Kender du nogen gode sword and sorcery scenarier, som jeg kan finde inspiration i?

Kan du hjælpe mig med at hvordan man spiller en krig, når den gerne må være:

• en visuel storslået og uoverskuelig situation
• fuld af historier og dramatiske scener
• indeholde et taktisk element

Hvordan laver man det?

(og jo settingen er en fantansy uden krigsmagi og mærkelige væsner)

På trods af den flotte prærie kommer jeg ikke til at skrive til Vikinge-con i år. Jeg har valgt at prioritere mit arbejde, min familie (de skulle komme i omvendt rækkefølgelig ikke?), min rollespilskampagne og mit misbrug af tv-serier, podcasts/lydbøger og tegneserier over et Vikinge-con scenarie.

Til gengæld håber jeg af hele mit hjerte at jeg efter Vikinge-con kan kigge på årets scenarier og sige: “Jeg ville alligevel ikke have skrevet det bedste scenarie i år”. Ikke kun, men også, for min egen skyld

Jeg satte det sådan op at spilgangen praktisk talt startede med at spilpersonerne blev overfaldet i bagholdsangreb fra nogen hardcore eliteridder. Spillerne vidste (og ved) ikke særlig meget om hvor mange der var med i angrebet, men igennem den kamp der opstod, da vores prinser kæmpere tilbage imod bagholdsriddere, kom det – når det passede ind i fiktionen flere modstandere til. Noget af det der virkede i denne kamp var at det var helt klart at spilpersonerne og spillerne ikke havde et overblik over hele kampen og knap nok vidste hvordan det gik fem-ti meter væk fra dem.

Efter første kamprunde lavede vi et flashback og jeg gav spillerne tre moves (tre klynge af scener eller tre handlinger, om man vil) til at forsøge at afslører forræderne (som de vidste hvem var, men som de ikke havde beviser på) inden vi gik videre til anden kamprunde. Efter anden kamprunde, lavede vi et flash back til hvor vi slap efterforskningen og de fik  tre moves mere.

Carhol don’t run

Allerede fra første kamprunde gjorde jeg det spillerne klart at de kunne flygte fra kampen, men hvis de gjorde ville de ikke nå længere i efterforskningen. De flygtede ikke før efterforskningen var afsluttet. Jeg tror nu ligeså meget det var spillernes opfattelse af deres prinsers mod og mandshjerte, der gjorde at de ikke flygtede (denne opfattelse vil nok betyde døden for en spilperson eller to efterhånden, men sådan går det jo). Kampen endte, da de i flash back-scenerne fik opklaret efterforskningen, med at en af deres lord (exforræderen Osclay) kommer og leder dem væk. På den måde synes spillerne ikke at deres spilpersoner flygtede, men blot at de bliv redet i sikkerhed.

Det virkede sgu

At klippe mellem kampen og efterforskningen var en rigtig god dramatisk struktur for os. At spillerne havde et begrænset antal scener til at opklare efterforskningen, virkede også utrolig godt. At deres kamplykke i kampscenen havde afgørende betydning for hvor højt det antal scener var virkede også rigtig godt – især fordi spilpersonerne var meget presset de sidste to kamprunder. Og at afslutningen af efterforskningen også ledte til afslutningen af kampen virkede virkelig virkelig godt.

Carholfølgets rejse mod syd fortsætter. Rygtet om dets færd iler i forvejen, og bannermænd efter bannermænd indfrier deres løfte om troskab. I alt 10 bannermænd med samlet 32.000 fodfolk og 900 infanterienheder, foruden prinsernes egne styrker, samler sig under kronprins Craig.

Fra Esters forsyn ved Carholbrødrene, at Lord Montet, Lord Claylake og Lord Osclay er forrædere og plotter imod Carhol. Raylan, der er trænet i kamp og hærførelse, fanger hurtigt behovet for at splitte forræderne op i mindre grupper, og han planlægger hæres formation således, at deres forræderi udgør så lille en risiko som mulig under rejsen.

På vej ned gennem passet ved 5-Stone angribes hovedstyrken af en uoverskuelig stor enhed af Wigmont tropper, og hvad der ligner 2-3 underhuse fra syden. Forvirringen er total. Før prinserne får set sig om, er en mindre styrke brudt igennem og fortsætter direkte mod kronprins Craig.

