Oliver Korttegners rejse

Oliver har lavet en række tegningerne af interessante lokationer. Det ville vær oplagt at bruge dem som ramme for en novelleantologi. Novelleantologier er en samling af noveller, der er tematisk bundet sammen. Måske kan du huske Warhammer novelleantolgi ”Imperiet”, som Lars Andresen og jeg samlende og som vandt Juryens Specialpris i 2009. Det var dog ikke den første af slagsen, i sin tid blev der hver år lavet en novelleantolgi til Orkon, hvor et given års novellescenarier var bundet sammen af et tema eller en setting. Jeg husker især året, hvor ”Højhuset” var rammen, som et år der producerede en række virkelig fine noveller.

refuge1
Wrecker’s Exile
refuge2
Floodplain Colony

Marco og Oliver

Som sagt, synes at vi skal bruge Olivers tegninger som ramme om en novelleantolgi, men synes også det ville være sjovt at binde novellerne lidt mere sammen end tidligere antologier. Så med udgangspunkt i Calvinos Usynlige byer, der er en udknaldet digtning over Marco Polo rejse til Kina, kunne de forskellige tegninger være lokationer som Oliver Korttegner (vores version af Marco Polo) rejser igennem på vej til Khans Kina. Hver forfatter beskriver en lokation på rejsen, som Polo måske rejser igennem. Stederne er opdigtede og må godt være anderledes end virkelighedens Mellemøsten og Asien. I antologien er Polos Europa (hvor Oliver kommer fra) er den sammen som det virkelig Europa på Polos tid, Khans Kina er måske også det samme, men alt derimellem er til fri digtning.

mesatropolis
Byen ved folden
refugie5
Hulby

Form

Pt. har Oliver tegnet fem lokationer, men jeg regner med at vi skal bruge omkring otte-ti stykker – alt efter hvor mange forfattere vi kan få med på spøgen.
Hver lokation er et scenarie, hvor Oliver Korttegner indgår (enten som spilperson eller npc) og som skal kunne spilles på en times tid. Selv med ret korte noveller (en time er ikke lang tid) er otte novellescenarier alt alt for meget, derfor kommer alle gruppe ikke til at spille alle lokationer. Hvilke lokationer man kommer til at spille kommer an på, hvilken rute man beslutter sig for at Oliver Korttegner tager til Khans Kina. Når man har valgt en rute spiller man de lokationer (og hermed også scenarier) der ligger på ruten.

korrt

 

Hvem er game?

Min bror er dæmon

Det er ikke så meget en scenarieidé, som en scenarietanke.

“Min bror er dæmon” er et scenarie om cancer, brødre og en dæmon.

SONY DSC

 

Måske et remake af René Tofts novelle “Jagten” fra scenariesamling Imperiet bare sat i småland i stedet for Hochland.

Max fem sider og tre timer. For fire spillere og en spilleder. Tungt, trist og svensk.

Slavehandlerens Søn

For 11 år siden skrev Martin Svendsen og jeg scenariet Sønder og sammen. Det var en form for psykedelisk dungeon crawl og ikke særlig godt. 6 år efter skrev jeg et fantasyscenarie med lidt dungeon crawl. Det hed Slavehandleren fra Ascalon.  Måske er det, når jeg igen begynder at skrive scenarier om et par år, tid til at skrive et nyt dungeon crawl.

sønder og sammen

For nyligt har Slavehandleren fra Ascalon fået en del kærlighed (eller 17 stemmer) i en Facebook/Vikinge Con afstemning og jeg er kommet til at love at jeg vil skrive en ny klasse man kan vælge når man laver spilfigur (ja, man skal lave sin egen spilperson med stats og alting). Så kom jeg til at tænke at det kunne være sjovt at lave en forsættelse på Slavehandleren fra Ascalon. Måske et dungeon crawl. Denne gang mere rock n roll, møgsejt og med 220 km/t på sword and sorcery klicheerne.

simon_bisley_012

Stenalderfolk og hårløse bjerggorilla i stedet for gobliner og orker. Kæmpe orme og giftsvampe. Lava og frugtige hulegange med liderlige troldkarle.

Det kunne være sjovt, men det kunne også gå helt galt.

Franske Ulve

Disse Wiki-artikel skriger på at blive lavet som rollespil:

Paris 1450

The Wolves of Paris were a man-eating wolf pack that killed forty people in Paris in 1450. The animals entered the city during the winter through breaches in its walls. A wolf named Courtaud, or “Bobtail”, was the leader of the pack. Reports of the animal suggested it was reddish in color. Eventually, the wolves were killed when Parisians, furious at the deaths, lured Courtaud and his pack into the heart of the city. There the Parisians stoned and speared the wolves to death in front of the Notre Dame Cathedral.

Paris (Soissons) 1765

The Wolf of Soissons was a man-eating wolf which terrorized the commune of Soissons northeast of Paris over a period of two days in 1765, attacking eighteen people, four of whom died from their wounds.

