Skal vi spille fjenden?

Jeg har altid været fascineret af fiktion, der bliver fortalt igennem forskellige perspektiver of fortællerstemmer. Hvis det laves godt, så belyser de forskellige perspektiver meget forskellige ”takes” på handlingen. Det er bl.a. dette greb som A Song of Ice and Fire-bogserien bedre og nuanceret end så meget andet fantasy. I film skabes det i de rigtig gode ensemblefilm, såsom Short Cuts og Magnolia. Nogen tv-serier gør det også rigtig godt, fx mener jeg at The Wire til dels formår det og Per Flys Forestillinger fra 2007 gør det rigtig godt.

Rollespil kan selvfølgelig også noget med perspektiver, hvilket særligt Mikkel Bækgaard og traditionen efter ham har undersøgt i en række fantastiske scenarier, her synes jeg at især Chiaroscuro, A Day in the Life, Løgstør, Vasen, Dyst, 15 Mand og Heksefeber gør det rigtig godt, men der bør sikkert nævnes flere (brug gerne kommentarfeltet til det).

Perspektiver og spillet mellem forskellige perspektiver kan noget, men jeg har næsten aldrig brugt det i kampagnerollespil. Måske fordi jeg har spillet alt for lidt Ars Magica, hvor hver spiller som minimum styrere et par bipersoner udover sin hovedperson-troldmand.

Sabbat crusades

I Vampire podcasten 25 years of vampire the masquerades afsnit 14 om The Storytellers Handbook to Sabbat beskriver værterne fordele ved at samme hold spillerne både spiller et Camarilla Coterie og et Sabbat Pack, hvis man ønsker at udspille et Sabbat crusade (altså et Sabbat angreb på en Camarilla by). Jeg tror ideen er at Sabbat packet er dem vi følger mest i denne sammenhæng, da det er dem som er historiens primære aktører, men principielt skifter man mellem at spille Camarilla den ene uge og Sabbat den næste.

Skaven infections

I min Warhammer spilgruppe spiller vi pt. anden sidste kapitel i købekampagnen Terror in Talabheim. Det er, spoiler spoiler, en dejlig historie om hvordan Talabheim bliver angrebet og besat af Skavens. Vi har spillet ret meget som den er skrevet, udover at vores start på kampagnen var lidt anderledes, fordi vi faktisk var gået i gang med en anden (hjemmelavet) kampagne. Derfor er handlingen også flyttet fra Talabheim til Carroburg, men ellers er den – næsten – spillet som den står skrevet.

Imens vi spillede den overvejede jeg om jeg skulle lade spillerne spille skavens undervejs – altså udover deres normale spilpersoner. Min ven Martin Svendsen har nemlig tidligere gjort det med stort held. Det fik vi ikke gjort, fordi jeg kom i tanke om det for sent i forløbet til at det ville være rigtig fedt. Hvis jeg skulle spille Terror in Talabheim en anden gang, så ville lave skaven npc’er som spillerne skulle i ny og næ. Jeg ville nok også lade handlingen foregå i Talabheim, men det er en anden historie.

Spil det andet perspektiv

I modsætning til Mikkels scenarier og Ars Magica (og Ars-inspireret spil), hvor en spiller en af de andres tjenere eller npc-venner, så er jeg overbevist om at spil, hvor man spiller fjender kan noget helt særligt. Jeg har desværre bare ikke spillet et, men indtil nogen sætter en sådan kampagne op for mig, må jeg jo gøre det selv. Selvom spillederoplevelsen og spilleroplevelsen er forskellig, så sidder jeg alligevel og overvejer i hvilke kampagneideer man kunne gøre brug af fjendeperspektivet.

Shortlist: Warhammer

Terror in Talabheim, nu hvor man også spiller Skavens. Det er en sjov idé med Skavens, men så god er kampagnen heller ikke at jeg har lyst til at spille den igen. Alternativt kunne man skrive nogen scener fra Skavenslayer romanen ind i en og man kunne spille den i stedet for “Something Rotten in Kislev” i en ”The Enemy Within”-kampagne, som Glen foreslår. Sandsynligheden for at det kommer til at ske er ikke voldsom stor.

