Skal vi spille fjenden?

Jeg har altid været fascineret af fiktion, der bliver fortalt igennem forskellige perspektiver of fortællerstemmer. Hvis det laves godt, så belyser de forskellige perspektiver meget forskellige ”takes” på handlingen. Det er bl.a. dette greb som A Song of Ice and Fire-bogserien bedre og nuanceret end så meget andet fantasy. I film skabes det i de rigtig gode ensemblefilm, såsom Short Cuts og Magnolia. Nogen tv-serier gør det også rigtig godt, fx mener jeg at The Wire til dels formår det og Per Flys Forestillinger fra 2007 gør det rigtig godt.

Rollespil kan selvfølgelig også noget med perspektiver, hvilket særligt Mikkel Bækgaard og traditionen efter ham har undersøgt i en række fantastiske scenarier, her synes jeg at især Chiaroscuro, A Day in the Life, Løgstør, Vasen, Dyst, 15 Mand og Heksefeber gør det rigtig godt, men der bør sikkert nævnes flere (brug gerne kommentarfeltet til det).

Perspektiver og spillet mellem forskellige perspektiver kan noget, men jeg har næsten aldrig brugt det i kampagnerollespil. Måske fordi jeg har spillet alt for lidt Ars Magica, hvor hver spiller som minimum styrere et par bipersoner udover sin hovedperson-troldmand.

Sabbat crusades

I Vampire podcasten 25 years of vampire the masquerades afsnit 14 om The Storytellers Handbook to Sabbat beskriver værterne fordele ved at samme hold spillerne både spiller et Camarilla Coterie og et Sabbat Pack, hvis man ønsker at udspille et Sabbat crusade (altså et Sabbat angreb på en Camarilla by). Jeg tror ideen er at Sabbat packet er dem vi følger mest i denne sammenhæng, da det er dem som er historiens primære aktører, men principielt skifter man mellem at spille Camarilla den ene uge og Sabbat den næste.

Skaven infections

I min Warhammer spilgruppe spiller vi pt. anden sidste kapitel i købekampagnen Terror in Talabheim. Det er, spoiler spoiler, en dejlig historie om hvordan Talabheim bliver angrebet og besat af Skavens. Vi har spillet ret meget som den er skrevet, udover at vores start på kampagnen var lidt anderledes, fordi vi faktisk var gået i gang med en anden (hjemmelavet) kampagne. Derfor er handlingen også flyttet fra Talabheim til Carroburg, men ellers er den – næsten – spillet som den står skrevet.

Imens vi spillede den overvejede jeg om jeg skulle lade spillerne spille skavens undervejs – altså udover deres normale spilpersoner. Min ven Martin Svendsen har nemlig tidligere gjort det med stort held. Det fik vi ikke gjort, fordi jeg kom i tanke om det for sent i forløbet til at det ville være rigtig fedt. Hvis jeg skulle spille Terror in Talabheim en anden gang, så ville lave skaven npc’er som spillerne skulle i ny og næ. Jeg ville nok også lade handlingen foregå i Talabheim, men det er en anden historie.

Spil det andet perspektiv

I modsætning til Mikkels scenarier og Ars Magica (og Ars-inspireret spil), hvor en spiller en af de andres tjenere eller npc-venner, så er jeg overbevist om at spil, hvor man spiller fjender kan noget helt særligt. Jeg har desværre bare ikke spillet et, men indtil nogen sætter en sådan kampagne op for mig, må jeg jo gøre det selv. Selvom spillederoplevelsen og spilleroplevelsen er forskellig, så sidder jeg alligevel og overvejer i hvilke kampagneideer man kunne gøre brug af fjendeperspektivet.

Shortlist: Warhammer

Terror in Talabheim, nu hvor man også spiller Skavens. Det er en sjov idé med Skavens, men så god er kampagnen heller ikke at jeg har lyst til at spille den igen. Alternativt kunne man skrive nogen scener fra Skavenslayer romanen ind i en og man kunne spille den i stedet for “Something Rotten in Kislev” i en ”The Enemy Within”-kampagne, som Glen foreslår. Sandsynligheden for at det kommer til at ske er ikke voldsom stor.

