Death of a spilperson

Spilpersoner dør i ny og næ. I nogen kampagner mere end andre. De sidste to indlæg på Mortens blog handler om spilgange, hvor der døde spilpersoner. I den seneste indlæg om det interessante Dungeon Crawl Classics dødede der ikke mindre end 10 spilpersoner, men her havde spillerne også 4 spilpersoner hver til at starte med.

Det virker ikke til at de andre spilpersoner reagerer særlig meget på at deres venner bliver brændt op af staturer med flammekaster formularer. Det er blot en del af spillet at nogen dør og andre overlevere. Der er jo ligesom en grund til at man starter med 4 spilpersoner hver. I det forrige indlæg ”Curse of Strahd – Sæsonafslutning” dødede der også en spilperson. Denne gang nekromantikeren Ezra, som jeg går ud fra er blevet spillet en del spilgange, og her var spillet efterfølgende anderledes og mere fokuseret omkring spilpersonens endeligt.

Fra Mortens blog:

Netop som den sidste bersærker hugges ned, ånder troldmanden ud, og der ingenting hans venner kan gøre for at hindre det. Lille Lucian kommer rendende og grædende beder han Ezra vågne igen. Ezra vågner ikke.

Den nat samler gruppen brænde ind og tager afsked med deres ven med et mægtigt ligbål, og Lucian arver Ezras tryllebog. Imens begynder Peter at gøre en ny karakter klar.

Men vi kunne jo faktisk ikke lide ham

I vores Warhammer kampagne blev Renés spilperson Erwin Veit dræbt af farlige Skavens med guns. Selve spilgangen var meget handlingspakket og derfor fik vi ikke en scene, hvor de andre spilpersoner forholdte sig til Erwins endeligt. Vi ha pga. en række aflysninger kun spillet en spilgang efter og der blev snakket om at Erwin var død – Lars’ spilperson Wolfgang Rottefænger gemte sig i kloarken under kampen, fordi Lars ikke var der til spilgangen og det gav mening at rottefængeren ville gemme sig der.

Hverken Wolfgang eller de andre spilpersoner tog særlig meget på vej over Erwins død OG det ville sikkert også være upassende. For det første var spilpersonerne på flygt i deres egen by, der er blevet indtaget af rottemændene og nødt til at finde en semisikker position, hvorfra de kan kampe tilbage. Dernæst var der nok ikke nogen som kunne lide Erwin. De var vokset op med ham og havde en på den måde en følelsesmæssigt forbindelse til ham, men han var også et fjols. Og der blev både in game og off game fortalt historier om Erwin (hvor René deltog off game).

Det er interessant hvordan vi i spil forholder os til spilpersonernes endeligt. Jeg tror ikke der er en bestemt form for hvordan det skal håndteres, men det er en særlig udfordring at få det i spil på en god og passende måde.

Troldmandsskolen

En anden kampagneidé er: Troldmandsskolen.
Ideen er helt enkel: Man spiller en flok unge der går på en magiskole, hvor de lære, ja, magi.

Det kunne virke. Det har virket for Morten i denne kampagne.

Spørgsmålet er om man skal lave kampagnen i urban fantasy (altså okkult nutid) med Dresden Files som system (det er Fate og det skulle være virkelig godt) eller om det skulle være fantasy med Drager og Dæmoner som system (deres magisystem funger rigtig godt til et skole set up med forskellige fag – fordi man først lære en “skole”, altså teorien fra bag en bestemt type magi og jo mere man kan af den, jo billigere er det at blive god til spells indenfor den magiskole).

Karakterløst rollespil

Definitioner provokere mig. Som den gode akademiker jeg (trods alt) er så får jeg lyst til at udfordre definitioner når jeg møder dem.

Det samme gælder når Morten skriver:

At spille rollespil er ikke at administrere regelsystemet, det er ikke at kæmpe kampe, og det er ikke at rollespille. At spille rollespil er det at interagere med fiktionen gennem karaktererne. Det er at erklære karakterernes handlinger og høre spilleders respons, som giver nyt materiale at spille rollespil over.