”Rally to the king….rally to the king” lyder råbene, men selv brave krigeres forsøg kan ikke hindre, at fjenden trænger igennem. Kampen er i gang, og allerede fra starten får de feje bagholdsangribere at føle, at Raylan er trænet i den slags. Han hugger den første angribes hest ned, og fortsætter ufortrødent mod den næste. Kampgejsten stiger, men desværre får både Adrian og Craig dybe sår i første sammenstød.

klip – til nogle uger forinden

Brødrene ved, at der er forrædere blandt bannermændene og hvem det et, men ingen aner hvor dybt forræderriet stikker, hvad de plotter om, hvem der leder det, eller hvornår de vil slå til. Ærgerlige over at måtte konstatere foræderiet indser brødrene, at Huset Carhols skæbne afhænger af, at forræderne afsløres. I forsøget på lige netop det plantes falske breve med besked fra Wigmont om at mødes et hemmeligt sted. Kronprins Craig venter i mørket, men forræderne dukker ikke op – alt tyder på, at de må være blevet advaret på forhånd.

Adrian knytter bånd til tre smukke glædespiger, der længe har fulgt hæren. De indynder sig hos den pigeglade Lord Monet for at finde bevis for forræderiet. De drikker ham fuld og samler en større mængde dokumenter fra hans gemakker og bringer dem til Adrian til gennemsyn. I stakken findes flere dokumenter skrevet på classical på dyreskind. Den lærde Craig læser dem igennem, og han indser hurtigt, at selv om der er tale om seksuelle beskrivelser af masokistisk art, kan der meget vel være tale om afgudsdyrkelse. En præst af Okseordnen hidkaldes, og konstaterer strakt, at der uden tvivl tale om afgudsdyrkelse.

klip

Kampen i passet fortsætter. Angriberne slår dygtigt fra sig, og blodet flyder fra prinserne.

klip

Craig har læst teksten med afgudsdyrkelse, og er på den måde selv i risiko for at være smittet. Med præstens hjælp renses han ved at tilbringe en nat i svedehytte.

Craig overlader Monets skæbne til kirken, der hurtigt lader Monet anholde og fører ham til afhøring. Han ryster straks han hører anklagen. Monet ved, at hans dage er talte. Da han tilbyder en deal, benytter Craig lejligheden til at gøre alle de tilstedeværende bannermænd opmærksom på, at han udmærket er klar over, at Monets forræderi ikke er et enkeltstående tilfælde. Der er uden tvivl flere, og de vil en for en blive afsløret og dømt.  

Monet forklarer privat over for Craig, at han er blevet kontaktet af en ambassadør fra Crossford med anmodning om udlevering af oplysninger om sit territorium – oplysninger af en naturlig militær interesse. Let din sjæl, tilbyder Craig, og Monet fortæller at ambassadøren hedder Underwood og, at han er en mester i forklædning. Han kan kendes på et modermærke under venstre øje. Craig overlader det til præsten at dømme – Monet halshugges samme aften.

Glædespigerne kommer under Adrians beskyttelse som tak for hjælpen.

klip

Passet flyder med blot. I desperation forsøger Adrian at overmande en angribende ridder ved at springe om bag ham på hesten, men bliver kort efter skubbet af. Kampen virker ulige, og brødrene er klart i fare. Både Rayland og Graig viser ægte kongehjerte, men overmagten er for stor, og de blive begge alvorligt såret.

klip

Glædespigerne fortæller, at Lord Oscaly fast lader sig underholde af en slags konkubine ved navn Lydia. Hun har fulgt Osclay gennem længere tid. Hun hidkaldes til forhør og kan fortæller, at Osclay betror sig til sin ’højre’ hånd Andy Thorne, og at Osclay har haft besøg af Underwood flere gange – denne gang forklædt som præst. Hun tilbydes guld for sin loyalitet over for house Charhol.

Andy Thorne kaldes også til forhør, og efter at Craig derefter offentligt tilbyder enhver forræder frit lejde, går Osclay til bekendelse. Hans straf udsættes til efter krigen, og straffen vil i høj grad afhænge af hans bedrifter i de kommende slag.

klip

I passet ser det ud til, at solen er ved at gå ned over House Charhol. Adrian bliver dødeligt såret, og også Rayland og Craig får yderligere sår, og kan næsten ikke holde til mere. Flere mænd bryder igennem med skræmmende kampiver.  

klip

Efter en kort men intensiv undersøgelse, kan oksepræsten fortælle, at Underwood har begået sig som præst i hærens rækker, og at Underwood længe har fungeret som præst for Lord Claylake.

