Tag-arkiv: Kampagne

Bipersonskort og vejen tilbage til Vampire

Jeg overvejer at starte en Vampire kampagne. Det gør jeg med jævne mellemrum. Sidst jeg overvejede at spille Vampire overtalte Jonas mig til at lade være med argumenter om: At vi har fået for meget familie og anden stuff til at vi kan koncentrerer os om komplekse kampagner. Vampire kampagner med stemning, interessante bipersoner og intriger er alt for komplekse til hvad en familiefar kan overskue sådan en halvtræt onsdag hver anden uge. Disse hverdagsaftener er det lettere at overskue at baske skavens i Warhammers Carroburg.

Måske har Jonas ret. Det tænkte jeg han havde sidst vi talte om det, men jeg må også bare indset at jeg stadigvæk er ret bid af det der Vampire.

Imellem midt 90’erne og midt 00’erne var Vampire mit go to game. Jeg tror stadigvæk det er det system jeg har spillet mest (med Warhammer som en klar 2’er), men jeg er ret sikker på, at jeg ikke har spillet det de siden 13+ år. Det er et helt særligt spil. Det lover måske mere end den holder – jeg tror det var derfor vi droppede det back in the day. Og jeg er da bekymret for om:

  • Kan vi fange stemningen uden det bliver kedeligt?
  • Kan vi overskue intrigen midt i vores omfangsrige liv?
  • Kan vi bare huske bipersonerne fra spilgang til spilgang?

Jeg tror svarene til disse spørgsmål er “forenkling” og løsningen er at finde værktøjer og teknikker der netop forenkler det kedelige huskearbejde i Vampire. Jeg har overvejet værktøjer a la bipersonskort, åbne relationsdiagrammer og åbne hemmeligheder, men andre værktøjer modtages med kyshånd.

Bipersonskort

Vampire er et spil, der for mig, handler om hoved- og bipersonernes begær og handlinger. Følelsen af en sammenhængende og ”logisk” omverden er ret vigtigt for Vampire, synes jeg. Det er super fedt når man giver dette indtryk, men det kan være svært hvis man som spiller går og glemmer bipersonerne fra gang til gang.

Fordi bipersonerne er vigtige, tænker jeg at det ville være fedt med bipersonskort. Hver spiller får en kopi af de væsentlige bipersoner de møder i kampagnen, hvor deres navne, klan og hvad de er kendt som er angivet. Nogen er mere udfyldt end andre og det er meningen at spillerne selv kan skrive flere noter til bipersonen.

Åbne relationsdiagrammer og hemmeligheder

Uden at vide helt hvordan, så kunne det være fedt at arbejde med åbne med relationsdiagrammer – ligesom vi tidligere har spillet med åbne dungeon maps.

Hvis ikke Vampire, så

Jeg er ikke 100% sikker på at jeg kan finde spillere til en Vampire-kampagne. Heldigvis dagdrømmer jeg også om andre rollespilsprojekter, her beskriver jeg dem i tilfældig rækkefølge.

Orpheus-kampagnen

Det er svært at finde gode købekampagner, men Orpheus til World of Darkness fra start 00’erne fik overraskende gode anmeldelser. Det er nok ikke Enemy Within godt, men jeg tror den kunne være sjov at spille. Det er underligt at jeg har det sådan, da jeg faktisk aldrig har været særlig vild med andre World of Darkness spil end Vampire og vampyrer ingen rolle spiller i Orpheus.

OrpheusBooks

Hvis jeg har forstået det rigtigt, så er Orpheus-kampagnen historien om et firma, som spilpersonerne arbejder for, der har lavet en teknologi, så man kan se spøgelser og rejse i dødsriget. Det er fortællingerne om mysterier i blandt afdøde og ændringer i kosmos. Det er en forholdsvis lang kampagne i 3-4 akter. What not to like?

Iflg. de anmeldelser jeg har læst, så tager kampagnen mellem 3-5 år at komme igennem, hvis man spiller hver anden uge.