Shortlist: Vampire

I min kommende Vampire-kampagne, kan jeg uden at afsløre alt for meget, kommer der nok til at være konflikter med Sabbatten i en eller anden form. Der kunne derfor godt være en periode, hvor spillerne også spillede Sabbat-vampyrer. Men eftersom det er mit mål at kampagnen skal afsluttes på et tidspunkt og ikke køre for evigt. Og eftersom spillerne som minimum kommer til at spille tre generationer af vampyrer (hinandens sire, childer og grandchilder) plus hinandens gouls og what dont, så behøver de måske ikke også spille et Sabbat Pack. Vampire-kampagnen er også historien om tre blodlinjer/vampyrfamilier – og det ville næsten være synd, hvis Sabbat-vampyrerne ikke var en del af disse fortællinger på en eller anden måde. Det ville gøre det hele lidt mere komplekst, ikke nødvendigvis dårligt, men mere komplekst.

So everybody?

I virkeligheden kan man lave ”vi spiller vores fjender”-set up’et i en del kampagner, hvor der er en gruppe interessante fjender. Her er Sabbat og Skavens er ret perfekte, fordi de er ret interessante grupper, som der er kastet en masser kærlighed i fra rollespilsforfattere.

Hvis du prøvet at spille en kampagne, hvor man også spillede fjenden, så del meget gerne dine erfaringer.

[M&R]17. Afsnit: Nye undersåtter, et mægtigt slag i bjergene, og et skelsættende gensyn med Elcastle

Efterspilsrapport af Anders. 

Tvekampen om en gudetitel

 

Raylan kunne dårligt sove. Regnskovens fugt og lyde holdt ham oppe. Eller var det sårene – endnu ikke fuldt ud helede? Nej, det var velsagtens den forestående tvekamp. Forgiftede benknive, hvilke barbariske folk der fandt på noget sådant?

Graig drømte. Billeder af hans rige, nu overstrømmet af mørke skygger. Fra syd – Wickmonts Leopard. Fra øst – Crossfords søslange. Men hvad er det? En Hane? Cokhurst selvfølgelig! Den træder ud fra Elmsby for at komme Uzel til undsætning. Men hanen fortæres af leoparden. Eller hvad? Kan det mon endnu forhindres?

Men vent! Fra Lionsport!? …Nej… hvor vover han? Elcastle har mobiliseret! Lionsports Warden – en forræder? Selvfølgelig… Lord Poley, stadig indebrændt over at være blevet forbigået! Riget smuldrer. Åh, skæbnen er hård ved Carhol.

Billedet af riget forsvinder. Et sælsomt væsen træder ud af disen. En øgle, med vinger, skæl, tænder, slangehale: ”Din bror skal kæmpe i morgen. Men giften er næppe Raylans ven. Jeg skylder ham en tjeneste, så derfor fortæller jeg dig dette… I bugen på din hund vil du i morgen tidlig finde nogle ildelugtende frugter. Tag disse fra hundens indre… ja, den er allerede død når du finder den. Tag dem og giv dem til Raylan. Bed ham spise frugtkødet, så vil han være beskyttet imod giften. Men han skal tage sig i agt – for hvis han spiser af kernerne vil han dø.

Graig talte: Hvem er du, et væsen uligt noget man nogensinde har set, der skylder Raylan en tjeneste?

 Væsenet hissede: ”Jeg kaldes luftdragen”.

 ”Men hvad er dit navn?” Graig så bæstet an.

 Væsenets øjne glimtede hemmelighedsfuldt: ”Et navn er en farlig ting at give fra sig. Men nok om dette! Jeg har et tilbud til dig, Kronprins Graig. Jeg holdes fanget i pyramiden. Giv mig min frihed, og jeg skal falde som en himmelsten over Wickmont. Jeg skal spise mig igennem dette rige – til der kun er knogler, ruiner og håbløshed tilbage.”

wyvern

Raylan hev efter vejret. Manden lå for hans fødder. Død af knivstik. Raylan smed benkniven og begyndte at vandre ned fra pyramiden. Sveden drev fra ham, og var begyndt at opløse den rituelle hvide maling som de lokale stammepræster havde påmalet ham. Under ham ventede hans brødre i blandt de enfoldige junglefolk, der herefter ville hylde ham som deres Gud. Hvad mon Graig ville tænke derom?

