Min næste kampagne

Min næste kampagne bliver, hvis jeg kan finde spillerne til det, en Vampire-kampagne.

Jeg er de sidste par år vendt tilbage til Vampire: The Masquerade, som var min store ungdomskærlighed når det kommer til rollespil. Det bliver et sårbart projekt, et sandt nostalgiprojekt. Ordet nostalgi kommer af græsk nostos ‘hjemkomst’ og afledning af algos ’smerte’. Det kan næsten kun gå galt. Jeg sælger det godt, ikke? Det der særdeleshed tænder mig ved denne kampagne er muligheden for at spille generationel play, hvilket jeg mener giver mulighed for at skabe ”bigger than (just one) life”-historier.

Det bliver en semihjemmebygget kampagne, der (primært) bygger på købekampagnen The Ventrue Chronicle og by-bogen New York by Night.

8

Fra Savannah til New York

The Ventrue Chronicles består af tre dele, en til hver af Vampires tre periode-settings: Dark Ages (1230’erne), Gaslight (1880’erne) og Final Nights (1990’erne). Altså middelalderen, victoriatiden og det senmoderne. Hver del er henholdsvis sat i York, New York og Savannah (i sydstaten Georgia). I hver periode spiller man en ny vampyr, der er afkom af en af de andre spilleres vampyrer fra den foregående periode.  Man kommer altså til at spille tre forskellige spilpersoner i kampagnen. Der er bipersoner der er gennemgående, men jeg har svært ved at se et gennemgående tema. Det kan hænge sammen med at de tre dele er skrevet af forskellige forfattere og at det ikke virker til at der er blevet brugt overdrevent meget energi på redaktionel redigering af kampagnen.

Jeg kommer kun til at bruge de to første dele af kampagnen, nemlig den historie der udspiller sig i York i 1230’erne og den der udspiller sig i New York i 1880’erne. I stedet for Savannah i 1990’erne kommer tredje del af kampagnen også til at udspille sig i New York (i 1990’erne) og lægger sig mere op af New York by Night end The Ventrue Chronicle.

Spil- og bipersoner

Som sagt skal spillerne spille et sæt vampyrer i middelalderen, et nyt sæt i victoriatiden og endnu et sæt i det senmoderne. Det er generationel play, da en spiller spiller en anden spillers sire. Eftersom vampyrer ikke dør af alderdom, så kan de ”gamle” spilpersoner fungere som spillerstyret npc’er i senere dele af kampagnen. De gamle spilpersoner skal selvfølgelig ikke havde for meget spotlys, men et enkelt besøg eller et telefonopkald kunne godt fungere.

TheCamarillaJeg tænker vi laver de første spilpersoner i fællesskab og de må meget gerne komme fra andre steder end York. Jeg ved ikke om alle klaner skal være tilladt, men især The Ventrue Chronicle forudsætter at man er mere eller mindre Camarilla-tro. Klan Cappadocian kunne vise sig besværlig når vi kommer ud af middelalderen, klan Tzimisce er problematisk, fordi den er så bundet til Sabbatten, som den er, men ellers tror jeg godt at resten af klanerne kunne fungere – forudsat at den blodline man spiller med i holder sig nogenlunde på god fod med Camarillaen.

Spilgange i mellem de tre hovedscenarier

Efter første del, der foregår i York i 1230’erne, spiller vi et par spilgange i perioden mellem 1230’erne og 1880’erne. Disse spilgange handler om hvordan den næste generation af vampyrer bliver skabt. Det kan være en tysk romersk ventrue (fra første periode), der sender en folk preusserne ud på en hemmelig militær opgave. Preusserne ved ikke at vampyrlivet er ”belønningen” til den der viser sig mest kompetent. Resten af preusser-spilpersonerne kan enten gå i glemmebogen eller leve videre som npc’er (gouls, npc-vampyrer eller noget tredje). Derefter en spilgang hvor en assamite fra Tunis og en toredor fra Konstantinopel (begge spilpersoner fra York 1230’erne) angriber en setite-slangerede på Sardinien. De to vampyrer får hjælp fra et par lokale sømænd/fiskerne/smugler. En eller måske to af disse sømænd ender med at blive ”belønnet” med vampyrskab efter angrebet, hvis de og vampyrerne ellers overlever.

