Den 23. december skrev jeg det nedenstående til Kristo og Klaus:

Enhver Given Festag er desværre nødt til at blive aflyst.

Jeg står uden arbejde den første marts og derfor er jeg nødt til at bruge hele min fritid til at søge arbejde. Det er vigtigere end mit scenarie. Det var ikke et let valg, for hvis jeg blot var startet tidligere – brugt mindre tid på alle mulige andre ting – osv. kunne jeg måske havde klaret det. Desværre gik det ikke sådan, måske tænde jeg ikke nok på min egen idé, måske syntes jeg det for uoverskueligt.

Lars Andresen har ellers tilbudt mig sin hjælp med sit superlayout og skriverpower. Øv.

Jeg mener stadigvæk at Enhver Given Festag ville være et godt scenarie med masser af fine ideer i, men det bliver ikke skrevet af mig i år.

Hvis du har lyst til at overtage projektet skal de være velkommen. Ligesom jeg selvfølgelig gerne vil sende dem mine noter og holde igen med kritik af det færdige scenarie.

Og hey! I får også lige min elevatortale med på vejen:

Elevatortale start:

“Jeg arbejder med at strukturere webkommunikation for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. Rettere sagt har jeg arbejdet med digitale vidensflows, webanalyse og generel CMShåndtering. Det er jeg af en eller anden grund pænt sej til.

Noget anden er jeg har erfaring med er Old School projektledelse med særligt fokus på forventningsafstemning, klare kravspecs og menneskerne i projektet.

Derudover er jeg også ret sød og god til at lave ting ad hoc – grafik, præsentationer (jeg har blandt andet lavet Power Point for svinebøndernes formand til deres årskongres to år i træk, omkring 2000 mennesker i Herning), undervisning (mest højskole og tekniske vejledning) og selvfølgelig filosofisk dybde.

Hov, er vi allerede på 6. sal?”

Jeg har endnu ikke fået svar fra Kristo eller Klaus, men det er der ikke så meget at sige til.

Jeg ved hvad der skal skrive og har et skrivetidsestimat på omkring 20 timer.

Derudover er der selvfølgelig layout, men det er ikke meget. Desværre har jeg intet overskue eller lyst til at skrive mit scenarie. Min børnefrie fritid ligger mellem kl. 20 og kl. 22 i hverdagen. Det er der jeg skal læse bøger og tegneserier, skrive jobansøgninger (jeg er i et barselsvikariat nu), lave praktiske ting (eg. gøre lidt rent, vaske tøj, ordne bank-stuff og forsøge at holde stand imod mit skæghav),  spille kampagnerollespil, se min kæreste, alt det jeg lige nu har glemt og skrive scenarie.

Jeg kunne sikkert finde en time eller fem om uge til at skrive scenarie, men hvis jeg skal være helt ærlig så gider jeg ikke. Scenariet skal kun skrives, men hvordan genfinder man energien og lysten til det?

Det gik virkelig godt. Systemet virkede. Mine prøvespillere havde en masse gode ideer. Spilpersonerne var også næsten i skabet, dog skulle der skrive lidt mere drive ind i dem. Historien var også ok – men der skulle være lidt mere af den. Også lidt mere drive i den forbindelse. Plus lidt flere Blood Bowl referencer.

Nu skal det bare skrives. Jeg starter med spilpersoner og system, men er virkelig tidspresset for tiden.

Er der nogle der ved hvordan man får fingerne i en masse Blood Bowl Block Dice?

Jeg ville gerne hugge ideen med at man fokusere på highlights.

Enhver Given Festag er et scenarie jeg skriver til F2012, læs om det her.

Jeg arbejder stadigvæk på en løsning af hvad der skal ske, hvis spillerne er så uheldige at de taber deres anden kamp i scenariet. For et par uger siden var min ven Ask på besøg og jeg tror vi fandt en løsning. NU vil jeg gerne hører hvad I synes om den og om der er lidt for meget tag-ved-næsen-forfattermagi i den.

Hvis Wolfenburg Zealots taber deres anden kamp, imod Middenheim Marauders, så får hver af spilpersonerne et tilbud fra forskellige magtfulde aktører. Fælles for tilbudene er at disse aktører kan hjælpe Zealots til at gå videre selvom de tabte kampen.

“Alle kan jo ha’ brug for en chance til”

Eksempler på magtfulde aktører kan være nobles, gangster og (dødemands)troldmænd. Alle sammen nogle som i forvejen er beskrevet i de respektive spilpersonernes baggrundsmateriale. For at gå videre skal spilpersonen gøre noget umoralsk som han, som udgangspunkt, er modvillig til at gøre. Alle spilpersonerne får som sagt hver deres tilbud og kun en af dem behøver gøre noget umoralsk. Jeg tænker at der kan komme nogen interessante forhandlingssituationer ud af det, hvis det spilles forholdsvis åbent.

Selvom spilpersonerne skal gøre noget de er imod, fx dræbe en uskyldig, så må det gerne udspille sig på en sejt og cool måde. Det er vigtigt at det ikke bliver en straf til spillerne, fordi de tabte kampen, men en fed historie om heltes moralske fald.