Mens Raylan solede sig i sin nyerobrede guddommelighed, udsøgte Graig sig det kammer, hvor luftdragen efter sigende skulle være indespærret. Han brød forseglingen og åbnede stenporten ind til kammeret. Et kortvarigt men voldsomt vindstød mødte hans ansigt og rev i hans hår, men da han kiggede ind i rummet var det ganske tomt. Han kravlede derind, orienterede sig og ledte efter mærker, men rummet var ganske tomt og ganske undseeligt, som et fangehullerne i kældrene under Mud Castle. Graig grublede. Skulle dette lille kammer være luftdragens fængsel? Og hvad var overhovedet denne luftdrage – måske bare et drømmesyn? Ren indbildning?

Da stammefolkene fik nys om at forseglingen var brudt og kammeret åbnet, reagerede de dog med slet skjult rædsel. Graig noterede sig deres frygt.

 

Rejsen til Geddricks Javelin

Frank Sunstar, Lykkeridderen fra syd, nu hjemløs, med sin lyshårede lille datter Emmie på slæb, lærte et og andet om Esther, mens han eskorterede hende på rejsen til og fra Geddricks Javelin.

Lady Esther færdedes hjemmevant i lyngheden og i skovene. Hun tændte bål med kyndig hånd, hun nedlagde vildt og fandt vej. Hun udpegede planter, dyrespor og stjerner for Emmie, som genert gentog de sælsomme navne: giftplanten Bulmeurt, den lille fugl Løvfinken, Kometen Siernas Fakkel, som altid varslede sommerens afslutning.

Det overraskede ham derfor heller ikke at få bekræftet, at Esther var i slægt med de lokale – og således ingen ægtefødt kongedatter. Rygterne havde man vel nok hørt.

Nordvest12-(2)

Hvad der til gengæld kom som ny og ganske farlig viden, var at Lady Esther bar et foster i sit indre. Hendes morgenopkastninger havde vakt Sunstars formodninger, men det var først, da Esther – uvidende om at Sunstar lyttede med – forklarede Emmie hvad der var i vente. Denne grænseløse ærlighed overfor barnet forundrede Sunstar. Kvinden, der ellers holdt kortene tæt til kroppen, delte her en ganske skelsættende hemmelighed med et ganske lille barn, hvis diskretion man dog næppe kunne stole på. Men Emmie talte ikke ved nogen lejlighed om hemmeligheden. Og Sunstar spurgte hende ikke derom, eftersom han nu allerede vidste besked.

Endnu to hemmeligheder trådte frem fra skyggerne under rejsen. Lady Esther var ildeset på sin hjemegn. Næppe nogen større overraskelse, men dog interessant nok i sig selv. Mere bemærkelsesværdigt var det, da en gamle kone, mild og rund i sit ydre, men med et blik der fangede Esthers øjne og nidstirrede hende med gammelklog bedrevidenhed. Hendes stemme var smiskende og selvtilfreds: ”Søger du stadig hævn for den ugerning der overgik dig dengang? Du ved, mit barn, det er nu engang en vestlandskvindernes lod at være legetøj for adelens ungersvende. Glem vreden. Den slags minder er bedst at gemme bort.”

Var der en snert af ondskab i ordene? Frank så Esthers øjne lyne. Men kongedatteren holdt tand for tunge og undlod at besvare den gamle kællings spørgsmål. Han så dog hendes fingre blidt berøre ritualkniven i bæltet. Den hun for få måneder siden var begyndt at gå med.

Hvad han dog aldrig fandt ud af, var præcist hvilket ærinde hun var på i det lyngklædte og vindomsuste Vestland.

