Tag-arkiv: A Song of Mountain & Riverland

[M&R] 16. Afsnit: I det ukendte rige

Endnu en efterspilsrapport af Ask Møller. 

PROLOG

Solen stod midt på himlen og svedte alt, høj som lav, under dens åsyn. De fleste fornuftige mennesker søgte tilflugt i skyggerne på denne tid af dagen, men lidt uden for borg murene i en påbegyndt tilbygning, legede to ubekymrede drengebørn. ”Pas på, jorden er giftig”, råbte Raylan, idet han hoppede op på en sten. Ellis Castellsls, studsede et øjeblik og hoppede så op på den nærmeste sten. Sveden sprang fra deres pander, men de havde alt for travlt med at lege, til at ænse heden. Solen i Wickmont var voldsom om sommeren.

desert_ruins_by_st_pete-d4mnj47

”Du har tabt”, råbte Ellis til Raylan, idet han sprang ned fra en sten. Men Raylan havde fået øje på noget meget mere spændende. En lærreds sæk lå i et lille indhak ikke langt derfra. I næste nu var Raylan derovre og viklede forsigtigt stoffet til side. Tre skinnende klinger kom til syne. Raylan spærrede øjnene op og hans hjerte bankede. ”Ellis” råbte han ”Ellis, kom her over”. De to drenge greb hver et sværd. ”Kom lad os prøve dem ad”, udbrød Raylan, mens han prøvede et par sving i luften. Ellis, det var et år yngre end Raylan, synes ikke udsigten til at sparre med Raylan, var specielt tiltalende, men udsigten til at tabe ansigt, forekom værre, så han nikkede bare og holdt sværdet op, som han havde set de store drenge gøre det. Inden længe havde Raylan smadret sværdet ud af hånden på Ellis. ”Igen” råbte Raylan begejstret. Han hjerte bankede, det her var sjovere end nogen leg han havde prøvet før. Endnu, en gang faldt Ellis’ sværd til jorden, men Raylan havde ikke fået nok. Han kunne i dy sig og uden tanke slog han atter ud efter Ellis, der nu stod våbenløs. Trods det kun var med den flade side, fangede odden kød og blod sprang fra Ellis’ ben. Ellis kiggede et øjeblik uforstående på såret, for derefter at udfri et frygteligt vræl. Raylan, så chokeret på Ellis og så som den eneste udvej, flugt.

 

DET UKENDTE RIGE

Kong Greig og Prins Raylan spejdede ud over afsatsen til dette ukendte rige, dækket i vand. Hist og her stak bygninger op, men alt levende civilisation syntes forsvundet. I det fjerne øjnede Raylan en båd stage ud mellem mangroven med kurs mod dem.

kevin

Hovenes torden kom nærmere, for hvert hjerteslag. Adrian hang livløs over stridshesten, mens Greig og Raylan forvildede orienterede sig mod lyden, alt imens blodet flød ned over deres skinnende rustninger. De var udmattede og svært sårede fra det forløbne slag. En rolig hånd ramte Greigs skulder, ”det er venner”, sagde Lord Claylake! Ud af den mørke tunnel kom fire riddere; ”vær hilset kong Greig”, buldrede en stemme. Manden havde et moders mærke under øjet. Spionen fra Crossford; Underwood! Tanken slog Greig og Raylan med et. ”Hør hvad han har at sige min konge”, indskød Lord Claylake. Underwood begyndte; ”kom med mig til Crossford og I vil få…”, sætningen blev afbrudt af et skrig fra oven. En skikkelse faldt på Underwood, men en af hans betroede mænd fik snart lagt sig imellem og begge endte på jorden. Greig og Raylan havde endeligt forstået situationen og trak blank. Før det var gået op får de ubudne gæster hvad der foregik, havde Greig og Raylans klinger mødtes på midten af en af Underwoods betroede riddere. Han faldt livløs fra hesten. Greig vente i samme nu hesten og sprang i fuld galop mod båden. Det var nu klart, at det var onkel Ray bag roret. Greigs væbner, Tom Winewood forstod situationen og tog Adrians tøjler, og førte ham ligeså mod båden og mod sikkerhed.

crossbow_boat_with

Alt imens var våbenmester Farlen, Raylans læremester og faderskikkelse, kommet i sværdkamp med Claylakes højre hånd; Sir Thorn. Instinktivt søgte Raylan, Farlen til undsætning, med væbner Kenan lige i hælene. Efter få øjeblikke havde Raylan hugget hovedet af en af Farlens’ to aggressorer, men var snart omringet af Claylake og en Underwood mand og derfor, nødsaget til retræte. Kenan blev tilbage og sikrede sin herres tilbagetog og støtte til Falden, der snart havde overmandet sin modstander, Thorn. Men det var desværre få øjeblikke for sent til at redde Kenan, der snart blev hugget ned.

