Kategoriarkiv: Vrøvl, rollespil & tidsfordriv

Alex K Uth er død

Alex døde lørdag morgen kl. 7 omgivet af familie og venner. Der er allerede mange som har mindet Alex på Facebook med fine ord og fortællinger. Jeg griber til min blog, fordi jeg synes at det er her mine ord står bedst.

På Orkon, for længe siden

Jeg kendte Alex igennem rollespil og vores fælles kærlighed til fortællinger og leg med ord. Mit første rigtige møde med Alex var på en Orkon, hvor jeg stod i baren hørte/sang med på Jonny Heftys fjolle hiphopnummer ”Muggen Røv”. Alex kom stor smilede og sang med. Muggen Røv er et virkelig dumt nummer, men glæden ved de simple ordspil lyste ud af øjnene på hende. Jeg forestiller mig at det også var glæden ved at dele sangen og teksten med mig som også lyste ud af hende.

Før det møde vidste jeg godt hvem Alex var. Jeg kendte hende både fra hendes virke som scenarieforfatter og for hendes store indsats for Fastaval og rollespilsmiljøet generelt. Klaus Meier skrev i lørdags at: Alex var alt det vores miljø er, når det er bedst. Det er meget sandt.

Arken og Dirtbusters

Som scenarieforfatter skrev hun nogen af de bedste rollespilsscenarier, der er lavet og har samtidig været med til at hjælpe andre forfatter med deres rollespil. De bedste af os formår både at skrive banebrydende scenarier, som rykker mulighederne for hvad vi troede var muligt at udtrykke igennem rollespil, og unikke kunstværker, der står skarpt og bringer store oplevelser. Jeg tror, at grunden til at Fastavalscenarier er verdens bedste rollespil, er at vi er virkelig gode til at blive inspireret af hinanden – og få har inspireret så mange andre forfatterne som Alex. Hendes første scenarie er fra 1990 og det sidste blev den uhyggelige fortælling om Manden med barnevognen fra 2014. Det bedst kendte scenarie er Arken fra 1997, som er en milepæl i dansk rollespil og som er spillet på rollespilsconner og privat et utal af gange siden.

Personligt har jeg haft store oplevelser med Fortæl mig (2003) og Spor (2012), plus en virkelig god læsoplevelse med Ulfheðnar (2006), som er det vildeste inspirerede “mavespil”.

Men Alex inspirerede ikke blot andre, hun gik ikke af vejen for at hjælpe nyere forfattere på vej med seriøs sparring, enestående feedback og som aktiv spiltester. Det var tydeligt at hun elskede rollespil og brændte for udviklingen af rollespilsscenarier.

Også i det praktiske arbejde var hun en drivkraft. Alex dannede det legendariske Dirtbusters, som på en helt unik måde gjorde rengøring af Fastaval til et voldsomt liverollespil med sin helt egen mytologi og galskab. Lars Andreasen har beskrevet at Alex allerede udviklede denne tilgang til manuelt arbejde, da de arbejdede som opvasker ude på Hotel Scandic i Århus tilbage i 1993. Alex til førte det anstrengende arbejde ved industriopvasken en fortælling om en episk kamp imod kaos, som skabte stolthed og et magisk sammenhold omkring et ellers kedeligt job.

I Fastaval regi har Alex haft et unikt blik for at træde til lige der hvor der var brug for det, senest som Infonaut, men også i redigeringsarbejdet med hjemmesiden i tre år i træk, i cafeen og som halvdelen af powerteam ”Mette og Alex”, som var hovedansvarlige for hele connen i starten af 90’erne.

Alex var min ven

Selvom Alex og jeg aldrig mødtes til middage og kaffeaftaler, så nød vi hinandens selskab. Mange har fortalt om at Alex var meget inkluderede, lyttede, omsorgsfuld og ikke mindst ærlig. En omsorgsfuldhed og ærlighed, som hun brugt til at give fantastiske råd. Der er flere som har beskrevet at Alex’ støtte har hjulpet dem igennem svære perioder i deres liv, at de husker og bærer hendes råd videre her 10-20 år efter de har fået dem. Jeg har ikke personligt oplevet at Alex har reddet mig igennem en større krise, men jeg har oplevet at hun var der og lyttede til mig på det helt rigtige tidspunkt på en lidt hård Fastaval. Det var min oplevelse at Alex var der for andre på en rigtig god måde.