 

Slaget i bjergene

Graig, Raylan, Lord Ray og Adrian blev ledt ud af bjergene af stammefolkene. Raylan, nu anset som en guddom af de overtroiske stammefolk, fik løbende efterretninger om hærenes positioner. Mod nord ventede Carhols lensmænd – baronerne fra krigsrådet i Hobb. De var endnu ved at få samling på tropperne efter det indledende forræderi, som hæren var blevet udsat for da den bevægede sydpå tidligere på sommeren. Mod syd stod Wickmonts hær. Den var allerede nu begyndt at trænge igennem bjergene. Mod vest var der forlydender om, at en hær havde forladt Lionsport, og nu var på vej mod Carhols styrker. Graigs frygt syntes at blive til virkelighed. Lord Elcastle i ledtog med Wickmont! Der kunne ikke være anden forklaring på, at Wickmont-krigsherrerne vovede sig igennem de uvejsomme og forræderiske bjergpas.

ridderto

Raylan insisterede på et hastigt modsvar. Så snart man kunne mobilisere hæren skulle den søge mod syd, op i bjergene gennem forskellige dale, for at imødegå Wickmonts styrker. En knibtangsmanøvre. Dristigt, men nødvendigt, hvis Wickmonts langt større styrke skulle tilintetgøres inden Elcastle kunne nå frem.

Hæren var allerede i bevægelse, da Sunstar og Esther sluttede sig til styrkerne efter deres rejse til Javelinen. Man førte tropperne ind i bjergene, og lagde et sidste krigsråd, godt hjulpet af spejderne fra regnskovsstammerne, stedkendte i bjergene – deres naturlige beskyttelse mod omverdenen.

Der blev lagt fælder og planlagt skinmanøvrer, og Frank Sunstar viste sit værd som en en mand der kendte krigen, ikke kun i dens blodige eksekvering, men også i forberedelsens mere eller mindre elegante skaktræk.

På vej gennem bjergene spurgte Esther henkastet, hvilket vejr Carhol skulle håbe på. ”Tæt tåge,” var det korte svar fra Kronprins Graig.

Og da slaget kom dagen efter, var der minsandten tæt tåge. Den kom så pludseligt, som var den en gudernes gave. Kravlende ned fra bjergene lagde den sig om den dal, der var blevet udset til valplads. Da den fire timer senere lettede, stod Carhols arvinger endnu. De kunne kigge rundt i det blodige virvar af lemmer, døde heste og mænd i krampagtige og langtrukne dødsspasmer og konstatere, at Wickmont var blevet slået.

Esther kom løbende dem i møde midt på slagmarken. Hun havde holdt sig på afstand under kampen, men kunne nu slutte sig til sine halvbrødre og sin onkel, alle indsmurt i blod og udslidte efter flere timers hakken, fægten og undvigen i moradset.

Markelig

Graig nåede blot at konstatere hendes smil, hendes våde tøj og hendes hår, der hang drivvådt ned langs hovedet, inden hans opmærksomhed blev fanget af et horn der gjaldrede fra en bakkekam. Elcastle! Lionsports rytteri dundrede ned igennem dalen og omsluttede Carhols sønner og deres livvagter. Udmattede efter kampen gjorde man ikke udfald, men greb blot hårdt om sværdskæfter og spyd og bed tænderne sammen. Raylans øjenbryn løftede sig, da han så Bluefire’s banner. Han var da en ven af Carhol?

Poley Elcastle af Lionsport red frem, løftede med en nonchalant bevægelse hjelmen af hovedet, og hilste med et nik sin kronprins: ”Min herre, jeg ser at I har startet kampen mod Wickmont uden os? Det er uhørt, at Lionsports Warden ikke står ved siden af sin herre i en sådan situation!” Elcastle, en kantet mand uden skyggen af humor, kiggede med hvad der lignede et smil mod sin kronprins.

Graig slog en latter op: ”Der er endnu masser af soldater fra Wickmont i bjergene, som skal jages og slås ned inden de når at samle sig! Elcastle, deres tilstedeværelse er en velsignelse. Velkommen.”

Spændende ny rollespilsteknik

Min ven Anders bed mærke i noget på Fastaval, som han ikke havde set i mange år. Anders sad i det område hvor Kampen om Evigheden blev spillet og så hvordan spillederene fra de forskellige hold tog spillerne med uden for døren for at aftale og snakke med dem om ting i hemmelighed.