De 3 Lady Blackbird scenarier

I virkeligheden hedder de vel Adventures in the Wild Blue Yonder 1,2 og 3, men i bedste Game of Thrones/A Song of Ice and Fire stil, så har jeg navngivet dem efter det første scenarie i serien. Alle tre scenarier foregår i samme ”flyvende ø”-univers, men de kan spilles uafhængigt af hinanden. Hver især tager scenarierne vel et par spilaftner at spille, så man brude kunne komme igennem dem på 3-4 måneder.

lb_preview_01

Hvor Lady Blackbird, scenarie nr. 1 og det mest kendte, er et ”giv den gas”/fantasyrumpirat-eventyr, så er nr. 2 i serien Magister Lor en okkult intrige og nr. 3 Lord Scurlock er arvedrama (måske lidt a la Taboo). Der mere sammenhæng mellem to efterfølgende og jeg synes faktisk de har mere på hjerte end Lady Blackbird, men Lady Blackbird er et sjovt scenarie, så det ville være synd at springe det over.

250px-MagisterLorSantuarioBåde Magister Lor og Lord Scurlock er skrevet til 4 spillere, så selvom Lady Blackbird er skrevet til 5, ville det være mest oplagte at skære en spiller fra i Lady Blackbird. På den måde kunne den samme gruppe spille alle 3 scenarier. Det er en overskue lille ”kampagne” i et voldsomt charmerede univers.

Year of Action!

12 måneder = 12 forskellige actionscenarier. Det sidste søndag  i måneden mødes man og spiller et actionscenarie. Hvem der er spilleder kan skifte.

l_7

Oplagte scenarier kunne være:

  • På røven i Marienburg
  • Thorvald Stauning – Varulvejæger
  • Holocaust-serien
  • Superheroes-serien
  • 9000 beton
  • Dræbersvin 2.

Denne ”kampagne” ville tage et år, derefter kunne man med fordel lave et ”Year of Crime” eller et ”Year of Bleed”.

Som spiller

Ellers er jeg, når mine nuværende kampagner slutter, klar på at være spiller. Især i kortere kampagner og jeg er især vild efter at prøve spil såsom:

  • Mouse Guard
  • Dresden Files (sat i København)
  • Ars Magica
  • Pendragon
  • Det nye D&D

Indbyggere

Eller genbesøge Warhammer eller Drager og Dæmoner eller…

 

Min næste kampagne

Min næste kampagne bliver, hvis jeg kan finde spillerne til det, en Vampire-kampagne.

Jeg er de sidste par år vendt tilbage til Vampire: The Masquerade, som var min store ungdomskærlighed når det kommer til rollespil. Det bliver et sårbart projekt, et sandt nostalgiprojekt. Ordet nostalgi kommer af græsk nostos ‘hjemkomst’ og afledning af algos ’smerte’. Det kan næsten kun gå galt. Jeg sælger det godt, ikke? Det der særdeleshed tænder mig ved denne kampagne er muligheden for at spille generationel play, hvilket jeg mener giver mulighed for at skabe ”bigger than (just one) life”-historier.

Det bliver en semihjemmebygget kampagne, der (primært) bygger på købekampagnen The Ventrue Chronicle og by-bogen New York by Night.

8

Fra Savannah til New York

The Ventrue Chronicles består af tre dele, en til hver af Vampires tre periode-settings: Dark Ages (1230’erne), Gaslight (1880’erne) og Final Nights (1990’erne). Altså middelalderen, victoriatiden og det senmoderne. Hver del er henholdsvis sat i York, New York og Savannah (i sydstaten Georgia). I hver periode spiller man en ny vampyr, der er afkom af en af de andre spilleres vampyrer fra den foregående periode.  Man kommer altså til at spille tre forskellige spilpersoner i kampagnen. Der er bipersoner der er gennemgående, men jeg har svært ved at se et gennemgående tema. Det kan hænge sammen med at de tre dele er skrevet af forskellige forfattere og at det ikke virker til at der er blevet brugt overdrevent meget energi på redaktionel redigering af kampagnen.

