Fastaval og træt som et ondt år

Dømmeriet

I år gav jeg den som Ottodommer og dead tired man walking på Fastaval. Bedømmelsen af scenarierne gik vigtig godt. Vi var uenige, men ansvarlige i vores dialog både omkring scenarierne og vores uenighed. Personligt rykkede jeg mig en del i mødet med andre perspektiver og gode argumenter. Jeg blev aldrig tromlet og det er min klare opfattelse at de andre dommerne havde det på samme måde. Det er sådan med beslutningerne om nomineringerne og også selve ottovinderne at de opnås via konsensus. Alle dommere skal kunne stå 100% indenfor begge dele og det kan pga. en virkelig god bedømmelsesproces. Jeg var også dommer for ti år siden og der var processen mere bumlet.

En grund til at processen blev så god i år var at overdommeren Asbjørn var god til at få nye perspektiver frem og gøre alle fordele og ulemper ved scenarierne tydelige for alle dommerne. Som overdommer gik han ind og blev en slags konsulent, der kørte en workshop og brugt en række værktøjer og metoder til at få os alle til at tale om scenarierne på en konstruktiv måde. En del af disse metoder og værktøjer er blevet udviklet af Klaus, da han var overdommer og her er der altså endnu et område, hvor Klaus har gjort en kæmpeforskel.

Det var en fornøjelse, men det er hårdt at bedømme scenarier og derudover er der en række praktiske gøremål og interaktioner med andre arrangører, som tager tid og (ikke mindst) energi. Derudover er man allerede presset før Fastaval, fordi man skal læse (og genlæse) mellem 1200-1600 sider og er mig, dvs. en der forsøger at være en nogenlunde far, en ok kæreste og bare forsøge at passe sit arbejde engang imellem. Jeg var nok allerede lidt træt før Fastaval.

Spilleriet

Jeg kommer på Fastaval for at spille rollespil. Det er mit primære formål for at komme der. Resten, altså hængning ud med venner og bekendte, druk, dans, brætspil, arrangørarbejde og venten på mad svinge mellem at være en dejlig bonus og en lettere irritation. Hvilke dele der er hvad kommer rigtig meget anpå mit humør og overskud. I år havde jeg ikke meget overskue, så det sociale udenfor dommergruppen var fint, men ikke oppe at ringe, men jeg havde fire virkelig gode rollespilsoplevelser.

Jeg startede med at køre 2 gange Fastaval Jr., hvor jeg og 2 gange 5 børn i alden 6-8 år, spillede Golembyggende. Der var både spilpersoner, terninger og lego. Det var madness, det var en fest. Desværre var ungernes frokostpause-pizza mindre heldig, men hvad gør det når superseje Mette og Maya + hjælpere disker op med smør selv rugbrød og kiosken har toast?

Derudover spilledte jeg Kristian og Stefans vidunderlige Dronningen på Smaragdtronen, der er en tour de force igennem en gaimansk fortolket lovecraftansk Europa. Det er et rigtig godt scenarie, med en solid tung mekanik og rum til at spillederen kan sætte fantasifulde scener undervejs. Jeg fik også en dejlig spilgruppe og vi havde det sgu sjov, synes jeg.

Det sidste spil jeg spillede var Joan the Vampire Slayer fredag aften, hvor jeg var megatræt. Hele dagen overvejede jeg at melde fra (læs: lade være med at møde op), men besluttede mig heldigvis at møde op. Det var awesome. En fantastisk spilgruppe og det dejlige scenarie gjorde lige det det skulle. Jeg fik fx lov til at fortælle action og en godt konstrukteret story arc, hvilket gav mig sygt meget energi.

Sovesal, druk og soveriet

I år var det rigtig hårdt at sove i sovesal. Normalt er det ok – måske fordi jeg normalt alligevel har plads i mit program til at stene lidt i løbet af dagen. I år var der et stramt program og jeg havde ting som jeg skulle stå op til forholdsvis tidligt hver dag. Så når jeg vågende kl. 7, som jeg gør, kunne jeg ikke falde i søvn igen, pga. smålarm, lys fra nødudgangene og det faktum at der alligevel ikke var længe til at jeg skulle op.

Jesus, jeg var træt.

Fordi jeg var træt og fordi der var en del på mit program, så brugte jeg ikke særlig meget tid i baren. Det var faktisk meget fint. Men det betød også at jeg fx ikke fik danset og jeg elsker at danse når jeg er til fest.