Raylan skreg på sin onkel og bror om at komme Dem til undsætning, men hans ord faldt for døve øre. Den erfarne Onkel Ray så situationens alvor og eneste udvej, flugt. Som en sidste desperat handling greb Raylan, Onkel Rays armbrøst og sank en pil dybt ind i kujonen og forræderen Claylakes nakke, idet han skreg ”vi betaler for Kenan, vi betaler for min væbner”.

Det sidste De så før de stagede ud på åbent vand var spionen Underwood synke et sværd i Claylake, alt imens hans mand hev Kenan op på sin hest.

 

ØEN

Få dage efter nåede følget et plateau, der havde undgået den værste oversvømmelse. Ved nærmere inspektion opdagede de en pyramide formet struktur, hvor mænd gik til og fra. Ved følgets ankomst, blev de i mødekommet af fem bevæbnede mænd. Men disse mænd havde grove træk, og bar køller. Greigs diplomatiske evner sikrede følget en audiens hos De Ældre. Her blev det klart, at stammen kaldte sig De Blå Mænd, men området var styret af en meget større stamme kaldet Hjerte Knuserne. Efter tre dages vandring gennem det oversvømmede by landskab, havde en spejder fra De Blå Mænd ledt følget frem til Hjerte Knusernes domæne.

Følget havde i løbet af turen bemærket flere statuer og afbilder forestillende fugle. Og ved ankomsten til Hjerte Knusernes domæne stod det klart, at fuglen eller fugle var den herskende gud. Var det en afart af Falken?

 

GRÆNSEKRIGENE MELLEM WICKMONT & WESTLAND ÅR 99

Kronprins Greig Hart spejdede ud over det bølgede bakkelandskab, i det Sydøstlige Westland. Blomsterne var sprunget ud på træerne og en poetisk sjæl, vil måske have beundret landskabets skønhed, men det eneste Greig tænkte på, var hvordan det hæmmede hans udsyn. Han vidste fjenden var lige i nærheden, men de forbistrede blomster gjorde det umuligt at se noget som helst. ”Hvad er den befaling, herre” indskød Saxon, hans væbner. Greig kiggede hurtigt rundt, ”vi tager højen”. Han vidste, at uanset hvad, var det altid en fordel at indtage det højeste punkt på en kampplads. Det var en strategi, der ikke kunne slå fejl. Greig og hans fem hundrede riddere, satte i bevægelse. Det var en lille styrke, men disse grænsekrige, der efterhånden havde varet nogle år, havde primært bestået af små, manøvredygtige styrker og udfald på tværs af grænserne.

Da de nåede højderyggen ænsede Greig, Wickmont bannere for foden af bakken. Sølv ulv, guld stjerne på blod rød baggrund. Det var Ellis Castells. Det var efterhånden ikke længere en overraskelse for Greig, at se huset Castells blandt de forreste rækker i krigen. Castells havde af uvisse årsager opdyrket et had mod huset Carhol og bød en hver chance for blodsudgydelse velkommen.

