Syv rollespil

Ok, måske kun seks så…

Folk bloger og facer lister over deres 7 mest spillede rollespilssystemer ever.

Der er nogen spil man spiller så meget at det må sige noget centralt om en.  Jeg tror det er derfor det er interessant for os at læse og ikke mindst skrive om hvilke syv rollespilssystemer man har spillet mest. Jeg forestiller mig at det betyder noget når Morten fortæller at han ikke har spillet særlig meget Vampire (to andre meget 90-00’er okkulte regelsystemer er hans nummer 3 og 6 mest spillede rollespilssystemer). Det giver god mening for mig at Pers liste er proppet med agent-artige/krimi spil som Call, VP, Fusion og Fiasco. Selvom jeg synes det er mærkeligt at ad&d eller d&d overhovedet ikke klare cuttet.

Asbjørns liste (facebook) udmærker sig primært ved at han har på under to år fået spillet så meget Apocalypse World at det er blevet hans andet mest spillede rollespilssystem. Wow. Jeg tror ikke andre har et indiespil så højt oppe på deres liste.

 

Min liste

#1 Vampire

Vampire kan handle om superhelte, der kun kan gå på gaden om natten og som går og drikker blod. Vampire kan være en smuk forfaldshistorie der udspiller sig individuelt, i kampagnens historie og i settingens metaplot. For mig har det altid mere handlet om levede historiske referencer i form af gamle vampyrbipersoner, om menneskelige relationer, om at finde sin plads i en verden af sympatiske monster (mine bipersoner er næsten altid sympatiske) og om kick ass vampyrevner end om det “okkulte”.

Vampire har for mig altid været en blanding af Hellboy og The West Wing/Deadwood. Vampire vil altid, for mig, være et super dejligt spil.

Samtidigt ramte spillet mig, da jeg har 16 år og spillets still og følelse passede perfekt til Johs’ mentale, sociale og hormonelle udvikling anno slut90er og start00er. Vampire var ikke min første rollespilskærlighed, men det har været min største.

#2 Warhammer

Jeg havde allerede spillet en del Warhammer inden vi spillede den der Warhammer-kampagne. Der er et utrolig langt spring fra nummer to til nummer tre på min liste.

Jeg elsker Warhammer-verden og jeg elsker elsker karriere-systemet. Det levelsystem er prop fyldt med fortællinger i sig selv. Det er så smukt. En Coachman, der udvikler sig til en Scout, der ender som Vampire Hunter er bare så meget sejere end en kriger med et par rangerlevels.

#3 Drager og Dæmoner

Var min første kærlighed. Jeg var blot en lille fyr, da jeg i en frisørsalon i Blokhus så  billedet af tyven og jeg var solgt! Efter det lavede jeg mine egne hjemmelavede systemer, spillede lidt Viking med min mor som spilleder, men det var blot en optakt. For som så mange af min generation fik jeg finger i Drager og Dæmoner. Wow! Alt for kort tid efter begyndte jeg at spille rollespil i rollespilsklubben TRoA og der mente man at man skulle spille ad&d. Jeg håber det også var en generation ting. Min redning bestod i, at jeg startede på efterskole skoleåret efter. Der spillede vi Drager og Dæmoner og GURPS, nok mest Drager og Dæmoner. Jeg gik på efterskole i to år og vi spillede ret meget rollespil.

Jeg har senere kørt kampagner i Drager og  Dæmoner. Det holder, der er noget med to-våben færdigheden som er mærkelig, men det holder.

#4 AD&D/D&D

Jeg kan jo godt lide D&D. Det er fedt at stige i levels og der er et hav af seje kampagn-settings. Settings som jeg godt nok ikke har spillet i, da vi mest spillede Dragonlance. Senere har jeg spillet i andre kedelige settings såsom fx Forgotten Realms eller kloner.

Jeg kan godt lige D&D – for det er jo fedt at stige i levels, men er resten ikke sådan lidt dumt?

#5 Mage

Jeg har spillet utrolig meget dårlig Mage. Mage kan sikkert være et godt spil, men ikke med de spilleder jeg har spillet med.

Har engang skrevet (først et også et andet) blogindlæg om hvor dårligt vores spil var. Til gengæld fik vi drukket åndssvagt meget kaffe med virkelig meget sukker og røget rigtig mange smøger. Good times.

#6 Basic World of Darkness (både det gamle og det nye)

Det er ikke et særlig godt system, men vi bliver ved med at bruge det. Vi har fx valgt at bruge det til vores nuværende kampagne. Det er ikke særlig smart når man tænker over det.

 

Fun Fact: Jeg har nok spillet flere spilgang med Basic World of Darkness end med Mage, men vores eftersom vores Mage-spilgange let kunne komme op på at blive 18 timer lange, så har jeg nok lagt flere timer ind i Mage.

 

#7 ?

Det er svært. Det kunne være GURPS (elsker magisystemet), det kunne være Call (hvem elsker ikke Call?), der kunne være Earthdawn (ikke min kop the) eller Savage Worlds (min kop the), men det er nok mere sandsynligt at jeg har glemt et system som jeg har spillet åndssvagt meget.

Collectors editions

Jeg husker, at jeg i 1998 synes min GM Storyteller Per Møller var tåbelig da han købte Vampire: The Masquerade (Collectors Boxed Set) (Limited Edition). På det tidspunkt var jeg også vegetar, hvilket betød at jeg generelt fandt ting af læder helt tåbelige. Per var goth og de havde et lidt andet syn på huden fra døde køer. Den primære grund til jeg synes Per var tåbelig var dog ikke bogindbindingen, men mere fordi jeg ikke synes White Wolf havde gjort nok ud af den der collectors edition.

