Tag-arkiv: Fastaval

[Serie Yndlingsscener] Sønner & Sammen og valget i slutning af scenariet

Jeg har startet en serie, hvor jeg fremhæver en scene fra hvert af mine scenarier. Det virkende som en god idé, men allerede her ved mit andet scenarie løber jeg ind i et problem. Jeg er nemlig ikke særlig glad for scenerne i Martin Svendsen og mit 2004 Fastaval-scenarie: Sønner & Sammen.

Lidt for udgakket

Jeg var mega glad for at skrive sammen med Martin, men det blev bare ikke et særlig godt designet scenariet. Enten er scenerne nogen hvor Martin og jeg gakker ud på spilleder og spillere eller også skal de gøre noget helt bestemt og usagt for at komme videre i historien (som er et syret hulesystem de udforsker imens de er på narko).

Inden de  kommer ned i hulesystemet fedter de rundt i Tanger og jeg ved at Mikkel Bækgaard fik noget godt ud af det, men når jeg kigger på de første to-tre scener, så synes jeg ikke de særlig gode i sig selv.

Til gengæld kan afslutning måske noget. Det er en simpel “valg for slutningen af scenariet”-scene, men der optræder en telefon, som måske er lidt sjov. Lidt.

_________________

I denne serie vil jeg fremhæve en scene, som jeg holder ekstra meget (eller i det mindste ikke hader), fra hvert af mine 13 scenarier. Jeg har ikke taget mine 3 Fastaval JR. scenarier med, fordi de ikke er nedskrevet. Jeg tager dem i den rækkefølge, som jeg har skrevet scenarierne.

Fastaval i solen

Badet i sollys, varme og meget afklaret. Sådan vil jeg nok huske Fastaval 2019. Sollys og varme, fordi der var godt vejr. Afklaret, fordi jeg var afklaret ift. en række ting allerede før jeg tog på Fastaval.

Jeg var afklaret omkring at jeg ikke ønskede at diskutere sladder og skilsmisser (hvilket næsten lykkes). Jeg var afklaret omkring at Remember the Amazons, det scenarie som jeg havde med og som jeg har forsøgt at skrive de sidste 15 år, nu var skrevet og var blevet helt ok – uden at blive den blokbuster jeg havde drømt om. Og måske vigtigst, så var jeg afklaret omkring hvad der gør en god Fastaval for mig, nemlig at spille en masse rollespil.

“Rollespil er key” er simpelthen et mindset, der virker for mig.

Jeg har tidligere haft småkriser efter Fastaval, fordi jeg er kommet til at fokusere for meget på det sociale. Misforstå mig ikke, det sociale er stadigvæk vigtigt for mig, men det bærrede element på Fastaval er nødt til at være rollespille. Hvis jeg får spillet noget godt rollespil, så virker det sociale også så meget lettere.

På mission!

Jeg fatter ting langsomt. Alt for langsomt. Ligesom det tog mig (alt for) mange år før jeg forstod at grundlaget for en god Fastaval (for mig) er masser af rollespil, så er det først nu jeg for alvor er blevet opmærksom på de små fysiske og sociale ekskluderingsmetoder, som jeg mere eller mindre bevidst har benyttet, når jeg har været på Fastaval.

Det er hårdt at være social i så mange timer i så mange dage som man er på Fastaval. Hvis man ellers tror på kategorierne ”ekstrovert” og ”introvert”, så falder jeg helt klart ud som ekstrovert, men selv om jeg er ”sådan en”, så er den meget socialisering (og søvnmangel) pisse hårdt. Måske er det derfor jeg tidligere har været mindre opmærksom på min opførelse overfor andre på connen og jeg har været en røv.

Ikke en kæmperøv, men sådan en mellemrøv, der ekskluderede folk jeg ikke lige kunne overskue. Det kan være ting som at gå midt i en samtale (hvilket jeg har været slem til) eller stået og snakket i den klassiske ”uden for baren”-cirkel og ikke været opmærksom på at man stiller sig foran den sidst ankomne til cirklen. Personligt har denne opførelse vel været udtryk for usikkerhed, men i år var jeg bevist om disse handlemønster og valgte simpelthen ikke at være usikker og valgte at rumme folk.

Hvilket netop var lettere, fordi jeg fx lige havde spillet Queen Bees. Gode rollespilsoplevelser er mit sociale panser.