Og Alex har lært mig at blive en bedre historiefortæller, da jeg et par gange var med som det tynde øl i en fortællergruppe med Ulrik Lehrskov, Jacob Schmidt-Madsen og Alex. “Du fortæller historier som en bjergbestiger, der først prøver at klarer den ene vej også den anden vej, hvis den første ikke går, Johs”. Hun havde ret og den her tekst er lidt på samme måde, men jeg tænker stadigvæk over at tage en mere lige vej op af bjerget, når jeg fortæller noget.

Sammen med hende lærte jeg en del om at bedømme scenarier på en mindre skabet og ideologisk facon end jeg nok ellers ville, da vi var Fastaval dommerne sammen i 2008. Jeg har været dommer to gange. Første gang var vi væsentlig mere uenige, men der var en god stemning. Uden at forklejne de andre gode og sympatiske dommerne det år, så mener jeg at Alex i den grad var med til at gøre, at vi vores voldsomme uenighed på trods opførte os meget ordentlige overfor hinanden. Personligt kunne jeg ikke opfører mig helt urimeligt sammen med Alex, fordi hun selv var så ordentlig og rolig i sin møde med mig. Så selvom jeg måske var lidt hysterisk i slutningen af vores dommermøde på Fastaval 2008, så kom vi godt i mål.

Her til sommer, så jeg Alex to gange. Sidste gang til pandekagefesten. Første gang var da Nis, Mette og Thomas var ude og male huse hos Alex og Annemette. Det var en dejlig dag i maj. Vi spise den lækreste frokost og nød sommerens sol imens vi arbejdede. Jeg snakkede med Alex om hendes arbejde. Om at hun savnede det og fik hende til at fortælle om det at være tester for en større IT-virksomhed. Vi snakkede ikke særlig meget om sygdommen. Det var da der stadigvæk var håb for at en sidste behandling ville virke og vi holdt begge stædigt fast i det håb.

Alex er død

Nu er Alex død. Siden jeg hørte det har jeg tænkt rigtig meget på Alex, men også på hendes nærmeste venner og den betydning hun har haft for dem. Jeg kan ikke begribe deres sorg og tab, det er så urimeligt at Alex ikke er her mere, men ved at vi kan støtte hinanden i sorgen.

Bisættelsen er lørdag den 29. juni kl. 12.30 fra vort hjem Byager 9, 4330 Hvalsø. Alle er velkommen.

Alex nåede at arrangere dagen inden hun døde og ligesom så meget andet hun skabte, så er jeg sikker på at det bliver en rigtig smuk dag.

Alex blev født den 19. juni 1970 og døde to dage efter hun fyldte 49 år. Udover rollespiller, som jeg kendte hende igennem, så var hun også fantasy forfatter, computerspilsskaber, software test analyst og et hav af andre ting. Hun var et menneske, der gav helt utrolig meget og døde alt for tidligt i livet. Muggen røv.

Scenariet, der ikke kom med på Fastaval (2017)

På Facebook snakker vi om synopser. Jeg har som oftest delt mine her på blog’en, men jeg tror aldrig jeg har haft delt den synopse som jeg sendte til de scenarieansvarlige for Fastaval 2017.

Der sendte jeg ind med en idé til et novellescenarie med arbejdstitlen: 10 år efter sproget forsvandt. Denne synopse og scenarieidé adskilte sig fra mine andre ved at jeg ikke blev udvalgt. Jeg tror den ikke kom med, fordi scenarieidéen ikke var gennemtænkt nok og nok mere var en form for gimmick end et reelt scenarie.

Hvis jeg skal give et råd til at skrive synopser, så er det at du skal helst være ret langt med din idé og vide hvad du vil skrive inden du sender synopsen ind. Ellers så vent et år med at sende synopsen.

Men bedøm selv synopsen her:

10 år efter sproget forsvandt

Novellescenarie af Johannes Busted Larsen til Fastaval 2017
E: Johsbusted@gmail.com
T: 3171 9141
Genre: Close to home science fiction
Antal: 3 spillere og 1 spilleder

I dette novellescenarie skal tre spillere og en spilleder spille tre unikke hverdagsfortællinger og intime livsøjeblikke uden brug af in game sprog. Det er et kort og langsomt scenarie om ensomhed.

Baggrundshistorien:

Det er science fiction: I 2018 forsvandt al sprog fra verden. Scenariet udspiller sig i 2028, hvor der ikke længere findes nogen form for dialog. I denne fremtid er det kun muligt at kommunikerer igennem handlinger og det kun simple tilnærmelser eller afvisninger, misbehag eller accept.

