Selvom vi ikke fik spillet scenariet færdig var det mit indtryk at det var en god aften for os alle. For mig var den fantastisk, da jeg nu har utrolig meget at bygge videre med.

Her kommer det jeg tog med hjem (i punktform):

• Grundlæggende handler spillet om, at hvis man ikke ofre nok for holdet, så taber holdet. Jeg havde bare ikke givet spilpersonerne nok de ofre. Det skal løses ved at jeg nu fokusere på spilpersonernes motivation.

• Der er et konkret problem om, hvor mange handler spillerne får i hver blood bowlkamp. Det kan løses ved at er kan opnås flere handlinger ved at ofre noget (personligt).

• Derudover er der 11 spillere på banen for hvert hold i en blood bowlkamp, men det følelse ikke sådan, da vi spillede. Det er også let at løse, da man allerede kan bruge nogle holdterninger til ens slag, så skal disse terninger blot linkes til npc-holdkammerater, så de fortælles med ind i kampen. Med andre ord man kan få bonus terninger ved at ens holdkammerater hjælper en og det skal beskrives hvordan de hjælper af spilleren.

• Så var der nogle småting. Fx hvornår man må slå de der ekstra terninger. Før eller efter slaget og det fx skulle være muligt at flippe en terning (fra fiasko til succes og omvendt).

• Derudover skulle der også en montage ind i scenariet, hvor vi ser vores hold vinde en række kampe. Ligesom scenariet skal være mere ”mellow dramatic” på den der klæg måde, sportsfilm er det. Måske skulle jeg overveje et team evil som hovedfjende.

Masser af gode ting. Det første jeg skal lave nu er faktisk nogle interessante spilpersoner.

.

Slavehandleren fra Ascalon, spilleder

Jeppe mener vi havde et dårligt hold spillere. Jeg tror jeg spillede med røven og glemte de vigtigste elementer i scenariet. Det var sgu ikke helt godt.

.

Ascalon-dynastiet, spilleder

Gik godt og var fint, men også utrolig langt. Det var mere simulation end drama over spillet. Derudover var det svært for mig som spilleder at finde rundt i alle reglerne og scenariets mange sider (uden sidetal og indholdsfortegnelse). Alligevel tror jeg at jeg som spilleder havde en bedre spiloplevelse end spillerne.

.

Vasen, spiller

Klaus Meier var spilleder. Rock! Også spillede jeg sammen med Jonas Trier og Maja Krone + en ungdomsskoleelev, som jeg ikke kendte. Fuck yes! Det var fedt, men hold kræft hvor var det også svært at spille. Scenariet er på mange måder svært at spille (både tematisk og rollespilsmæssigt).  Ydermere var det svært at leve op til Maja og Jonas’ fantastiske spil. Jeg tror jeg fulgte ok med, men min præstationsangst gik udover min personlige oplevelse. På trods af det var det en stor stor oplevelse.

.

Magician: Impossible, spiller – sov over mig

Når jeg har en virkelig god spiloplevelse på Fastaval bliver jeg altid fuld. I år var jeg kun fuld efter jeg havde spillet Vasen. Det betød jeg sov over mig fredag og missede Kristians scenarie – det er jeg virkelig træt af.

Må få ham Kristian til at spille både etteren og toeren her over sommeren.

.

Kat, spilleder

Kat er et scenarie der har sine problemer, men jeg havde nogle super dejlige spillere. De gik over tiden sammen med mig og vi fik fortalt en sød historie om kræft og parforhold. De spillede sgu godt – jeg lavede en mindre fejl ved ikke at stolte nok på deres fornemmelse for scenesætning. Øv.

.

Fucking Mental!

Et godt scenarie. En ok oplevelse, som kunne havde været fantastisk, hvis vi var blevet castet anderledes.

”Gode inspirende rammer.”

Ørkenløber

”Old School på den fede måde.”

Troels

.

…om fortællingen

”Pimp my Railroad. Episk og underholdende lineært plot…”

Krigertroldmanden Belsamet

.

…om virkemidlerne

”Stil- og genrebevidsthed er smuk.”

Nekropolitaneren Denetius

”Lækkert, simpelt, forståeligt system.”

Lurifax

.

…om formidlingen

”Et brændende engagement for at fortælle et episk drama flikket sammen af smukt anvendte klicher.”

[En spilleder]

”Fedt skrevet og gode skitser.”

[En anden spilleder]

”Elsker skitserne!”

Uffe

.

&så har spillerne været utrolig glade for deres spilledere.

”Det lykkedes ham at fange min interesse i spillet, selvom genren ikke helt var i min smag.”

