Tag-arkiv: Martin Svendsen

Setting <3

Jeg elsker de gode unikke settings og holder meget af selv mindre originale settings. Der findes masser af dårlige og direkte åndssvage settings, men jeg er ret tålmodig når der kommer til verdensbeskrivelser. Meget mere tålmodig end jeg er med karakter i de historier, hvor også verden bliver malet frem.

Hvor ofte læser man ikke fantasy, hvor settingen er fed, men hovedpersonerne er trælse? Umiddelbart springer serier såsom Kingkiller Chronicles og Harry Potter frem. Gode og interessante verdener. Irriterede nævenyttige hovedpersoner. Suk, men det er en anden historie.

Jeg har tidligere lavet en top 13 over inspirerende bøger til fantasy rollespil og her er det nok især verdenerne som tænder mig, men der er så mange flere end dem fra bøgerne. Men der er mange settings i mange medier. Helt oplagt er der en masse fede rollespilssettings: The Old World (WFRP) og World of Darkness (V:tM) er måske dem jeg kender bedst, men jeg holder også meget af Mythic Europe, Athas, Pendragons England,

Jeg kan ikke læse en tegneserie som DMZ uden at tænke ”Manner, det kunne være en fed Apocalypse World setting”, men jeg har tidligere brændt nallerne på en anden tegneserie med en fed setting og et indiespil, nemlig Mouse Guard. Setting er desværre ikke nok.

Fed setting, mindre fed kampagne

Ikke nok med at jeg holder meget af at udforske andres verdener i fiktion, så holder jeg også meget af at bygge verdener til rollespil. Igen med forskelligt held.

Providence 1938

Der var vores superhelte call’ish savage gangster-kampagne, hvor jeg på en eller anden måde fik lavet en flaskehalse varulv.

A song of…

I vores Song of Mountain and Riverland (gæt selv en bog-serie den var inspireret af), hvor vi byggede forhistorie ved at spille Microscope og byggede adelshuse ved hjælp af terningeslag. Jeg tegnede kort og Ask lavede de fedeste våbenskjolde, som jeg brugte i løbet af kampagnen. Der var rigtig meget verdensbygning i den kampagne – mest af mig, men også af mine medspillere.

Berlin Files

Vi forsøgte at bygge en Dresden Files udgave af Berlin over to spilgange (1 og 2). Det blev en fed setting, men igen kom kampagnen ikke helt op og flyve og døde pga. lidt for mange afbud

Chaos in Carroburg

Også er der vores nuværende Warhammerkampagne, hvor jeg startede med at forsøge at bygge en kampagne selv – der var tæt forbundet med min hjemmelavede udgave af Carroburg, men gik over til at køre købekampagnen Terror in Talabheim og flytte den til Carroburg

Ens for alle disse er at jeg har været mere vild med verdenerne de foregik i end selve historien. Jeg har også været vild med historien, men settingen har været det fedeste ved dem.

Fantasyscenarier i fantasy verdener

Det er også tydeligt at hvis man kigger på min scenarieproduktion har verdensbygning spillet en stor rolle.

Imperiet

Vores Warhammer novelleantologi fra Fastaval 2009 var 11 scenarieforfatteres take på forskellige provinser i Imperiet. Det er forskelligt hvor meget Warhammer kanon og individuel verdensbygning betød for de bidrag og de var måske ikke mere settingsbestemte end scenariet som ofte er, men settingen kom først: Hver forfatter valgte en provins og skrev ud fra den.

Ascalon

Mit scenarie om en ond slavehandler og en by ovenpå en aktiv vulkan fra året efter var heller ikke mere settingstungt end fantasyscenarier som ofte er, men eftersom jeg ikke er den eneste der har arbejdet med dette sted, så blev mit og andres scenarier om Ascalon digteriske beretninger om denne setting.

