Bør jeg vente på Vampire 5th edition?

For et stykke tid siden besluttede jeg mig for at min næste kampagne bliver en Vampire kampagne – der handler om kamppladsen New York. Der kommer dog til at gå noget tid, da vi først skal spille vores Warhammerkampagne færdig, jeg skal nå at nyde ikke at være spilleder og læse en del op på en masse Vampire. Derudover er der arbejde og familie som får tiden til at gå. Sidst, men ikke mindst ser det ud til at jeg får så travlt i februar og marts med andre projekter at jeg ikke får tid til at spillede.

Derfor ville det måske være meget fornuftigt at vente til foråret, fx i starten af april med at starte kampagnen. Hvis man er heldig er 5. udgaven af Vampire udkommet der.

Vampire 5. udgave rygter

Jeg har kun hørt rygter fra spiltest og set et par videoer om Vampire 5th, men indtil videre lyder det som om der kommer:

  • Ny grundmekanik, der næppe er ligeså åndssvag som storyteller-systemet
  • Mere elegant fokus på vampyrernes blodsult, som udtryk for bæstet, som underbygges med en mekanik. Det betyder nok at der bliver mindre fokus på de mere fortolkningskrævende elementer i det gamle systemet. Her tænker jeg især på humanity og klansvagheder, som blev ret dårligt understøttet mekanisk
  • Samme klaner, men lidt nye vampyrevner (disciplines)
  • En radikal udvikling af settingen med fokus på fremmegørelse i senkapitalismen (overvågningsteknologi spiller især her en stor rolle) og til dels en opløsning af de klassiske magtfraktioner Sabbat og Camarilla. De ændre ikke på (særlig meget) kanon før den skandaløse gehenna periode, men der er åbenbart sket meget i vampyrsamfundet de sidste 25 år
  • Systemet skulle være bagudkompatibel
  • De første bøger giver kun mulighed for at spille de 7 Camarilla klaner, men senere skulle der komme flere

For og imod at vente på 5th

Udviklingen i settingen er umiddelbar ikke så vigtig for mig, da den kampagne jeg planlægger kommer til at foregå i Dark Ages, Victorian Age og Moden Nights (altså 90’erne). Man spiller hinandens sires (og grandsires) Men skal jeg alligevel vente og spille den med den nye version?

På den ene side vil jeg gerne i gang inden april 2018 – fordi det er om så lang tid. På den anden side er et nyt og bedre system end storyteller-systemet ret tillokkende. Derudover kan jeg godt se fidusen i at fokusere på blodsulten. Jeg har det lidt svært ved at man i så fald skulle hold sig til de 7 Camarilla klaner, da noget af det fede ved Dark Ages er at man netop ikke behøver holde sig inden for disse 7. Jeg er for resten den eneste der synes ideen om at man kun udgiver en lille del af settingen af gangen lyder lidt halvdyrt, hvis man som spilleder gerne vil have sabbat og uafhængige klaner med i ens kampagne?

Det er hele tiden været meningen at spilpersonerne i min kampagne skulle være venlig stemte overfor Camarilla’en, men jeg ville ikke synes det var helt åndssvagt med en Assamite eller Ravnos familie in the mix.

Kompromis

Det er meningen at kampagnen skal udspille sig over 3 generationer af samme vampyrfamilie. Hvad hvis vi evt. lod det være 4 generationer? Dark Ages, Victorian Age, 90’erne og den sidste er nu. Altså den setting som bliver beskrevet i 5. udgave. Dette sidste kapitel bliver altså spillet med den nye version. På det tidspunkt, hvor vi når dertil er der sikkert også kommet regler for Assamite, Ravnos osv.

Alt efter hvor hurtigt bøgerne udkommer kan det være at vi snyder og måske spiller 90’erne med de nye regler, men den gode gamle setting.

Lyder det ikke cool nok?

Death of a spilperson

Spilpersoner dør i ny og næ. I nogen kampagner mere end andre. De sidste to indlæg på Mortens blog handler om spilgange, hvor der døde spilpersoner. I den seneste indlæg om det interessante Dungeon Crawl Classics dødede der ikke mindre end 10 spilpersoner, men her havde spillerne også 4 spilpersoner hver til at starte med.

Det virker ikke til at de andre spilpersoner reagerer særlig meget på at deres venner bliver brændt op af staturer med flammekaster formularer. Det er blot en del af spillet at nogen dør og andre overlevere. Der er jo ligesom en grund til at man starter med 4 spilpersoner hver. I det forrige indlæg ”Curse of Strahd – Sæsonafslutning” dødede der også en spilperson. Denne gang nekromantikeren Ezra, som jeg går ud fra er blevet spillet en del spilgange, og her var spillet efterfølgende anderledes og mere fokuseret omkring spilpersonens endeligt.

Fra Mortens blog:

Netop som den sidste bersærker hugges ned, ånder troldmanden ud, og der ingenting hans venner kan gøre for at hindre det. Lille Lucian kommer rendende og grædende beder han Ezra vågne igen. Ezra vågner ikke.

Den nat samler gruppen brænde ind og tager afsked med deres ven med et mægtigt ligbål, og Lucian arver Ezras tryllebog. Imens begynder Peter at gøre en ny karakter klar.