Interview-with-the-Vampire

Hvem der bliver udvalgt til vampyrlivet bestemmer den der spiller sire, men spilleren af den nylig skabte vampyr bestemmer om denne figur skal være hendes næste hovedperson (ellers bliver hun blot en spillerstyret npc, som evt. kan krydse spilpersonernes veje senere hen i historien). Når alle spillernes vampyrer har haft mulighed for at skabe et afkom og alle har fået nye vampyr-spilpersoner, så flytter vi handlingen til 1880’erne.

De nye spilpersoner bliver sendt til New York for at spille 1880’er-scenariet af deres sires (og evt. andre klanerledere) i klassisk vampirestil. Efter New York 1880’erne-scenariet gentages spillet med en række spilgange hvor tredje generationspilpersoner bliver skabt.

At spille en blodline

På den måde har spillerne både deres nuværende hovedpersoners agendaer og deres blodlines agendaer at spille på. Samtidig med at hver spiller har sin spilperson de kan fordybe sig i, så har de også forskellige fællesprojekter (blodlinens historie).

FullSizeRender

Hvis vi forestiller os at der er fire spillere, Peter, Jens, Maja og Celle, så kommer de hver især til at spille tre forskellige spilpersoner fra potentielt tre forskellige klaner. I mit eksempel nedenfor er Jens’ ventrue vampyr Brunhilde Meier blevet skabt af Baron Carl Hermann (spillet fra Peter) i 1812 og giver Emma Goldschmidt-Williamsburg vampyrdom i 1975. En klanfjerne, en nidkær engelsk ventrue vampyr ved navn Acton Millerstone fra 1230’ernes York, kunne være en gennemgående skurk, som hhv. Jens og Maja arver igennem kampagnen.

The Yellow Fang (mere Carroburg kanon)

gul-fang

… også glemte jeg selvfølgelig et stykke kanon, nemlig “Cult of the Yellow Fang”, som er mennesker der tilbeder rottemandsguddommen The Horned Rat. Selvom det er lidt småtosset at tilbede en gud, der hader ens race, så opererer kulten i Carroburg-området og deres aktiviteter når helt til Altdorf.

 

 

Carroburg, et designprincip og kanon

Jeg vil gerne lave fantasykampagnen Carroburg Bürger. Det er en kampagne med rigtig mange spillere, der foregår i Warhammerbyen Carroburg. Det er ikke meningen at alle spillere skal møde op hver gang. Jeg tænker, vi kommer til at bruge Facebook til både at planlægge spilgange og dele in-game kommunikation (rygter) om hvad der er sket i byen. Jeg har besluttet mig for at skrive 12 scenarier, før jeg sætter kampagnen i søen og det bringer mig til mit designprincip.

Designprincip

Byg byen med fortællinger, ikke locationer og npc’er der aldrig kommer i spil

Jeg elsker at digte steder og fiktive personer, men har et par gange opdaget at når jeg har bygget en kampagnesetting, så er settingen ikke rigtigt kommet i spil. Sådan skal Carroburg Bürger kampagnen ikke laves. Hvis havnen i Carroburg er vigtig (en handelsby på Reik? Mon ikke?), så skal den skrives ind i et af scenarierne. Det samme gælder baroner og rige købmænd, kaos og andre troldmænd, universiteter og byvagter, orker og dungeons, blood bowl hold og offentlige fælleder, skove og røverbander, trollslayers og skavens, bagermester og… osv.

Men der er stadigvæk en kanon og jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid behov for at forholde mig til kanon, når der er en sådan.