Narzula City og Tanger

I mine to scenarier om Narzula City tabte jeg sutten totalt. Narzula City setting, som man møder i Jonas Hjorts Fantasy Gangster og Narzula City Noir måske er den fedeste settingbeskrivelse jeg har lavet, men det er bare ikke særlig gode scenarier. Det samme gælder faktisk også Martin og mit Sønner og Sammen, der foregår i beatnick Tanger. Der er ikke meget settingbeskrivelse i det scenarie, men når jeg kigger på det efter mange år efter, ser jeg, at det faktisk kun er settingen der holder.

Sådan kan det gå.

Problemet med DMZ

Det er min erfaring at det store problem med en fed setting er at man ofte kommer til at skabe for meget af spillet imens man læser op på og/eller bygger (videre) på settingen. Jeg har oplevet at ens massive verdensbyggerig ikke er en fordel og nogen gange kan en stærk kreativ forventning fra spillederen/scenarieforfatteren stå i vejen for det gode rollespil, fordi spillerne ofte ikke interagere med ens værk som man forventede.

Det ændre dog ikke ved at DMZ er en ret cool tegneserie og ville være en anderledes og god setting til Apocalypse World, som jeg nok begiver mig ud i på et tidspunkt. Øv, det kan virkelig gå galt.

Huller, virkeligheden og transcendens

 

Jeg har overhovedet ikke læst alle scenarier. Faktisk har jeg nok ikke engang læst særlig mange scenarier, men nogen stykker er det da blevet til også har jeg skrevet nogen. Et af dem, jeg selv har skrevet, er Lørdagsdæmonen fra 2005.

Lørdagsdæmonen

Lørdagsdæmonen er kort fortalt et scenarie, hvor fire venner, en lørdag formiddag, efter en bytur, finder sig fanget i en lejlighed et sted i Aalborg midtby.

Det er et scenarie om venskab og forsoning. De kan hver huske brudstykker af fredag aften og nat. Langsomt og i fællesskab skal spillerne stykke en bytur, der endte helt i hegnet, sammen. En har kysset med en andres kæreste (som samtidig er søstre til en tredje spilperson), der er også en der har tæsket en anden – og det hele hænger sammen. Det var ikke stor scenarieforfatterig, men et sjovt lille coming of age scenarie, hvor en 26 årig Johs så tilbage på en tid, der allerede den gang var long gone.

Det var et forsøg på at arbejde, i rollespilsformen, med rekonstruktion af hukommelse og vidensdistribution.

For virkeligheden er fuld af huller

I årene før, i 2003 og 2004, skriver Martin Svendsen sit take på vidensdistribution i de to korte scenarier Bag lukkede døre og Tsunami. Bag lukkede døre er Vampire, Tsunami er fantastisk. Begge handler om at rekonstruere hukommelse og virkelighed. I det ene scenarie sker det igennem vampyrevner og forhør, i det andet igennem et psykoanalytisk rollespil i rollespillet. Begge arbejder ud fra forudsætningen at en sådan rekonstruktion er konstruktion, hvor man bliver nødt til at tage sig nogen friheder ift. manglede og modstridende oplysninger.

Eller som Martin skriver i Bag lukkede døre:

Reglerne for ”Bag lukkede døre”:

1: Der er oplysninger der mangler

2: Der er modstridende oplysninger

3: Der er ingen fejl, kun mulige grunde til afvigelsen

Og grunden til at disse ikke er oplyst er at:

1: Du ikke kender dem

2: Du ikke husker dem

3: Du husker noget andet

4: Du har en anden teori

5: Du kender der rigtige oplysninger (?)

Vælg selv, udfyld hullerne, til FORDEL FOR HISTORIEN

(Jeg forstår ikke helt sætning 5)

Det taler altså her om spildesign, hvor forfatteren (Martin) bevidst arbejder med informationer, der er mangelfyldte. I begge scenarier skal spillerne digte flash back scener, som måske/måske ikke er sande, men som er dem som deres spilpersoner tror er sande. Denne form for spildesign tænder mig sygt meget, fordi det for det første er utrolig demokratisk og for det andet bygger på en form for punk rock æstetik, hvor lortet (rollespillet) kun virker, hvis du som spiller tager (forfatter)ansvar. Derudover mener jeg at disse scenarierne er epistemologiske sande, fordi jeg mener man bør tage den kontinental filosofi efter Immanuel Kant alvorlig.