Shortlist: Vampire

I min kommende Vampire-kampagne, kan jeg uden at afsløre alt for meget, kommer der nok til at være konflikter med Sabbatten i en eller anden form. Der kunne derfor godt være en periode, hvor spillerne også spillede Sabbat-vampyrer. Men eftersom det er mit mål at kampagnen skal afsluttes på et tidspunkt og ikke køre for evigt. Og eftersom spillerne som minimum kommer til at spille tre generationer af vampyrer (hinandens sire, childer og grandchilder) plus hinandens gouls og what dont, så behøver de måske ikke også spille et Sabbat Pack. Vampire-kampagnen er også historien om tre blodlinjer/vampyrfamilier – og det ville næsten være synd, hvis Sabbat-vampyrerne ikke var en del af disse fortællinger på en eller anden måde. Det ville gøre det hele lidt mere komplekst, ikke nødvendigvis dårligt, men mere komplekst.

So everybody?

I virkeligheden kan man lave ”vi spiller vores fjender”-set up’et i en del kampagner, hvor der er en gruppe interessante fjender. Her er Sabbat og Skavens er ret perfekte, fordi de er ret interessante grupper, som der er kastet en masser kærlighed i fra rollespilsforfattere.

Hvis du prøvet at spille en kampagne, hvor man også spillede fjenden, så del meget gerne dine erfaringer.

[Dec. 4] <3 Systemløst

I år vil jeg lave en julekalender, hvor jeg hver dag præsenterer et rollespilssystem som jeg har spillet og som jeg holder af.

I dag, d. 1., er det:

Systemløst Rollespil

Jeg husker det ikke med sikkerhed, men jeg tror at jeg mødte systemløst rollespil første gang på min første Fastaval i 1996, men eftersom jeg allerede havde taget på en række TRoA-con’er (der var to om året, så det løb hurtigt op) kan jeg godt havde mødt systemløst før 1996. Fire ud af mine 12 scenarier er systemløse (og tre af dem har jeg skrevet sammen med andre). På mange måder må jeg altså anerkende min barnlige glæde ved rollespils systemer. Når det er sagt har jeg haft mange fantastiske oplevelser i systemløse scenarie og det både som spiller og spilleder. Især nogen* af Mikkels scenarier (som altid er systemløse) kan jeg huske som vidunderlige, men også mange andre scenarier.

Det er min erfaring at systemløse scenarier virker fint og ofte bedre end systemscenarier på coner – og især hvis der er tænkt over hvordan man bruger det systemløse.

Jeg elsker Mikkels scenarier* og er glad for systemløst.

*) Her tænker jeg på ChiaroscuroA Day in the LifeLøgstørVasen og Bette Liverpool.

 

Mikkel Bækgaards Fantasy Tema

Mikkel Bækgaard er smuk mand, men eftersom jeg ikke har rettigheder til billeder af ham, så får I en tegning af ham. Det nedenstående er ikke et citat fra ham.

“Det eneste, du behøver, er at skrive én sand sætning”

“Skriv den sandeste sætning, du kender”

Skrev ham macho-forfatteren kort tid inden skød sig med et jagtgevær. Jeg tror Hemingway havde ret, da han skrev det.

Den ene sande sætning, der indleder mit arbejde med Mikkel Bækgaards Fantasy Gangster* er:

”Vi har brug for andre til at nå det vi vil, men de andre vil også noget”

Det er mit tema. Det bliver et pisse godt scenarie.

*) Mikkel Bækgaards Fantasy Gangster er blot en arbejdstitel.

Min scenarieskrivproces

Jeg har arbejder et scenarie. Det er fantasy og sat i samme setting som Jonas Hjorts Fantasy Gangster. Jeg har også skrevet om den her. Jeg forstiller mig at jeg snart er klar til en proof of concept spiltest. Det kan gå virkelig galt. Sidst jeg så tidligt var så langt med et scenarie gik jeg død i det og fik ikke afleveret.

Måske fordi det blev for kedeligt at skrive. Jeg kan godt lide at jeg ikke kender scenerne eller hvor mit scenarie er på vej hen når jeg skriver det. Det ville sikkert blive et bedre scenarie, hvis jeg tænkte det igennem og gennemskrev det flere gange, men det kan jeg simpelthen ikke. Når jeg skriver scenarier er min primære drivkraft min lyst til at opdage det rollespil, som jeg skriver. At skrive uden lyst virker ikke for mig.

 

Det skal jeg altså tænke ind i min skriveproces. Det ukendte og det spændende. Samtidig har jeg tænkt mit næste scenarie utrolig meget igennem. Det er åndssvagt sejt. Det bedste af Mikkel Bækgaard og en Warhammerkampagne jeg spillede med Lars Vensild engang, men mest Mikkel Bækgaard. Mikkel Bækgaards Fantasy Gangster?