levelsystem er prop fyldt med fortællinger i sig selv. Det er så smukt. En Coachman, der udvikler sig til en Scout, der ender som Vampire Hunter er bare så meget sejere end en kriger med et par rangerlevels.

#3 Drager og Dæmoner

Var min første kærlighed. Jeg var blot en lille fyr, da jeg i en frisørsalon i Blokhus så  billedet af tyven og jeg var solgt! Efter det lavede jeg mine egne hjemmelavede systemer, spillede lidt Viking med min mor som spilleder, men det var blot en optakt. For som så mange af min generation fik jeg finger i Drager og Dæmoner. Wow! Alt for kort tid efter begyndte jeg at spille rollespil i rollespilsklubben TRoA og der mente man at man skulle spille ad&d. Jeg håber det også var en generation ting. Min redning bestod i, at jeg startede på efterskole skoleåret efter. Der spillede vi Drager og Dæmoner og GURPS, nok mest Drager og Dæmoner. Jeg gik på efterskole i to år og vi spillede ret meget rollespil.

Jeg har senere kørt kampagner i Drager og  Dæmoner. Det holder, der er noget med to-våben færdigheden som er mærkelig, men det holder.

#4 AD&D/D&D

Jeg kan jo godt lide D&D. Det er fedt at stige i levels og der er et hav af seje kampagn-settings. Settings som jeg godt nok ikke har spillet i, da vi mest spillede Dragonlance. Senere har jeg spillet i andre kedelige settings såsom fx Forgotten Realms eller kloner.

Jeg kan godt lige D&D – for det er jo fedt at stige i levels, men er resten ikke sådan lidt dumt?

#5 Mage

Jeg har spillet utrolig meget dårlig Mage. Mage kan sikkert være et godt spil, men ikke med de spilleder jeg har spillet med.

Har engang skrevet (først et også et andet) blogindlæg om hvor dårligt vores spil var. Til gengæld fik vi drukket åndssvagt meget kaffe med virkelig meget sukker og røget rigtig mange smøger. Good times.

#6 Basic World of Darkness (både det gamle og det nye)

Det er ikke et særlig godt system, men vi bliver ved med at bruge det. Vi har fx valgt at bruge det til vores nuværende kampagne. Det er ikke særlig smart når man tænker over det.

 

Fun Fact: Jeg har nok spillet flere spilgang med Basic World of Darkness end med Mage, men vores eftersom vores Mage-spilgange let kunne komme op på at blive 18 timer lange, så har jeg nok lagt flere timer ind i Mage.

 

#7 ?

Det er svært. Det kunne være GURPS (elsker magisystemet), det kunne være Call (hvem elsker ikke Call?), der kunne være Earthdawn (ikke min kop the) eller Savage Worlds (min kop the), men det er nok mere sandsynligt at jeg har glemt et system som jeg har spillet åndssvagt meget.

Burning Wheel uden bukser på

Jeg spiller BW (Burning Wheel) med Per, Peter og Uffe over Skype. Skype giver to fordele. For det første kan vi spille sammen selvom vi henholdsvis bor i Edinburgh, Viborg, Odense og København, for det andet bliver det ikke mærkeligt når jeg pga. varm stripper til boksers.

 

Ting tager længere tid over computeren så vi er stadigvæk i opstartsfasen. Men vi har efterhånden et ret godt koncept. En slags A Song of Ice and Fire kampagne, men sat i et mytisk Rusland. Per har lavet en meget sej national religion, hvor man tilbeder en brændende fugl! Desværre er vores adelsfamilie gået over til den nye tro – træjomfruen – der er mere sexet og inderlig (hvordan man ellers kan være mere inderlig end en brændende fugl!?).

Til gengæld har vores adelsfamilie en kobbermine og er lidt nyrig i det. Har købt sig indflydelse og status hos en ældre og mere respekteret fattig adelsfamilie. Vores familie er bygget op omkring Moderen. Som er familiens overhoved. Hun har været gift to gange. Vi har jammet lidt på spilpersoner. Per er GM. Peter er enten ældste bror i nummer to søskende flok eller en yngre bror i den ældste. Han står i alle fald ikke til at arve noget og har haft en lang soldaterkarriere. Uffe spiller Moderens mand (nr. to). Hvad han kan ved jeg ikke. Og jeg spiller storesøster fra første kuld. Jeg tror hun har styr på penge/kobberminen og meget troende (trædamen, ikke ildfuglen, desværre). Også synes jeg det er utrolig passende at min spilperson heller ikke har busker på, nu hvor jeg ikke har.

 

Nu skal jeg bare finde ud af hvordan man brænder (eg. laver) en spilperson i BW når man mest bare har bogen til hjælp.

 

Xroads: F2012

Jeg spilledte Pers Crossroads på Fastaval. Vi havde et fantastisk spil! Først var det meningen at jeg skulle være spiller på det, så var det meningen at jeg skulle være spilleder, så skulle jeg alligevel blot spille det som spiller – også på Fastaval var der alligevel brug for en spilleder og jeg sprang til.

Scenariet blev læst et par dage før jeg skulle spille det og jeg fik seje tips til hvordan det skulle køres af Frederik Johs. Jensen. Frederik havde allerede kørt det.