Jeg udelukker ikke, at jeg simpelthen er blevet mindre populær, men jeg følte på intet tidspunkt nogen trang til at flygte fra en social interaktion og i stedet for mødte mennesker, som de nu var. Og jeg møde både gamle venner og nye yndlingsmennesker. Det er ikke første gang at jeg har mødt nye mega søde folk på Fastaval og samtidig haft overskud til dem jeg kendte i forvejen, men det er måske første gang i lang tid, hvor jeg overhovedet ikke har været presset over det sociale spil og mine interaktioner med andre.

Rollespillet på Fastaval er så godt!

Fastaval har de bedste scenarier og de bedste rollespillere. Det er så sindssygt, hvor højt niveauet er. Jeg fik kun spillet 1 af de 6 ottovindere, men fik spillet nogen virkelig gode scenarier. Jeg er træt af, at jeg ikke fik spillet I skyggen af skoven, for det lyder som et virkelig dejligt scenarie og lige noget for sådan en som mig. Men lad mig gennemgå de scenarier som jeg spillede:

Onsdag

Tramuntana

Rasmus fangende mig på gangen efter jeg havde sat mit eget Remember the Amazons i gang. De manglende 2 spillere for at kunne køre to hold og jeg + en infoguy spang til. Det var en oplevelse. Spanien ved fascismens sammenbrud er en super fed setting. Spilpersonerne var rigtig fine og især den power djøf’er, som jeg fik lov til at spille var nice.
Det var dejligt at få plads til at fortælle under vejs i spilpersonernes flugt ud af Spanien og jeg synes virkelig Rasmus (og vores spilleder) havde formået at lave mange og ret forskellige sceneoplæg. Det var fedt at spille Tramuntana, selvom det er et scenarie med væsentlig mere indlevelse og et langsommere tempo end hvad jeg ellers foretrækker.

Torsdag

Rotteræset

Jeg var spilleder på Krisitans Skaven-remake af sit awesomme På røven i Marienburg (i novelleudgave’ish). Terningesystemet var let at bruge og jeg havde en spilgruppe som var vilde med at snakke med rottestemmer og æde tilfældige npc’er. De var seje, men det var ligesom vores spil manglende retning. Det gjorde i og for sig ikke noget, da det bare betød at jeg digtede løs og spillerne fedtede rundt (og ja spiste folk i vildskab). Vi havde det så sjovt at jeg havde svært ved at afvikle det på de 2 afsatte timer, som en der ellers er afsat til en novelle (I’m getting old I guess).

Queen Bees

Fåk yes! Det er et awesome ensemble intrige komedie og jeg fik lov til at spille sammen med nogen virkelig dygtige spillere og en awesom spilleder. Det er en lille pejle i dansk scenarietradition, som både trækker en masse på tidligere værkers design, men som også er godt at læse for at blive klog på hvordan man fx bygger en god fortællermotor eller bruger genre uden at de behøver overtage hele rollespillet. Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om tiaraen (læs: jeg synes det var lidt åndssvagt og lidt sej), men jeg gik med den i baren, fordi jeg nu engang vandt scenariet og fordi de andre sagde at jeg skulle 🙂 Det var overraskende fedt at vinde scenariet og ok med dimsen, fordi andre også gik med den og Thor blev så glad, da han så det.

Fredag

Sjælehvisker

Mettes scenarie er det flotteste scenarie jeg har læst i år og et af de flotteste jeg har læst ever. Det var fedt sat op og let at køre. Der er måske noget med hvordan hints og hemmeligeheder er angivet i teksten, som godt kunne gøres bedre, men ellers top sejt. Jeg havde en særdeles sympatisk spilgruppe og vi fik et virkelig hyggeligt spil op og køre. Det var fedt med et scenarie, hvor der var en masse frihed og rum til at spille De 5/børne-investigation i en klassisk low fantasy setting. Samtidig med at scenariet har designet med en masse interessante mulighedsrum, så har sjælehviskeren en meget velskrevet historie som der er rig mulighed for at præsentere spillerne for i spil. Jeg fik ikke al baggrundshistorie præsenteret igennem scenariet, men nok til at det gav mening for spillerne. Og vi fik, i fællesskab, fortalt en rigtig fin historie.

Solen skinner altid i Rom

Jeg skulle køre Henriks super sjove romer-novelle, men da der ikke blev oprettet to hold og eftersom jeg lige havde spilledt Sjælehvisker og senere skulle spillede Remember the Amazons, så var jeg en af de to spilledere som sprang fra. Jeg overvejer at sætte Henriks scenarie op i København, fordi det er sjovt – også selvom man som spilleder skal spille en af rollerne (selvom det ikke er min kop the).

Remember the Amazons

Mit eget scenarie gik rigtig godt. Jeg spillede med en dejlig gruppe.
Det var fedt at se mit værk ikke bare virke, men virkelig skinne i hænderne på fastaval-rollespillere.