Frem for at gå direkte til Lord Claylake tilkalder Craig Claylakes yngre bror William, der er den næste i arverække. Craig foreholder ham, at House Claylake muligvis kan vise sig som forrædere mod House Charhol. Det er naturligvis noget, der må handles på.

Senere på aften kommer William til Adrian og tilbyder, at han kan skaffe det nødvendige bevis for sin brors forræderi, hvis han til gengæld kan få lovning på at kunne slå kongens mønt i sølv og kobber efter krigen når han overtager lederskabet. Det overvejs kort, og accepteres da det forekommer at være en god løsning også for House Carhol. Få dage senere er der fremskaffet, nogen vil måske mene produceret, det fornødne bevis mod Lod Claylake til at hans forræderi kan afsløres. Død ved hængning er hvad han fortjener.  

klip

Lord Osclay kommer de hårdt sårede prinser til undsætning og hjælper dem ud af kampens hede. De fortrækker ind i skoven. Efter nogen tids vandring når de til en dal med et stort vandfald. De ser en neandertalerlignende skikkelse gå direkte igennem et stort vandfald, og da de kan hører at forfølgere er ved at hale ind, søger de igennem vandfaldet – Andy Thorne gør kort proces med neandertaleren. Gennem en lang gang når de til et udsigtspunkt, hvorfra man kan skue ud over en mægtig lukket dal. Flotte store og udskårne gamle statuer troner op, og da følger også ser overgroede bygninger erkender følget langsomt, at de har fundet en for længst glemt by, nu delvist gemt bag junglevækster…..

Der var en del der svarede. Desværre nåede jeg ikke at læse deres svar før jeg måtte kaste mig på cyklen imod drama og terninger i en mindre lejlighed på Frederiksberg. Men jeg har nu tænkt mig at bruge bipersoner og har samlet dem på en side, så andre også kan få glæde af dem.

Bipersoner i felten

"Så siger at du er tyven og du skal hugge alle guldstykkerne fra partyet"

I mange år var hemmelig spiller-spilleder spil udenfor døren en standart ting at gøre, men det er så mange år siden at der er spillere på Fastaval, da endnu ikke var født da de fleste af os var holdt op med at gøre det.

Senere bemærkende Anders overfor mig at for nogen af de yngre spillere på scenariet, må “udenfor-dør-spil” og den skæv informationsfordeling være en helt ny og spændende rollespilsteknik. Jeg tror Anders har ret. Hvad har vi ellers glemt og droppet af sjove teknikker?

“Heksejæger Jagt.

Et muligt scenarie til næste Vikinge-con.

Det er et Warhammer scenarie (uden Warhammersystemet).

Øh…

Det er et intrige- (uden hemmeligheder)/ PVP scenarie hvor hver spiller spiller en flok heksejægere. Bipersonsspil.

Også… altså… Øh…

Settingen er en landvejskro ude på landet i Warhammer (Et sted i Drakwald, Middenland, Imperiet) og der er heksejægerstormøde, hvor heksejægerne lurer ud i blandt hinanden…

altså de beskylder hinanden for at være hekse. Nogen bliver brændt.

Indtil videre er det meget mekanisk, men jeg tror godt jeg kan tilfører det noget rollespil ved at sætte nogen interessante… scener.

… hov, nu er vi allerede på 7. sal!”

Jeg har tænkt mig at lave en tidlig proof of concept-spiltest.

Vil du være med ?

Det første scenarie jeg skrev var til TRoA Con 2002 og jeg den eneste spilleder på det. Det hed HAV’ET93 og selvom det er lang tid siden jeg har læst det, så synes jeg stadigvæk det er et ret interessant, vellykket og meget klassisk scenarie. Tjek det gerne ud. Heldigvis læste Martin Svendsen det og det var derfor han spurgte om vi skulle skrive HAVET 2 sammen. Det blev til Sønder og sammen, som har virkelig god titel, men som desværre er et rædsom scenarie. Det kørte med en del hold på Fastaval.

Senere skrev jeg Lørdagsdæmonen som jeg mener er et fint scenarie (ikke Ottomateriale, men fint). Jeg kørte det selv (som eneste hold) på Orkon 2005 og TRoA Con 2006. Thais Munk valgte at køre det på Vintersol 2010, hvilket jeg er ham dybt taknemlig for – det er nemlig eneste gang det har kørt under en anden spilleder end mig.