"Så siger at du er tyven og du skal hugge alle guldstykkerne fra partyet"

I mange år var hemmelig spiller-spilleder spil udenfor døren en standart ting at gøre, men det er så mange år siden at der er spillere på Fastaval, da endnu ikke var født da de fleste af os var holdt op med at gøre det.

Senere bemærkende Anders overfor mig at for nogen af de yngre spillere på scenariet, må “udenfor-dør-spil” og den skæv informationsfordeling være en helt ny og spændende rollespilsteknik. Jeg tror Anders har ret. Hvad har vi ellers glemt og droppet af sjove teknikker?

[M&R] 12. Afsnit: Stormandsmøde i Hobb

Efterspilsrapport af Anders, vi mangler efterspilsrapporten fra 11. Afsnit, men den kommer og Anders har skrevet denne så man kan klare at få dem i en forkert rækkefølge.

Prinserne ankommer til Hobb, Carhols nordligste fæstningsby. Rygtet om deres ankomst er løbet i forvejen, og Lord Hornblowen Warden of the North, har hidkaldt de vigtigste vasaller fra landet nord for de Blå Bjerge til krigsråd mod det invaderende Wickmont. Man har stadig endnu ingen klare efterretninger om hvorvidt kong Graig vitterligt er død, men rygtet om at en giftmorderske fra Wickmont skulle husere ved hoffet i Uzel er dog nået frem til norden. Mens kronprins Graig restituerer efter den halsbrækkende flugt fra Lord Rand Wagns varetægt, og den efterfølgende rejse sydpå, benytter Raylan førstkommende mulighed for at hverve flere spejdere blandt nordlandets unge væbnere som kan skaffe ham sikker viden om størrelsen, beskaffenheden og placeringen af Wickmonts hær.

 

Ti stormænd er ankommet med hvert sit følge for at vise deres støtte. Fra den salte og udyrkelige marsk i vest til de frodige len i midt og øst kommer stormændene. Man spiler øjnene op da den ærværdige men oldgamle Ordham Seddon ankommer fra marsken. Man morer sig over den enfoldige Sir Elvin Kirkswain fra Melond, der bærer sine våben og udrustning som en påfugl bærer sin hale. Man studerer nøje den unge Wester Dunwood af Borburg og hans kølige moder Lady Hence, der indtil drengen når til skelsår dirigerer lenet.

Som altid når stormænd samles fører nogle sig selvbevidst og støjende frem. Andre nøjes med at spille statister mens de afdæmpet iagttager, tænker frem og leder efter åbninger, som var hele adelslivet et langt fragmenteret skakspil.

Kronprins Graig træder hjemmevant ind i den belevne herskersøns rolle under første aftens festmåltid. Det er da heller ingen sag så længe støtteerklæringer flyder til Carhol, kun suppleret med underholdende festindslag af mere eller mindre planlagt art, som da Lord Hornblowens smukke datter Isabelle synger for herskaberne, og den elegante unge grev Lucius Montet, lensherre til Churchshire træder ind på scenen og istemmer med sin fyldige og sikre sangstemme. De ældre mænd sukker, harker og spytter af den unge flanørs selvsmagende optræden, mens der blandt tyendet mumles begejstret om muligheden for et snarligt adelsbryllup i Hobb.

Montet
Montet af Churchshire

Mellem den skamrosende ordflom fra stormændene antydes dog også frustrationer og slet skjult kritik af styret. Stammefolkene i bjergene giver stadig større problemer, de tilsyneladende ublu toldsatser som kongemagten har tilskikket greven af Churchshire smerter handelen som aldrig før, marskens stormænd føler sig forbigået og glemt af Carhol, og udgifterne til den forestående krig slider på stormændenes finanser, der allerede har lidt under de senere års grænsetræfninger med bl.a. Albrand. Graig Hart lytter og viser stormændene den forventede respektfuldhed, men hans endegyldige planer for hvorledes sol og vind deles i fremtiden holder han påpasseligt for sig selv den aften.