Castells

Castells

Kronprins Greig blev kort grebet af forvirring. Castells trak deres styrker tilbage!? Han vidste Ellis Castells var en dygtig strateg og dette tilsyneladende dårlige træk vakte undren. Men Greig havde ikke tid til at tvivle på sig selv. Havde Ellis Castells begået en strategisk fejl skulle den udnyttes og ikke slippe væk. ”Angriiiib” brølede Greig og satte i gallop. De femhundrede kampklædte mænd tordnede ned af bakken, men først da det var for sent, lagde Greig mærke til solens stråler kaste genskin fra foden af bakken. ”Ikke igen”, tanken fór igennem Greigs hoved og i næste nu var der en hvinen og vrinsken og tumult da hestene væltede hen over partisaner søm. Huset Castells var ikke kendt for deres fairness i krig og denne svinestreg havde kostet Greig sejren. I næste nu, føg spyddene ned over Greig og hans følge og mænd blev spiddet til deres heste og slagtet som lam. Men målet var Greig og de fleste spyd faldt mod ham og havde Saxon ikke stillet sig i mellem ville det have været Greig der blev spiddet til jorden. Saxon spyttede en mundfuld blod ud, ”flygt min herre, flygt, og lad ikke mit offer være forgæves”.”Til mig, til mig” brølede Greig i det han så Elliss styrke nærme sig. Han vidste Ellis ikke var ude efter gidsler eller løsepenge, han ville Carhol til livs. En håndfuld af Greigs mænd havde nået ham og bragt et par heste, der havde befundet sig i de bagerste linjer og endnu var friske. ”Thump”!! Det føltes som om nogen havde givet ham et voldsomt skub. Smagen af jern spredte sig i munden. Greig kiggede ned ad sig selv og han så odden af et spyd stikke ud gennem hans rustning. Det flakkede for hans øjne, Elliss mænd nærmede sig, han kiggede sig rådvildt rundt ”jeg kan ikke dø her, jeg kan ikke dø nu”, nåede Greig at tænke, for hans fødder mistede fodfæstet. To af hans mænd havde hevet ham op på en hest og var allerede på vej op over bakken. Han så et glimt af resten af hans styrke tage position mellem Ellis og bakken. Han flakkede mellem bevidsthed og drømme. Træerne og blomsterne fór forbi i glimt. ”Hvor smukt” tænkte han inden han forsvandt ind i drømmene.

 

AUDIENS

Den talende gud blev båret frem på en trone af sten, med indgraverede fugle. Følget studsede idet det gik op for dem, at selve tronen var Flod Tronens bror, fra tiden hvor de to konger styrede landet og havde opdelt riget. Denne trone kunne give dem den længe ønskede opbakning hos befolkningen og i alle de syv riger.

Kong Greig forslog en alliance, men præsten Thihid blandende sig og befalede tvekamp før en sådan alliance kunne komme på tale. Med selvsikker mine lovede Kong Greig, at en sådan tvekamp ikke kunne være noget problem, så længe hans bror prins Raylan var hans mester. Men uventet tilføjede præst Thihid, at kampen skulle udkæmpes nøgen og med forgiftet benkniv.

[M&R] 15. Afsnit: De syv præster

Efterspilsrapport af Ask Møller. Vi mangler efterspilsrapporten fra 13. Afsnit. 

Forspil

Da solen forsvandt bag bakkerne i Vest ankom Ester til holmen. Hun havde lovet smeden en nat for hans arbejde.

”Hun hedder Stillmund” sagde han sagte og rakte Ester kniven. ”Men pas på, hun bidder”. Ester tog imod kniven og så beundrende på den. Hun var blank og slank. Bladet fortsatte hele vejen fra top til bund. En fure kom til syne mellem Esters bryn. Smeden smilede ”troede du det var gratis at bruge hendes kræfter? Hun kræver sin pris… i blod, men først er det mig du skal betale”.

Solens årle stråler vækkede Ester tidligt. Smeden lå stadig ved hendes sine og snorkede. Han så fredelig ud som han lå der. Man skulle ikke tro, at det var den samme mand som det bæst, der havde ligget på hende i nattens mørke. Ester skar en grimasse ved tanken, kiggede så atter på smeden og smøg sig op på ham. Smeden missede med øjnene og smilede. Ester smilede tilbage i det hun førte kniven over hans strube. 

Kirkens Mænd

Onkel Ray forstod kun alt for vel, konsekvenserne af at have kirkens mænd imod sig. Hvorfor han havde insisteret overfor Greig nødvendigheden af, at sætte tid af til at besøge de lokale kirker inden turen mod Syd. For kunne de vindes til Carhol side, ville familien stå en bedre chance ved det kommende præsteting. Således havde Onkel Ray ifølge med familie præsten fader Thom Ironberg, Ester og et betroet følge, reddet ud fra Hobb aftenen før hæren drog sydpå, for ikke at blive fanget i dens ”kølvand”.

