[Dec. 20] <3 Fate core

I år vil jeg lave en julekalender, hvor jeg hver dag præsenterer et rollespilssystem som jeg har spillet og som jeg holder af.

I dag, d. 20., er det:

fate core

 

Jeg har spillet en kort Warhammer kampagne i Fate Core og vi konverterede vores A Song of Mountain & Riverland-kampagne til Fate Core. Fate Core er blevet mit nye go to system. Det er forholdsvis klassisk, men har en elegant skæbne-overbygning, hvor forskellige aspekter af spillernes liv og personlig har en reel mekanisk betydning i systemet. Sjovt nok mangler jeg at spille en vellykket Fate-kampagne som kan bevise at systemet virker. I de to forsøg jeg har været med i, har vi endnu ikke for alvor fået hele personlighedsaspekt-tingen til virkelig at spille.

Men jeg er håbefuld og regner med min fascination med Fate Core giver kaster noget fedt rollespil af sig.

[M&R] En kampagne dør

For et par år siden, under stærk indflydelse af A Song of Ice and Fire bogserien, startede jeg en rollespilskampagne op. A Song of River & Mountain kaldte jeg den. Det var meningen at det skulle være en episk, stor og meget lang kampagne. Det skete desværre ikke. I en høflig og venskabelig, og dog voldsom, mailkorrespondance døde den i går.

Nordvest_v

De første mange spilgange blev dokumentet her på blogen. Derudover spillede vi en håndfuld gange mere og endte oppe på 24-25 spilgange, hvilket er en velvoksen størrelse på en rollespilskampagne for mig og min spilgruppe.

Kampagnen døde, fordi en spiller går på barsel og et par af de andre spillene vælger at prioritere andre projekter såsom damer, andre rollespilskampagner og computerspil – efter hvad jeg har forstået. Jeg har fuld respekt for deres valg (selvom computerspil aldrig rigtig har sagt mig noget) for når man er voksen med fuldtidsarbejde, seriøse kærlighedsforhold og børn på vej, så er en spilgang hver 14. dag en god bid af ens fritid. Rollespil er på mange måder et langsomt tidskrævende medie og det skal være fedt.

Invasion

Udover ham, som skal have barn nummer to – han kommer tilbage efter barsel – så harmonerede vores spilspræferencer ikke helt perfekt i gruppen. Det er forskellige ting som vi synes var sjovt at spille. Spilspræferencer er som oftes ikke helt dead on og ham der først hoppede fra har jeg spillet fast sammen med siden vores store warhammerkampagne (2007-2011), så det er ikke hele forklaringen. Men vi spiller rollespil ret forskelligt og hvor det måske før var spændende at jeg, som spilleder, havde en anderledes tilgang, så var den måske ikke så ny og spændende efter syv år. Det sammen med at vi alle sammen bliver mere og mere presset af voksenlivet, så er det selvfølgelig mere end fair at prioritere andre ting.

Helt konkret stod spilleren af, fordi jeg ønskede at bevægede kampagnen henimod mere bipersonspil, hvor de forskellige spilpersoner afsøgte deres egne fortællinger (meget a la A Song of Ice and Fire). Han er mere til et mere klassisk party, der arbejder sammen, er samme sted og hvor man som spiller ikke skal spille en række forskellige bipersoner i de andres historier.

Desværre betyder det at tre ud af fem spillere forlader gruppen, og at en af dem er det tætteste vi kommer på en hovedperson i vores overordnede fortælling, at en ellers interessant kampagne dør. Den kan ikke klare så meget nyt blod.

Vi aftalt at runde kampagnen af. Evt. hvor jeg bare fortæller om mine store planer for fortællingerne. Evt. hvor vi spiller Microscope og fortæller en episk afslutning på fortællingen i fælledskab.

Derudover har jeg og de to som er tilbage i spilgruppen aftalt vi vil spille nogle scenarier/korte kampagner. Der er ikke lang tid til at jeg skal være far for tredje gang, så selvom jeg altid har lyst til at starte en ny kampagne op venter jeg på at der igen er overskud på work/life kontoen. Tænker det bliver først i det nye år.