Mens Graig afstemmer hvor stor og hvor loyal støtte der kan forventes fra de respektive len, er bror Raylan i gang med at opbygge et nyt korps: The Kings Guard, som skal udgøres af de tretten fineste riddere i riget. Hver af de tilstedeværende adelsmænd bliver bedt om at stille med de fremmeligste krigere fra deres hird, fx. egne sønner, som herved vil få mulighed for udmærke sig i krig i umiddelbar nærhed af kongemagten.

Klik på billedet for det fulde kort

Også onkel Raylan er ved at samle sig en styrke, men af en helt anden kaliber. Hans kølige blik har set nødvendigheden af at have et loyalt korps af diskrete og ansigtsløse ufredsmænd til sin rådighed til indsamling af viden og til eksekvering af handlinger, der ikke helt flugter med rigets nedfældede landskabslove. Hidtil har man forladt sig på løsrevne efterretninger fra gejstlighed og adel, og ingen af de to stænder tiltros af Lord Ray den fornødne loyalitet overfor styret.

Ud på aftenen træder Lady Ester ind i salen. Brødrene og onkel Ray må endnu engang undertrykke deres overraskelse over hendes færden, og blot byde hende velkommen i deres midte. Ester virker træt, antyder blot strabadserne ved sin rejse sydpå de seneste uger. Hun trækker de fire mænd til side efter krigsrådet og fortæller, at hun har begrundede formodninger om, at grev Lucius Montet ikke er til at stole på. Raylan spørger hende efter bevis, men hun har endnu intet. Hun uddyber heller ikke, hvor hun har sin viden fra. Carhols arvinger vælger en diskret overvågning af grev Lucius Montet som foreløbig løsning.

 Esters rejse

Vinteren har endnu ikke sluppet sit greb i Lightland: Ester træder hen på pladsen ved det gamle hvide asketræ. Hun forsøger at brække en gren af træet, men træet vånder sig. Hun spørger om lov til at tage grenen som gave. Træet indvilger, hun knækker grenen, men i næste nu griber træet om hende og omslutter hende med sine grene, som var det ganske levende.

Inde i træets mørke åbner sig et sælsomt lys, og pludselig kan Ester se ind i et smedjerum. En mand, klædt i en smeds grove forklæde, kaster endnu en brændeknude på bålet og taler ind i ilden:

“Jeg er Ildsmeden Ham af Grafslæt.” Frøken Ester, jeg har en handel at tilbyde dig: Jeg kan fortælle, hvem af jeres families vasaller der smeder rænker mod Carholslægten. Tre navne kan jeg give dig, hvis du til gengæld skænker mig frihed. Dukkeførerens navn kan jeg give dig, hvis du til gengæld skænker mig retten til at tage Lord Hornblowens liv, som det passer mig.”

Ester klemte øjnene sammen, og nikkede for sig selv. Dette var den mulighed ånden i skoven havde forberedt hende på: “Hør mit modtilbud, smed! Jeg giver dig disse ting, hvis du giver mig disse navne…”

Smeden nikkede begejstret igennem ilden.

“…Og! Hvis du smeder mig en daggert, der når den rører blod, vil lede sin mester til andre skabninger, der bærer den samme slægts blod.”

Smeden skumlede lidt, men vendte så munden til et listigt smil:

“Det er en dyr gave du afkræver mig, unge frøken. Du skal få din gave, hvis du skænker mig en nat at ligge med dig.”

Ester så et øjeblik rådvild ud. Så mødte hun smedens begærlige blik, rakte armen igennem ilden og gav smeden hånd derpå.

Tilbage i gården til borgruinen åbnede træet sine grene og lod Ester træde ud.

De næste uger rejste Ester i hastværk gennem Brinets øde skove og sletter. Som følge havde hun andraget tre af de mænd, som hendes brødre havde hvervet i deres planlagte felttog mod Middle Stone. Den første led døden ved et af de skæbnesvangre tilfælde, som ingen synger sange om: Han faldt af hesten i et vadested og knuste hovedet mod en sten.

Den næste måtte lade livet idet han en nat vovede at tage sig friheder hos den unge adelsfrøken: Hun skilte hans manddom fra ham før han kunne forrette sit liderlige ærinde, og stak ham derefter målrettet i struben så blodet fossede fra både skridt og hals.