Området, hvor vores helte rejste rundt

Nøglebærende

Det var fader Thom der ledte an, da han kendte abbed Martinus fra gamle dage og efter en rundvisning i flodklostrets smukke omgivelser, blev følget budt på vådt og tørt. Men henover bordet blev der både delt brød og alvorsord. Fader Thom og følget var ikke kommet for at genleve gamle minder, men for at tale om politik, nærmere betegnet, kirkelig politik, den værste af slagsen. Men til Onkel Ray og Esters lettelse fandt de hurtigt støtte i faders Thoms gamle ven og med løfter om anerkendelse og respekt voksede abbed Martinus øjensynligt flere centimeter.

Senere den dag var Ester på visit i klostret berømte urtehave. Et væld af dufte og farver mødte hende og kælede for hendes sanser, men særlig en urt fangede hendes interesse; Skeletrosen. Denne askegrå plante voksede i skygge og fandtes kun i områder hjemsøgt af stor ulykke. De få eksemplarer abbed Martinus havde fået til at vokse i haven var hans stolthed, så man kan forestille sig hans knibe da selveste prinsessen af Carhol bad om et eksemplar. Men efter megen gniden hænder og udenom snak fik Ester endelig udleveret et eksemplar sammen med, hvad der må betegnes som en mindre bog, om hvorledes den skulle passes og plejes.

Næste morgen red følget vestover mod Buens Orden.

Buens Orden

Smak! Onkel Ray var rød i hovedet efter alle de myg. Ikke så meget på grund af deres stik, snarere hans hånd. De havde befundet sig i dette forbistrede sumpområde det meste af dagen og mudret sad i klaser på hestene.

Midt i dette ingenmandsland dukkede en lille flække op. Husene så sørgelige og faldefærdige ud og alt var bygget i træ. Selv den enorme figur der var rejst i midten af det hele, der afbillede Falken. Falken vejrede faretruende i vinden og fra tid til anden faldt en bjælke ned, men snart efter blev en ny hamret fast. Fader Thom og Onkel Ray betragtede denne monstrøsitet med undren, idet en stemme buldrede dem i møde ”velkommen”. Det var Garff, overhoved af Buens Orden og byens beskytter.

Over brød og vin, berettede fader Thom om situationen og plederede Garff om hans støtte. Men Garff var ikke blevet strøget med hårene af huset Carhol og ytrede sin utilfredshed med, at den ældgamle skik Mårens Nat var blevet tilsidesat på grund af uduelige adels sønners manglende evne til, at fange en mår på denne nat og dermed vinde ære. I stedet havde mangen en adels søn taget derfra med nedtrykt mine og klaget deres nød til deres fædre, indtil traditionen var blevet opløst. Men stod det mellem forsmåede adels sønner eller kirkens vrede, var det trods alt bedre med forsmåede adels sønner.

Således tog følget afsked, dagen derpå, med en veltilfreds Garff. Mårens Nat var tilbage på programmet og endnu en støtte var sikret.

Klippetemplets Vogtere

Mellem klipperne kom indgangen til templet tilsyne. Resten af templet fortsatte ind i bjerget. Det var sparsomt udsmykket og dårligt vedligeholdt. Ud trådte en stor firskåren ældre mand. Fader Thom sank en klump før han mødte mandens blik, ”fader Odo”, hilste Thom med et nik, ”fader Thom”, svarede Odo tørt. Den kødfyldte Thom og den senede Odo havde ikke meget tilfælles, hverken kropsligt eller åndeligt og efter forgæves, at have lovet nye disciple og ressourcer til vedligeholdelse, blev følget sent af sted med uforrettet sag, dog med den trøst, at Carhols modstandere ville få lige så svært ved at påvirke denne mands mening som dem.

 Oksevejen

Det næste stop på vejen lå mellem Stockrock og Five Stones og var af særlig vigtig betydning. Det var netop her, at et af Westlands mest betydningsulde relikvier befandt sig og ligeså forholdt det sig med broder Carl der overså stedet. Fader Thom havde aldrig haft fornøjelsen af at besøge stedet, ej heller stedets kirkelige repræsentant og var spændt på mødet.