[M&R] Fate og evner

Jeg var træt af NWoD og har valgt at køre vores fantasykampagne i Fate Core-systemet. Vi spiller allerede med Fate Core i en Warhammerkampagne, jeg spiller med nogen andre og her virker systemet godt. Fate Core skal stadigvæk passes til til en kampagne der har kørt over i 17 spilgange. De fleste ting som vi har haft regler for (fx årstidernes skiften) vi gøre med aspekter, talenter (stunts) og extra. Disse tre elementer er jeg helt vilde med og hvis du ikke kender Fate så tjek deres brug af aspekter ud. Det er federe end fedt.

Udover de tre ovennævnte elementer er evner (skills) helt centrale for spiloplevelsen i Fate og derfor har jeg kigget lidt på hvilke evner vi har brug for i vores spil. I forvejen har jeg haft byttet lidt rundt på evnerne NWoD og taget nogen ind som jeg fandt i Rome settingbogen og det gamle Vampire Dark Ages. Vi endte med et skema med disse evner.

CS2

Altså:
Jeg har taget standardlisten fra Fate, det som Munkholt har lavet til Warhammerkampagnen (1. kolonne) og sammenlinet med de evner vi har spillet med i NWoD (2. kolonne). Og lavet en ny liste til min kampagne (3. kolonne):

 

FATE Cores standart +(fire ekstra skills som vi bruger i vores Warhammerkampagne. De fire ekstra er markret med *) Vores NWoD evner(dem vi har brugt indtil nu) Mit forslag til en evneliste i Fate Core
Agitation (Provoke) Intimidation Agitation (Provoke)
Charme (Rapport) Persuasion, Socialize Charme (Rapport)
Efterforskning (Investigate) Investigation Efterforskning (Investigate)
Empati (Empathy) Empathy Empati (Empathy)
Fysik (Physique) Strength og mest Stamina Fysik (Physique)
Håndværk (Crafts) Crafts Håndværk (Crafts)
Kamp (Fight) Brawl, Weaponry Kamp (Fight)
Kontakter (Contacts) Streetwise og Contacts mm. (i merits) Kontakter (Contacts)
Lægekunst (Medicine)* Medicine Lægekunst (Medicine)*
Lærdom (Lore) Academics Lærdom (Lore)
Magi (Magic)* Occult Magi (Magic)*
Manipulation (Deceive) Subterfuge Manipulation (Deceive)*
Natur (Nature)* Survival, Animal Ken Natur (Nature)*
Opmærksomhed (Notice) Resolve + Composure-slag Opmærksomhed (Notice)
Ran (Burglary) Larceny Ran (Burglary)
Ressourcer (Resources) Resources (Merit) Ressourcer (Resources)
Ridning (Ride) Ride Ridning (Ride)
Skydning (Shoot) Archery Skydning (Shoot)
Smidighed (Athletics) Athletics Smidighed (Athletics)
Snigen (Stealth) Stealth Snigen (Stealth)
Tro * Occult (igen) Tro *
Vilje (Will) Willpower Vilje (Will)
  Expression Dropper vi
  Oeconmia + Politics Statskundskab 
  Warfare Krig

Jeg er usikker på om “Warfare” oversættes til et andet begreb end “Krig”. Til gengæld er jeg ret glad for at slå “Oeconmia” og “Politics” sammen til “Statskundskab”.

Fun Fact: vi bruger mest politics ift. heraldik og forholdet mellem de forskellige adelshuse.

 

I 2014 vil jeg…

To lister over hvad jeg vil rollespilsmæssigt i 2014.

 

En realistisk liste:

  • Skrive mit Fastavalscenarie Narzula City Noir og dermed gøre hele rollespilsmiljøet til bedre historiebyggere og få mad props for det.
  • Spille mere Warhammer Fate med Mette, Lars, Thomas og Kristo.
  • Spille et par spilgange Kingdom med Ellias, Asbjørn og Jonas.
  • Starte min A Song of Mountain og Riverland-kampange igen.
  • og finde inspiration til det i et hav af fantasy og sci fi lydbøger.