Det er rollespil uden sikkerhedssele. Der er ikke garanti for store oplevelser eller at det ikke falder igennem på en række holde og derfor har sådanne rollespil svært ved at vinde ottoen for bedste scenarie, men jeg tror fuldt og fast på at vi bliver bedre rollespillere og mennesker af at spille dem.

Drømmen om et hullet scenarie

Jeg har også senere forsøgt mig med den slags scenarier. Mit sidste rigtige scenarie Narzula City Noir var et forsøg på at lave et hullet scenarie, det er nok ikke det bedste eksempel på et vellykket hullet scenarie, men det var det bedste forsøg jeg havde i mig 2014. (Grunden til det kun blev nomineret til Juryens Specialpris var ikke at det var hullet, men at det simpelthen ikke var godt nok).

Et bedre eksempel finder vi i 2003 (samtidig med at Martin skriver sit Bag lukkede døre), nemlig Jacob Schmidt-Madsens Drømmen om en konge i gult. Drømmen om en konge i gult handler blandt andet om flere lag virkelighed og skift i identitet. Her er selve fiktionsverden hullet og sammenhængning, hvis jeg husker rigtigt. Jacobs scenarie er ikke ligeså radikalt i sit ”hullede” designvalg, men der er steder som både spiller og spilleder selv skal fylde ud for at scenariet virker. Samtidig er det min påstand at disse huller gør det lettere at transcendere scenariet mange fiktionslag, fordi man simpelthen er nødt til at lægge noget af sin egen skaberevne i fiktionens ontologi.

Fælles for Drømmen om en konge i gult, Narzula City Noir, Bag lukkede døre, Tsunami og Lørdagsdæmonen er at man kan slå sig på dem. Vi må aldrig være bange for at slå os. De er ikke scenarier som gør noget ved os uden at vi selv tager ansvar for at flyde hullerne ud. Der findes fantastiske scenarier som tager dig med på en awesome rejse, men hvor din opgave som spiller og spilleder er at formidle og gå i dialog med scenariet. Det er fint, men jeg spiller primært rollespil for at være medskaber. Jeg gider ikke computerspil, fordi de er for låste. Rollespil er mit yndlingsmedie og det er det pga. den frihed til at være medskaber, der ligger i det.

Hvordan Detlef Sierck lærte mig at elske krigshammer

Jeg elsker Warhammer og nu skal jeg fortælle jer hvorfor.

wfrp_lore

En af mine yndlingswarhammer personligheder er forfatteren Detlef Sierck. Detlef Sierck er en af hovedpersonerne i warhammerromanen: ”Drachenfels”.

Hans forhistorie er i sig fantastisk. Detlef Sierck får til opgave at sætte et storslået teaterstykke op: ”The History of Sigmar”. Desværre udbryder der pest, opsætningen bliver aflyst og Detlef Sierck kautionerer for udgifter.

Derfor er det i gældsfængslet Mundsen Keep vi møder Detlef Sierck første gang og hvor Siercks medfanger måske skylder 20-50 shillings, så skylder Sierck: “119,255 gold crowns, 17 shillings and 9 pence”.

drachenfels

Sierck bliver hyret til at sætte teaterstykket ”Drachenfels” op og resten er en warhammerroman.

Den melodramatiske Douglas Sirk

Douglas Sirk var en kendt tyskfødt hollywoodfilminstruktør. ”Douglas Sirk” var en kunstnernavn. Barnet der blev født d. 26. april 1897 i Hamburg blev af sine danske forældre navngivet Hans Detlef Sierck.

melo

Fra Sirks Magnificent Obsession (1954)

Sirks mest kendte værker er hans 50er film, der blev og bliver anset for være meget melodramatiske – et faktum som de blevet riset for i samtiden og rost for i eftertiden (især af den franske ny bølge i start70erne).