Festeriet

Og angående fest, så er det for mig sjovere at være med til at lave fest end blot at være ottodommer og tilskuer. Desværre er dem, der laver fest pt. ret gode til det og her kan jeg ikke tilbyde særlig meget.

Men måske kan jeg hjælpe med en ting:

Man har forsøgt at brede ud i hvilke type fastaval-deltagere, der kommer på scenen de sidste par år, og derfor er der to-tre priser som bliver delt ud af ikke-forfattere (ofte nogen fra kiosken, åbenbart). Det er en politisk beslutning, som både bringer gode og dårlige side-effekter med sig.

En af de mindre heldige side-effekter er at de stakkels kiosk-folk ikke nødvendigvis ved hvordan man udtaler de stakkels forfatte-folks navne. Det eneste de har at støtte sig til er de sedler som dommerne har skrevet og som de får med op på scenen (og som lidt var noget rod i år, sorry). Der ligger noget vigtig og hemmelig kommunikation, i disse sedler, som det er fint at den der skal præsenterer først får når personen står på scenen, nemlig: ”Dommerne sagde”, ”Spillerne sagde” og selvfølgelig vinderen. Men der bliver også kommunikeret noget vigtig og ikke-hemmelig viden på sedlerne, nemlig definitionen af prisen og de nominerede (scenetitel og forfatternavn). Og ofte er det netop forfatternavnene (og så Rasmus’ scenarietitel ) der er svær at udtale.

Jeg vil gerne tilbyde Troels og Natascha at jeg øver scenariedefinitioner og de nominerede med dem der skal præsentere priserne. Selvfølgelig kun dem af dem, der har lyst, og bare sådan at de føler sig bedre klædt på når de står på scenen. Jeg vil helst ikke være med til at beslutte hvem der skal på scenen, det er der nok folk som har en mening om, men jeg vil bare gerne hjælpe dem som skal på scenen (om de er fra kiosken eller er tidligere vindere), så de ikke falder igennem i noget så banalt som udtalen af et forfatternavn eller to.

42 sider!

Jeg kigger på hvor lange mine scenarier har været.

At læse scenarier på mellem 6 og 232 sider

Jeg er Ottodommer på Fastaval i år og det betyder at jeg skal læse en række scenarie – der er super godt system, som gør at der som minimum er 3 dommere som har læst et given scenarie. De tre dommere bedømmer om scenariet er interessant ift. en af de 6 ottokategorier, hvis de er læser alle dommerne dem.

Det betyder at som dommer kan være fri for at læse en lille håndfuld scenarier. Nogle dommerne læser alt – som i år er 1623 sider. Det gør jeg ikke, men jeg læser meget. Pt. har jeg læst 1371 sider og har jeg lidt travlt inden lørdag, hvor jeg skal have læst alt det jeg skal læse.

Hokus pokus – Johs i fokus

Fordi der er ret stor forskel på scenariernes sideantal og fordi jeg ganske normalt selv-optaget, så kom jeg til at kigge på side antallet i min egen scenarie produktion. Jeg har skrevet 14 scenarier, hvor jeg ikke har side antal på mit første remake af De Navnløse.

Jeg har lavet en række scenarier på omkring de 42 sider. Af mine egne er der: HAV’ET93 (2002) på 43 sider, Sønder og sammen* (2004) på 41 sider, Lørdagsdæmonen (2005) også på 41 sider og mit bedste scenarie Slavehandleren fra Ascalon (2010) på 40 sider.

Mit korteste scenarie er Narzula City Noir (2014) på kun 27 sider. Mine lange scenarier er ret lange: Sort/Hvid (2006) er på 100 sider, Jonas Hjorts Fantasy Gangster (2013) er på 70 sider.

Resten af mine scenarier er antologier har jeg skrevet sammen med andre, så der har jeg ikke haft så meget kontrol over hvor lange de blev, det er 9000 Beton (2005) på 45 sider, Dobbelt A (2006) på 40 sider, Imperiet (2009) på 89 sider og De Navnløse – en remake-antologi (2010) på 73 sider.

*) Ja, jeg skrev Sønder og sammen sammen med Basmand, men vi var kun to forfattere og tog begge ansvar for hele teksten – modsat antologier og de to foldescenarier (9000 Beton og Dobbelt A). 

Omkring 42 sider

Jeg tror bedst jeg selv kan lide de scenarier som er under 46 sider (og det er kun fordi 9000 beton var på 45 sider). Hvis jeg skal skrive scenarier igen, så ville nok ikke blive over 42 sider.