En urealistik liste (alt det ovenstående plus):

  • Få startet en mindre rumskibskampagne, hvor rumskibene har d&d klasser og levels (og evt. d&d stats). Vores heltes rumskib “Hero 18203D” er en Fighter level 4 og derfor i dybe problemer, da det møder en større patrulje piratrumskibe af ORC-klassen.
  • Få lavet en række politiske scenarier om hobbitvalgkamp og governance i The Moot (med inspiration fra The West Wing, House of Cards og Søren Mørch 25 Statsministre).
  • Lave en række blogposts med vores forskellige scenariekroge a la de to foregående eksemplarer.
  • Få oversat og “pdf-udgivet” de gode af mine tidligere scenarier.
  • Få spillet en Ars Magica-kampagne.
  • Få spillet 3:16 Carnage Amongst The Stars.
  • Få spillet en Pendragon eller en anden kampagne der løber der foregår over flere generationer <- kan jeg måske få bygget ind i den der A Song of Mountain og Riverland-kampange, men jeg skal lige ha’ spillerne med på den.

Oliver har også lavet en liste.

Har du en?

[M&R]17. Afsnit: Nye undersåtter, et mægtigt slag i bjergene, og et skelsættende gensyn med Elcastle

Efterspilsrapport af Anders. 

Tvekampen om en gudetitel

 

Raylan kunne dårligt sove. Regnskovens fugt og lyde holdt ham oppe. Eller var det sårene – endnu ikke fuldt ud helede? Nej, det var velsagtens den forestående tvekamp. Forgiftede benknive, hvilke barbariske folk der fandt på noget sådant?

Graig drømte. Billeder af hans rige, nu overstrømmet af mørke skygger. Fra syd – Wickmonts Leopard. Fra øst – Crossfords søslange. Men hvad er det? En Hane? Cokhurst selvfølgelig! Den træder ud fra Elmsby for at komme Uzel til undsætning. Men hanen fortæres af leoparden. Eller hvad? Kan det mon endnu forhindres?

Men vent! Fra Lionsport!? …Nej… hvor vover han? Elcastle har mobiliseret! Lionsports Warden – en forræder? Selvfølgelig… Lord Poley, stadig indebrændt over at være blevet forbigået! Riget smuldrer. Åh, skæbnen er hård ved Carhol.

Billedet af riget forsvinder. Et sælsomt væsen træder ud af disen. En øgle, med vinger, skæl, tænder, slangehale: ”Din bror skal kæmpe i morgen. Men giften er næppe Raylans ven. Jeg skylder ham en tjeneste, så derfor fortæller jeg dig dette… I bugen på din hund vil du i morgen tidlig finde nogle ildelugtende frugter. Tag disse fra hundens indre… ja, den er allerede død når du finder den. Tag dem og giv dem til Raylan. Bed ham spise frugtkødet, så vil han være beskyttet imod giften. Men han skal tage sig i agt – for hvis han spiser af kernerne vil han dø.

Graig talte: Hvem er du, et væsen uligt noget man nogensinde har set, der skylder Raylan en tjeneste?

 Væsenet hissede: ”Jeg kaldes luftdragen”.

 ”Men hvad er dit navn?” Graig så bæstet an.

 Væsenets øjne glimtede hemmelighedsfuldt: ”Et navn er en farlig ting at give fra sig. Men nok om dette! Jeg har et tilbud til dig, Kronprins Graig. Jeg holdes fanget i pyramiden. Giv mig min frihed, og jeg skal falde som en himmelsten over Wickmont. Jeg skal spise mig igennem dette rige – til der kun er knogler, ruiner og håbløshed tilbage.”

wyvern

Raylan hev efter vejret. Manden lå for hans fødder. Død af knivstik. Raylan smed benkniven og begyndte at vandre ned fra pyramiden. Sveden drev fra ham, og var begyndt at opløse den rituelle hvide maling som de lokale stammepræster havde påmalet ham. Under ham ventede hans brødre i blandt de enfoldige junglefolk, der herefter ville hylde ham som deres Gud. Hvad mon Graig ville tænke derom?