På vejen passerede følget pilgrimme, der var kommet langsvejs fra for at besøge dette Oksens allerhelligste sted. Onkel Rays’ forventninger synes dog ikke at blive mødt, da han så hvad postyret var omkring. Et lille træskrin, der stod på en sten søjle ved vejsiden. Omkring var hundreder af pilgrimme, nogen var i gang med bøn og andre var på vej af sted med tunge sten på ryggen i forskellige størrelser. Hvem der var præsten var umulig at se. De bar alle fattige klæder og synes ikke videre optaget af det fornemme følge. Bag ved skrinet og ved vejkanten, var jammerligt konstruerede træhytter, der rent faktisk forekom at være beboede. Efter en stund, hovedsageligt bestående af undren og forvirring kom en mand dem i møde. Han havde forhutlet hår, sporadisk skæg og slidte rober. Det syntes umuligt at fastslå hans alder. ”Velkommen fremmede. I ser ud til at have mistet orienteringen, måske jeg kan hjælpe”? ”Vi søger hans ophøjede hellighed, broder Carl” svarede fader Thom. ”Søg og I vil finde” svarede broder Carl, ”han står foran Jer”. Onkel Ray og fader Thom vekslede blikke, men Ester forekom absolut ubemærket over det besynderlige ved situationen. ”Har de et sted vi kan tale i fortrolighed, min kære broder”, ytrede Thom endeligt.

Følget blev bænket i den mest imponerende af de jammerlige bebyggelser, men trods de kumme kår, var der et imponerende antal læder omspundne bøger, der ikke synes hjemme, et sted som dette.

Efter en tid i tavshed tog broder Carl ordet, ”hvad har I taget med”? Onkel Ray kiggede usikkert på Thom, der heller ikke forstod spørgsmålet. ”Forstår I, det er skik, at medbringe gaver til stedet, ofte i form af mad, så vi kan ernære os selv”, indskød broder Carl. Onkel Ray nikkede for sig selv. Var det i Vinewood eller Ashford han havde stødt på en lignende skik. Præster, der udelukkende ernærede sig af almisser. Dette forekom Ray, at være et yderst fornuftigt forhold, hvad angik kirkelige anliggender.

Der blev hurtigt fundet pølse, ost, brød, vin og andre lækkerier frem fra rejseforsyningerne, for kunne denne mand vindes med mad, ville det være en let købt stemme i tinget.

Efter at broder Carl var behørigt bespist fremlagde fader Thom deres sag med iver og håb om en hurtig forsoning, men ak. Broder Carl nikkede forstående, ”det er en beklagelig affære, men ak, jeg har mine egne bekymringer, der spænder ben for at kunne bistå Jer i Jeres sag. Forstår I, jeg har ingen lærling, der kan passe stedet mens jeg er væk, således er det aldeles uvist om jeg overhovedet kan finde tid til at deltage i tinget”. Onkel Ray åndede lettet op, en lærling burde ikke være noget problem at fremskaffe. ”Men ak, det er kun begyndelsen på mine problemer. Min primære misere, består i hvem der skal overtage plejen af relikviet når jeg en gang er væk. Forstår I, min tip, tip, tip oldefader, ja måske endnu længere tilbage, blev givet det fornemme privilegium, at passe på dette skrin. Men ikke nok med det, så blev opgaven betroet min æt og da mine brødre har været så uforsigtige, at smide deres liv væk, inden de kunne frembringe efterkommere, ser min æt ud til at gå til grunde med mig. Og da det ikke er tilladt for kirkens mænd at gifte sig, ser det ilde ud. Men… måske en undtagelse kunne forekomme? Såfremt den helt rigtige frøken af ordentligt byrd kunne frembringes”? Onkel Rays tålmodighed var snart opbrugt og med hans lemfældige forhold til kirkelige dyder, blev der hurtigt givet håndslag på, at et sådan gentlemanaftale sagtens kunne arrangeres. Hertil udbrød Carl, ”jamen I har jo de fineste argumenter for Jeres sag og jeg ser intet problem i at afstedkomme Jeres ønsker i det kommende ting”. Det blev der naturligvis skålet på og efter en stunds stilhed udbrød Ester, ”hvad befinder sig i skrinet”? Jeg er glad for, at du spørger søster”, svarede Carl, ”det er selveste Oksens nosser. Ser I, Oksen er meget mere end det de fleste forstår ved ham den dag i dag. Han var også ualmindeligt frugtbar. Og som historien går, tog han skikkelse af en ung skjald ved navn Odan, der forførte selveste Sierna. Men Sierne, som I ved, er en jalousi gud og da hun lærte, hvorledes hun var blevet snydt, brændte hendes ild, voldsommere end nogensinde før, jorden rumlede og vulkaner brød ud. Næste nat, da Odan sov, med endnu en datter af jorden, opsøgte hun ham forklædt som en skøge og rev nosserne af ham og kastede dem til jorden og de faldt, lige her, ved oksevejen”. Ester og Thom stirrede med store øjne på Carl, hvorimod Ray fortrak en mine ved den klamme fortælling og tanken om skrinets indhold. ”Men Oksen gro naturligvis et par nye nosser, men genvandt dog aldrig den samme virilitet og siden da, har Sierna været primær gud når det kom til frugtbarhed”.

