[100:1-10]

100 sætninger om vold, i næsten tilfældig rækkeføjle.

Sætning 1:

Vold skal altid være spetaktulært, men aldrig smuk.

Sætning 2:

I volden er både kroppen og sjælen på spil.

Sætning 3:

Volden er altid allerede udafvendt.

Sætning 4 & 5:

Volden er ikke modsætningen til moralen, men grundlagt for den. Udenfor og uforklarlig i moralens sprog, der dog altid forsøger at (bort)forklare den.

Sætning 6 & 7:

Det er de uskyldige, ikke de skyldige, der angrer: Det er absurd – og helt igennem menneskeligt. (Primo Levi i brev til Hety Schmitt-Maas).

Sætning 8-10:

Vores aller første handling er, at gøre vold på vores moder. Volden er det første moderen glemmer efter følelsen, men det fortæller mere om menneskets sind end volden. Sådan lærte vi at leve med, men aldrig at forstå, volden.

Fremtidsplaner

Der har lige været Fastaval. Det bliver diskuteret andre steder, ligesom Karsten og hans tøjdyr har nogle fantastiske ideer til næste år Fastaval (2008). Der er fokus på fremtiden og uden at kunne tale på andres vejene, så tror jeg det er fordi Fastaval var lidt fattigt i år. Der var masser af gode ting, også af de vigtigste, nemlig scenairerne, men der var ikke helt det liv, som jeg ellers husker ved Fastaval.

Så lad os tale om fremtiden. På det personlige plan vil jeg gerne skrive scenarie. Peter F og jeg er faktisk allerede begyndt. Det er fucking interlekturelt, men vi arbejder hårdt på at gøre det forståligt, relavant og folkeligt. Det bliver det også. Det bliver sikkert en form for krimi.

Og er det ikke folkeligt? Jeg har lige læst i Politiken (forsiden af sektion 2, 11. april 2007) at krimiromanerne, lige nu, ligger højt på bestsellerlisterne over solgte bøger. Folk køber krimier istedet for blot at låne dem på bibliotekerne. Med vores 1 krone = 1 stemme-demokrati, eg. politisk forbruger og andet ondskab, betyder det at det er krimierne der har magten. Hvis der er noget Peter F og jeg er glade for, så er det at hjælpe magten ved at eksponere den og dermed gøre den mere total. Vi er på magtens side.

Men fordi der ikke er nogen fremtid uden fortid, så har Peter F valgt at læse alle scenarierne fra sidste år i løbet af de næste par dage. Jeg vil også kigge på dem, men når nok ikke dem alle. Peter F er sej og jeg er sikker på at vores scenarie bliver super fedt.

Men Fastaval gav mig, derudover, nogle andre fremtidsplaner. Jeg skal lave vold! Er helt sikker, efter jeg prøvede Contenders. Det var nok min bedste rollespilsoplevelse på Fastaval i år. Imens jeg kom mig over de slag, jeg fik undervejs i spillet, kom en gammel idé til mig igen. Ideen om et mere voldeligt scenarie. Contenders er der næsten, men der er også bare en masse andet fnidder. Sociale problemer der ligesom skal retfærdiggøre volden. Jeg vil enelig bare gerne lave et voldsscenaire. Ligesom 300, hvor argumenterne for vold er ligeså dårlige og selvmodsigende som Anders Foghs.

Det er mit næste projekt for blogen.

Vi er tilbage… dobbelt!

Den sorteforsyning har været nede. Det er igen, fordi jeg ikke kan finde ud af at betale mine regninger. Eller faktisk fik jeg ikke betalt første gang. Nok om det. Vi er tilbage.

Det gjorde mig enelig ikke så meget, at siden var nede. Jeg er lidt træt af rollespil, lige for tiden. Det er faktisk lyv, men jeg er lidt træt af at skrive om rollespil. Lysten kommer sikkert igen, men ligenu har jeg nok i de mails jeg skriver til forfatterne til Fastaval.
Jeg glæder mig så meget til Fastaval.

.

[Herefter holder det op med at handle om rollespil]

Læs resten

Offscreen

Hvordan kan vi lege med forfattersynspunktet, uden at det går udover karakterindlevelsen? Det kan vi gøre ved at lade slutningen af en scene være åben for hvad der sker i spil. To af spillederens vigtigste funktioner er tit, at sætte scenen og stoppe den. Det bliver også kaldt klipning. Jeg har en forestilling om at en del traditionelle spilledere, ikke tænker så meget over deres klippeteknik. Det er en skandale, da jeg mener det noget af det, det at spillede handler om.

Når man ser en film, er der meget der ikke bliver fortalt. Vi får ikke vist hvordan hovedpersonen kommer fra sit hotelværelse til sin bil, hvis det ikke er vigtigt. Men nogle gange er der også vigtige ting vi ikke bliver vist. Fx kan en hovedperson sidde på en bar og snakke med en pige, som han er tydeligvis er forelsket i, og hende veninde. Næste scene kan så starte med, at vores helt vågner i sin seng, men hov det er veninden der ligger i sengen ved siden af ham. Der er noget vi ikke er blevet fortalt og som synes umiddelbart forkert. Det kan man gøre i film, men vi er tit lidt bange for at gøre det i rollespil, da vi traditionelt har haft en 1 til 1 forhold mellem spiller og spilperson. Spilleren bestemmer hvad han/hendes spilperson gør.