- hvad så hvis ingen af spilpersonerne tager imod tilbudet?

Så er scenariet stadigvæk ikke ødelagt. Vi spiller at holdet tager hjem og en slutscene, hvor de møder Middenheim Marauders i en ny turnering fire år efter. Denne kamp spiller vi som fortællerollespil og det er op til spillerne om de taber eller sejrer denne gang. Alt kan jo ske enhver given Festag.  Det er ret usandsynligt at kommer til at spille denne slutning, men hvis vi gør, så er det ikke bare fordi terningerne var imod spillerne. Nej, de har selv bevidst valgt den.

.
.

Jeg har sendt min synopsis (læs den her) med nogle få ændringer. Jeg har gjort den lidt mindre sexistisk, rettet sproget til og har jeg skrevet et afsnit om. Nemlig afsnittet om, hvis holdet taber:

Enten vinder de adgang til The Capital Bowl i hovedstanden eller også taber de en af kampene. Hvad der så skal ske har jeg endnu ikke besluttet for: Mulighed A er at de så må rejse ødelagte og slukøret hjem. At jeg skriver et nederlagsudfald, en historie a la Million Dollar Baby. Mulighed B er at jeg laver en mekanik, hvor spillerne kan vende et tab til en sejr ved at ofre noget. Det er vigtigt at scenariet også er fedt at spille selvom terningerne er imod dem.

Det var den korte udgave.

Mulighed A, som jeg hælder imod, forsætter at jeg næsten skriver et lille scenarie om at tabe. Først taber holdet, så spiller vi deres interne og indre dramaer færdig som en roadmovie igennem den ødelagte nordlige del af Imperiet. Scenariet slutter med en scene, hvor vores hold igen møder det hold der slog dem ud af turneringen – i en ny turnering fire år efter. Denne kamp spiller vi som fortællerollespil og det er op til spillerne om de taber eller sejrer denne gang. Alt kan jo ske enhver given Festag.

Mulighed B kunne også være fedt, men jeg ved simpelthen ikke hvad spilpersonerne kan ofre. Og jeg vil meget gerne ha’ noget input. Er det deres helbred, deres sociale relationer eller noget tredje? Det må meget gerne være konkret.

Er den forstålig og lyder det som et godt scenarie?

Jeg tror godt at man kan læse synopsen selvom man gerne vil spille selve scenariet.

Pitch:

Enhver Given Festag er et Blood Bowl sportsscenarie sat i Warhammer verden. I scenariet følger vi holdet Wolfenburg Zealots i den store The Imperial Cup. Samtidigt fortæller vi historien om the Zealots fem stjernespillers privat liv der forvikles i takt med den berømmelse de opnår undervejs i turneringen.

Enhver Given Festag er en undersøgelse af spændingen mellem berømmelse og privatliv. Scenariet skifter mellem storladen sportsepik og inderligt karakterspil og udnytter dette skift dramatisk.

Stats:

Antal: Fem spillerne og en spilleder.

Type: langt scenarie, der tager omkring 5 timer.

Forfatter: Johannes Busted Larsen, johsbusted@gmail.com, 22573044.

Sportsfortællingen:

I scenariet er der fem spilpersoner og fem blood bowl-spillerpositioner. De kan sammensættes på krys og tværs til fem unikke karakterer. Positionernes fortælling er bygget op som en sportsfilm. Vi spiller et Blood Bowl holds rejse igennem cup’en. Enten vinder de adgang til The Capital Bowl i hovedstanden eller også må de rejse ødelagte og slukøret hjem. Det er vigtigt for mig at begge udfaldsmuligheder bliver fede at spille: enten klassisk sportsfilmsepik eller Eastwoodsk sportsfilmssocialrealisme (a la Million Dollar Baby).

Spilpersonernes historie:

De fem spilpersoner er fem ynkelige personligheder der kæmper med at leve op til egne idealer. Der er en ældre spiller der ønsker at vejlede de andre og ikke mindst være far for sin søn, men han må først overveje sin rullestensmentalitet. Der er hans søn, som også spiller på holdet. Han er så fuck op på faderopgør at han ikke ser hvor meget han ligner den gammel. Der er to krigsveteraner den ene har et stofmisbrug, den anden ser kaosokkultister over alt. Begge har et betændt kærlighedsforhold til holdets skøge. Den sidste hovedperson er den adelige gambler, der både flygter fra og tiltrækkes af sin egen fortid (nobels & gangsters). Bipersonerne spilles af både af spillederen og de andre spillere.

Mekanik:

Til selve kampene bruger vi et hjemmelavet hack fra indiespillet Danger Patrol.

Kampene spilles på tid: to halvlege af 20 minutter per kamp.

Der indgår en amerikansk football i spilmekanikken.

Hvis man klare sig godt i kampene bliver man belønnet med stjernescener uden for banen, hvor alt man forsøger at gøre vil lykkes og hvor de andre spillere skal hjælpe med at udspille ens spilpersons håb og drømme.

Når spillerne udspiller deres spilpersonernes tragiske skæbner bliver de bedre til at spille Blood Bowl.