Jeg kommer kun til at bruge de to første dele af kampagnen, nemlig den historie der udspiller sig i York i 1230’erne og den der udspiller sig i New York i 1880’erne. I stedet for Savannah i 1990’erne kommer tredje del af kampagnen også til at udspille sig i New York (i 1990’erne) og lægger sig mere op af New York by Night end The Ventrue Chronicle.

Spil- og bipersoner

Som sagt skal spillerne spille et sæt vampyrer i middelalderen, et nyt sæt i victoriatiden og endnu et sæt i det senmoderne. Det er generationel play, da en spiller spiller en anden spillers sire. Eftersom vampyrer ikke dør af alderdom, så kan de ”gamle” spilpersoner fungere som spillerstyret npc’er i senere dele af kampagnen. De gamle spilpersoner skal selvfølgelig ikke havde for meget spotlys, men et enkelt besøg eller et telefonopkald kunne godt fungere.

TheCamarillaJeg tænker vi laver de første spilpersoner i fællesskab og de må meget gerne komme fra andre steder end York. Jeg ved ikke om alle klaner skal være tilladt, men især The Ventrue Chronicle forudsætter at man er mere eller mindre Camarilla-tro. Klan Cappadocian kunne vise sig besværlig når vi kommer ud af middelalderen, klan Tzimisce er problematisk, fordi den er så bundet til Sabbatten, som den er, men ellers tror jeg godt at resten af klanerne kunne fungere – forudsat at den blodline man spiller med i holder sig nogenlunde på god fod med Camarillaen.

Spilgange i mellem de tre hovedscenarier

Efter første del, der foregår i York i 1230’erne, spiller vi et par spilgange i perioden mellem 1230’erne og 1880’erne. Disse spilgange handler om hvordan den næste generation af vampyrer bliver skabt. Det kan være en tysk romersk ventrue (fra første periode), der sender en folk preusserne ud på en hemmelig militær opgave. Preusserne ved ikke at vampyrlivet er ”belønningen” til den der viser sig mest kompetent. Resten af preusser-spilpersonerne kan enten gå i glemmebogen eller leve videre som npc’er (gouls, npc-vampyrer eller noget tredje). Derefter en spilgang hvor en assamite fra Tunis og en toredor fra Konstantinopel (begge spilpersoner fra York 1230’erne) angriber en setite-slangerede på Sardinien. De to vampyrer får hjælp fra et par lokale sømænd/fiskerne/smugler. En eller måske to af disse sømænd ender med at blive ”belønnet” med vampyrskab efter angrebet, hvis de og vampyrerne ellers overlever.

Interview-with-the-Vampire

Hvem der bliver udvalgt til vampyrlivet bestemmer den der spiller sire, men spilleren af den nylig skabte vampyr bestemmer om denne figur skal være hendes næste hovedperson (ellers bliver hun blot en spillerstyret npc, som evt. kan krydse spilpersonernes veje senere hen i historien). Når alle spillernes vampyrer har haft mulighed for at skabe et afkom og alle har fået nye vampyr-spilpersoner, så flytter vi handlingen til 1880’erne.

De nye spilpersoner bliver sendt til New York for at spille 1880’er-scenariet af deres sires (og evt. andre klanerledere) i klassisk vampirestil. Efter New York 1880’erne-scenariet gentages spillet med en række spilgange hvor tredje generationspilpersoner bliver skabt.

At spille en blodline

På den måde har spillerne både deres nuværende hovedpersoners agendaer og deres blodlines agendaer at spille på. Samtidig med at hver spiller har sin spilperson de kan fordybe sig i, så har de også forskellige fællesprojekter (blodlinens historie).