Kanon

Carroburg er en handlesby, der ligger på Reik mellem Marienburg og Aldorf og i den sydvestlige del af provinsen middenland. bombard2s_medCarroburg er den næststørste by i Middenland med 12.000 indbyggerne, 8.000 heraf er flygtninge fra kaosinvasionen i de østlige og nordige provinser (herunder også fra Nord- og Østmiddenland). Byen ligger på bakkerne ned til floden. Med de fattige nederst og de rige øverst, da ”water and waste travel downhill”. Derudover er Carroburg beskrevet som en labyrint af ”twisting” gader, stræder og trapper. Eftersom byen er kendt for sit fine ler- og glasarbejde kunne man forestille sig at bakkerne var meget ler- og sandholdig, hvilket ikke gør regnvandet (der løber ned af gader og stræder) mindre beskidt.

På toppen af bakkerne ligger der to store paladser. Det største tilhører Elector Count’en Graf Boris Todbringer den 2., men han er der ikke så ofte, da han hersker fra provinshovedstanden Middelheim eller jagter mutanter i Drakwald skoven, der strækker fra provinsens nordvestlige del til den sydlige del. Paladset er beskrevet som: ”an ancient mansion, tall with narrow windows and no entrances on the ground floor”. Pt. opholder Graf’ens nevø og arving Baron Wulfram von Todbringer, der er sygelig og holdes væk fra offentligheden i Carroburg.

I det andet palads er byens lokale hersker Duke Leopold von Bildhofen, der holder byen og området for Graf’en. Duke’n hersker over en række mindre oplandslandsbyer: Anseldorf, Barenfähre, Dunkelbild, Punzen, Schattenlas, Senden og Weidemarkt. von Bildhhofen stammer fra de store Drakwald familier og tæller tidligere Kejser Magnus the Pious iblandt sine forfædre. Han er populær, da han støtter tempelbyggerier og byens rettigheder som handelsby. ”Some see him as a defender of ”westen” [og sydlige] interests in the court of Middenheim”. I Imperiet er der en kulturel forskel på og til tider konflikt mellem de østlige/nordlige dele på den ene side og den vestlige/sydlige dele. De nordige er mere rå og mere middelalderlige. De tilbeder som oftest de ”gamle” naturguder, såsom Taal, Rhya og (især i Middenland) Ulric. De sydelige dele er mere dannende og renæssancelige. De tilbeder som oftest de ”nyere” kulturguder, såsom (især) Sigmar, Shallya*, Ranald, Handrich, Verena og endda udenlandske guder såsom Myrmidia. Jeg tror Morr (og måske også Shallya – derfor * ved hende ovenfor) bliver tilbedt i det meste af Imperiet. I forbindelse med guderne, synes jeg at at have læst at man lige netop i Carroburg (eller var det Marienburg?) tilbeder en Grandfather Reik (en slags flodudgave af havguden Manann).

De mange flygtninge fra nord og en ny, under krigen indført, importskat ”penny on the pound”, skaber sociale uroligheder i handelsbyen. Heldigvis er der en del soldater i byen (omkring 1150 i alt (150 gode og 1000 mindre gode), her er de bedst kendte The Carroburg Greatswords, som kun de bedste Imperiets soldater bliver optaget i. Ydermere har to ridderroder i deres hovedkvarter i byen: Knight Panther og The Knights of the Blazing Sun.

Knight Panthers hovedkvarter ligger et lille stykke udenfor Carroburg, hvor lederen af orden, Grand Master Baron Heinrich von Torlichhelm, administrerer sin orden fra. john_blanche_knight_pantherKnight Panther er en af de mest berømte ridderordre i Imperiet. Blev grundlagt i et ”korstog” imod Araby for omkring 2000 år siden, dengang havde de en panter i stedet for kam på deres hjelme, i dag er denne panter dog skiftet ud med et model af et beastman hoved. De er med i Graf’ens mutantjagte i Drakwald og Todbringer har en stor gruppe af dem ved sit hof. Derudover ”lånes” de ud til Kislev og har et stor ”afdeling” i Talabheim. De har gode relationer til de ulrictro Knights of the White Wolf fra Middelheim, men modsat dem (og mange andre ondre) er selve orden sekulær. De enkle ridder kan tilbede, hvilken som helst af de lovlige guder, så længe de hader mutanter og andre kaosvæsener.

