Tag-arkiv: Krigshunde

[M&R] 8. Afsnit: Rænker og Diplomati i det Kolde Nord

Efterspilsrapport af Rasmus

Vinteren var forbi. Følget af kongesønner, bastard-datter, soldater og tjenestefolk rejste længere nordpå for at hverve folk blandt hus Brinets adelsslægter til at rydde Middlestone. Første stop var den blå borg ved Spring Keep Deep.

Deep

Allerede ved præsentationen opdager kronprinsen Graig, at datteren til den lokale adelsmand, Lady Kia Deep, genkender Farlen Mardon. Det er et problem. Det viser sig desuden, at to andre adelsmænd længere mod nord er tæt på åben krig. Det er også et problem.

 

Det viser sig, at den unge Kia var holdt som gidsel af Mardon-familien 20 år tidligere, og hun husker stadigvæk, da Farlens fader holdt en kniv for hendes strube på Amberwoods murer, for at holde de fjendtlige tropper borte. I Spring Keep Deep er de dog ikke bange for Bjørnen, Farlens farbror Celd Mardon, da han ikke ville kunne indtage borgen med rå magt. Men da de to Lords længere mod nord, Vendel og Seagot, er tæt på krig er han ikke i stand til at låne os sine 50 soldater. Hvis vi kan løse konflikten mellem de to adelsmænd, er han dog villig til at låne os mænd i en periode.

Lady Kia har sendt en spion ned blandt vores mænd, og en konflikt er ved at blive skabt, da hun er overbevist om, at en af hendes dødsfjender er på borgen. Heldigvis har Adrian Carhol en smidig tunge. Med sit flotte ydre og søde og fornuftige ord, overbeviser han hende om, at hun umuligt kunne have set Farlen, og de tilbringer natten sammen (vi håber der ikke kom noget permanent ud af den forening…).

Rænker…

De mange konflikter giver dog Graig Carhol anledning til at tænke i rænker. Bjørnen lader til at have en del af befolkningens opbakning og samtidigt har Farlen et vist krav på Brinet tronen. Da Prinsesse Junet og hendes mand Prins Jespor er på vej sydpå for at gøre krav på tronen mod Junet’s søster giver det potentielt nogle muligheder.

Hvis Prinsesse Junet løber med sejren, er der en god chance for, at de to parter har udmattet hinanden. Junets mand er af Albrand huset, og derfor både Brinet og Carhols naturlige fjende. Vil befolkningen i Brinet virkeligt bryde sig om at sætte en Albrand på tronen? Brødrene tror det ikke, og familien Carhol er da slet ikke interesserede i at have en af Albrand-sønnerne til at herske mod nord! Men hvad vil det betyde for brødrenes ære, hvis Carhol-sønnerne bliver opdaget i at deltage i at indsætte en Mardon på tronen? Kan vi gøre det uden at dræbe familien Deep, efter vi har boet under deres tag?

For at dræbe to drager med en pil, sender de Farlen med nogle betroede mænd ud til Bjørnen for at skaffe flere oplysninger, og samtidigt undgå, at han bliver opdaget.

 

Duel i Saxild

Oppe i Saxild er naturen endnu vildere og mændene ligeså.

Wendel

Wendel-adelsfamilien opdrætter store jagt- og krigshunde hunde og det er deres store stolthed. Tronarving Graig får et par stykker som gave. Stedet er ikke så raffineret. Der er hundekampe og Lady Julie Ann Wendel bliver nærmest kastet i armene på Adrian Carhol. Da hendes lokale bejler, Sir Jaeger Hunden, ankommer, bliver han meget fornærmet og kaster straks sin stridshandske. Det er dog Raylan Carhol der inden nogen når at reagerer samler handsken op, og det er heldigt, for Sir Jaeger viser sig at være en dygtig sværdkæmper – han er dog intet imod Raylan. Raylan bliver såret, men Sir Jaeger bliver dødeligt ramt. Esther er dog langt fra begejstret for hendes brødres eskapader, og det kommer til en verbal konfrontation mellem hende og Graig. Graig har efter hun helbredte Farlen fået en vis respekt for hendes evner og nytte for familien. Men da Esther ser duellen som strengt unødvendigt og barnagtigt, og mener at Raylon kunne have skånet Sir Jaeger, nægter hun at tilse hans sår. Det gør Graig vred, for han ser Raylan som ikke bare hans bror, og potentiel tronarving, men et vigtigt våben i deres families kamp om magten. Raylans ry som en utroligt farlig modstander er simpelthen et stort aktiv. Esther er ved at lytte til fornuft, men kræver at Graig knæler for hende og beder hende om at hjælpe. Graig er dog alt for stolt til at knæle for en bastard halv-søster, som han kun har kendt et par år, så de skilles som uvenner, inden de rejser videre mod nord.

 

Et andet sted…

I en mørk fangekælder er Raylan Carhol Senior (brødrenes farbror og Jonas’ spilperson) i livsfare. Hans vens tjener Jusuf er kommet for at redde vennen, inden de bliver henrettet, men vennen har fået hugget begge ben af og er meget ilde tilredt. Han trygler Jusuf om at redde Raylan i stedet. Jusuf indvilger og som en sidste tjeneste for sin herre giver han ham nådesstødet. Derpå forsøger han at flygte med Raylan Senior.