The first victims of the wolf were a pregnant woman and her unborn child, attacked in the parish of Septmont on the last day of February. Diligent locals had taken the second trimester fetus from the womb to be baptized before it died when the wolf struck again not three hundred yards from the scene of the first attack. One Madame d’Amberief and her son survived only by fighting together.

On 1 March near the hamlet of Courcelles a man was attacked by the wolf and survived with head wounds. The next victims were two young boys, named Boucher and Maréchal, who were attacked on the road to Paris, both badly wounded. A farmer on horseback lost part of his face to the wolf before escaping to a local mill, where a seventeen-year-old boy was caught unaware and slain. After these atrocities the wolf fled to Bazoches, where it partially decapitated a woman and severely wounded a girl, who ran screaming to the village for help. Four citizens of Bazoches set an ambush at the body of the latest victim, but when the wolf returned it proved too much for them and the villagers soon found themselves fighting for their lives. The arrival of more peasants from the village finally put the wolf to flight, chasing it into a courtyard where it fought with a chained dog. When the chain broke the wolf was pursued through a pasture, where it killed a number of sheep, and into a stable, where a servant and cattle were mutilated.

The episode ended when one Antoine Saverelle, former member of the local militia, tracked the wolf to small lane armed with a pitchfork. The wolf sprang at him but he managed to pin its head to the ground with the instrument, holding it down for roughly fifteen minutes before an armed peasant came to his aid and killed the animal. Saverelle received a reward of three-hundred livres from Louis XV of France for his bravery.

Sarlat (sydvest Frankrig) 1766

The Wolf of Sarlat attacked and wounded seventeen people in Sarlat, France, in June 1766. Unlike other wolves that had become man-eaters, it was notable in that it attacked only grown men, standing on its hind legs to get at the face and neck. A burgher of Saint-Julien, Monsieur Dubex de Descamps, gathered a hunting party of one-hundred men and set out after the animal. In the pursuit the wolf turned on the hunters, injuring two of them. Dubex trapped the wolf in a meadow, dismounted, and shot it at point-blank range as it charged him. The wolf was roughly thirty inches at the withers and four feet, four inches in length. The huntsmen noted that its appearance combined some physical characteristics typical of foxes and greyhounds, suggesting hybridization.

Også selvfølgelig historien om Gévaudan-bæstet.

The Dungeon Hurt

Endnu en scenarieidé, som jeg er nødt til at dele.

Vi reagerer forskelligt på smerte, men de fleste af os bliver bedre og mere overskudsartige mennesker af smerte. Hvis man kender hinanden rigtig godt (som man fx gør i en familie) kan man nogen gange komme til at afreagerer på hinanden: være urimelig og sige ting, der gør ondt og som man fortryder. Hvad hvis vi forstiller os en gruppe eventyrer, der alle reagerer på smerte ved at blive lede ved hinanden? De har været på mange eventyrer sammen og er som en familie for hinanden. På godt og ondt.

Det kan man bygge en mekanik op omkring som kunne give noget underholdende spil. Vi har et spil der foregår i en klassisk dungeon, Hurt Dungeon, lidt nordøst for Waterdeep eller noget i den stil. Der er goblins, andre grønhuder og deres modbydelige fælder. Fælder der gør nas.

 

Hver eventyrer har nogen stats og kan ting. Når man slås med goblins eller møder en fælde slår man disse stats. Nogen gange går det godt (yay) og nogen gange går det mindre godt (yay!) og en eventyrer kommer til skade. Eventyrerne har nogen skadebokse (en slags hit points), fx har krigeren fem bokse, og man skriver en beskrivelse af den skade man tager i boksen. Fx ”afhugget finger” eller ”snitsår i siden”.
Hver boks har en talværdi, det er hvor meget skade boksen kan absorberer. Vi kalder det skadeværdi. Hvis man har to bokse med skadeværdien 2, så kan man absorberer 4 i skade ved at bruge begge bokse. Når man er skadet er man dårligere til at handle, man får ikke dårligere stats, men den højeste skadeværdi man har skal man minus til alle ens slag. Så hvis man slog 5, er resultatet 3, hvis man har en eller flere bokse med skadeværdi 2 udfyldt.

Man kan ikke helbrede skade, men man kan fjerne minusset til ens evner fra skadeværdien. Det gør man ved at være nedern og sige modbydelige ting til de andre i eventyrgruppen (i karakter). Så hvis hende med de to skadesværdier på 2 ikke længere ønsker minus 2 på alle sine slag skal hendes figur sige to sårende til en eller flere fra gruppen.

Dette skal underbygges i personbeskrivelserne, der netop skal være fulde af mindreværd og situationer hvor gruppensmedlemmer har svigtet hinanden. De er selvfølgelig også møgseje, men hvis to af eventyrerne er et par, så har de helt sikkert knaldet en eller flere af de andre i gruppen. Plus eventyrerne har trælse forhistorier med uforløste faderbinder, folk de har svigtet osv.

Samtidig skal Hurt Dungeon være godt og interessant designet.

Det bliver rigtig skægt at spille.