The Knights of the Blazing Sun er en omrejsende Myrmidia-orden. De har også deres hovedkvarter i Carroburg. Forholdet mellem dem og Kight Panters er særdeles godt, da de blev etableret for mange år siden under ”korstogene”. De udmærker sig ved at bruge deres meget højpolerede skjold til at blinde deres modstandere og er kendt for at beskytte fattige og svage. De er interessante, da krigergudinde Myrmidia ikke traditionelt bliver tilbedt i Imperiet, men er Estalia og Tileas primære guddom.

Alt dette er fint, men hvis det skal spille en rolle i min kampagne, må jeg heller få bygget Floden Reik, Grandfather Reik, lerarbejde, trapper, labyrintiske gader og stræder, mudder, handel, Graf Boris Todbringer og nevø, Duke Leopold von Bildhofen, Drakwald, konflikten mellem nord og øst overfor syd og vest, guderne (især Sigmar, Ulric og Myrmidia), flygtninge, ”penny on the pound”-skatten, The Carroburg Greatswords, The Kights of the Blachcin Sun, Grand Master Baron Heinrich von Torlichhelm og resten af Knight Panther. Der er alligevel en del kanon til Carroburg.

Carroburg Bürger kampagne

Inspiration til kampagner kan kommer mange steder fra. Denne udspringer af nødvendighed, Rasmus’ Old school Temple of Elemental Evil-projekt (mere om det senere) og lidt det faktum at Morten & co. har valgt at spille Warhammer. På vores Dresden Files kampagne har vi haft svært ved at stille hold. Det er træls. Pga. vores livssituationer, hvor de fleste af os er mænd i 30’erne med jobs og familier, er det nødvendigt for hver enkelt af os at aflyse en spilgang i ny og næ. Det skal der være plads til, men udover vi har svært ved at stille hold, så gør de mange afbud det også vanskeligt at lave et forløbende narrativ.

tempel

I en mailkorrespondance om problemet refererede en af spillerne, Ask, til mødestrukturen i vores fælles ven Rasmus’ dungeon crawl Temple of Elemental Evil kampagne. I Rasmus’ kampagne er der en pule af 14 spillerne, der alle har lavet en spilperson. Det er ikke meningen at alle skal møder op hver gang. Dagens hold bliver sat af dem der møder op, hvilket som oftest er 6 til 7 spillerne. Resten af spilpersonerne bliver tilbage i en slags base camp imens dagens hold udforsker videre ned i templet. Det er en sjov struktur. Læs mere på Rasmus’ blog.

Jeg er ikke rigtig fan af dungeon crawl eller d&d, så jeg kommer ikke til at spillede Temple of Elemental Evil. Til gengæld er jeg pænt stor fan af Warhammer og kampagner der foregår i en by. Derfor jeg har fundet  på et set up, hvor jeg planker Rasmus’ mødestruktur og blander det med urban krigshammer til dit fjæs.

Reikland (1)

Great Carroburg Bürger kampagne

Imperiet er et farligt sted og hver spilgang er der trusler (mod byen, lokale, hoffet, menneskeligheden osv.) i Carroburg og en gruppe handlingsstærke bysbørn må træde til, så kastanjerne kan redes ud af ilden. Det er bare ikke altid de samme bysbørn der træder til. Det er enkeltstående eventyr, hvor skurke måske undslipper, men som aldrig ender med en cliffhanger.