Den tredje fulgte hende hele vejen til Hobb, for det meste tavs mens han genkaldte sig det søvndrukne minde af at blive vækket af vræl fra sin medvagt, der nu lå på jorden med den mørkhårede frøken siddende overskrævs på hans bryst. Han: ynkelig, uden bukser, med hænderne i sit blodige skridt. Hun: i blodig underkjole og bare ben, hendes hud og vilde ansigt oplyst af flammerne fra bålet.

 

Dagen før sine brødre ankom Ester til Hobb. Uset af byens herre blev hun ført ud til øen, hvorpå Ildsmeden Ham af Grafslæt holdtes fangen. En kniv skulle smedes.


[M&R] 7. Afsnit: Vintersolhverv

Efterspilsrapport af Anders

Den fejlslagne kronhjortejagt

 

Kenans skrig gav genlyd gennem kløften, kun overdøvet af bjørnenes skrækindjagende brøl. Han var blevet ramt af bæstets slag, og lå nu i mudderet mens han febrilsk kæmpede for at lægge afstand mellem sig selv og de to brune bjørne. Farlen, våbenmesteren, stod alene mellem drengen og de to bjørne. I næste nu kastede Raylan sig i dødsforagt ned af den stejle stenskrænt og ind i kampen. Hans klinge hvislede mens den skar sig igennem støvregnen og dybt ind i bjørnens kød.

Carhols arvinger er rejst nordpå mod Amberwood. På vej gennem nåleskoven melder spejderne, at man har opsnappet sporet af en kronhjort. Kongesønnerne vurderer, at lidt adspredelse vil gøre dem godt, og tager sammen med Ester, Kenan og Farlen på jagt efter dyret.

Under jagten støder vort følge ind i en flok af bjørne mens de forcerer en mudret kløft. Bjørnene angriber i blindt raseri, og kun ved Raylans heroiske mellemkomst lykkes det at redde Kenan og Farlen at lide en krank skæbne.

Hvor Kenans sår er til at overse, har Farlen til gengæld tildraget sig et grimt bidsår i låret. Esther behandler det frygtelige sår, men formår kun at stabilisere den aldrende våbenmester. Følget slår lejr for natten og hylder Raylan ved at tilberede et overdådigt måltid af bjørnekød.

Da Esther har tilset de to mænd, vender hun blikket mod skoven, hvor kronhjorten står. Hun følger diskret dyret ind i skoven mens mændene skåler på deres sejr.

Hun havde været længe væk. Graig Hart bandede irriteret, men spærrede øjnene op, da hun pludselig trådte ud fra efterårsnattens mørke og ind i kredsen af de festende mænd. Bålet kastede sit flammende lys på hendes ansigt, og der var noget foruroligende i hendes blik. Hun trådte med målrettede skridt mod fadene med det rå bjørnekød. ”Men… Esther!?” hviskede hendes halvbrødre, idet hun greb en mørkerød luns kød. Før de kunne reagere tog hun lunsen til munden og satte tænderne i den. Blod og kødsaft drev ned af hagen og ud over den grønne rejsekjole. Graig Harts øjne blev smalle.

 

Alliancedrøftelser i Amberwood

 

Følget nåede Amberwood en lille måned før vintersolhverv. Prinsesse Junet og Prins Jespor, det nygifte par der med ægteskab havde forseglet båndet mellem Brinet og Albrand, var dog ikke hjemme til at tage i mod. ”Bjørnejagt”, var hushovmesterens korte svar. Det skulle senere vise sig, at bjørnen i virkeligheden var Celd Mardon, en vasal under Amberwood og i øvrigt Farlens farbror, var i åbenlyst oprør mod Brinetfamilien. Et rytterfølge blev i al hast sendt ud for at overbringe den tragiske besked om kongens død.

Farlen Mardon var endnu ikke i bedring. Feberen havde et solidt tag i ham, men han fik dog fremstammet for Esther, at Amberwoods borgpræst for alt i verden ikke måtte se hans ansigt. Våbenmesteren blev derfor holdt isoleret på et kammer i borgen.

