[Dec. 3] <3 Mage

I år vil jeg lave en julekalender, hvor jeg hver dag præsenterer et rollespilssystem som jeg har spillet og som jeg holder af.

I dag, d. 3., er det:

MageJeg spillede en del Mage i gymnasiet og i virkeligheden var det ikke verdens bedste oplevelse, som jeg også har skrevet om her og her, men jeg er vild med hvor fri og alligevel struktureret magisystemet er. Traditionerne og koncepterne i spillet gør også at man laver interessante spilpersoner. Der er andre ting som jeg ikke er så vild med og der er meget fjol i settingen, men alt i alt er Mage en inspirerede oplevelse. Selvom jeg ville bruge Fate eller systemløst, hvis jeg skulle spille Mage i dag.

Jeg holder meget af Mage.

 

Husker du: Celestial Chorus?

Jeg har igennem tiden spillet en del Mage: The Ascension uden særlig meget held. Det blev til en masse sjov forberedelse og utrolig kedeligt spil. Meget lig min 1938 kampagne sidste år.

Det er der jeg kommer fra: Jeg har grundlæggende været skuffet over systemet. For at blive skuffet er man nødt til at have forventninger. Noget af det der skabte forventinger er det Mages forfattere har valgt at kalde “Traditions”. Mage er der forskellige slags troldmænd (naturartige, teknologiartige, Kong Fu-artige osv) og de troldmænd er inddelt i traditioner. Der er mange fede traditioner, men jeg vil gerne i denne post rette din opmærksomhed/hukommelse imod traditionen “Celestial Chorus”.

logotradcelestialchorus
Celestial Chorus’ logo

 

Celestial Chorus er en slags præstetroldmænd der kommer i kontrakt med det guddommelige (kaldt “the One”) og skabelsen ved hjælp af sang. De har ligesom taget 1. vers af Johannesevangeliet: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” og tænkt at ordet kom til udtryk igennem sang. Og hvordan skulle en gud ellers udtrykke sig, hvis det ikke var igennem det mest guddommelige udtryk vi kender til.

Jeg synes det er en virkelig god tanke og kan derfor også huske lige netop denne tradition mange år efter jeg ellers har opgivet Mage-rollespillet. Præster der synger magi frem kunne være et helt rollespil i sig selv. Et godt et.

 

Syv rollespil

Ok, måske kun seks så…

Folk bloger og facer lister over deres 7 mest spillede rollespilssystemer ever.

Der er nogen spil man spiller så meget at det må sige noget centralt om en.  Jeg tror det er derfor det er interessant for os at læse og ikke mindst skrive om hvilke syv rollespilssystemer man har spillet mest. Jeg forestiller mig at det betyder noget når Morten fortæller at han ikke har spillet særlig meget Vampire (to andre meget 90-00’er okkulte regelsystemer er hans nummer 3 og 6 mest spillede rollespilssystemer). Det giver god mening for mig at Pers liste er proppet med agent-artige/krimi spil som Call, VP, Fusion og Fiasco. Selvom jeg synes det er mærkeligt at ad&d eller d&d overhovedet ikke klare cuttet.

Asbjørns liste (facebook) udmærker sig primært ved at han har på under to år fået spillet så meget Apocalypse World at det er blevet hans andet mest spillede rollespilssystem. Wow. Jeg tror ikke andre har et indiespil så højt oppe på deres liste.

 

Min liste

#1 Vampire

Vampire kan handle om superhelte, der kun kan gå på gaden om natten og som går og drikker blod. Vampire kan være en smuk forfaldshistorie der udspiller sig individuelt, i kampagnens historie og i settingens metaplot. For mig har det altid mere handlet om levede historiske referencer i form af gamle vampyrbipersoner, om menneskelige relationer, om at finde sin plads i en verden af sympatiske monster (mine bipersoner er næsten altid sympatiske) og om kick ass vampyrevner end om det “okkulte”.

Vampire har for mig altid været en blanding af Hellboy og The West Wing/Deadwood. Vampire vil altid, for mig, være et super dejligt spil.

Samtidigt ramte spillet mig, da jeg har 16 år og spillets still og følelse passede perfekt til Johs’ mentale, sociale og hormonelle udvikling anno slut90er og start00er. Vampire var ikke min første rollespilskærlighed, men det har været min største.

#2 Warhammer

Jeg havde allerede spillet en del Warhammer inden vi spillede den der Warhammer-kampagne. Der er et utrolig langt spring fra nummer to til nummer tre på min liste.

Jeg elsker Warhammer-verden og jeg elsker elsker karriere-systemet. Det levelsystem er prop fyldt med fortællinger i sig selv. Det er så smukt. En Coachman, der udvikler sig til en Scout, der ender som Vampire Hunter er bare så meget sejere end en kriger med et par rangerlevels.