Sådan behøver det ikke være, hvilket det heller ikke altid er. Traditionelt vil det være spillederen, der sætter scenen og derfor begår vold på spillerens magt over sin spilperson. Men nu findes der forskellige former for vold. Som demokrater kan vi godt lide, at vi alle har lige muligheder til at begå vold over hinanden. Der er en stolt tradition indenfor demokratiet, at vi alle bestemmer lidt over hinanden og ikke så meget over os selv. Det kan vi åbenbart godt lide. En måde at demokratisere volden, kunne være at bruge en teknik som jeg har valgt at kalde offscreen.

Hvis vi forestiller os et setop, hvor man ikke spiller partyspil, fx hvor de fleste scener kun indeholder en hovedperson. Normalt ville sådan spil, som jeg har prøvet det, være noget med at spillederen spiller med de forskellige spillerne på skrift. Men når en spiller ikke er med, kun man forstille sig, at spillerne der ikke er med i scenen, kunne havde til opgave at sætte scenen for hovedpersonen.

Der er selvfølgelig nogle krav, når man skal sætte en sådan scene. Det første er at den skal på en eller anden måde ligge i forlængelse af hovedpersonens tidligere scene. I samme åndedrag, skal den heller ikke ligge udenfor den generelle setning/ ramme for spillet. For det andet, skal der være en konflikt i scenen, som hovedpersonen kan spille op imod. For at gøre denne praksis mere relevant, kunne man give de forskellige spillerne forskellige fortællerstemmer. Måske lidt i samme stil som i Tobias’ scenaire, Det halve kongerige, hvor de forskellige spilpersoner skal spilles på forestille måder alt efter, hvilken spilperson der fortæller scenen og hvordan denne spilperson anskuer hovedpersonen. Det er oplagt at arbejde videre med og ligge noget mekanik indover. Jeg forestiller mig, en form for pokersystem, hvor man staser terninger, som man mister, hvis man taber. Måske lidt ligesom i The Pool – bare man tager terningerne, fra de andre spillere.

Denne teknik kunne der vokse et helt lille scenarie ud af, men det bliver i næste post. Men er der noget i offscreen-teknikken og er det set 1000 gange bedre før?

spring kammerat, den gamle verden er efter dig.

Det her er en leg med tanker om to af mine nummer et hobbyer. Nemlig historiespil (story games) og rollespil. Det er søndag. Jeg har tømmermænd. Måske er det lidt dumt og meget banalt, men det er tanker der skal ud. Det er en blog, det her. Hvis det er meget dumt, så kast en kommentar og jeg vil forholde åbent mig til den.

Det er to påstand som jeg synes at høre mange af indykritikkerne formulere igen og igen.

”Det er svært at lave interessante fortællinger på stedet, som man virkelig kan indleve sig i. Problemet er at man i sådan nogle øvelser let kommer til at formulere klicher.”

Og

”Tit kommer man til at digte, afgøre (tit ved hjælp af terninger) og på den måde fortælle hele situationen, for derefter at udspille den. Alt er altså allerede fortalt når man spiller det. Selve spille, bliver blot til en ekstra gang for Prins Kund (det småperverse svin).”

Min viden, analytiske kapaciteter og sukkerindtag er så begrænset af jeg ikke kan finde nogle ordentlige modargumenter til påstandene. Den nydelse man får af at spille historiespil binder sig til den umiddelbare digtning som er mange af disse spilsfokus. Der er en indlevelse, ikke i spilpersonen, men i historien. Det er netop historiespil frem for rollespil, da rollerne er mindre væsentlige. Så min stråmands påstande handler altså om den kulturpraktisk kløft der åbenbart er mellem indlevelse i historien og rollen. Michael skriver et andet sted her på blogen at de to former for indlevelse, ikke er i modsætning til hinanden, da fortællinger gives igennem aktør (ret mig hvis jeg læser Michaels kommentar for hårdt/ forkert). En aktør, er derfor en forudsætning for indlevelsen i fortællingen. Jeg vil give ham ret i at sådan er det tit, men ikke altid. Det handler alt sammen om fortællerstemme. Vi kan ikke komme udover aktørerne i et narrativ helt sikkert. Men der er ingen grund til at skal være nogle centrale aktører som man skal kunne indleve sig i – selvom det tit er sådan.

Men hvis vi skal vende tilbage til kløften mellem historiespil og rollespil, så kan jeg ikke se at den skulle være epistemisk og andet end blot en kulturpraktisk tilfældighed. Det eneste vi derfor behøver er blot nogle teknikker, så vi kan lave en form for syntese af de to. Få en anden diskurs, om man vil. Hvis vi altså som mig synes der er noget interessant på begge sider af kløften og vil det bedste af alle verdener. Hvis man ikke har det sådan, så skal man jo blot spille sine historiespil eller sine rollespil og havde det fint med det.

Det jeg synes, mange af historiespillene gør i dag, er at afgøre situationer i spillet, fra et forfattersynspunkt fremfor et aktørstandpunkt. Det rollespil kan gøre, er, at transcendere fortællingen og ens væren. Sådan at fortællingen bliver mere present end selve virkeligheden. ”Jeg er min spilperson”-oplevelsen er stræk og den udelukker på sin vis forfattersynspunktet. Aktørstandpunktet er umiddelbart og reaktivt (i forhold til fortællingens rammer). Forfattersynspunktet er reflekteret og skabende (da det er her man skaber rammerne for fortællingen). De er anderledes i natur og alligevel til dels afhængige af hinanden. Der skal være en form for forfatter – tit i traditionelt rollespil i kraft af spillederen. Jeg ved ikke med den anden vej rundt.

Det, det nu handler om for mig er at skabe og opfinde nogle teknikker til at demokratisere forfattersynspunktet, samtidige med at der stadigvæk er plads til aktørstandpunktet. Ideen er, at de selvfølgelig skal afprøves i spil over tid.