Efter Prinsesse Junets og Prins Jespors tilbagekomst satte man sig til forhandlingsbordet:

Prinsessen havde fuld forståelse for Carholsønnernes ønske om oprejsning efter angrebet på Olmus Lothar og den efterfølgende tilfangetagelse. Hun omtalte endda nødvendigheden af med årtiers mellemrum at foretage udrensninger af beboerne på Middle Stone – en praksis, man havde bedrevet i århundreder. Øen syntes forbandet, eftersom menneskene deroppe som tiden gik uundgåeligt korrumperedes. Men da vinteren vanskeliggjorde en straffeaktion  mod øen, måtte Carhols arvinger nødvendigvis vente til foråret.

Det andet presserende emne var arvefølgen i Brinet. Prinsesse Lydia havde tilsyneladende, i alliance med Sir Lard Snowmoor, allerede sat sine brikker i spil for at overtage tronen. Amberwoods herskende par var dog ikke til sinds at lade Lydia erobre magten, eftersom østerlændingen Jespor i kraft af sit ægteskab med prinsesse Junet var den retmæssige efterfølger for kong Wester. Selv ikke et hastigt ægteskab mellem Snowmoor og Lydia ville kunne ændre dette – da bryllupper i Brinet efter traditionen altid holdes i sensommeren.

Ilden kæmper en ihærdig kamp for at opvarme de kolde stenmure i rådssalen. Salen har dannet ramme om endnu en aften med vildtsteg, varm vin og behjertet samtale. Jespor læner sig ind over bordet og fanger med sine smalle østerlandske steppeøjne Graig Harts blik. Han taler med klar og myndig stemme trods vinen: ”Rejs ved vor side, når vi til sommer rider ind i Athercott. Det vil blive et prægtigt syn.” Carholprinserne ser på ham. Han er en dygtig strateg, ingen tvivl derom efter de lange snakke, men de ved alle, at hvad Jespor så listigt efterspørger, er en åbenlys støtteerklæring fra Carhol. De må træde varsomt her.

 

Farlen Mardons sår

 

Tre dage før vintersolhvervsfesten er Esther igen forsvundet. Brødrene irriteres, men hun er intetsteds at finde, og de må affinde sig med at bastardsøsteren endnu engang bryder etiketten. Men hvor er hun?

I skoven går en ensom skikkelse. Hun træder målrettet gennem sneen, men øjnene er fjerne. Da hun når til bækken slår hun lejr. Uset af mennesker tilbringer hun tre døgn. Hun udfører de nødvendige ritualer ét efter ét. På vintersolhverv hvisker stemmen endelig til hende.

Dagen efter lysets genkomst træder Esther igen ind af slotsporten i Amberwood. Brødrene er mildt sagt ikke tilfredse, men man undlader at vise sprækker i søskendesammenholdet foran tronarvingerne til Brinet. Der udveksles prægtige og symbolske gaver og brødrenes sind mildnes.

Dagene bliver lysere, men Farlen Mardons tiltagende feber hænger for hver dag der går som en tungere skygge over Carholfølget. Esther har ikke kunnet stoppe betændelsen fra at få styrke, og amputation synes snart den eneste løsning. Graig beder Esther gøre et sidste forsøg. Hun indvilliger, men afkræver sine brødre, at de hjælper, og at de ingen indvendinger gør mod hendes behandlingsmetoder.

Adrian spænder i hele kroppen for at holde Farlen fast til sengelejet. Den hærdede krigers smertensbrøl genlyder gennem gangene på slottet. Kronprinsen har grebet Farlens barkede næve, der knuger så det smerter i Graigs hånd. Esther slider med såret. Hun hvisker fremmede ord, skarpe smældende lyde af vestlandets gamle stammesprog. Farlen åbner pludselig øjnene. Hans ansigt er forvredet i forrykt smerte, da han fanger Graigs blik. Og ud af våbenmesterens mund farer pludselig en strøm af de grummeste forbandelser et menneske kan udspy. Som piskeslag hagler de ned over Carhols kronprins. Men han bider læberne sammen og møder våbenmesterens blik med en fyrstes fasthed.

Betændelsen trækkes ud af våbenmesterens lår, og Farlen reddes uden amputation. Men selv når han kommer sig, vil hans ben vise sig for altid at være svagt.