Tag-arkiv: Læsegruppen

[LG] Max Møller 1984

Når man virkelig gerne vil fortælle noget vigtigt, så kommer man tit til at sige en del usande ting. Pointen er som oftest sand, men alt det der skal lede hen til pointen er sjælet helt rigtigt. Det kan være falsk, fordi man er en dårlig retorikker det man ønsker at udtrykke simpelthen er for komplekst, for ens sproglig formåen. Så man kommer til at vrøvle. Det kan også være lyv, fordi man er en god retorikker, der forstår vigtigheden af ens pointe. I ”Being Max Møller” vil forfatteren fortælle os noget rigtig vigtigt og derfor lyver han flere gange.

Being Max Møller er skrevet til Fastaval 2001 og blev genopsat F2003. Det vandt Ottoen for bedste effekter og var også nomineret i bedste scenarie + bedste bipersoner. Derudover var det talk of the town på F2001.

Scenariet er fantastisk af en del grunde. Det er velskrevet. Jeg elsker scenariets overlejede 90er tone. Miljøbeskrivelser er smukke. Derudover hjælper det i min læseoplevelse, at jeg genkender en del af bipersonerne – selv om 2001 var et af de fire-fem år jeg holdte pause fra Fastaval. Scenariets løgne er primære grundene til jeg holder så umådeligt meget af scenariet. Og jeg hadede det ellers lige den gang det blev skrevet. Den gang så jeg det tidstypiske som en svaghed – i dag er det faktisk omvendt.

Den vigtigste af løgnene er selvfølgelig at Being Max Møller skulle være et billede på Fastaval. Den næst vigtigste er at det skulle være et billede på Max. Det er nemlig omvendt. For at det ikke skal blive for komplekst for mit spinkel sprog kræver det vel en forklaring eller to.

Jeg er sent ude med denne afmeldelse af Being Max Møller. De fleste af jer fra læsegruppen har skrevet jeres fine anmeldelser og jeg har læst dem. Noget I har bemærket er at Bering Max Møller ikke passer til det Fastaval I kender og slet ikke passer til Fastaval som det er i dag. Det er rigtigt. Hvis Being Max Møller viser noget, så er det at Fastaval heldigvis har uviklet sig. Måske endda pga. de skarpe pointer i Being Max Møller. Jeg vil ikke diskutere at Being Max Møller blandt andet er billede på Fastaval før 2001, men i det billede er det primært en række personer der står frem. Og selvom man måske kun mødte disse personer på Fastaval, så var Fastaval ikke disse personer. Fastaval er mere tradition for at spille rollespil i påsken i Århus’ området eller noget i den stil. Til gengæld er personbeskrivelserne beskrivelser af personerne som de var på Fastaval. Der sker noget med os når vi kommer på Fastaval. Nogle tager hatte på – Lars har engang fortalt mig at han tager sin hat af. Vi er på en bestemt måde, som vi ikke er andre steder. Det er der ikke noget mærkeligt i. Vi er også på en særlig måde når vi er på job og at den er anderledes end den særlige måde vi er på når vi er til familiefrokost. Det mærkelige er den måde vi er på, når vi er på Fastaval. Folk er forhåbentligt ikke sådan hverken sammen med familien eller på jobbet.

Så det Being Max Møller beskriver er ikke Fastaval, men Jost, Frederik, Kroll og 40k på Fastaval. Det er et særligt og unikt billede på dem. Det er forskellen.

Til gengæld beskriver scenariet ikke specifikt Max Møller. Turen i underbevidstheden, som sammen med Otto hysteriet, er det mest selvudleverede udlevere mere bare en helt generation af provinsdrenge. Ikke der med sagt at der ikke er alvorlige scener imellem, som betyder noget for Max’ liv. Det skal jeg ikke kunne sige. Eller jo – de er alvorlige og ubehagelige. Men de er ikke unikke billeder. Vi har været der, eller også spillede vi i rollespilsgruppe med en der var der, da vi var unge eller børn. Jeg genkendte alle scenerne, men mit bofællesskab lå også midt i en forstad til provinsen med marker op til. På den måde bliver scenariet også et stærkt billede på en generations af drengebørns barndom.

Det er sgu to smukke ting.