 

Jeg mener fx ikke at karakter er særlig vigtige i et rollespil som MicroScope og at man ikke skal hacke spillet særlig meget for helt at undgå karakter. Vi kan selvfølgelig diskutere om det så er rollespil, men eftersom vi bruger rollespil som hovedbetegnelse for mange former for fortællerspil, 1. personskrigsspil og mere klassisk rollespil, synes jeg det ikke er et særlig godt modargument.

Fokuset på karakterne er helt sikkert det der skabte overgang fra 70ernes krigsspil og de første rollespil, men måske er tiden inde til at lave det første karakterløste rollespil? Jeg tænker et socialt setting- og historieskabende fortællerspil.

Fra Uffes karlsklippe

Men måske findes det allerede?

1000 Stremmer, men ingen larm

Jeg er fan af Morten Greis’ blog Stremmen fra Ådalen. Ikke mindst fordi Morten skriver indlæg af en høj kvalitet. Morten skriver også mange indlæg, 1000, siger han. Hvilket er vanvittigt.

Personligt, mener jeg, at Mortens Troldmandskampagne er det bedste jeg har læst om rollespil. Læs det.

Min Sortforsyning er, hvis jeg husker rigtigt, omkring et par år ældre end Mortens blog, men jeg har “kun” nået op på 599 indlæg (medregnet det her) og mine indlæg er væsenlig kortere end Morten. I forbindelse med det 1000’ende indlæg, overvejer Morten om han skal tage sine rollespilsskriverier over på andre digitale platforme (primært overvejer Morten Facebook). Personligt ville jeg synes det var synd, hvis Stremmen, blev en fast del af Facebooks lyd- og meningshav, men jeg kan godt forstå at Morten, som primært er en ordmand (og ikke billedemand/layoutmand) tænker at Facebook mediet er bedre til at komme ud med sine tanker om rollespil. Facebookpages og -grupper er ret ens og jeg ville aldrig bruge det som en personlig blog, fordi det grafisk er ret ligegyldigt i sin enshed, men jeg er ikke Morten.

Det er dog ikke den primære grund til at jeg blogger fremfor at skrive om rollespil på Facebook. Den primære grund er at rollespil både er en meget stor del og en meget lille del af mit liv. Det er uden sammenligning min ynglingshobby og fordi det er min hobby, så har jeg aldrig haft lyst til gøre det til en levevej eller en central del af min offentlige fremstilling af min person. Jeg har det rigtigt godt med at Facebook-Johannes, ikke indeholder særlig meget af rollespils-Johannes. Så er der nemlig mere plads til sjove-Johannes og Se-jeg-har-børn-Johannes på Facebook. Jeg har det også godt med at det ikke er svært at finde denne blog og rollespils-Johannes på internettet. Mine tanker om rollespil er ikke hemmelige, men noget særligt, som jeg ikke ønsker at pushe, men gerne vil dele 😀

Derfor vil jeg rigtig gerne ha’ en kommentar når du har læst noget jeg har skrevet, men selvom du ikke skriver bliver jeg nok hængende og udgiver et eller andet om rollespil fra ting til anden.

 

Syv rollespil

Ok, måske kun seks så…

Folk bloger og facer lister over deres 7 mest spillede rollespilssystemer ever.

Der er nogen spil man spiller så meget at det må sige noget centralt om en.  Jeg tror det er derfor det er interessant for os at læse og ikke mindst skrive om hvilke syv rollespilssystemer man har spillet mest. Jeg forestiller mig at det betyder noget når Morten fortæller at han ikke har spillet særlig meget Vampire (to andre meget 90-00’er okkulte regelsystemer er hans nummer 3 og 6 mest spillede rollespilssystemer). Det giver god mening for mig at Pers liste er proppet med agent-artige/krimi spil som Call, VP, Fusion og Fiasco. Selvom jeg synes det er mærkeligt at ad&d eller d&d overhovedet ikke klare cuttet.

Asbjørns liste (facebook) udmærker sig primært ved at han har på under to år fået spillet så meget Apocalypse World at det er blevet hans andet mest spillede rollespilssystem. Wow. Jeg tror ikke andre har et indiespil så højt oppe på deres liste.