Baggrund:

Da kaosbæsterne stormende Imperiet blev Wolfenburg overløbet og brændt ned hele to gange. Der er gået 4 år efter den store forsvarskrig og de nordlige egne af Imperiet er stadigvæk et hullet kludetæppe af ødelagte landskaber. Den Imperiets sydligdel er dog kommet sig og sulter efter underholdning. Kejser Karl Franz vælger at udskrive The Imperial Cup, en imperiel blood bowl turnering.

Det er den første turnering efter invasionen, men den første hvor næsten der ingen nordlige hold er med. Der er kun et: Wolfenburg Zealots. Zealots repræsenterer ikke bare Ostland provisen, men alle de nordøstlige proviser.

Scenegennemgang:

Carroburg:

Kamp imod Drakwald Pistoliers. (selvom de taber dette kamp er de ikke ude turneringen).

Efterfølgende dramascener i Carroburg: Spilpersonernes problemstiller og konflikter præsenteres. Konflikt med Reikland Reavers på en kro.

Middenheim:

Kamp imod Middenheim Marauders (den her kamp skal de vinde ellers er de ude).

Efterfølgende dramascener i Middenheim, her kommer konflikterne for alvor i spil. Evt. rejsen hjem (hvis de har tabt kampen).

Montage 1: I fællesskab og ved hjælp af den amerikanske football fortæller vi om tre kampe, som vores hold vinder: Averland Longhorns, Solland Sigmarist og Wurtbad Bears.

Dramascener på rejsen rundt i Imperiet. Konflikterne skal spilles op imod klimaks.

Montage 2: Siegfriedhof Ravens, Talabheim Titans og Nuln Canons.

Altdorf:

Dramascener: Ankomst til hovedstanden, her skal de spilles deres sidste og afgørende kamp. Konflikter skal udredes.

Kamp imod Reikland Reavers.

Evt. prolog (det skal afprøve i spiltest).

1. Holdet kan kun vinde, hvis individet ofte sig
2. Der er en konflikt mellem sportsverdens glam og virkeligheden baske realiteter
3. Vi kan ikke alle være stjerner

Jeg har arbejdet med alle tre præmisser og i mine forskellige scenarieudkast har jeg haft indarbejdet dem alle i større eller mindre grad. Mit arbejde med præmis 1 lignede noget af det Asbjørn har gang i. Det blev meget mekanisk og jeg kunne ikke rigtig få det til at gøre nok ondt at oftere sig. Præmis 2 var den første jeg arbejdede med. Det var lang tid før jeg mødte de mekaniske indiespil så her skrev jeg på et oplevelsesscenarie med biperson- og fortællerscener. Det er faktisk denne præmis jeg holder mest af, men jeg har ligesom levet med den så længe at den har mindst sin kraft.

Den tredje præmis er det seneste jeg har arbejdet på. Min idé var, at man jo bedre ens spilperson klarede sig i kampene – jo mere spiltid (dvs. scener) fik ens figur også imellem kampene. Imellem kampene skulle spille figurernes personlige dramaer, men altså ikke lige meget af hver figurs. Når ens figurs fortælling ikke var i fokus skulle man spille bipersoner. Ikke helt ulige sæt op’et i Dyst.

Hvorfor gik jeg væk fra denne idé/ præmis?

Jo, faktisk var jeg bare ud og løbe, men så kom jeg forbi en fastavalforfatterworkshop (som man jo gør). I den forbindelse var jeg i gang med at forklare en specifik mekanisk, hvor ikke alle fik lige meget spiltid i kampene. Elias spurgte om det ikke ville blive kedeligt for dem der ikke var så meget på og selvom jeg nok beholder spiltidsfordelingen ift. kampene (men det er en anden historie) så ramte han en nerve. Det er svært at lave et spil, hvor man fordeler spiltid skævt, interessant for dem der ingen spiltid vinder. De gjorde det i Dyst, men det er for svært for mig.

Jeg har været nødt til at formulere en ny præmis. Ganske klichefyldt har jeg valgt:

“United we stand, Divided we fall

Den har ikke en umiddelbar konflikt som en rollespilspræmis helst skal have. Den er ikke selvforklarede og allerede dér er jeg måske ude i problemer. Til gengæld indeholder dette motto både en solidarisk skønhed, en essentiel urimelighed og mit scenarie i en nøddeskal. Skønheden får vi frem, hvis vi læser mottoet som man traditionelt gør: hvis bare vi står sammen kan vi klare alt og hvis vi ikke står sammen går det galt. Hvis man til gengæld læser mottoet anderledes og lægger vægt på ”Divided we fall”-delen, så udtrykker mottoet også det urimelige i at vi alle, hvor meget vi end står sammen, vil være alene i vores dø. I mit scenarie sejrer figurerne som hold, sammen, men deres personlige tragiske historier, som vi imellem kampene, er de alene. Denne formulering indeholder især præmis 2, men faktisk også de to andre. Det ser ud til at jeg kommer til at skrive et oplevelsesscenarie uden en tydelig konflikt. Det har jeg det ok med.