De to scenarier kunne jeg ligeså godt lade være med at skrive ned og layoute (Lørdagsdæmonen har ikke særlig meget layout, men HAV’ET93 er faktisk for sin tid et ret pænt scenarie, synes jeg). Altså hvis det ikke lige var for Thais og Martin, der læste scenarierne og kunne bruge dem til noget efterfølgende. Vi skal ikke være blind overfor at scenarier også er relevante selvom de ikke bliver spillet (og jeg ville blive åndssvagt glad over en mail/kommentar fra en der faktisk havde læst et af de to scenarier), men jeg skriver nu først og fremmest scenarier for at de skal kunne spilledes af andre end mig selv.

Første gang jeg skrev scenarie til Vikinge-con var da jeg lavede et remake af Thais Munks De navnløse (det er Thais’ version der ligger online). Det kørte kun på et hold, som Uffe Thorsen kørte. Jeg var ikke engang selv på Vikinge-con det år. Jeg tror gerne at jeg vil skrive et lille scenarie til Vikinge-con i år, men jeg gider ikke, hvis der kun køre to hold. Som jeg kender Vikinge-con er der en pæn sandsynlighed for det, men måske kan jeg sælge scenarie som rerun til andre små conner efter Vikinge-con. Er der nogen der har erfaringer med det?

Onkel Ray sidder på hesteryggen på vej mod syd. På vej mod Carhol-land med resten af følget. Det kan kun gå for langsomt. Der er sket ting i de seneste døgn, som har rystet Huset Carhol og gjort felttoget mod “Sortskæg” (Lord Rand Wagn), fyrsten af en latterlig lille ø oppe mod nord, helt ligegyldig.

Wagn af Middle Stone

Han kigger sig over skulderen. På hestevognen med den febersyge kronprins Craig. En kronprins som måske er blevet konge nu. Sortskæg havde kidnappet ham. Ganske listig mand, ham Sortskæg. I ledtog med sort magi, naturligvis. Det må han være. Han burde brændes. Nej, koges!

Sortskæg ville bruge kronprins Craig til at forhandle. Købe sig tid mod den invasion med hans lille klippe af en ø. Klogt tænkt. Men Craig klarede selv at slippe fri. Se det er heroisk! Måske er der alligevel en heltekonge gemt i den lille kræmmer af en knægt. Nu skal han komme sig. Og fortælle historien om, hvordan han slap løs.

Det var Sortskæg, der overbragte dem nyheden. At Kongen af Carhol er død. Forgiftet. Og hovedstaden Uzel er under belejring af Wickmont. Feje Wickmont. Senere kom det frem, at kongen måske kun er syg. Ray hader ikke at have præcis viden, og præcis viden er det svært at have her langt langt hjemmefra. Forbandet være de nordlige kyster.

Hurtigt blev fejden med Sortskæg afblæst. Det er han sikkert glad for. Men glemt er han ikke. En dag vil Huset Carhol rydde hans lille forpulede ø. Salte jorden.

Ray tænker videre. På de to andre prinser i tronfølgen, som han ikke har set i de sidste par år. Nu er de blevet voksne. De skal vise deres værd: Nevøen Raylan, opkaldt efter ham selv, og Adrian, søn af kongens nye hustru.

Ray skal have styr på prinserne. Lære dem at være regenter. Det virker op ad bakke. Raylan er et brushoved. Han kunne måske blive en god folkelig konge. Stå i spidsen for felttog og skabe legender. Men han er en drømmer. Han ser sig selv som en fantasifigur. En ridder, som de er i de gamle sange. Ærekær og ikke så praktisk. Han udfordrede Sortskæg til holmgang! Hold nu op. Raylan viser dog også handlekraft. Det er godt. Han skal bare lære at lede, og ikke mindst lære at være strategisk.

Adrian. Lille Adrian. Det virker som om, at han slet ikke aner, at han kan blive konge en dag. Han er nummer tre i arvefølgen, så han kan meget vel blive konge i en verden med giftmord og sort magi. Han har meget at lære. Ray er slet ikke overbevist om, hvad han kan. Han skal lære at sige sin mening direkte. Også selvom de ældre brødre kunne føle sig truet.

Nu skal de bare komme sydpå. Til endnu en krig. Der har allerede været så mange krige.