#3 Drager og Dæmoner

Var min første kærlighed. Jeg var blot en lille fyr, da jeg i en frisørsalon i Blokhus så  billedet af tyven og jeg var solgt! Efter det lavede jeg mine egne hjemmelavede systemer, spillede lidt Viking med min mor som spilleder, men det var blot en optakt. For som så mange af min generation fik jeg finger i Drager og Dæmoner. Wow! Alt for kort tid efter begyndte jeg at spille rollespil i rollespilsklubben TRoA og der mente man at man skulle spille ad&d. Jeg håber det også var en generation ting. Min redning bestod i, at jeg startede på efterskole skoleåret efter. Der spillede vi Drager og Dæmoner og GURPS, nok mest Drager og Dæmoner. Jeg gik på efterskole i to år og vi spillede ret meget rollespil.

Jeg har senere kørt kampagner i Drager og  Dæmoner. Det holder, der er noget med to-våben færdigheden som er mærkelig, men det holder.

#4 AD&D/D&D

Jeg kan jo godt lide D&D. Det er fedt at stige i levels og der er et hav af seje kampagn-settings. Settings som jeg godt nok ikke har spillet i, da vi mest spillede Dragonlance. Senere har jeg spillet i andre kedelige settings såsom fx Forgotten Realms eller kloner.

Jeg kan godt lige D&D – for det er jo fedt at stige i levels, men er resten ikke sådan lidt dumt?

#5 Mage

Jeg har spillet utrolig meget dårlig Mage. Mage kan sikkert være et godt spil, men ikke med de spilleder jeg har spillet med.

Har engang skrevet (først et også et andet) blogindlæg om hvor dårligt vores spil var. Til gengæld fik vi drukket åndssvagt meget kaffe med virkelig meget sukker og røget rigtig mange smøger. Good times.

#6 Basic World of Darkness (både det gamle og det nye)

Det er ikke et særlig godt system, men vi bliver ved med at bruge det. Vi har fx valgt at bruge det til vores nuværende kampagne. Det er ikke særlig smart når man tænker over det.

 

Fun Fact: Jeg har nok spillet flere spilgang med Basic World of Darkness end med Mage, men vores eftersom vores Mage-spilgange let kunne komme op på at blive 18 timer lange, så har jeg nok lagt flere timer ind i Mage.

 

#7 ?

Det er svært. Det kunne være GURPS (elsker magisystemet), det kunne være Call (hvem elsker ikke Call?), der kunne være Earthdawn (ikke min kop the) eller Savage Worlds (min kop the), men det er nok mere sandsynligt at jeg har glemt et system som jeg har spillet åndssvagt meget.

Mage: Time Still Library

I går skrev jeg om min ungdom med Mage og spilleder Lau. Jeg skrev at vores spilpersoner mest læste bøger og lavede magi, fordi det var sejt, men ikke rigtig brugt det til noget. Det er ikke helt rigtigt. Nogen gange brugte vores troldmænd magien til at få mere tid til at læse bøger.

Vi spillede med noget vi kaldte “study points”. Jeg ved ikke om det er en del af Mage-systemet, men det var en slags xp som man kunne få ved at ens spilperson læste bøger. Vi blev altså belønnet for at rollespille at vores spilpersoner læste bøger. Pænt kedeligt – også alligevel ikke.

 

Min ven Anders, som er smartere end de fleste, lavede nemlig med noget tidsmagi (+ nogle andre magi-typer) et lille næsten tidsløst univers. Et studiekammer, hvor tiden gik utrolig langsomt, og derfor kunne Anders’ spilperson opnå mange flere study points end os andre.

 

Det skal siges at vi dengang ikke var blege for at spille 24 timer i træk. Nogle af os håbede vel på, at hvis vi bare blev ved i lang tid nok, så ville der ske noget. Det gjorde der også. Da Lau efter nogle 18 timers spil indså at vi kedede sig os ret meget, og alle de andre spillere var misundelige på Anders’ mange study points, da blev det rigtig mærkeligt. I en den pågældende kampagne opdagede Asgers troldmand at han var varulv (hvilket en af Laus mange super seje NPC’er sjovt nok også var) og min troldmand blev bidt af vampyr. Jeg tror vi droppede kampagnen derefter og lavede nye troldmænd. Det fedeste i spillet, for os, var alligevel at finde på nye koncepter.

Mage: hvorfor er det fedt?

Elias har skrevet en blogpost om hvordan Mage: The Ascencions magisystem skal hackes. Ikke bare hackes, men hackes godt. Læs posten.

For mange år siden spillede vi en del Mage med Lau som spilleder. Lau var ikke verdens bedste spilleder og når vi spillede Mage gik det helt galt. Vi lavede disse super seje spilpersoner. Ov manner! Man laver seje spilpersoner i Mage. Traditionerne er jo nogen seje koncepter og man kan jo ændre verden med magi! What is not to like?

Jo, når vi var færdige med at lave vores nye rocker seje fiktive personligheder og prale af dem, så skete der ikke så meget i spillet. Vores alter egoer lavede ikke rigtig noget. De læste bøger og blev sejere til deres magi. Nogen gange lavede vi også magi – mest fordi vi kunne og tit i forbindelse med computere og stoffer, men vi mødte ikke rigtig modstand eller et plot for den sags skyld. Måske er det derfor jeg ikke helt ved hvad man laver i en Mage kampagne.

Ved du det?

Hvad er et godt Mage plot?