Afsløring!

Ok, hemmeligheden er faktisk ikke så hemmelig mere, da jeg har fortalt den på rpgforum. Men for jer der læser min blog først og jeg ved der faktisk er nogle! Så er jeg, eller mit scenarieoplæg, kommet igennem første udtagelse til fastaval 06. Hvilket med andre ord betyder, at jeg har fået lov til at skrive et scenarie til fastival. Det er jeg nok pænt glad for, især fordi jeg selv synes at pitchen kunne være skrevet bedre. Men Klaus og Mikkel kunne se et eller andet i den og det er jeg glad for. For jeg tror også selv mere om mere på det.

Scenariet er et ACTIONscenarie/ dannelseseventyr der handler om en støttegruppe for folk med sort/hvid-farveblindhed, hvor deltagerne er hovedpersonerne i scenariet. Ideen til det med støttegruppen har jeg fået fra, at jeg selv at gå i en støttegruppe. Min støttegruppe består dog af ordblinde akademiker, men jeg tror faktisk at der er nogle mekanismer der er næsten ens for alle sådanne gruppe. Noget jeg vil bruge i scenariet. Der er noget med, at vi tit kommer enten til at forestille os at vi i gruppen er meget ens eller meget forskellige. Tit er det nok en skør blanding – men man har ligesom aldrig et neutralt forhold, som man ellers ville havde det overfor nye mennesker. En del af det er jo, at man skal åbne op overfor folk man faktisk ikke rigtig kender. Jeg tror der kan komme noget interessant og sjovt spil ud af den kontekst.

Der er indtil videre to grunde til spilpersonerne skal være sort/hvid-farveblinde. Den første grund og nok også den bedste er, at det kunne være fedt at spille noget sort/hvidt rollespil. Dvs. scener hvor spil-lederen kun beskriver i sort/hvid og derfor netop måske gøre mere ud af nogle beskrivelser end man normalt ville gøre. Ideen til det sort/hvide-scenarie fik jeg efter at havde set Sin City i biffen. Jeg tænke noget i stil med, at hvis man kan lave Franks rockerseje tegneserie om til film, mere eller mindre vellykket, så kan man også lave det særlige grafiske udtryk om til et ok rollespils-beskrivende element. Jeg tror stadigvæk på det og det er i alt fald et fedt citat, at ligge ind til et R’n’R scenarie.

Den anden grund til de skal være sort/hvid-farveblinde er mere udknaldet. Min påstand i scenariet er; at det er væsentligt for vores personlighed hvordan vi vores perciperes-muligheder er. De forbindelser mellem hovedpersonernes farveblindhed og deres personlighed, er dog ikke nødvendigvis en subjektfilosofisk opfattelse jeg vil prøve at argumenter fagligt for. Det er mere et forsøg på, igennem nogle tankeeksperimenter, at sætte nogle problemstiller på spisen. Spilpersonerne er mærket af deres vel relative lille handicap, og de har nogle spændende opfattelser om hvordan man skal ager i verden. Det er meningen at de skal blive ret rock n’ roll.

Ellers bygger scenariet på en ”god og enkel dramatisk ide” (citat: Klaus M i den begrundelse for hvorfor jeg var blevet optaget). Med andre ord; der kommer en konflikt i spil og løses på den ene eller anden måde. Det er ret ligetil, og på den måde ligner det vel 90 % af de fleste scenarier. Men til gengæld skulle det kunne holdes oppe af og understøttes af en rocker fed (sort/hvid) setting og stemhed i scenariet. Der skal videregives fra mig (som forfatter) til tekst til spil-lederen til talehandling til spillerne, forhåbentligt kommer der noget dialektisk ind i denne proces, så der kan dannes tekst-spilleder-spiller-netværk og dermed rollespil. Hvordan jeg vil gøre dette vil jeg nok skrive mere om her på bloggen.

Der kommer nok ret meget spillerfrihed ind på en eller anden måde (læs: fortæller- elementer/scener).

Jeg har prøvet ikke, at ødelægge for meget af oplevelsen for folk der skulle havde lyst til, at spille lortet i denne tekst – skriv lige hvis jeg har.
(Og der gik tegnsætningen og sætningskonstruktionen så helt bananas).

Scenariet hedder for resten ikke rigtig noget endnu, der er en arbejdstitel, men den kender kun Klaus, Mikkel og jeg. Man skal nemlig ikke fortælle alle sine hemmeligheder.

Kender I det?

At man har den her store hemmelighed, men man ikke må fortælle den og den bare vokser og vokser og vokser. Og det er ligesom pastagryden hvor der bliver ved med, at komme pasta ud af, kender I det?

Jeg ved noget, som I ikke ved. Eller som nogle af jer, måske ved. Eller som to andre ved, men så kan jeg heller ikke fortælle mere. Jeg må fortælle det, skrige det i morgen. Men så er det kørt op til noget det ikke er. Og denne text minder mere og mere noget der kunne være et modne prosastykke fra 80’er, en del af de dårlige stykker fra 80’er.

Faktisk skulle man sove/læse/elske en sådan nat som i nat. Men jeg tror nu jeg vil tag opvasken i stedet – det er også vigtigt. I morgen vil jeg fortælle det, jeps i morgen.

Tilbage til betonen

Martin ‘Basmand’ Svendsen holder kandidatfest i dag i 9400 Aalborg N. Derfor tog jeg toget til 9000beton torsdag nat. Allerede da jeg ramte J.F. Kennedys plads udenfor banegården, kunne jeg igen mærke betonen viske til min hengemte sjæl. Der er noget særligt ved det sted, hvor man var ung og dannende sig. Det sted for mig er Aalborg. Men det er også min påstand, at der også er noget alment ved Aalborg – noget som Carsten Jensen dog aldrig helt forstår. Men det er nok forskellen mellem at drømme om verden udfra et eller andet grundlag også bare havde drømme om verden. Altså den samme forskel, der er på at være radikal og radikale venstre.

Men hvad har med rollespil at gøre, kan jeg høre min indre (og på nuværende tidspunkt eneste) læser spørge? Jo, det har faktisk alt med rollespil, at gøre! Fordi betonen har ikke i sig selv nogle subjekt-dannende og historiefortællende egenskaber. I sig selv er den kun ren mulighed, blandet af sand og vand. Det er jo blot et byggemateriale, men ligesom andre materialer kan det bruges til nogle ting og ikke til andre. Glas fx er godt til glashuse. Glashuse er godt for planter der gerne vil leve trykt. Beton er ikke så godt for planter (forså får de ikke nok sol), men fantastisk til at fremelske stenkaster og afbrudte drømme.

I Aalborg har betonen en baggrundsstråling af forliste skæbner. Aalborg er tabernes by. Tabet og sorgen giver et autentisk væsen, som ellers er blevet glemt i postmoderniteten. Det er en påstand – men det er en smuk påstand!

Jeg kan mærke et mørkt scenarie vokse frem…