Men vi kunne jo faktisk ikke lide ham

I vores Warhammer kampagne blev Renés spilperson Erwin Veit dræbt af farlige Skavens med guns. Selve spilgangen var meget handlingspakket og derfor fik vi ikke en scene, hvor de andre spilpersoner forholdte sig til Erwins endeligt. Vi ha pga. en række aflysninger kun spillet en spilgang efter og der blev snakket om at Erwin var død – Lars’ spilperson Wolfgang Rottefænger gemte sig i kloarken under kampen, fordi Lars ikke var der til spilgangen og det gav mening at rottefængeren ville gemme sig der.

Hverken Wolfgang eller de andre spilpersoner tog særlig meget på vej over Erwins død OG det ville sikkert også være upassende. For det første var spilpersonerne på flygt i deres egen by, der er blevet indtaget af rottemændene og nødt til at finde en semisikker position, hvorfra de kan kampe tilbage. Dernæst var der nok ikke nogen som kunne lide Erwin. De var vokset op med ham og havde en på den måde en følelsesmæssigt forbindelse til ham, men han var også et fjols. Og der blev både in game og off game fortalt historier om Erwin (hvor René deltog off game).

Det er interessant hvordan vi i spil forholder os til spilpersonernes endeligt. Jeg tror ikke der er en bestemt form for hvordan det skal håndteres, men det er en særlig udfordring at få det i spil på en god og passende måde.

Bipersonskort og vejen tilbage til Vampire

Jeg overvejer at starte en Vampire kampagne. Det gør jeg med jævne mellemrum. Sidst jeg overvejede at spille Vampire overtalte Jonas mig til at lade være med argumenter om: At vi har fået for meget familie og anden stuff til at vi kan koncentrerer os om komplekse kampagner. Vampire kampagner med stemning, interessante bipersoner og intriger er alt for komplekse til hvad en familiefar kan overskue sådan en halvtræt onsdag hver anden uge. Disse hverdagsaftener er det lettere at overskue at baske skavens i Warhammers Carroburg.

Måske har Jonas ret. Det tænkte jeg han havde sidst vi talte om det, men jeg må også bare indset at jeg stadigvæk er ret bid af det der Vampire.

Imellem midt 90’erne og midt 00’erne var Vampire mit go to game. Jeg tror stadigvæk det er det system jeg har spillet mest (med Warhammer som en klar 2’er), men jeg er ret sikker på, at jeg ikke har spillet det de siden 13+ år. Det er et helt særligt spil. Det lover måske mere end den holder – jeg tror det var derfor vi droppede det back in the day. Og jeg er da bekymret for om:

  • Kan vi fange stemningen uden det bliver kedeligt?
  • Kan vi overskue intrigen midt i vores omfangsrige liv?
  • Kan vi bare huske bipersonerne fra spilgang til spilgang?

Jeg tror svarene til disse spørgsmål er “forenkling” og løsningen er at finde værktøjer og teknikker der netop forenkler det kedelige huskearbejde i Vampire. Jeg har overvejet værktøjer a la bipersonskort, åbne relationsdiagrammer og åbne hemmeligheder, men andre værktøjer modtages med kyshånd.

Bipersonskort

Vampire er et spil, der for mig, handler om hoved- og bipersonernes begær og handlinger. Følelsen af en sammenhængende og ”logisk” omverden er ret vigtigt for Vampire, synes jeg. Det er super fedt når man giver dette indtryk, men det kan være svært hvis man som spiller går og glemmer bipersonerne fra gang til gang.

Fordi bipersonerne er vigtige, tænker jeg at det ville være fedt med bipersonskort. Hver spiller får en kopi af de væsentlige bipersoner de møder i kampagnen, hvor deres navne, klan og hvad de er kendt som er angivet. Nogen er mere udfyldt end andre og det er meningen at spillerne selv kan skrive flere noter til bipersonen.

Åbne relationsdiagrammer og hemmeligheder

Uden at vide helt hvordan, så kunne det være fedt at arbejde med åbne med relationsdiagrammer – ligesom vi tidligere har spillet med åbne dungeon maps.

Far er troldmand

Endnu et party

endnu en kamp

endnu en dungeon har du tømt

 

endnu en sommer er gået & blev igen forsømt

 

Dette er et novellescenarie

Et novellescenarie, hvor en spiller spiller troldmanden i et eventyrparty, der jævnligt tømmer hulesystemer.

Resten af spilgruppen spiller to roller, nemlig troldmandens familie og hans kollegaer i eventyrpartyet.

Vi spiller highlights. To slags:

Kampene imod abefolk, levende døde og menneskesvampe i forskellige dungeons. Kampe, hvor vores troldmand kaster om sig med magi. Scener hvor de finder skatte og rigdomme, men også hvor de bruger dem igen.

Og scenerne hjemme hos Troldmanden, hvor han har sår og tømmermænd efter de mange dungeons. Scener hvor familien måske forsøger at være forstående og er glade for de mange skatte han bringer hjem, men hvor de også kræver ting af ham.

Kicker

Når troldmanden bruger magi slår spilleren terninger og der er en chance for at han bliver ramt af korruption. Korruption, der sætter sig som fysiske mærker på kroppen og fremmedgørende ham endnu mere overfor sin familie. Måske er det et lykkeligt scenarie om familiær kærlighed, men det behøver det virkelig ikke være.

Billedet er hugget over fra Mortens blog: https://mgreis.wordpress.com/2017/05/04/anmeldelse-dungeon-crawl-classics/
Billedet er hugget over fra Mortens blog

Der er en socialistisk pointe gemt her et sted, måske endda også en feministisk.