Den Blå Flamme

Tre dage efter det besynderlige møde med broder Carl, ankom følget til byen Cowbridge, hjemsted til ordenen Den Blå Flamme. Onkel Ray var desværre alt for bekendt med stedets abbedisse Martha, kusine til kongen og mandehader, hvis man skulle tro Rays ord, hvorfor han valgte at fortrække til byens bedste kro og lade Thom og Ester klare strabadserne. Men til Thom og Esters overraskelse var de kommet i forkøbet af en Wickmont ambassadør, med samme ærinde.

Efter foretræde blev Ester, som den eneste, inviteret ind i kirkens allerhelligste. ”Besidder du Siernas flamme søster”? Spurgte Martha. Ester kiggede uforstående på Martha. ”Tag plads i stolen og vi vil se”. Ester tøvede en stund før hun satte sig. Men så snart hun havde taget sædet, mærkedes hun en brændende fornemmelse i kroppen, der langsomt tog til i styrke. Ester mærkede flammerne fortære hende, men en uvirkelig vilje fik hende til at blive siddende og ligeså pludselig som det var begyndt holdt det op. Ester rejste sig langsomt op fra stolen og kiggede ned af sig selv. Ikke en fiber på hendes tøj eller en luns af hendes kød var mærket af ilden. Hun kiggede tilbage på Martha. ”Ilden er stærk i dig søster. Du er den første der har rejst sig frivilligt af dette sæde. Lad os nu slutte os til de andre”.

I velkomst salen var en hed debat i gang mellem Wickmont ambassadør André og fader Thom, som fortav så snart Martha entrerede rummet. ”Jeg er Siernas tjener og byder kun hendes befaling. Tag I hver et kuld fra dette brændende fad og den som hun holder hånden over vil bestå denne prøve og få min støtte”. Fader Thom og André vekslede usikre blikke, men begge med iver for at bestå denne prøve, greb ud efter et stykke kuld. André havde dårligt fået fat, før han måtte smide kuldet fra sig, mens fader Thom efter en stund roligt kunne lægge kuldet tilbage i det brændende fad. Martha kiggede forundret på Thom. ”Jeg ved du er en tjener af Ocedion og Oksen, men du må besidde Siernas gunst og således også min. Gå i fred og vid min støtte er hos dig”.

Med opløftet hoved forlod fader Thom og Ester templet og mødtes med Ray på den nærtliggende beværtning. Men Ray var ikke helt så fornøjet ved historien og inden følget gik til ro samme aften, bebudede han sin tjener Yosuf, at følge denne ambassadør og afslutte hans rejse.

Den følgende nat indhentede Yosuf ambassadøren og hans følge og skar halsen over på selv samme. Men tre dage efter når nyheden Ray, ambassadøren har overlevet attentatet, men har lidt varige mén og derfor mistet evnen til tale. Trods fejlen finder Ray trøst i, at dette måske kan tjene som et endnu stærkere budskab end et simpelt mord.