Derudover overtog jeg fredag Rasmus’ seng på vandrehjemmet om aften, hvilket var virkelig dejligt og gjorde at jeg kunne overleve resten af Fastaval.

Lørdag

Fastaval jr.

Jeg spillede mit scenarie Drillehobbitter to gange med 9 forskellige piger i alderen 6-8 år. Vi dansede, tegnede, løb og spillede selvfølgelig rollespil. Det var nogen mega søde børn og en dejlig oplevelse.

Kulfanden på Tinghusevej

Kulfanden er tungt og stærkt værk, hvor man dreven arbejder sig igennem en gyser om en lille pige, der er flyttet ud på landet med sine forældre og sin syge lillebror. Pigen er bygget over Mikkels egen datter, som jeg havde fornøjelsen af at spille Drillehobbitter med om formiddagen (Fastaval er en lille verden). Scenariet er stemningsmættet og har et perfekt sammenspil imellem omgivelserne i fiktionen, bipersoner og pigens indre liv. Der er en masse spillerfrihed og medbestemmelse. Det er elegant, men også et svært scenarie at spille, hvilket er ok, fordi rollespil ikke kun behøver at være let.

Søndag

Fordi Remember blev nomineret i bedste spilpersoner blev jeg til festen selvom jeg godt vidste at jeg ikke ville vinde en Otto. Jeg er sikker på at de helt rigtige vandt de helt rigtige ottoer. Det var så fin en aften.

Selve dagen brugte jeg på at snakke, finde bordfæller til Ottofesten og prøve brætspillet Wingspan, som er jeg planlægger at købe når der er plus på kontoen og plads i bogreolen. Det er lækkert at have en hel dag, hvor man mest bare stener. Dem har jeg måske kun en lille håndfuld af om året.

Jeg har med vilje ikke skrevet navne på folk, som jeg har mødt eller hængt ud med. Det er ikke fordi I ikke er vigtige eller gjort indtryk, men I ved jo godt hvem I er og jeg ville hade mig selv for at glemme en af jer (det ville selvfølgelig ikke være DIG jeg glemte, men en af de andre, du ved – og du ved hvor kede de bliver af det).

Arbejdstitel: Hjemad

Rejsefortælling

Imens jeg venter på at afvikle mit blood bowl-scenarie på årets Fastaval. Jeg arbejder så små på mit næste scenarie og denne gang skal det været stort og episk. Kort fortalt handler det om fem soldaters rejse hjem efter Den Store Kaoskrig. Ved krigens afslutning er de på den østlige front i Kislev og deres hjem ligger tusind mil syd på i byen Meissen i Solland/Wissenland.

På hjemrejsen kommer vores helte igennem store dele af den østlige del af Imperiet, de kan vælge lidt forskellige veje, men kommer helt sikkert igennem 18-19 steder/scener. Det er et virkelig langt scenarie – jeg tænker at det skal løbe over en hel dag.

Personligt har jeg ikke spillet særlig meget i den del af Imperiet, så det er også interessant at udforske de østlige provinser.

Persongalleri

På nuværende tidspunkt handler historien om Albert von Sudenhul, Johan Flinter, Zwerg the Dwarf, Pflug og Marco Manner. De er alle fra det sydlige Sudenland og har haft militær tjeneste i det 2. Wissenlandske regiment. Hvorfor de rejser alene hjem ved jeg ikke endnu. Måske skal Albert, der er adelig hurtigt hjem pga. en arv/bryllup eller lignende. Måske er de simpelthen blevet væk fra deres regiment og endt sammen med nogen tropper fra Ostermark, som jo ikke skal helt så langt som vores helte.

Lidt mere om hovedpersonerne

  • Johan Flinter er et uægte barn af en baron i Sudenland og har en åndelig interesse. Måske bliver han præst undervejs på hjemrejsen, måske finder han sit kald af anden vej på rejsen
  • Zwerg the Dwarf er, ja, dværg. Måske er det for plat at han hedder Zwerg, men jeg synes det kunne være interessant at have en dværg med på rejsen. Jeg tænker han er en blanding af Gotrek og Flint, men mere vred
  • Pflug er stor, bondsk og queer as fuck. Måske er h/n kvinde, måske er h/n mand, måske er det ret ligegyldigt
  • Marco Manner er halvtileaer og dandy. Der skal nok bygges lidt mere på det koncept
  • Albert von Sudenhul er som sagt adelig og på vej hjem til et bryllup/arv/noget politisk artigt. Jeg er usikker på om der skal være en adelig med eller om det er en darling. Der ville være noget fint ved at det bare er fem bunderøve, som er på vej hjem.