Ligesom i Rasmus’ kampagne skal der være en del spillerne til denne kampagne. Spillerne spiller klassiske Warhammer spilpersoner, der er slået tilfældigt efter Warhammerreglerne og det er ikke meningen at alle spillere møder op hver spilgang. Når ens spilperson ikke er med får man ikke xp for spilgangene, men det er til gengæld i downtimen, hvor man får lov til at bruge xp. I downtime køber man nye skills eller skifter karriere. Derudover kan man bruge downtime til at hele skade og man skal slå på en downtime-tabel for hver gang man ikke spiller med. Der er en tabel for hver Career Class og udfaldet kan være alt fra blive gift, man har fået en stor ordre, ens hus er brændt ned, fået et barn, der er begyndt et ondsindet rygte om en, man har fået en akademisk anerkendelse, et kampar osv.

Eventyrene kan være ting som:

  • Spilpersonerne undersøger rygter om rottemænd i byens kloakker (og møder skavens)
  • Spilpersonerne afslører ved et tilfælde en kaoskult
  • Spilpersonerne skal afværge et giftmord på Hertugen
  • Under Carroburg open, en lokal blood bowl turnering, bringer udeholdet Reikland Reavers, deres voldshooligans til byen og eftersom de er anført af adelige må spilpersonerne (og ikke byvagten) stå for at forsvare sagesløse imod dem
  • Flere skavens
  • Noget med en necromancer
  • En spilperson er faldet i lag med en varulv (Gips!)
  • Spilpersonerne er i teateret under den store taalhäuser brænd, hvor teateret med fantom and all brænder ned
  • Et plot jeg hugger fra en Dresden Files roman

 

Alt i alt meget Felix and Gotrek lig fortællinger. Eventyrerne skal både være noget man kan løse med snilde og vold (gerne begge).

True Warhammer.

(Jeg overvejede også et Ars Magica eller magiskole-koncept, hvor de spilpersoner, der ikke er med læser til eksamen, men det blev alligevel lidt for kedeligt.)

Anmeldelse: Transylvania Chronicles 1

I min ferie har jeg læst Transylvania Chronicles 1, der er første bog i den fire bogslange Vampire kampagne Transylvania Chronicles. I forbindelse med min læsning af første bog i kampagnen har jeg også læst dele af Transylvania by Night og haft Anders Frost Bertelsen på besøg, da han har spillet kampagnen halvanden gang. Dette er en kort anmeldelse af kampagnens første del. Jeg læste bogen for at finde ud af om jeg måske ville kører kampagnen eller ej. Om jeg vil det afslører jeg – på en måde – i sidste afsnit af denne anmeldelse.

Bemærk: Jeg spoiler handlingen i kampagnen i dette indlæg.

Transylvania Chronicles er som sagt en Vampire: Dark Ages/ Vampire: The Masquerade kampagne i 12 akter, kampagnen starter i år 1197 og slutter i 2000. Man spiller en gruppe vampyrer, der forsøger at skabe sig et uliv i Transsylvanien og som oplever en række af de største begivenheder i Vampires kanoniske metaplot. Det er en gehenna- (dommedags-)kampagne, da verden (som vi kender den) ifølge Vampire kanon går under i 2000. (Full disclosure: Selvom jeg har spillet utrolig meget Vampire i slut 90’erme og start 00erne er jeg ikke særlig stræk i dommedagsdelen af Vampire kanon). Kampagnen handler også om en stor sektkrig i vampyrsamfundet mellem gamle vampyrer + dem der er dem tro (The Camarilla) og de unge rebeller (The Sabbath og The Anarchs). Med andre ord udnytter Transylvania Chronicles vampyrnes udødelighed og gør det muligt for at spille den samme spilperson over et langt historisk spænd. Kampagnen er blevet kritiseret for at være meget railroaded. De fire bøger udkom fra 1998 (bog 1) til 2000 (bog 4).


TC1

Første bog, altså den jeg har læst, starter i 1197 og 1413. Der er tre akter i denne bog som er tre scenarier der foregår i henholdsvis 1197, 1314 og 1413. Udover de tre scenarier er der i bogen en beskrivelse af Transsylvanien (settingen som den er i 1197, beskrivelse af NPC’er, større historiske og fiktive begivenheder) og et fortløbende plot med en lokal dæmon. Dæmonplottet regner jeg med løber igennem hele kampagnen.