Marskens Mødre

Efter syv dages hårdt rit mod Vest når følget frem til området, hvor Marskens Mødre siges at holde til. En lokal bonde beretter om sektens ritualer ofte udføres ved den østvendte stensætning formet som fallos. Dette synes at muntre mændene op, der i rask galop sætter kursen mod dette punkt. Ved ankomsten var Mødrende allerede i gang med et ukendt ritual, der foruroliger fader Thom, der ikke synes at kunne finde nogen forklaring på denne skik i nogen af de bøger han kender til. Men ikke så snart Ray, Yosuf, Thom og Ester er steget af hestene bliver de kommet i møde af en ældgammel rosin af et kvindemenneske. ”Hvem som ønsker at deltage i dette frugtbarheds ritual træd frem, hvem som ej ønsker, gå bort og bliv for altid borte”. Efter bekymrende kort tids eftertanke, træder Onkel Ray frem. Metuselah’en kigger indgående på Ray og undersøger hans ædlere dele, hvorefter hun kalder et navn. Ray lukker øjnene end stund og beder en stille bøn, men da han åbner øjnene står en velformet slank pige foran ham. ”I skal dele et leje i nat under månen og himlens åsyn”, hvorefter den unge mø tager Ray i hånden og fører ham hen til en seng af græs. Yosuf kigger et øjeblik forundret på denne sære skik, hvorefter han ivrigt træder frem. ”Jeg er også frivillig, jeg vil også være med” ytrer han, før hans ord bliver afbrudt af en ferm hånd om hans testikler. Den gamle kone kalder endnu et navn, hvorefter Yosuf med fornøjelse ser en ung kødfyldt pige træde frem. ”I skal dele et leje i nat under månen og himlens åsyn” messer den gamle, idet pigen griber Yosufs hånd og trækker ham væk. Fader Thom tager et tøvende skridt tilbage og møder metuselah’ens misbilligende blik.

Natten udrinder og Ray møder den gamle på højen ved daggry, ”drag bort med min velsignelse. I har velagtet vores skikke og ligeså skal jeg velagte Jeres”.

Månesølvets Orden

Natten har allerede oprundet da følget ridder gennem Elcastles porte. Dette er det sidste stop og Månesølvets Orden der venter. Ypperste præst Ibram tager mod fader Thom, Onkel Ray og Ester i en overdådig sal. Kirken er et imponerende stykke arkitektur og er blevet skabt som en tilbygning til selveste Elcastles hovedborg.

”Jeg ser ingen grund til at støtte en så ubegrundet og vag sag som Jeres”, ytrer Ibram stålsat. Spis mit brød, drik mit vin, men tag derefter afsked og lad Jer ikke blive hørt fra igen. Følget forlader domicilet i tavshed.

Onkel Ray vågner brat ved en hård banken på døren til han værelse. I mangel på ypperste præstens gæstfrihed, har følget taget bolig på beværtningen, Den Svundne Tid. Et par øjeblikke efter svarer Ray døren. Et sendebud står ved døren med et brev og forlader straks Ray så snart det er leveret. ”Mød mig i mine gemakker ved middagstid”, signeret ypperst præst Ibram.

Ray bander for sig selv, ”sådan en vigtigper, umuligt mandfolk skal man lede længe efter”.

Onkel Ray tager sæde, foran Ibram. ”Jeg kan forstå vi talte forbi hinanden i går og ønsker derfor, at rette op på denne fejltagelse ved, at tydeliggøre mine intentioner, under, hvad jeg betragter som de helt rigtige omstændigheder”. ”Jamen selvfølgelig deres eminence”, returnerer Ray, mens han ser ham selv strangulerer denne mandsperson for sit indre øje. ”Ser De, vi er i bekneb. Vi ønsker intet andet end at hylde Vores noble og ærværdige gud Ocedion med endnu en tilbygning til hans ære, men ser De Vi mangler fonde. Måske vi kan nå en forståelse i denne henseende og således også i Deres? Men jeg advarer Dem, det kræver et uhørt beløb, at kunne hjælpe os i denne knibe, meeen såfremt det kan lade sig gøre, vil jeg naturligvis, gøre Vores for at støtte Dem i Deres gøremål”. Jeg foragter alt ved denne person, hans griskhed, hans måde at tale om sig selv i flertal, hans måde at smage på ordene på, men trods det er ordene der vælter gennem Rays hoved er det ikke det, der kommer ud af hans mund. ”Jamen naturligvis Deres eminence, jeg ser ingen finere sag, end at støtte Ocedions tilbede og alle hans tjenere”. Ypperste præst Ibram kigger et øjeblik vantro på den mand, der lige har ytret det utænkelige, men griskheden kommer hurtigt til orde; ”glimrende, så er vi i forståelse. Vi tjenere af Ocedion skal jo stå sammen”.