Mens Raylan solede sig i sin nyerobrede guddommelighed, udsøgte Graig sig det kammer, hvor luftdragen efter sigende skulle være indespærret. Han brød forseglingen og åbnede stenporten ind til kammeret. Et kortvarigt men voldsomt vindstød mødte hans ansigt og rev i hans hår, men da han kiggede ind i rummet var det ganske tomt. Han kravlede derind, orienterede sig og ledte efter mærker, men rummet var ganske tomt og ganske undseeligt, som et fangehullerne i kældrene under Mud Castle. Graig grublede. Skulle dette lille kammer være luftdragens fængsel? Og hvad var overhovedet denne luftdrage – måske bare et drømmesyn? Ren indbildning?

Da stammefolkene fik nys om at forseglingen var brudt og kammeret åbnet, reagerede de dog med slet skjult rædsel. Graig noterede sig deres frygt.

 

Rejsen til Geddricks Javelin

Frank Sunstar, Lykkeridderen fra syd, nu hjemløs, med sin lyshårede lille datter Emmie på slæb, lærte et og andet om Esther, mens han eskorterede hende på rejsen til og fra Geddricks Javelin.

Lady Esther færdedes hjemmevant i lyngheden og i skovene. Hun tændte bål med kyndig hånd, hun nedlagde vildt og fandt vej. Hun udpegede planter, dyrespor og stjerner for Emmie, som genert gentog de sælsomme navne: giftplanten Bulmeurt, den lille fugl Løvfinken, Kometen Siernas Fakkel, som altid varslede sommerens afslutning.

Det overraskede ham derfor heller ikke at få bekræftet, at Esther var i slægt med de lokale – og således ingen ægtefødt kongedatter. Rygterne havde man vel nok hørt.

Nordvest12-(2)

Hvad der til gengæld kom som ny og ganske farlig viden, var at Lady Esther bar et foster i sit indre. Hendes morgenopkastninger havde vakt Sunstars formodninger, men det var først, da Esther – uvidende om at Sunstar lyttede med – forklarede Emmie hvad der var i vente. Denne grænseløse ærlighed overfor barnet forundrede Sunstar. Kvinden, der ellers holdt kortene tæt til kroppen, delte her en ganske skelsættende hemmelighed med et ganske lille barn, hvis diskretion man dog næppe kunne stole på. Men Emmie talte ikke ved nogen lejlighed om hemmeligheden. Og Sunstar spurgte hende ikke derom, eftersom han nu allerede vidste besked.

Endnu to hemmeligheder trådte frem fra skyggerne under rejsen. Lady Esther var ildeset på sin hjemegn. Næppe nogen større overraskelse, men dog interessant nok i sig selv. Mere bemærkelsesværdigt var det, da en gamle kone, mild og rund i sit ydre, men med et blik der fangede Esthers øjne og nidstirrede hende med gammelklog bedrevidenhed. Hendes stemme var smiskende og selvtilfreds: ”Søger du stadig hævn for den ugerning der overgik dig dengang? Du ved, mit barn, det er nu engang en vestlandskvindernes lod at være legetøj for adelens ungersvende. Glem vreden. Den slags minder er bedst at gemme bort.”

Var der en snert af ondskab i ordene? Frank så Esthers øjne lyne. Men kongedatteren holdt tand for tunge og undlod at besvare den gamle kællings spørgsmål. Han så dog hendes fingre blidt berøre ritualkniven i bæltet. Den hun for få måneder siden var begyndt at gå med.

Hvad han dog aldrig fandt ud af, var præcist hvilket ærinde hun var på i det lyngklædte og vindomsuste Vestland.