Scenariets forsiden

Forsiden

Udover løgnene er der den sande pointe (der iflg. min indledning nødvendiggjorde løgnene). Den er selvfølgelig beskrivelsen af Ottohysteriet og den er dead on.

[LG] Reproducerbarhedens Zombies

Den tyske filosof og litterært Walter Benjamin har skrevet et ret berømte* kulturkritiske essay Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder. Det essay er desværre det eneste jeg har læst af Benjamin, men det er for mig en ret vigtig og problematisk tekst. Med andre ord: jeg er helt tydeligt betaget af den, men ikke helt sikker på jeg forstår den.

Tropical Zombies

Tropical Zombies

Jeg har det lige omvendt med Tropical Zombies og alligevel hænger de to tekster uløseligt sammen. I sin tekst beskriver Benjamin ikke kun hvad der sker med kunstværket, som det teknisk kan reproduceres (altså masseproduceres, så det kan komme ud til masserne, såsom især film var et udtryk for på Benjamins tid – i dette tilfælde er Benjamins tid start 30erne). I efterordet beskriver Benjamin hvordan særligt nazisterne, som han politisk var i opposition til, kunne bruge de virkemidler som hans tids nye kunstneriske udtryk gjorde muligt. Noget han begræder.

Det fantastiske ved Tropical Zombies er netop også dens reproducerbarhed. Det er for det første nok det første scenarie, hvor ideen om at genspille scenariet som spiller bliver formuleret. Ligesom scenariet har formået at komme ud på flere medier (først som fastavalscenarie, så i bladform – for derefter at blive lagt på nettet i flere omgange). Det er ligesom reproducerbarheden i scenariet bliver det centrale.

Scenariets helt grundlæggende greb er opfordringerne til spillederen om at bruge platte gysergenrensvirkemidler, hvilket gør scenariet en humoristisk parodi på genren. Noget der Jeg forstår hverken gys eller humor, så jeg er ikke rigtigt målgruppen, men jeg kan se det er gennemført og forstår alligevel klichéerne – og en formidlingspræsentation i sig selv.  Sådan som jeg forstår scenarieteksten er den tygge parodi på gysergenren noget der er kommet til i en senere omskrivning, men en viderebygning som en papirtynde handling allerede i sig selv lage op til.  I dette greb indfanges Tropical Zombies reproducerbarhed også. Det er et scenarie, der kan spilles igen og igen – ligesom man kan se en b-film igen. Man kan se det som et kunstværk i sig selv – forestillingen om en spilgruppe der igen og igen gennemspiller scenariet på ny. Samlingen mellem denne spilgruppe og scenariets zombies ligger lige for. Man kan se det som billede på en tendens i vores samtid – som Benjamin gjorde det med filmen. Og man kan se det som at de danske rollespilsscenariet blev så virkningsbevidste at de som medier kunne sammenlignes med filmmediet.

*) Berømt iblandt litterære, kulturteoretiker og de filosoffer som læser den slags filosofi.

Indlæg, jeg mangler at skrive

Herefter eksamen mangler jeg at skrive 4 indlæg:

  • En anmeldelse af Tropical Zombies.
  • En anmeldelse af Being Max Møller (som skal op her omkring nytår).
  • Efterspilsrapport om spilgangen Sydens Horn (4. spilgang i min warhammerkampagne Solens Hjerte).
  • Efterspilsrapport om spilgangen Den Flyvende Marienburger (5. spilgang i min warhammerkampagne Solens Hjerte).

Men jeg har meget mere lyst til at skrive om alt andet.

[LG] Det unikke

Jeg elsker Klaus Meier Olsen! Jeg er Klaus Meier-fanboy!
Og jeg er ikke den eneste, Peter Fallesen, fortalte mig engang, at Klaus Meier havde sagt til Peter, at Peter mindede Klaus om en ung udgave af sig selv. Det var lige efter Peter virkelige havde være ud med det helt store arrogant rive på rpgforum. Peter var stolt over Klaus’ kommentar og jeg synes det er på sin plads.

Jeg ville også gerne være ligesom en ung Klaus Meier, hvis det da ikke lå så lang væk fra min personlighed (som jeg for resten er pænt glad for). Klaus er nemlig – og det siges desværre bedst på engelsk – awesome.

