Spiltest af Vampire 5. udgave Alpha

Et sted på Amager spiltestede jeg alpha udgaven af Vampire 5. Peter var spilleder. Mine take aways var:

Scenarie

Scenariet forgår i Gary (en lille by lidt udenfor Chicago) som er ikonisk og med 1. version af grundbogen. Det er et fint lille vampire-scenarie, som ikke blev dårligere af at Peter spilledte det. Forstå mig rigtigt, det er Vampire og White Wolf kan stadigvæk ikke skrive scenarier på højde med hvad vi er vant til i vores lille nordiske tradition, men mindre kan jo også godt gøre det. Der var nogen fine scener og en nogenlunde sammenhængende plottråd.

Jeg var heldig og få scenariets hovedperson, selvom Kamilla og jeg valgte sidst. At skrive et scenarie med en central hovedperson er et designvalg som det ikke virker til at scenarieforfatteren var særlig reflekteret omkring. Det gjorde at jeg fik uforbeholden meget taletid, hvilket jeg, som spiller og person, ikke nødvendigvis er super godt til at administrere. Taletidøkonomien i scenariet, hvor en dominerende spiller (som mig) samtidig fik en så tydelig hovedrolle var ikke gennemtænkt.

Efter jeg tog mig sammen og fik gasset ned, løste en af de andre spilpersoner scenariets grundlæggende konflikt ved at sms’e den legendariske heksejæger Sullivan Dane, som så dræbe byens problematiske fyrste off screen. Very deus ex machina.

Peter droppede scenariets epilog, som skulle være en spilleder fortalt historie, hvor en gruppe (for os ukendte) elders (Chicagos primogen) skulle diskutere begivenhederne i Gary. Tak Peter.

Spilpersoner

White Wolf formår ikke at præsentere grundlæggende og relevante informationer i de spilpersoner, som de skriver. Det er ligefrem pinligt. At fyrsten i byen er fyrste, bliver præsenteret i forbifarten i min spilperson ”Zions” baggrundshistorie. At Zion er ”Baggys” (en anden spilperson) sire bliver angivet i Baggys baggrundshistorie og ikke i Zions baggrundshistorie. De andre spillerne sad med lignede frustrationer.

Til gengæld var der en reference til verdens bedste tv-serie i Zions baggrundshistorie og det giver selvfølgelig lidt pointe.

System

I virkeligheden var det systemet som vi skulle teste og jeg synes faktisk det er ret fint. Her i alfa udgaven af Vampire 5 er det meget ligesom V20. Den store forskel er ift. blod og hunger. I stedet for en blood pool har man en hunger stat, som stiger jo mere (blod)sulten man er. Det virker ret godt. Når man slår et terningeslag er en del af ens terningpulje røde ”hungerterninger”. Man har det antal ”hungerterninger” som har i sin hungerstat. Hvis man slår 1 eller 10 på hungerterningerne slår ens bæst igennem og situtionen bliver enten meget blodig (10’er) eller man bliver opslugt af vampyrartige blodfantasier og stener dem i stedet for at handle.

Når man bruger disciplines (og andre vampyrting) slår man en hunger-terninger og hvis man slår 1-3 bliver man mere sulten.

Jeg ved ikke om systemet er helt på plads endnu, men det er potentielt meget mere elegant end blood pool-systemet.

Samtidig giver de personer man jagter og drikker af statsmæssige bonusser. Hvis man drikker af en meget stærk person, så er man mere stærk efterfølgende. Det er en god og sjov idé.

Man slår stadigvæk lidt for mange terningeslag og kampsystemet virker stadigvæk tungt, men alt i alt virker White Wolf på at være på helt rette spor.

Skal vi spille fjenden?

Jeg har altid været fascineret af fiktion, der bliver fortalt igennem forskellige perspektiver of fortællerstemmer. Hvis det laves godt, så belyser de forskellige perspektiver meget forskellige ”takes” på handlingen. Det er bl.a. dette greb som A Song of Ice and Fire-bogserien bedre og nuanceret end så meget andet fantasy. I film skabes det i de rigtig gode ensemblefilm, såsom Short Cuts og Magnolia. Nogen tv-serier gør det også rigtig godt, fx mener jeg at The Wire til dels formår det og Per Flys Forestillinger fra 2007 gør det rigtig godt.