FullSizeRender

Hvis vi forestiller os at der er fire spillere, Peter, Jens, Maja og Celle, så kommer de hver især til at spille tre forskellige spilpersoner fra potentielt tre forskellige klaner. I mit eksempel nedenfor er Jens’ ventrue vampyr Brunhilde Meier blevet skabt af Baron Carl Hermann (spillet fra Peter) i 1812 og giver Emma Goldschmidt-Williamsburg vampyrdom i 1975. En klanfjerne, en nidkær engelsk ventrue vampyr ved navn Acton Millerstone fra 1230’ernes York, kunne være en gennemgående skurk, som hhv. Jens og Maja arver igennem kampagnen.

The Yellow Fang (mere Carroburg kanon)

gul-fang

… også glemte jeg selvfølgelig et stykke kanon, nemlig “Cult of the Yellow Fang”, som er mennesker der tilbeder rottemandsguddommen The Horned Rat. Selvom det er lidt småtosset at tilbede en gud, der hader ens race, så opererer kulten i Carroburg-området og deres aktiviteter når helt til Altdorf.

 

 

Carroburg, et designprincip og kanon

Jeg vil gerne lave fantasykampagnen Carroburg Bürger. Det er en kampagne med rigtig mange spillere, der foregår i Warhammerbyen Carroburg. Det er ikke meningen at alle spillere skal møde op hver gang. Jeg tænker, vi kommer til at bruge Facebook til både at planlægge spilgange og dele in-game kommunikation (rygter) om hvad der er sket i byen. Jeg har besluttet mig for at skrive 12 scenarier, før jeg sætter kampagnen i søen og det bringer mig til mit designprincip.

Designprincip

Byg byen med fortællinger, ikke locationer og npc’er der aldrig kommer i spil

Jeg elsker at digte steder og fiktive personer, men har et par gange opdaget at når jeg har bygget en kampagnesetting, så er settingen ikke rigtigt kommet i spil. Sådan skal Carroburg Bürger kampagnen ikke laves. Hvis havnen i Carroburg er vigtig (en handelsby på Reik? Mon ikke?), så skal den skrives ind i et af scenarierne. Det samme gælder baroner og rige købmænd, kaos og andre troldmænd, universiteter og byvagter, orker og dungeons, blood bowl hold og offentlige fælleder, skove og røverbander, trollslayers og skavens, bagermester og… osv.

Men der er stadigvæk en kanon og jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid behov for at forholde mig til kanon, når der er en sådan.

Kanon

Carroburg er en handlesby, der ligger på Reik mellem Marienburg og Aldorf og i den sydvestlige del af provinsen middenland. bombard2s_medCarroburg er den næststørste by i Middenland med 12.000 indbyggerne, 8.000 heraf er flygtninge fra kaosinvasionen i de østlige og nordige provinser (herunder også fra Nord- og Østmiddenland). Byen ligger på bakkerne ned til floden. Med de fattige nederst og de rige øverst, da ”water and waste travel downhill”. Derudover er Carroburg beskrevet som en labyrint af ”twisting” gader, stræder og trapper. Eftersom byen er kendt for sit fine ler- og glasarbejde kunne man forestille sig at bakkerne var meget ler- og sandholdig, hvilket ikke gør regnvandet (der løber ned af gader og stræder) mindre beskidt.

På toppen af bakkerne ligger der to store paladser. Det største tilhører Elector Count’en Graf Boris Todbringer den 2., men han er der ikke så ofte, da han hersker fra provinshovedstanden Middelheim eller jagter mutanter i Drakwald skoven, der strækker fra provinsens nordvestlige del til den sydlige del. Paladset er beskrevet som: ”an ancient mansion, tall with narrow windows and no entrances on the ground floor”. Pt. opholder Graf’ens nevø og arving Baron Wulfram von Todbringer, der er sygelig og holdes væk fra offentligheden i Carroburg.