Klaus skrive scenarier. Udover Unik har han senere skrevet det fantastiske Guernica, det udmærkede Før høsten. Inden Unik skrev han det provokerede Det Glade Land og udstyrsstykket Et lystspil. Man kan sige at Unik i Klaus’ forfatterskabets kronologi ligger mellem de virkelige mesterværker (de senere) og de lidt overtænkte scenarier (de tidligere). Men det er alligevel en tilsnigelse.

Unik er Klaus’ 9. scenarie, han var 23, da han skrev det. Det er både skrevet til Viking-con og Fastival. På Fastival vandt det – meget fortjent – Juryens Specialpris. Også handler det om Kærlighed. Ikke bare kærlighed som et generelt koncept, men om ærketypisk ungdoms/førstekærlig, der alligevel mærkes helt unik. Der er ingen tvivl i mit hjerte om Unik, er et unikt og meget meget vigtigt scenarie for dansk rollespil. Ikke kun for den skriftlige udvikling af scenarier, men også fordi jeg er helt sikker på man bliver en bedre rollespiller af at spille det.

I Unik er der ikke spilpersoner, som vi kender dem. Der er arketyper og positioner. Arketyperne får spillerne udleveret ved spilstart, som en slags spilpersoner, men arketyperne deltager ikke direkte i fiktionen. De er i stedet en slags stemthed eller tone man skal spille sine roller i. Arketyperne er medieret igennem det Klaus kalder positionerne. Positionerne er fiktionens roller og da dette er en kærlighedshistorie er to af positionerne det forelskende par. De går på skrift. På den måde få alle spillet begge roller i kærlighedsdramaet (plus to andre positioner) i forskellige scener. Hvis du synes det lyder mærkeligt eller forvirrede, så har du endnu en grund til at se at få spillet dette scenarie. Bare rolig Klaus forklare det fint og smukt i scenariet. Fx med sætninger som:

”Som tidligere nævnt er Positionerne de egentlige roller i fortællingen, imens Arketyperne er den måde disse bliver spillet på i de enkelte scener.” (Unik s. 10).

Adskillelsen af arketyper og roller er måske det første hint vi får om, hvad forfatteren tydeligvis ønsker at skabe med dette scenarie. For her handler det ikke om at fortælle en historie. Det handler derimod om at give spillerne (og faktisk ikke spillederen) mulighed for fortælle den historie de ønsker at fortælle. Så længe historien følger en bestemt dramatisk struktur, som forfatteren har blotlagt og udlagt i scenarieteksten (og som spillederen skal opretholde). Det er den totale frihed, holdt i strukturelt jerngreb.

Unik er rollespilsontologisk projekt. Forfatteren viser os, hvordan en kærlighedshistories struktur er. Hvilke interessant positioner en sådan kan indeholde og giver spillerne nogle forfatterstemmer (arketyperne), for at hjælpe deres digtning på vej. Principielt er det form uden indhold… men hvad sker der når formen – på denne måde – bliver indholdet?

Vi får svaret, hvis vi ser på forskellen mellem mine to (nulevende) ynglings franske filosoffer: Jacques Rancière og Alan Badiou. De skriver begge om demokrati og er begge på sin vis radikal demokrater. Badiou bruger en matematisk ontologisk argumentation. Det gør Ranciére ikke. Han har et par ontologiske påstande, det er ikke noget der diskuteres i hans værker.  Hvad er forskellen? Jo, Badiou ontologiske diskurs (som principielt er en frigørelse diskurs) er herrediskursen. Den udligger den grundlæggende sandheden. Ranciére forudsætter blot nogle radikal demokratiske ontologiske forudsætninger – det er ikke herrediskurs, men på den anden side gør det måske hans filosofi mere sårbar.

Unik er på samme måde et stykke ontologi. Der er en herrediskurs, som udligger alverdens muligheder for at spille på et helt bestemt måde. Spillerne er frie til at finde på hvad de vil, men indenfor nogle meget fastlagte dramatiske rammer. Ligesom at man her i kapitalismen må købe lige det man vil og at det faktum ikke fattigrøven mere fri, så fristilles spillerne ikke totalt. Og det er Klaus helt bevidst om, så han holder den smukkest totalitære tone hele scenariet igennem. Fx på side 11, hvor han skriver:
”Så vær ikke bange for at irettesætte dine spillere, hvis de ikke udfører deres funktion godt nok.”

Jeg er så meget Klaus Meier-fanboy.