Rollespil kan selvfølgelig også noget med perspektiver, hvilket særligt Mikkel Bækgaard og traditionen efter ham har undersøgt i en række fantastiske scenarier, her synes jeg at især Chiaroscuro, A Day in the Life, Løgstør, Vasen, Dyst, 15 Mand og Heksefeber gør det rigtig godt, men der bør sikkert nævnes flere (brug gerne kommentarfeltet til det).

Perspektiver og spillet mellem forskellige perspektiver kan noget, men jeg har næsten aldrig brugt det i kampagnerollespil. Måske fordi jeg har spillet alt for lidt Ars Magica, hvor hver spiller som minimum styrere et par bipersoner udover sin hovedperson-troldmand.

Sabbat crusades

I Vampire podcasten 25 years of vampire the masquerades afsnit 14 om The Storytellers Handbook to Sabbat beskriver værterne fordele ved at samme hold spillerne både spiller et Camarilla Coterie og et Sabbat Pack, hvis man ønsker at udspille et Sabbat crusade (altså et Sabbat angreb på en Camarilla by). Jeg tror ideen er at Sabbat packet er dem vi følger mest i denne sammenhæng, da det er dem som er historiens primære aktører, men principielt skifter man mellem at spille Camarilla den ene uge og Sabbat den næste.

Skaven infections

I min Warhammer spilgruppe spiller vi pt. anden sidste kapitel i købekampagnen Terror in Talabheim. Det er, spoiler spoiler, en dejlig historie om hvordan Talabheim bliver angrebet og besat af Skavens. Vi har spillet ret meget som den er skrevet, udover at vores start på kampagnen var lidt anderledes, fordi vi faktisk var gået i gang med en anden (hjemmelavet) kampagne. Derfor er handlingen også flyttet fra Talabheim til Carroburg, men ellers er den – næsten – spillet som den står skrevet.

Imens vi spillede den overvejede jeg om jeg skulle lade spillerne spille skavens undervejs – altså udover deres normale spilpersoner. Min ven Martin Svendsen har nemlig tidligere gjort det med stort held. Det fik vi ikke gjort, fordi jeg kom i tanke om det for sent i forløbet til at det ville være rigtig fedt. Hvis jeg skulle spille Terror in Talabheim en anden gang, så ville lave skaven npc’er som spillerne skulle i ny og næ. Jeg ville nok også lade handlingen foregå i Talabheim, men det er en anden historie.

Spil det andet perspektiv

I modsætning til Mikkels scenarier og Ars Magica (og Ars-inspireret spil), hvor en spiller en af de andres tjenere eller npc-venner, så er jeg overbevist om at spil, hvor man spiller fjender kan noget helt særligt. Jeg har desværre bare ikke spillet et, men indtil nogen sætter en sådan kampagne op for mig, må jeg jo gøre det selv. Selvom spillederoplevelsen og spilleroplevelsen er forskellig, så sidder jeg alligevel og overvejer i hvilke kampagneideer man kunne gøre brug af fjendeperspektivet.

Shortlist: Warhammer

Terror in Talabheim, nu hvor man også spiller Skavens. Det er en sjov idé med Skavens, men så god er kampagnen heller ikke at jeg har lyst til at spille den igen. Alternativt kunne man skrive nogen scener fra Skavenslayer romanen ind i en og man kunne spille den i stedet for “Something Rotten in Kislev” i en ”The Enemy Within”-kampagne, som Glen foreslår. Sandsynligheden for at det kommer til at ske er ikke voldsom stor.

Shortlist: Vampire

I min kommende Vampire-kampagne, kan jeg uden at afsløre alt for meget, kommer der nok til at være konflikter med Sabbatten i en eller anden form. Der kunne derfor godt være en periode, hvor spillerne også spillede Sabbat-vampyrer. Men eftersom det er mit mål at kampagnen skal afsluttes på et tidspunkt og ikke køre for evigt. Og eftersom spillerne som minimum kommer til at spille tre generationer af vampyrer (hinandens sire, childer og grandchilder) plus hinandens gouls og what dont, så behøver de måske ikke også spille et Sabbat Pack. Vampire-kampagnen er også historien om tre blodlinjer/vampyrfamilier – og det ville næsten være synd, hvis Sabbat-vampyrerne ikke var en del af disse fortællinger på en eller anden måde. Det ville gøre det hele lidt mere komplekst, ikke nødvendigvis dårligt, men mere komplekst.