Udover mangel på sprog, så er verden og samfundet forsat. Bonden malker stadig sit kvæg, mælken kommer ud til folk i supermarkeder. Pengesystemet er selvfølgelig ophørt, men det har ikke ændret så meget, vanen har taget over. Vores historier udspiller sig altså i en hverdagssetting – bare blotte for sprog.

Virkemidlet:

Scenariet har et virkemiddel, nemlig manglen på in game sprog. Der er hverken dialog eller indre monolog i scenariet, men for spillerne er det et ordtungt scenarie.

Det er ”beskriv det, ikke sig det”-spil og en scene kunne udspille sig sådan:

Spillederen: ”Marie ser snitsårene på Karlas nøgne arm. Der er kommet nye til”
Karlas spiller: ”Jeg ser at Marie ser på min arm. Jeg sidder uroligt på stolen”
Maries spiller: ”Jeg bevæger langsomt min hånd henimod Karla. Hen over bordet. Hånden røre ved hendes kind, glider ned mod hendes mund”
Karlas spiller: ”Jeg bider hurtigt ud efter hånden, men fanger den ikke”
Spilleder: ” Skidegodt, cut!”

(Spillerne på Fastaval gør det nok væsentligt bedre)

Fortællingerne og spilpersoner:

De tre spillerne spiller fire spilpersoner, hvis omdrejningspunkt er en ganske normal familie i Aalborg. Hovedpersonerne er Marie, Karla, Kristian og Wilhelm (de sidste to spilles af den samme spiller).

Der er tre fortællinger, som skal udspilles: 1) Marie, der indser at hun ikke længere elsker sin mand Kristian og vil gå fra ham på en ordentlig måde, 2) Marie, der opdager at datteren Karla skære i sig selv og 3) Karla, der møder Wilhelm og de tos voldsomme ungdomsforelskelse.

Målet med disse fortællinger er at danne fine små scener af forståelse på trods af sprogmangel skabt ind i en stemning af ensomhed. Der klippes hårdt mellem de tre historier.

Spilleres og spillederens rolle:

Spillerne skal formå at gribe scenen, deres medspillere og scenariets grundlæggende ensomhed igennem beskrivelser af hvad deres spilperson gør.

Spillederen skal hjælpe spillerne med deres beskrivelser, beskrive verden og samfundet omkring hovedpersonerne, klippe scenerne og ellers nyde spillet.

[Serie Yndlingsscener] Sønner & Sammen og valget i slutning af scenariet

Jeg har startet en serie, hvor jeg fremhæver en scene fra hvert af mine scenarier. Det virkende som en god idé, men allerede her ved mit andet scenarie løber jeg ind i et problem. Jeg er nemlig ikke særlig glad for scenerne i Martin Svendsen og mit 2004 Fastaval-scenarie: Sønner & Sammen.

Lidt for udgakket

Jeg var mega glad for at skrive sammen med Martin, men det blev bare ikke et særlig godt designet scenariet. Enten er scenerne nogen hvor Martin og jeg gakker ud på spilleder og spillere eller også skal de gøre noget helt bestemt og usagt for at komme videre i historien (som er et syret hulesystem de udforsker imens de er på narko).

Inden de  kommer ned i hulesystemet fedter de rundt i Tanger og jeg ved at Mikkel Bækgaard fik noget godt ud af det, men når jeg kigger på de første to-tre scener, så synes jeg ikke de særlig gode i sig selv.

Til gengæld kan afslutning måske noget. Det er en simpel “valg for slutningen af scenariet”-scene, men der optræder en telefon, som måske er lidt sjov. Lidt.

_________________

I denne serie vil jeg fremhæve en scene, som jeg holder ekstra meget (eller i det mindste ikke hader), fra hvert af mine 13 scenarier. Jeg har ikke taget mine 3 Fastaval JR. scenarier med, fordi de ikke er nedskrevet. Jeg tager dem i den rækkefølge, som jeg har skrevet scenarierne.

[Serie Yndlingsscener] HAV’ET93 og den talende bil

Det er mandag og tid til en blogindlægsserie.

I denne serie vil jeg fremhæve en scene, som jeg holder ekstra meget af i mine 13 scenarier. Jeg har ikke taget mine 3 Fastaval JR. scenarier med, fordi de ikke er nedskrevet. Jeg tager dem i den rækkefølge som jeg har skrevet scenarierne.