I det andet palads er byens lokale hersker Duke Leopold von Bildhofen, der holder byen og området for Graf’en. Duke’n hersker over en række mindre oplandslandsbyer: Anseldorf, Barenfähre, Dunkelbild, Punzen, Schattenlas, Senden og Weidemarkt. von Bildhhofen stammer fra de store Drakwald familier og tæller tidligere Kejser Magnus the Pious iblandt sine forfædre. Han er populær, da han støtter tempelbyggerier og byens rettigheder som handelsby. ”Some see him as a defender of ”westen” [og sydlige] interests in the court of Middenheim”. I Imperiet er der en kulturel forskel på og til tider konflikt mellem de østlige/nordlige dele på den ene side og den vestlige/sydlige dele. De nordige er mere rå og mere middelalderlige. De tilbeder som oftest de ”gamle” naturguder, såsom Taal, Rhya og (især i Middenland) Ulric. De sydelige dele er mere dannende og renæssancelige. De tilbeder som oftest de ”nyere” kulturguder, såsom (især) Sigmar, Shallya*, Ranald, Handrich, Verena og endda udenlandske guder såsom Myrmidia. Jeg tror Morr (og måske også Shallya – derfor * ved hende ovenfor) bliver tilbedt i det meste af Imperiet. I forbindelse med guderne, synes jeg at at have læst at man lige netop i Carroburg (eller var det Marienburg?) tilbeder en Grandfather Reik (en slags flodudgave af havguden Manann).

De mange flygtninge fra nord og en ny, under krigen indført, importskat ”penny on the pound”, skaber sociale uroligheder i handelsbyen. Heldigvis er der en del soldater i byen (omkring 1150 i alt (150 gode og 1000 mindre gode), her er de bedst kendte The Carroburg Greatswords, som kun de bedste Imperiets soldater bliver optaget i. Ydermere har to ridderroder i deres hovedkvarter i byen: Knight Panther og The Knights of the Blazing Sun.

Knight Panthers hovedkvarter ligger et lille stykke udenfor Carroburg, hvor lederen af orden, Grand Master Baron Heinrich von Torlichhelm, administrerer sin orden fra. john_blanche_knight_pantherKnight Panther er en af de mest berømte ridderordre i Imperiet. Blev grundlagt i et ”korstog” imod Araby for omkring 2000 år siden, dengang havde de en panter i stedet for kam på deres hjelme, i dag er denne panter dog skiftet ud med et model af et beastman hoved. De er med i Graf’ens mutantjagte i Drakwald og Todbringer har en stor gruppe af dem ved sit hof. Derudover ”lånes” de ud til Kislev og har et stor ”afdeling” i Talabheim. De har gode relationer til de ulrictro Knights of the White Wolf fra Middelheim, men modsat dem (og mange andre ondre) er selve orden sekulær. De enkle ridder kan tilbede, hvilken som helst af de lovlige guder, så længe de hader mutanter og andre kaosvæsener.

The Knights of the Blazing Sun er en omrejsende Myrmidia-orden. De har også deres hovedkvarter i Carroburg. Forholdet mellem dem og Kight Panters er særdeles godt, da de blev etableret for mange år siden under ”korstogene”. De udmærker sig ved at bruge deres meget højpolerede skjold til at blinde deres modstandere og er kendt for at beskytte fattige og svage. De er interessante, da krigergudinde Myrmidia ikke traditionelt bliver tilbedt i Imperiet, men er Estalia og Tileas primære guddom.

Alt dette er fint, men hvis det skal spille en rolle i min kampagne, må jeg heller få bygget Floden Reik, Grandfather Reik, lerarbejde, trapper, labyrintiske gader og stræder, mudder, handel, Graf Boris Todbringer og nevø, Duke Leopold von Bildhofen, Drakwald, konflikten mellem nord og øst overfor syd og vest, guderne (især Sigmar, Ulric og Myrmidia), flygtninge, ”penny on the pound”-skatten, The Carroburg Greatswords, The Kights of the Blachcin Sun, Grand Master Baron Heinrich von Torlichhelm og resten af Knight Panther. Der er alligevel en del kanon til Carroburg.