”Fantastiske beskrivelser.”

”Entusiastisk.”

”Super gribende og god til at håndtere situationen.”

”Tog få og enkle virkemidler og gav en levende baggrund til os.”

”Jeg er fan af hr. Svendsen.”

”Morten Greis er mit store idol og helt vildt eliten. Meget levende fortælling og stoisk pacing.”

”Var meget engageret og gav ekstra liv i scenariet med sin energi.”

”Spillederen levede sig godt ind i historien og fulgte godt op på alle spillernes idéer og baggrunde.”

Der er andre der har fået flere hold, måske endda med et mindre overskud af spilledere. Men fordi der er flere der har valgt det som 1. prioritet. Moralen er at dine prioriteringer af scenarier på Fastaval er vigtigere end du måske tror.

Det er et fair system, men jeg er selvfølgelig lidt træt af at der ikke er flere der kommer til at spille mit scenarie på Fastaval nu hvor der var så mange spilledere der gerne ville.

Sådan er det ikke med mit Ascalonscenarie. I det scenarie har jeg overhovedet ikke forholdt mig til, hvad der sker hvis vores helte taber den sidste kamp. Indtil da drives scenariet fremad ligegyldigt om vores helte taber eller vinder kampene. Nu er det sådan at vores helte godt kan tabe den sidste kamp i mit scenarie. De slås både imod en farlig slavehandler og en slangedæmon. De er pisse farlige!

Da jeg alligevel er i gang med at lave en errata, som jeg giver mine spilledere på Fastaval (og sender til dem før hvis jeg får deres email). I denne errata kunne jeg godt tænke mig at skrive, hvad der sker hvis spilpersonerne taber den sidste kamp. Jeg er bare helt blank for hvad der skal ske. Dør de? Bliver de bare slået ud? Og hvis ”ja”, hvad sker der så? Går vulkanen stadigvæk i udbrud? Eller overtager slangedæmonen Ascalon og skal jeg lave en epilog, der åbner det op for et oprør imod hende?

Hvad er fedest?

Alle forslag modtages med kyshånd. Det bedste (det jeg bruger) giver jeg en øl for på Fastaval.

Som lovet, her er scenariet Slavehandleren fra Ascalon til gratis download.

• Scenariet (som man ikke skal læse, hvis man ønsker at spille scenariet).

• Systemet (som man gerne må læse, hvis man ønsker at spille scenariet).

• Handouts (som man gerne må læse, men hvis tegninger man skal afholde sig fra at kigge på, hvis man ønsker at spille scenariet).

Skriv gerne hvad du synes om det.

Hovedpersonerne:

Tommy Wizard og Lucas Thief er rottefængere i handelsbystaten Port. De er fattige, men har henholdsvis en fortid som elev på troldmandsskolen (Tommy) og sørøver (Lucas).

Stemning/Genre:

Stemning/genre er Renæssance Fantasy. Der findes både pistoler og okkult magi (altså ikke så meget firebolt som dæmon og skyggemagi). Genre/genren er Guy Ritchie’sk action drama.

Spillerne:

Scenariet er det et spil for fem spillere og en spilleder. To spiller henholdsvis Wizard og Thief. De tre andre spiller en central biperson og to mindre centrale. De centrale bipersoner Professor Thomas White (troldmandensskolens rektor), Kap. James Black (sørøverkaptajn fra Thiefs fortid) og Billy Prince Beggar (leder af ports hemmelige tyvelaug).

Bipersonerne:

De tre centrale bipersoner har hver deres agenda for Wizard+Thief. De tre bipersonsspillere skal også spille to mindre centrale (og dog vigtige) bipersoner, de indgår alle seks en af de tre organisationer som er på spil (troldmandsskolen, sørøvermandskabet og tyvelauget). Altså kan Billy Prince Beggars spiller også komme til at Oscar præfekt på troldmandsskolen.

Mekanik:

Det bipersonerne understøttes mekanisk. Spillet er bygget op omkring en række konflikter, som afgøres ved terningeslag. Jeg tænker måske a la Lady Blackbird. Wizard og Thief, der er spillets antagonister, har ingen terninger sig selv. De kan få hjælp af bipersonerne og dermed få terninger til at forsøge at løse konflikterne. Hjælpen er dog ikke gratis, da alle bipersonerne har deres egne interessere.

Spillet starter ved at Wizard og Thief finder en hemmelighed, som de er nødt til at undersøge.

Mere stemning:

Nu hvor jeg alligevel har gang i fantasy igen – overvejer at gøre spilverden endnu mere fantastisk. Port er ikke bare en havne- og handelsby. Den er en flyvende ø – der er en havne- og handelsby. Skibene er ikke skibe, men luftskibe.