 

Slaget i bjergene

Graig, Raylan, Lord Ray og Adrian blev ledt ud af bjergene af stammefolkene. Raylan, nu anset som en guddom af de overtroiske stammefolk, fik løbende efterretninger om hærenes positioner. Mod nord ventede Carhols lensmænd – baronerne fra krigsrådet i Hobb. De var endnu ved at få samling på tropperne efter det indledende forræderi, som hæren var blevet udsat for da den bevægede sydpå tidligere på sommeren. Mod syd stod Wickmonts hær. Den var allerede nu begyndt at trænge igennem bjergene. Mod vest var der forlydender om, at en hær havde forladt Lionsport, og nu var på vej mod Carhols styrker. Graigs frygt syntes at blive til virkelighed. Lord Elcastle i ledtog med Wickmont! Der kunne ikke være anden forklaring på, at Wickmont-krigsherrerne vovede sig igennem de uvejsomme og forræderiske bjergpas.

ridderto

Raylan insisterede på et hastigt modsvar. Så snart man kunne mobilisere hæren skulle den søge mod syd, op i bjergene gennem forskellige dale, for at imødegå Wickmonts styrker. En knibtangsmanøvre. Dristigt, men nødvendigt, hvis Wickmonts langt større styrke skulle tilintetgøres inden Elcastle kunne nå frem.

Hæren var allerede i bevægelse, da Sunstar og Esther sluttede sig til styrkerne efter deres rejse til Javelinen. Man førte tropperne ind i bjergene, og lagde et sidste krigsråd, godt hjulpet af spejderne fra regnskovsstammerne, stedkendte i bjergene – deres naturlige beskyttelse mod omverdenen.

Der blev lagt fælder og planlagt skinmanøvrer, og Frank Sunstar viste sit værd som en en mand der kendte krigen, ikke kun i dens blodige eksekvering, men også i forberedelsens mere eller mindre elegante skaktræk.

På vej gennem bjergene spurgte Esther henkastet, hvilket vejr Carhol skulle håbe på. ”Tæt tåge,” var det korte svar fra Kronprins Graig.

Og da slaget kom dagen efter, var der minsandten tæt tåge. Den kom så pludseligt, som var den en gudernes gave. Kravlende ned fra bjergene lagde den sig om den dal, der var blevet udset til valplads. Da den fire timer senere lettede, stod Carhols arvinger endnu. De kunne kigge rundt i det blodige virvar af lemmer, døde heste og mænd i krampagtige og langtrukne dødsspasmer og konstatere, at Wickmont var blevet slået.

Esther kom løbende dem i møde midt på slagmarken. Hun havde holdt sig på afstand under kampen, men kunne nu slutte sig til sine halvbrødre og sin onkel, alle indsmurt i blod og udslidte efter flere timers hakken, fægten og undvigen i moradset.

Markelig

Graig nåede blot at konstatere hendes smil, hendes våde tøj og hendes hår, der hang drivvådt ned langs hovedet, inden hans opmærksomhed blev fanget af et horn der gjaldrede fra en bakkekam. Elcastle! Lionsports rytteri dundrede ned igennem dalen og omsluttede Carhols sønner og deres livvagter. Udmattede efter kampen gjorde man ikke udfald, men greb blot hårdt om sværdskæfter og spyd og bed tænderne sammen. Raylans øjenbryn løftede sig, da han så Bluefire’s banner. Han var da en ven af Carhol?

Poley Elcastle af Lionsport red frem, løftede med en nonchalant bevægelse hjelmen af hovedet, og hilste med et nik sin kronprins: ”Min herre, jeg ser at I har startet kampen mod Wickmont uden os? Det er uhørt, at Lionsports Warden ikke står ved siden af sin herre i en sådan situation!” Elcastle, en kantet mand uden skyggen af humor, kiggede med hvad der lignede et smil mod sin kronprins.

Graig slog en latter op: ”Der er endnu masser af soldater fra Wickmont i bjergene, som skal jages og slås ned inden de når at samle sig! Elcastle, deres tilstedeværelse er en velsignelse. Velkommen.”