So everybody?

I virkeligheden kan man lave ”vi spiller vores fjender”-set up’et i en del kampagner, hvor der er en gruppe interessante fjender. Her er Sabbat og Skavens er ret perfekte, fordi de er ret interessante grupper, som der er kastet en masser kærlighed i fra rollespilsforfattere.

Hvis du prøvet at spille en kampagne, hvor man også spillede fjenden, så del meget gerne dine erfaringer.

Genudsendelse: M(SMvMM)KPARSDSMM

Fordelen ved at have en blog i over ti år er at man kan finde blogposts, som man helt havde glemt. Den her post, hvor jeg laver politiske analyser af 6 af mine rollespilssystemer.

Det er ret tydeligt at jeg læser universitetet i 2006 og jeg ejer ikke hverken alle disse systemer eller metalskabet længere, men posten er stadigvæk sjov (synes jeg).

Hvad synes du?

 

Bidt af Vampire… podcast

Jeg har fundet endnu en nørdepodcast og jeg er vild med den.

Det er to amerikanske vampirenørder som er i gang med at læse alle Vampire the Masquerade-bøgerne og gennemgår dem i deres podcast ”25 years of Vampire the Masquerade”.

De er pt. nået Clanbook: Assamite (fra 1995), hvilket er deres 37. afsnit. Et afsnit er omkring fem kvarter. Jeg har kun hørt de første 7 afsnit og vi er kommet til 1992 og 2. udgave af Vampire.

Det er Vampire – på godt og ondt

Vampire er et spil jeg både elsker og hader. Jeg er hands down vild med stemningen og settingen i Vampire. Spillet er en 90’er-zeitgeist bastard og en del af min glorværdige ungdom, da verden var mere fuld af lækkerangst end frygt og terror.

Get your 90es on med denne playlist:

Det er dejligt at høre udgivelseshistorien af Vampire. De to værter, Nate and Bob, kender spillet rigtig godt og holder tydeligvis meget af det. Selvom de er fans er de ikke helt ukritiske overfor spillet. Deres egne præferencer skinner igennem i deres gennemgange og anmeldelser af bøgerne.

Samtidig er de ret fair. De er fx ikke begejstret for scenariebogen Alien Hunger og her ligger de helt i linje med hvad der er den generelle fanopfattelse, nemlig at det er et rædsomt produkt. Til gengæld går de meget i dybden og fortæller meget begejstret om med de elementer som de finder interessant og sejt (især setting- og npc-beskrivelser).

Det holder hele vejen. De to værter er meget amerikanske og utrolig meget vampirenørder, som man forestiller sig dem flest. Nogen gange bliver det måske lidt for meget af det gode især i afsnittet om The Storytellers Handbook, hvor de to værter er lidt mere på løs linje og vælger at kaste en række enten selvindlysende råd eller virkelig dårlige GM-forslag af sig. Igen er de to værter ret typiske for fanbasen, hvilket vel også har sin charme, især fordi de heldigvis ikke forsætter denne stil i afsnit 7 (som er det jeg er kommet til).

Lore og kanon

Selvom Nate og Bob er lidt en parodi på forestillingen om to vampirenørder, så er emnet og podcastens omfang awesome! Personlig er jeg vild med Vampire-universeret og ved en del om det, men der er en masse som jeg ikke har læst eller ved. Allerede her 7 afsnit inde ved jeg utrolig meget mere om World of Darkness’ kanoniske bipersoner, begivenheder og settings, hvilket jeg synes er megasejt.

Derudover er der hele udgivelseshistorien og hvordan spillet bliver skrevet frem igennem de forskellige bøger. Det er sjovt at høre hvordan koncepter såsom Sabbat, varulve og Assamites langsomt bliver introduceret ind i spillets fiktionsverden. Metaplottet endnu ikke kommet i spil i 1. udgave af spillet, hvilket er ret fedt. Sådanne pointer og fremstille dem på en god måde gør værterne rigtig godt.