Crossroads er et story game med et Brødrene Cohen feel. Det er ret nemt at spille. Spilleren finder på hvad spilpersonen ønsker atgøre. Fortæller løs og på passede tidspunkt introducere spilleder og spiller en konflikt i fortællingen. Så bliver der slået terninger. Systemet er super simpelt og hjælper med at åben op for en videre fortælling. Det er alt sammen meget elegant.

Plottet er måske ikke helt så elegant. Det er overhovedet ikke dårligt, men lidt tænkt i det. Spilpersonerne har en motivation, som en djævle artig figur ”the man” kan opflyde for dem, hvis de gør en tjeneste for ham. Tjenesterne er ting a la spræng en butik i luften eller få et barn afhængig af stoffer. De hænger ikke sammen med spilpersonernes motivation eller spiller heller ikke op imod dem. Det kunne godt være mere elegant, men på den anden side var det heller ikke noget der på nogen måde ødelagde oplevelsen for os.

Selve spillet gik rigrig rigtig godt. Vi havde lidt svært ved at begrænse os. Det er meningen at hver spilperson ligesom skal udspille sin historie på igennem tre scener – vi brugte væsentlig flere og kom langt omkring i vores fortælling. Historien blev altså ikke så skarpt som Per havde tænkt den, men den blev alligevel utrolig fin og vi fik lavet en del fine, sjove og smukke scener.

Scenariet hedder Crossroads, fordi man fortæller fire forskellige historier (en for hver spilperson) som krydser indover hinanden, men som alligevel er adskilte forløb. Jeg ved at andre har haft svært ved lave disse krydser i deres historier. Vi gjorde det, at hver gang et sted eller person blev introduceret i en af fortællingerne, så skrev jeg navnet på cafeen, butikken eller mand osv. op på den tavle der var i spillokalet. Jeg fik også sat et par steger mellem disse navne undervejs. Det virkede godt og spillerne var gode til gribe tidligere introduceret steder og navne.

 

Vi havde et utrolig godt spil. En spiller havde kun prøvet rollespil på Fastaval og dette scenarie var tredje gang han prøvede rollespil. Han var helt vild med spillet. Det ramte både i tema, spilstil og han fik bragt nogle personlige erfaringer/problemstillinger ind i spillet på en elegant måde, der dog ramte dybt. Det var meget fint.

 

A Song of Mice

Som jeg skrev i min forrige post så vil jeg gerne lave en A Game of Thrones (AGOT) inspireret kampagne.

De to indiepiger Peter og Per mener vi bør spille det i en simpel version af Burning Wheel, evt. et Mouse Guard hack. Holdet har tidligere spillet Mouse Guard, så det er ikke helt åndssvagt. Desværre var vores Mouse Guard kampagne ikke så lykkelig. Jeg havde blandt andet svært ved at få politiske aspekter i spil – hvilket helt sikkert er min fejl, men det gør det ikke mindre problematisk. Det er især problematisk i en kampagne hvis fokus er politiske magtspil på højeste plan.

Samtidig ved jeg ikke helt hvordan Mouse Guard håndter at hovedpersonerne i AGOT ofte deres egne største fjender. Er det noget man ligger ind i tolkningen af fejlet slag? Og konflikter? Tyrion tabte orddysten, fordi han var lidt for smart ass i sine come backs. Ville det virke? Virker Mouse Guard sådan? Og hvor er Uffe når man har brug for ham?

Det er svært, men er jeg fristet. Om ikke andet så for at få lov til at hacke spilelementet ”Nature” i Mouse Guard.

Folk misforstår ofte hvad Nature er. Enten tolker de det som en form for klasse/profession eller også tolker de det moralsk. Jeg har ikke set et hack, hvor nature ikke er blevet misforstået. Grunden til misforståelse er at rollespilshackers er (for) dårlige til filosofi. I Mouse Guard giver nature kun mening som et heideggersk Das Man, det som Kierkegaards kalder bedsteborgeren. Das Man – er en personificering af det man jo gør:

Man står op og man går på arbejde hverdag. Man passer sit. Man taler pænt. Man skiller sig ikke ud.

Mouse Nature er det mus gør! Mus flygter. Mus klatter. Mus gemmer sig. Mus samler forråd. Det modsatte af Mouse Nature er et ideal: The Guard. Fordi vi har Das Man overfor Idealet og idealer tydeligvis har noget med moral at gøre, så kommer man let til at gå galt i byen og tolke Nature som noget moralsk. Det er det ikke. Det er ikke umoralsk at klatter eller samle forråd. Og det behøver det at flygte eller gemme sig helle ikke at være.

I et AGOT er Das Man alle de mennesker vi ikke læser om. Det er bønder og borger. De er ikke krigere. Er ligeglad med hvem der er konge og drømmer om en uendelige sommer. Det er med et engelsk ord The Common. Og sjovt nok ville jeg beholde 3 ud af 4 evnerne fra Mouse Guards Nature: nemlig gemme sig, flygte og samle forråd.

Hvad jeg skulle stille op med den der GMs/Players ture, som virkelig ikke virker for mig, hvordan jeg skulle ændre recruitment og hvad jeg skulle gøre med hele den rigide xps uddeling i slutningen af spilgangen, har jeg ingen idé om.