Det virker! Fuck yes, det virker!
Alex, Peter, Kamilla, Asbjørn og jeg mødes og testede scenariekonceptet til Fastaval 2014 i går. Det gik som sagt godt. Vi blev på ingen måde spillet hele scenariet igennem, men vi fik lavet et en fin lille historie som vi brugte tre timer på at spille.
Og vi fik prøvet tre af scenariets grundelementer af. Vigtigt. De tre grundelementer, vi afprøvende er disse “hjælp”midler:30 sølvpenge som narrativ og spilmekanisk handout
- 30 sølvmønter som narrativ og spilmekanisk handout
- Mine oplæg til spilpersoner
- Berettermodellen som spilbræt
30 sølvmønter som narrativ og spilmekanisk handout
Historien starter med et mord. To unavngivne tyv-morder står henover liget og finder 30 sølvmønter. Det her sølvmønternes historie. Morderne bruger sølvmønterne til bestikke Morgan Coby, en byvagt, og senere bruger Morgan Coby selv nogen af sølvmønterne til at bestikke en jurist. Imellem de to bestikkelsesscener sker der en helt masse og mange mønter skifter hænder.
Vi fandt ud af at:
- Sølvmønterne følger spilleren, ikke spilpersonerne. Så når man spiller en biperson og får nogen sølvmønter, så kan man godt bruge dem når man spiller en ny biperson.
- Vi spiller systemløst, hvis spilpersonen bør kunne gøre noget (i kraft af det spilpersonen er), så kan spilpersonen det. Men! hvis der ikke er en grund til at spilpersonen bør kunne noget, så kan spilpersonen det selvfølgelig ikke. Øv, for den. Heldigvis har spilpersonen nogen kontakter, som kan betaltes for at hjælpe den. På den måde skrifter sølvmønterne hænder.
- Med sølvmønter kommer problemer: Den der har flest sølvmønter skal udfordres mest.
Spilpersonerne
Imens vi følger sølvmønterne rundt i Narzula Citys underverden spiller spillere forskellige bipersoner, indtil en spiller finder en biperson som denne holder af og ophæver bipersonen til hovedperson. Jeg fik åndssvagt meget input til hvordan bipersonerne skulle skrives og hvordan der kunne komme fede konflikter i spil med dem. Skulle konflikterne skrives åbent på spilpersonerne? Skulle de skrives i scenarieteksten? Eller noget helt tre?
Derudover var der hvor meget tekst og hvordan skulle teksten være? Jeg havde skrevet meget meget tynde spilpersoner.
Vi kom frem til noget i stil med:
Byvagten Morgan Coby:
[en tegning]
Åbenhjertige og voldelige Coby er lovens repræsentant i bedelen de fem finger. Han er politi, dommer og, til tider, bøddel. Men er han selv hævet over loven.
Der skal stadigvæk arbejdes på formen, men noget i den stil. Derudover skal jeg passe på ikke at gøre spilpersonerne for komiske.
Noget der virkende rigtig godt for os var at spilpersonerne var så enkle at jeg kunne lave flere undervejs i spillet. Det skal nok være et par blanke spilpersoner som spillerne kan jamme frem i det færdige scenarie.
Berettermodellen som spilbræt
Det er meningen at når en spiller spiller en biperson som spilleren kan lide, så kan spilleren tag biperson og ophæve den til sin hovedperson. Hovedpersonerne bliver sat i et spilbræt over berettermodellen og får deres egen historie at udspille. Vi diskuterede om det var en darling. Det er det måske, men jeg kan ikke dræbe den. Vi diskuterede om der var tid til at spille fire spilpersoners egne historier. Her fandt vi ud af at det er en god idé at sætte et tidspres på spillerne – i fiktionen. Alex foreslog idéen om at hele scenariet udspiller sig på en nat (og derfor ved spillerne at de skal skynde sig igennem deres historie når vi er henimod morgen). Ydermere er det en fin reference til Mikkels fantastiske A Day in the Life.
Det var en spiltest af konceptet og konceptet holder.