Og jeg glæder mig til at få alle de baggrundshistorier, som jeg aldrig gad læse i by- og klanbøgerne. Hvis du bare lidt har det som mig og er forholdsvis tålmodig med nørder (der vil dig det bedste, men som er… ja… nørder), så tjek ”25 years of Vampire the Masquerade” ud på deres hjemmeside eller find den på itunes.

[Gæsteindlæg] Er nogle rollespils eventyr kanon?

Af Glen Voss

Morten Greis skrev for nylig en række super gode artikler på sin blog om Tomb of Horrors – et eventyr fra 1978 som han havde givet sig i kast med igen. Som Morten selv skrev er Tomb of Horrors et legendarisk eventyr men som det også fremgik blev det skrevet i en tid hvor rollespil var noget ganske andet end i dag. Og som bekendt er det ikke alting der ældes med ynde. Men hvornår piller man egentligt ved legender?

The Enemy Within

Jeg spiller selv en Warhammer kampagne. For anden gang på 30 år er jeg GM på The Enemy Within. Den er efterhånden synonym med Warhammer Fantasy Ropleplay 1st edition og i retrospekt er det svært at skelne systemet fra kampagnen.

De første eventyr i kampagnen blev skrevet af Phil Gallagher, Jim Bambra og Graeme Davis og blev til nogenlunde samtidigt med at Games Workshop udviklede deres konkurrent til Dungeons and Dragons. Et rollespil i deres wargamer verden med et distinkt britisk udtryk. Fra starten havde de (vage) planer om en kampagne der skulle strække sig over mange eventyr. Som ofte før (og siden) kom økonomiske hensyn i vejen for planerne – efter de første tre eventyr udkom ville Game Workshop have tempoet op og Carl Sargent (som også skrev en del eventyr til bl.a. D&D) blev ansat til at skrive den fjerde bog. Sidenhen gik planerne nærmest helt i vasken – Ken Rolston blev i hast bragt ind til at skrive det femte eventyr hvorefter Carl Sargent blev bedt om hurtigst muligt at afslutte kampagnen med det sjette og sidste eventyr. Trods det lidt tumultariske forløb blev kampagnen en stor success – ikke mindst var den med til at definere WFRP men den var også med til at sætte barren for købe eventyr.

Sidenhen har WFRP bevæget sig videre – med 2nd edition kom nye eventyr og kampagner men i popularitet kunne de ikke rigtigt måle sig med den oprindelige kampagne. Nu er WFRP snart på vej mod 4th edition men spørgsmålet er om nye eventyr kan måle sig med den oprindelige kampagne.

En berlinmur og adskillige krige senere…

Så når man hiver den gamle kampagne frem efter 30 år i skabet og præsenterer den for 6 personer som aldrig har spillet rollespil før melder spørgsmålet sig selvfølgelig: Hvad – hvis noget – skal ændres?

Jeg er selv tilhænger af at prøve at opleve spillet så tæt på den måde som forfatterne havde tænkt det. Men samtidigt kan man bare ikke se bort fra at dele af kampagnen bare var for svag – det femte eventyr af Ken Rolston “Something Rotten in Kislev” var ikke bare en afvigelse fra kampagnen rent geografisk – den var rent fortællemæssigt helt anderledes. Og når man forventeligt skal bruge henved 50 fredag aftener på at spille kampagnen så skal indholdet bare være i orden. I sidste ende blev “Something Rotten in Kislev” skåret fra til fordel for “Terror in Talabheim” – et nyere eventyr skrevet til 2nd edition. Det var dog ikke uden svære overvejelser…

Er “it’s a classic!” nok?

Men hvorfor overhovedet forsøge at holde sig til det oprindelige materiale? Det kan vel også bare være inspiration til noget andet og mere? For mig handler det nok mest af alt om at nogle eventyr har været med til at forme hvor rollespil er i dag (på godt og ondt) – på samme måde som man læser en klassisk roman som har inspireret moderne forfattere til deres bøger. Måske man får en større forståelse for genren når man har læst klassikeren?

Én ting er sikkert: At spille et klassisk eventyr med sine venner er en investering – mere end det at læse en klassisk bog. Så alle ved bordet skal være med på at man spiller noget som måske/måske ikke længere holder. Men hvis det holder – og hvis det virkelig er en klassiker – så bliver rollespil ikke ret meget bedre.