Men det er rent personligt ift. mine egne scenarier. I år har jeg som dommer både læst gode lange scenarier og gode korte scenarier. Mine ting bliver bare ikke bedre at være mere end de ca. 22 siders scenarie og 20 siders spillermateriale, som især HAV’ET93 (2002), Sønder og sammen (2004) og Lørdagsdæmonen (2005) var på.

Slavehandleren fra Ascalon (2010) var sjov, fordi det var 13 siders scenarie, 13 + 1 siders (oversatte) regler, 14 + 1 siders spillermaterialer og handouts.

Tjek det selv de 5(!) pdf’er ud på Alexandria

Mit næste scenarie (som måske kommer til at være et sportsscenarie) skal ikke være længere end de magiske 42 sider.

Cav Bøgelund er død

Vi må med stor sorg meddele at Cav Bøgelund i weekenden er druknet på vej hjem fra en fest på filmskolen.Cav hørte til…

Opslået af Fantask på 30. januar 2018

 

Animationsinstruktøren, tegneserietegneren og rollespilleren Cav Bøgelund er død

Jeg kendte ikke Cav Bøgelund og var ikke ven med ham. Jeg har fuldt ham på sociale medier, da jeg elskede hans streg og han var hammerende sympatisk.
I 2006 tegnede han en fantastisk tegneseriefortolkning af Lorcas teaterstykke Blodbryllup, som er et af mine yndlingsteaterstykker. Det er en virkelig dejlig tegneserie. Det nedenstående handler dog mest om rollespilleren Cav og det er nok ikke en rigtig nekrolog.

Den nat i Randers

Selvom jeg ikke kendte ham, så var han med til at skabe en af de mest magiske rollespilsøjeblikke i min ungdom. I mine gymnasieår, i slut 90’erne, spillede jeg og min ven Anders rollespil sammen med nogen venner fra Langå. Nogen gange kom Langådrengene til vores aalborgforstad Gug og nogen gange kom Anders og jeg til dem, i Langå. En af de gange valgte Anders og jeg at blaffe hjem til Aalborg fra Langå og det gik ikke særlig godt. Vi nåede kun til Randers og derefter var der ikke nogen som ville tage os med. Vi havde ikke travlt, men valgt alligevel at droppe blafferiet, da det begyndte at blive mørkt. Vi gik ned og købte en togbillet til Aalborg. Da billetterne holdte hele natten og den stadigvæk var ung, valgte vi at gå ud og se på Randers. Vi kendte ikke Randers så godt, fx kendte vi ikke til steder som von Hatten, og alt i alt virkede byen ret kedelig. Så efter en kort rundtur var vi på vej tilbage til stationen og der ser jeg nogle papbrikker i et slags butiksvindue. Nørdesansen gik!

Det var simpelthen Randers’ rollespilsklub Ametyst og vi gik ind. Her mødte vi Danni Börm, Cav og et par stykker andre. De hang ud og manglende et par spillerne for at kunne spille Thomas Munkholts coming of age varulvescenarie Welshbury Brook. Så det spillede vi. Jeg husker det som et fint scenarie om at opdage ens begyndende voksenseksualitet og at man åbenbart også var varulv. En historie om at bekæmpe det onde Pentex samtidig med at man var smålun på gruppens skjald og lige skulle finde sig selv i en ny fuldvoksen ulvekrop. Scenariet er et klasseeksempel på hvad Werewolf kan og de fleste varulve scenarier og kampagner jeg har spillet har været gentagelser over den fortælling vi spillede den nat i Randers.

Det var altså ikke scenariet, som var fantastisk, men situationen. Det at Anders og jeg var del af et større fællesskab, hvor man kunne droppe tilfældigt ind i en rollespilsklub i en fremmet by og blive en del af deres lokale fællesskab for en aften. Jeg husker at Anders sad ved siden af Cav og var meget fascineret af de tegninger, som Cav tegnede imens vi spillede. Jeg husker også at de holde kontakt efterfølgende. Jeg har kun kommunikeret lidt med Cav på Twitter og først her mange år efter, men jeg har talt med Danni om vores fælles minde er et ret fint eksempel på hvad rollespilsfællesskabet kan som miljø.

Tak Cav

Nu er Cav Bøgelund død. Det er på mange måde utrolig trist og urimeligt. Personligt er jeg ked af at jeg ikke fik snakket med ham om vores fælles oplevelse den nat i Randers, som var med til at skabe min voldsom store kærlighed til rollespilsfællesskabet. Og at jeg aldrig fik rost ham for hans virke som tegneserietegner. De savn er dog umådelige små ift. det savn Cavs nærmeste og venner må føle. Mine tanker og dybeste sympati er hos dem.