 

Min liste

#1 Vampire

Vampire kan handle om superhelte, der kun kan gå på gaden om natten og som går og drikker blod. Vampire kan være en smuk forfaldshistorie der udspiller sig individuelt, i kampagnens historie og i settingens metaplot. For mig har det altid mere handlet om levede historiske referencer i form af gamle vampyrbipersoner, om menneskelige relationer, om at finde sin plads i en verden af sympatiske monster (mine bipersoner er næsten altid sympatiske) og om kick ass vampyrevner end om det “okkulte”.

Vampire har for mig altid været en blanding af Hellboy og The West Wing/Deadwood. Vampire vil altid, for mig, være et super dejligt spil.

Samtidigt ramte spillet mig, da jeg har 16 år og spillets still og følelse passede perfekt til Johs’ mentale, sociale og hormonelle udvikling anno slut90er og start00er. Vampire var ikke min første rollespilskærlighed, men det har været min største.

#2 Warhammer

Jeg havde allerede spillet en del Warhammer inden vi spillede den der Warhammer-kampagne. Der er et utrolig langt spring fra nummer to til nummer tre på min liste.

Jeg elsker Warhammer-verden og jeg elsker elsker karriere-systemet. Det levelsystem er prop fyldt med fortællinger i sig selv. Det er så smukt. En Coachman, der udvikler sig til en Scout, der ender som Vampire Hunter er bare så meget sejere end en kriger med et par rangerlevels.

#3 Drager og Dæmoner

Var min første kærlighed. Jeg var blot en lille fyr, da jeg i en frisørsalon i Blokhus så  billedet af tyven og jeg var solgt! Efter det lavede jeg mine egne hjemmelavede systemer, spillede lidt Viking med min mor som spilleder, men det var blot en optakt. For som så mange af min generation fik jeg finger i Drager og Dæmoner. Wow! Alt for kort tid efter begyndte jeg at spille rollespil i rollespilsklubben TRoA og der mente man at man skulle spille ad&d. Jeg håber det også var en generation ting. Min redning bestod i, at jeg startede på efterskole skoleåret efter. Der spillede vi Drager og Dæmoner og GURPS, nok mest Drager og Dæmoner. Jeg gik på efterskole i to år og vi spillede ret meget rollespil.

Jeg har senere kørt kampagner i Drager og  Dæmoner. Det holder, der er noget med to-våben færdigheden som er mærkelig, men det holder.

#4 AD&D/D&D

Jeg kan jo godt lide D&D. Det er fedt at stige i levels og der er et hav af seje kampagn-settings. Settings som jeg godt nok ikke har spillet i, da vi mest spillede Dragonlance. Senere har jeg spillet i andre kedelige settings såsom fx Forgotten Realms eller kloner.

Jeg kan godt lige D&D – for det er jo fedt at stige i levels, men er resten ikke sådan lidt dumt?

#5 Mage

Jeg har spillet utrolig meget dårlig Mage. Mage kan sikkert være et godt spil, men ikke med de spilleder jeg har spillet med.

Har engang skrevet (først et også et andet) blogindlæg om hvor dårligt vores spil var. Til gengæld fik vi drukket åndssvagt meget kaffe med virkelig meget sukker og røget rigtig mange smøger. Good times.

#6 Basic World of Darkness (både det gamle og det nye)

Det er ikke et særlig godt system, men vi bliver ved med at bruge det. Vi har fx valgt at bruge det til vores nuværende kampagne. Det er ikke særlig smart når man tænker over det.

 

Fun Fact: Jeg har nok spillet flere spilgang med Basic World of Darkness end med Mage, men vores eftersom vores Mage-spilgange let kunne komme op på at blive 18 timer lange, så har jeg nok lagt flere timer ind i Mage.

 

#7 ?

Det er svært. Det kunne være GURPS (elsker magisystemet), det kunne være Call (hvem elsker ikke Call?), der kunne være Earthdawn (ikke min kop the) eller Savage Worlds (min kop the), men det er nok mere sandsynligt at jeg har glemt et system som jeg har spillet åndssvagt meget.