Du kan se den her på amazon
Du kan se den her på amazon

I det punkmiljø jeg befandt mig i slut90erne fandtes der masser af collectors edition udgivelser af LPer, EPer, CD’er eller bånd. Min ven Lars malede fx to billeder (et rød og et blå) og lavede omkring 75 båndcovers af hvert af billederne. Sådan at hvis man havde alle de blå eller røde covers kunne man se hele billedet. Jeg købte en EP, hvis cover var to stykker træ (finerplader) samlet med to stykker elestik. Fordi vi ofte har lige så små eller mindre oplag end senpunken har/(havde?) , så er det oplagt at vi gjorde noget af det samme i rollespilsmiljøet. Det har vi også gjort. Her hjemme især i forbindelse med scenarier. Blot for at nævne et så bestod Sanne Harders Felicias fortælling af tre kaldehæfter og kinabøger, nogle bolser, en sten(?) og konkylie i en papæske. Derudover er alle de scenarier som har haft handouts med, men det er ligesom noget andet.

Af udgivelser bør Glædelig jul onkel Hubert! nævnes. Købescenariet kom i en VHS-kassette i den var der (udover teksten) gran og julebag.

Jeg ved ikke om Onkel Hubert! slår Bookhounds of London Collectors Editions, men Bookhounds ser også pæn sej ud. Især fordi den er så DIY.

Fastaval 1998

The year of Lars Vilhelmsen.

Jeg går i 1. HF på Aalborg Katedralskole og er en fandens karl. Provinsautonom og spiller Vampire i TRoA. Nogle TRoAfolk skal på Fastaval og jeg skal da med. Har jo ligesom været der før, ikke?

På ’val møder jeg Lars Vilhelmsen, som jeg kender igennem hans ekskæreste Anne KK. Anne går jeg i klasse med, men hun var også værelsekammerat med min ekskæreste Clara, da de gik på efterskole sammen. Så Lars har mødt hinanden før, men vi har aldrig rigtig snakket sammen før. Det gør vi på Fastaval, fordi vi begge er tilmeldt vegetarmad. Det år er der så få vegetarer at vi vegetarerne spiser ved samme bord nede i køkkenet og selv er med til at bestemme ugens menu. Jeg husker det som vildt god mad og selskab. Under en af disse middage fortæller Lars om hans nye kæreste Anne (Vestergaard) og hvordan de e-mailer til hinanden. Det er sjovt, fordi Lars og Anne bliver sammen og er storesøster til min kæreste Maj. For resten har jeg allerede halvandet år inden været sammen med Maj første gang, men den forbindelse bliver først tydelig mange år efter.

1998 er et bedre år socialt end 1996, ikke mindst fordi jeg udover at få gode con-bekendtskaber også er del af en god TRoAklike. Det er en Fastaval fuld af oplevelser. Desværre husker jeg også en noget pinlig episode, hvor jeg forsøger at scorer en smuk kvinde. Det var i de tider, hvor der stadigvæk var lidt for lidt kvinder på Fastaval, så jeg husker det som om vi er nogle stykker der forsøger samtidigt. Pinligt. Jeg spiller også et Mafia Helcon som ikke er opgivet på Alexandria, men går ikke rigtig op i det.

.

Rollespil:

(Se programmet her)

Jeg husker Greenpeace 2056 som helt utrolig dårligt. Vi spiller med forfatteren og han kan ikke rigtig huske scenariet. Samtidigt er det et af de scenarier, hvor man skal gætte, hvad forfatteren vil havde en til at gøre for at komme videre i handlingen og det virker som om scenariestrukturen ikke helt hænger sammen. Da en af de andre spillere er nød til at forlade spillet, fordi han skal til magicturnering, er jeg med til at insistere på at vi virkelig ikke kan spille videre uden ham.

Til hverdag spiller jeg Vampire med Per Møller og Christian Nørgaard (ham fra Aalborg). De har lavet livet varulvelivet Ik’ mer pis! Jeg spiller autonom og keder mig ret meget. Selvom en del andre er glade for scenariet skal der gå mange år før jeg fatter at det er genren live som ikke virker for mig. Tror i dag at det for sin tid var et ok live, men at jeg nok bare ikke er liver.

Jeg har åbenbart valgt scenarier i alfabetisk rækkefølge for det næste scenarie jeg husker at havde spillet kommer lige efter de to andre (Greenpeace 2056, Ik’ mer pis!) i det oprindelige program. Det er Le Dernier Combat og min største oplevelse på valen. Da vores spilleder har været nødt til at forlade con’en finder infoen en ny spilleder, der altså ikke har læst scenariet. Han bruger to gange en halv time til at læse scenariet. En før vi gik i gang og en efter anden akt. Derudover spiller han røven ud af bukserne, så selvom han ikke lige kender alle detaljerne i scenariet er det super fedt.

Jeg spillede åbenbart kun tre scenarier og så alligevel ikke for jeg var også drive by npc i Max’ Var det narkoen eller kvinder… Scenariet der er en slags talk show og spillederen tog mig og andre der bare kom forbi på gangen ind for at være publikum. Vi stillede nogle spørgsmål og spillede på den måde med i et lille stykke tid.

Ellers var jeg med på banketten, hvor jeg diskuterede politik med en eller anden borgerlig rollespiller. Jeg husker det som en god oplevelse, men der skulle alligevel gå en del år før jeg tog på Fastaval igen.