Senere samme dag engagerer Ray, Yosuf. ”Denne mand er giftig og giftige mænd skal dø. Find et belejligt tidspunkt og gør en ende på hans lidelser”. Yosuf nikker tavst og forsvinder ud i byen. Ved næste daggry forlader følget Elcastle en mand fattigere og ikke meget klogere på Ibrams støtte i det kommende præsteting.

[M&R] Missionsxp

Vi spiller vores bjerg og flodlands-kampagne med et hjemmelavet hack af World of Darkness’ systemet. Det var måske et lidt skørt valg, men det virker rigtig godt for os.

Der er nogen xp-regler:

  1.  Hver spilgang får alle et xp (ligegyldigt om man har været med eller ej)
  2. Når jeg får en efterspilsrapport fra en spilgang, så får alle dem der deltog i spilgang et xp (pt. er vi tre spilrapporter bagud)
  3. Hvis en spilperson forløser en person mission får hun et xp. Det er meningen at en mission kan løses i løbet af en spilgang. Det har endnu ikke rigtig virket for os. Så derfor har vi lavet ekstra regler for missionsxp.

Missionsxp, som de er nu

Fordi spillerne og jeg ikke har kunne få introduceret og løst deres missionsxp, så har det ikke virket sådan at spillerne har løst en mission per spilgang (og scoret et xp). For at xpene ikke skulle gå tabt, så opfandt vi “banken”. “Banken” er at optjener xp i ens uløste mission. Sådan at hvis man først får fundet det sværlige skæbnesværd efter 5 spilgange, så får man 5 xp (men ingen missionsxp i mellemtiden).

Det virker. Nogenlunde, da.

Missionsxp, som jeg gerne så dem

Fordi spillerne arver deres mål spilgang efter spilgang, fordi de ikke forløser dem, så er jeg kommet til at savn det at spillerne sætter sig et mål for spilgangen. Det kommer der nemlig alle mulige gode ting ud af. Det havde jeg håbet på kom i spil med missionsxp, men det gjorde det ikke.

Derfor forestår jeg at vi laver to missioner til hver spilperson. En langsigtet, som virker som missionerne har gjort indtil nu (mere om det om lidt), og en kortsigtet, som løst eller uløst ændres hver spilgang.
Den kortsigtede mission er noget som man tror man kan forløse denne spilgang. Hvis man ikke forløser den, så går xpene over til den langsigtede mission og står i banken. Næste spilgang har man et ekstra xp i den langsigtede mission og man skal finde på en ny kortsigtet mission.
Hvis man forløser den langsigtede mission, så får man alle de opsparede xp.
Hvis man løser den kortsigtede mission, så får man et xp.
Man kan godt løse begge ved samme spilgang.
Giver det mening?

[M&R] Pulp’ed up fantasy

I min fantasykampagne er vores helte kommet til en oversvømmet gemt og glemt jungleby. Jeg kunne godt tænkte mig at spille et old school sword and sorcery scenarie i denne oversvømmede by. Gerne noget neandertalerer eller indavlede stammefolk og alligatorer.

Kender du nogen gode sword and sorcery scenarier, som jeg kan finde inspiration i?

[M&R] Hvordan spiller man en krig?

Thias har skrevet et indlæg omkring Krigsførsel i fantasy-settings. I min kampagne udspiller sig en krig og vores helte er ledere af en stor hær. Jeg har lavet en stat der hedder “Warfare”, men jeg ved stadigvæk ikke helt hvordan vi skal spille krigen.

Kan du hjælpe mig med at hvordan man spiller en krig, når den gerne må være:

  • en visuel storslået og uoverskuelig situation
  • fuld af historier og dramatiske scener
  • indeholde et taktisk element

Hvordan laver man det?

(og jo settingen er en fantansy uden krigsmagi og mærkelige væsner)