Rotterne er ikke rotter, men mariehøns i rottestørre. Disse store mariehøns spiser Ports forråd og viderefører sygdomme (ligesom rotter). Ellers bor de inde i og på undersiden af den flyvende ø. Måske var mariehønsene Ports oprindelige beboere. Hvad hedder en ”mariehønsefænger”?

Måske er de store mariehøns en del af den hemmelighed som sætter spillet i gang. Det ville være oplagt.

Hvad synes du?

Du kan til gengæld downloade det her:

• Scenariet (som man ikke skal læse, hvis man ønsker at spille scenariet).

• Systemet (som man gerne må læse, hvis man ønsker at spille scenariet).

• Handouts (som man gerne må læse, men hvis tegninger man skal afholde sig fra at kigge på, hvis man ønsker at spille scenariet).

Being Max Møller er skrevet til Fastaval 2001 og blev genopsat F2003. Det vandt Ottoen for bedste effekter og var også nomineret i bedste scenarie + bedste bipersoner. Derudover var det talk of the town på F2001.

Scenariet er fantastisk af en del grunde. Det er velskrevet. Jeg elsker scenariets overlejede 90er tone. Miljøbeskrivelser er smukke. Derudover hjælper det i min læseoplevelse, at jeg genkender en del af bipersonerne – selv om 2001 var et af de fire-fem år jeg holdte pause fra Fastaval. Scenariets løgne er primære grundene til jeg holder så umådeligt meget af scenariet. Og jeg hadede det ellers lige den gang det blev skrevet. Den gang så jeg det tidstypiske som en svaghed – i dag er det faktisk omvendt.

Den vigtigste af løgnene er selvfølgelig at Being Max Møller skulle være et billede på Fastaval. Den næst vigtigste er at det skulle være et billede på Max. Det er nemlig omvendt. For at det ikke skal blive for komplekst for mit spinkel sprog kræver det vel en forklaring eller to.

Jeg er sent ude med denne afmeldelse af Being Max Møller. De fleste af jer fra læsegruppen har skrevet jeres fine anmeldelser og jeg har læst dem. Noget I har bemærket er at Bering Max Møller ikke passer til det Fastaval I kender og slet ikke passer til Fastaval som det er i dag. Det er rigtigt. Hvis Being Max Møller viser noget, så er det at Fastaval heldigvis har uviklet sig. Måske endda pga. de skarpe pointer i Being Max Møller. Jeg vil ikke diskutere at Being Max Møller blandt andet er billede på Fastaval før 2001, men i det billede er det primært en række personer der står frem. Og selvom man måske kun mødte disse personer på Fastaval, så var Fastaval ikke disse personer. Fastaval er mere tradition for at spille rollespil i påsken i Århus’ området eller noget i den stil. Til gengæld er personbeskrivelserne beskrivelser af personerne som de var på Fastaval. Der sker noget med os når vi kommer på Fastaval. Nogle tager hatte på – Lars har engang fortalt mig at han tager sin hat af. Vi er på en bestemt måde, som vi ikke er andre steder. Det er der ikke noget mærkeligt i. Vi er også på en særlig måde når vi er på job og at den er anderledes end den særlige måde vi er på når vi er til familiefrokost. Det mærkelige er den måde vi er på, når vi er på Fastaval. Folk er forhåbentligt ikke sådan hverken sammen med familien eller på jobbet.

Så det Being Max Møller beskriver er ikke Fastaval, men Jost, Frederik, Kroll og 40k på Fastaval. Det er et særligt og unikt billede på dem. Det er forskellen.

Til gengæld beskriver scenariet ikke specifikt Max Møller. Turen i underbevidstheden, som sammen med Otto hysteriet, er det mest selvudleverede udlevere mere bare en helt generation af provinsdrenge. Ikke der med sagt at der ikke er alvorlige scener imellem, som betyder noget for Max’ liv. Det skal jeg ikke kunne sige. Eller jo – de er alvorlige og ubehagelige. Men de er ikke unikke billeder. Vi har været der, eller også spillede vi i rollespilsgruppe med en der var der, da vi var unge eller børn. Jeg genkendte alle scenerne, men mit bofællesskab lå også midt i en forstad til provinsen med marker op til. På den måde bliver scenariet også et stærkt billede på en generations af drengebørns barndom.

Det er sgu to smukke ting.

Forsiden

Udover løgnene er der den sande pointe (der iflg. min indledning nødvendiggjorde løgnene). Den er selvfølgelig beskrivelsen af Ottohysteriet og den er dead on.