Det første scenarie er rigtig fint (1197):

  • Spilpersonerne bliver sat til at skabe sig en magtbase, de bygger et tårn og får lov til at blive fyrster i et par småbyer.
  • De skaber sig et par fjender, der godt nok ret umotiveret angriber dem.
  • De blive venner med vampyrer, der vil udnytte dem senere hen.
  • Og det store dæmonplot bliver præsenteret.

Det andet scenarie er mindre godt (1314):

  • De bliver pålagt at blande sig i Klan Tremeres indre magtkampe, hvortil der er en forhistorie spillere ikke får fortalt (meget 90er artig). De har ingen valg undervejs og plottet ender med at Tremere himself kommer og indgyder sig respekt og frygt i spilpersonerne (også pænt meget 90er).
  • Der er en scene med nogen tempelriddere, der hænger sammen med den hemmelige forhistorie og som ikke rigtig giver mening med mindre man selv digter videre på situationen.
  • Derudover kører dæmonplottet videre, da spilpersonerne skal skrive eller få en anden til at skrive en magisk rune på Tremere klanens hovedkvarter eller kommer dæmonen og laver uvejr i landet(?)

Det sidste scenarie er ok, men også meget 90er (1413):

  • Spillerne skal skaffe et stykke tilbage til en Ventrue fyrste, der har fået hugget det fra nogen sigøjner Ravnos. Her kommer man op at slå med tempelriddere og ender med at får skæld ud af fyrsten (også selvom man løser plottet).
  • Derudover finder de Tzimisce gennemsted og er tilstede, da han bliver diableriseret*

 Alt i alt

Selve scenarierne går fra ok fine til ret dårlige, hvis man spiller dem fra bladet. Det er dog meningen at man skal lave sine egne småplot undervejs og man møder nogen ok bipersoner. Især er Tzimisce npcerne ret fantastiske og meget gakket. Tzimisce og Tremere klanernes historie er centrale i kampagne og så gennemgribende at det ikke rigtigt giver mening at spillerne får lov til at spille vampyrer af disse klaner.

Transsylvanien er en fed setting, men der er meget arbejde i kampagne, da man skal selv skal forfatte en del selv før det bliver rigtig godt, da scenarierne er ret svage. I det arbejde er Transylvania by Night ret uundværlig. Det er nok også en god idé at læse klanbogen til både Tzimisce og Tremere plus en håndfuld Dark Ages bøger. Det er min største anke til kampagnen, der er virkelig meget arbejde – både i at finde på, men også i at læse op. Derudover er der nogen ting som er lidt for 90er vampire-artige til min midt 10’er indiegames smag. I hvert scenarie kommer spilpersonernes sires forbi for 1) at sige til spillerne at de skal gribe scenariets krog og 2) for at få spilpersonerne til at drikke deres blod og på den måde blive bundet  til dem. Det hænger sammen med at spilpersonerne i løbet af kampagnen skal vælge mellem at være tro imod de ældste vampyrer eller tilslutte sig de unge rebeller – og kampagnens forfattere synes tydeligvis at det er sejere, hvis spilpersonerne går over på rebellernes side (Det er det også).

 Skal jeg spille den?

Det er ikke en helt dem kampagne, men den er arbejdstung. Selvom jeg virkelig godt kan lide vampire (kanon and all), så er Transylvania Chronicles næsten for meget af det gode. Der er lagt op til mange nederlag og (især) meget fornedrelse for spilpersonerne undervejs – det ved jeg ikke helt om jeg kan overskue. Det betyder at jeg ikke kommer til at spille Transylvania Chronicles med det første og nok ej heller læser de sidste tre bøger i kampagnen indenfor den nærmeste fremtid. I stedet for er jeg (igen) begyndt at læse Ventrue Chronicle, som jeg heller ikke er noget ved, men som jeg regner med er en kortere kampagne og hvor jeg har regnet mig frem til at jeg kun skal læse 5-6 bøger til (udover selve kampagnen).