Det melodramatiske er sjovt, da den fiktive Detlef Siercks teaterstykker ofte optræder i Gotrek og Felix historierne og her ofte når Felix Jaegers eget liv i romanerne tager et drej til det mere melodramatiske. Drachenfelsromanen er også i sig selv ret melodramatisk.

Jeg elsker når Warhammer viser sig fra sin intertekstuelle side, hvilket det heldigvis ofte gør. Warhammer er grundlæggende et fantasysatire univers og formår at være det uden at det bliver fjollet (hele tiden) – derfor er det mit yndlings fantasy rollespil. Tak Detlef.

17: Hvad fortæller Alexandria os?

Nu er det snart jul. I dag skal vi snakke om hvad Alexandria fortæller os om Warhammer scenarier skrevet til danske con’er.

wfrp_loreIfølge Peters database er Warhammer Fantasy Roleplay med 139 scenarier det femte mest brugte rollespilssystem. De fire systemer der slår WFRP er: Systemløst (614), AD&D (293), Call of Cthulhu (276) og Basic Roleplaying (157). GURPS, der ligger på 6. pladsen, har næsten ligeså mange som WFRP, nemlig 113.

Der er kun 13 warhammerscenarier til download, hvilket er synd. Det ældste, som ligger til download, er Mette Finderup og Thomas Munkholts Festival Des Totes fra Fastaval 1992. Martin Skovmand-Svendsen (Martin Svendsen på Alexandria) har fem ret fede Warhammer-scenarier, som man kan downloade og dermed den forfatter der har flest Warhammer-scenarier til download.

Med 11 scenarier er Jeanet Kirch Jensen den som har skrevet flest, desværre er ingen af dem til download. De er alle skrevet til nordjyske coner (Calling All Heroes og TRoA-con). Det tidligste warhammer-scenarie er Warhammer FRP (VC7) fra Viking-Con 7 i 1988 og den dag i dag bliver der stadigvæk skrevet Warhammer-scenarier. Det nyeste er Chaos in Line (ingen forfatter angivet), som skal spilles på VannaCon 7 i marts 2016.  Kristian Bach Petersens På røven i Marienburg  til Fastaval 2016, der ligger lidt senere i marts, har ikke fået angivet WFRP som system og er derfor ikke opgivet under listen af Warhammer-scenarier i databasen. Jeanet skrev sit første i 1995. Det havde den smukke titel: Ved Solens Første Stråler.

Find selv ud af mere.

11: Julius Pudz

wfrp_lore

Bag dagen låge gemmer sig en biperson fra Per Frederiksen, Thomas Jensen og Martin Skovgaard-Svendsens Warhammerscenarie Beinbrecher 3. I Beinbrecher 3 spiller man skavens der har en mission i storbyen Nuln og får muligheden for at møde:

Natmanden Julius Pudz

natmand

Julius er en meget gammel natmand der er blevet ikke mindre end en legende i Neu Quartier. Han er 99% blind men formår stadig at finde rundt i Neu Quartier bedre end nogen anden. Han er klein og skrøbelig men bevæger sig med en naturstridig stædighed som kun rigtigt gamle mennesker ejer, og formår til alles forbløffelse stadig trække trillebøren med lort bag sig. Han er kendt for at kunne lugte sig frem til skarnet, hvilket er en bedrift taget i betragtning at hele Alt Stadt lugter af lort, mens resten af Neu Quartier lugter af døde dyr og brændt kul. Julius er en meget venlig mand og elsker at snakke uanset med hvem. Skulle man tillige lugte af kloak er man sikker på at være i kridthuset, idet det er en lugt han forbinder med tryghed. Han er mere end villig til at invitere snaksalige personager med hjem til sin kone der er lige så blind og endnu mere venlig end Julius, og bagateller som pels, snude og mutationer er ikke nok til at knuse Julius’ gæstfrihed. Julius’ kone Esmaralda har altid haft et ønske om at få børn men både hun og Julius er sterile og derfor bliver alle der kommer inden for deres dør behandlet som længe savnede børn. Julius er en glimrende guide og et sandt leksikon hvad angår Neu Quartier.