Karakterudvikling

Mekanisk har jeg tænkt mig, at binde karakterudviklingen op på personlighedstræk, som der er en gevinst for at spille på (det kunne være xp eller bonusterninger eller en anden slags point) og at hovedpersonerne har mulighed for at skifte profession undervejs. Professionerne giver adgang til nye egenskaber og evner.

Derudover har jeg overvejet om nogen af spilpersoner skal have mulighed for at dø i løbet af fortællingen. Og om der så skal stå nye spilpersoner klar, som man kan overtage og spille, hvis ens første spilperson er røget i svinget.

 

Tegninger af spilpersoner til Remember the Amazons

Sarah Vilhelmsen

Min niece Sarah går i 1.g. og tegner på livet løs. Fordi hun er vanvittig dygtig, så har jeg fået hende til at tegne spilpersonerne til mit scenarie. Her er et par eksempler.

Hvis du godt kunne tænke dig ligeså flotte tegninger til dit næste scnearie, så vil jeg gerne formidle kontakt til Sarah.

Du kan evt. også tjekke hendes Instragram ud.

Mit næste scenarie

Siden har afleveret mit scenarie til Fastaval har jeg haft en tomhed og lige nu har jeg overhovedet ikke lyst til at køre det. Der er en del som jeg er glad og tilfreds med i scenariet, men der er også nogen ting, som jeg nok ville lave anderledes, hvis jeg kunne lave det om.

Derfor er jeg så småt begyndt på mit næste scenarie. Op på hesten og i gang, du ved. For selvom det er ikke sikkert at jeg får lov til at skrive næste år, så kan jeg enten skrive scenariet til min blog (og evt. en anden con – ligesom Thomas) eller også kan jeg forsøge at tilmelde det næste år igen. Altså det tog mig over 15 år at skrive Remember the Amazons og i det lys er en produktionstid på 3 år er jo næsten ingenting.

Den herreløse ridder

Jeg elsker fortællinger, såsom: Gotrex and Felix, Tårnene i Maury Skoven, Jeremiah, Usagi Yojimbo, Fafnir and the Grey Mouse osv.

Fælles for dem er at det handler om en eller flere helte, som rejser fra sted til sted, hvor de løser problemer – ofte med vold. Selvom de ovenstående er fantastiske karakterer, så er det især i miljøbeskrivelserne og bipersonerne, at fortællingerne bliver løftet til noget helt særligt. Jeg kunne godt tænke mig at lave et scenarie om en sådan personlighed, som er på en rejse og gennemspiller flere enklestående fortællinger undervejs.

Det kunne (altid) være Warhammer

Det kunne foregå i Imperiet. En ridder og et lille følge er på vej hjem fra den store kaoskrig i nord. Hjemleddet ligger i det sydlige Wissenland, så vi skal igennem en god del af Imperiet og undervejs har ridderen nogen forpligtelser og løber ind i nogen eventyr. Måske har ridderen travlt med at komme hjem. Der kan være en arv som venter. Måske har han ikke så travlt.

Det fede ved Warhammer er at både jeg og potentielle spillere kender verden, så en del giver sig selv uden unødig ekstra forklaringer.

Back to Ascalon

Det kunne også være i mit egen til formået hjemmebyggede fantasy-verden, hvor helte kan ride på løbeøgler og kaste med levende knivskarpe kampsommerfugle. Det fede ved denne mulighed er at det kan gå hen og bliv pænt psykedelisk, hvilket jeg er en form for fantasy, som jeg er ret glad for. Der er ret vide muligheder for verdensskabelse i denne version.

Struktur

Noget af det der tænder mig ved denne idé er at scenariet kunne være rigtig langt. Det kunne bestå af to-tre små noveller udover en start og slutningen. Det kan være en rammefortælling.

En grundkonflikt kunne være om hovedpersonerne ikke kan lade være med involverer sig i de lokale konflikter de møder undervejs eller om de bare vil hurtigt hjem. Hvor det er muligt at vælge eventyr til eller fra undervejs, men at disse valg også får betydning. Lidt a la Dronningen på Smaragdtronen fra sidste års Fastaval.

Alternativt kunne det være en rollespilsserie som løb under hele Fastaval med et nyt afsnit i hver blok. Den mulighed er jeg ret vild med, men det kræver et set up, hvor spillerne ikke behøver at være med hele vejen, men kan hoppe til og fra undervejs. Denne mulighed åbner også op for, at man kunne være flere forfattere på. Begge dele kræver selvfølgelig at andre end mig selv synes det virker som en god idé.