Scene 3

Det første scene er “Scene 3” fra HAV’ET93 (TRoA-con “ConFusion” 2002):

En talende Ford, som kører på gode fortællinger. What is not to like?

Fastaval i solen

Badet i sollys, varme og meget afklaret. Sådan vil jeg nok huske Fastaval 2019. Sollys og varme, fordi der var godt vejr. Afklaret, fordi jeg var afklaret ift. en række ting allerede før jeg tog på Fastaval.

Jeg var afklaret omkring at jeg ikke ønskede at diskutere sladder og skilsmisser (hvilket næsten lykkes). Jeg var afklaret omkring at Remember the Amazons, det scenarie som jeg havde med og som jeg har forsøgt at skrive de sidste 15 år, nu var skrevet og var blevet helt ok – uden at blive den blokbuster jeg havde drømt om. Og måske vigtigst, så var jeg afklaret omkring hvad der gør en god Fastaval for mig, nemlig at spille en masse rollespil.

“Rollespil er key” er simpelthen et mindset, der virker for mig.

Jeg har tidligere haft småkriser efter Fastaval, fordi jeg er kommet til at fokusere for meget på det sociale. Misforstå mig ikke, det sociale er stadigvæk vigtigt for mig, men det bærrede element på Fastaval er nødt til at være rollespille. Hvis jeg får spillet noget godt rollespil, så virker det sociale også så meget lettere.

På mission!

Jeg fatter ting langsomt. Alt for langsomt. Ligesom det tog mig (alt for) mange år før jeg forstod at grundlaget for en god Fastaval (for mig) er masser af rollespil, så er det først nu jeg for alvor er blevet opmærksom på de små fysiske og sociale ekskluderingsmetoder, som jeg mere eller mindre bevidst har benyttet, når jeg har været på Fastaval.

Det er hårdt at være social i så mange timer i så mange dage som man er på Fastaval. Hvis man ellers tror på kategorierne ”ekstrovert” og ”introvert”, så falder jeg helt klart ud som ekstrovert, men selv om jeg er ”sådan en”, så er den meget socialisering (og søvnmangel) pisse hårdt. Måske er det derfor jeg tidligere har været mindre opmærksom på min opførelse overfor andre på connen og jeg har været en røv.

Ikke en kæmperøv, men sådan en mellemrøv, der ekskluderede folk jeg ikke lige kunne overskue. Det kan være ting som at gå midt i en samtale (hvilket jeg har været slem til) eller stået og snakket i den klassiske ”uden for baren”-cirkel og ikke været opmærksom på at man stiller sig foran den sidst ankomne til cirklen. Personligt har denne opførelse vel været udtryk for usikkerhed, men i år var jeg bevist om disse handlemønster og valgte simpelthen ikke at være usikker og valgte at rumme folk.

Hvilket netop var lettere, fordi jeg fx lige havde spillet Queen Bees. Gode rollespilsoplevelser er mit sociale panser.

Jeg udelukker ikke, at jeg simpelthen er blevet mindre populær, men jeg følte på intet tidspunkt nogen trang til at flygte fra en social interaktion og i stedet for mødte mennesker, som de nu var. Og jeg møde både gamle venner og nye yndlingsmennesker. Det er ikke første gang at jeg har mødt nye mega søde folk på Fastaval og samtidig haft overskud til dem jeg kendte i forvejen, men det er måske første gang i lang tid, hvor jeg overhovedet ikke har været presset over det sociale spil og mine interaktioner med andre.

Rollespillet på Fastaval er så godt!

Fastaval har de bedste scenarier og de bedste rollespillere. Det er så sindssygt, hvor højt niveauet er. Jeg fik kun spillet 1 af de 6 ottovindere, men fik spillet nogen virkelig gode scenarier. Jeg er træt af, at jeg ikke fik spillet I skyggen af skoven, for det lyder som et virkelig dejligt scenarie og lige noget for sådan en som mig. Men lad mig gennemgå de scenarier som jeg spillede:

Onsdag

Tramuntana

Rasmus fangende mig på gangen efter jeg havde sat mit eget Remember the Amazons i gang. De manglende 2 spillere for at kunne køre to hold og jeg + en infoguy spang til. Det var en oplevelse. Spanien ved fascismens sammenbrud er en super fed setting. Spilpersonerne var rigtig fine og især den power djøf’er, som jeg fik lov til at spille var nice.
Det var dejligt at få plads til at fortælle under vejs i spilpersonernes flugt ud af Spanien og jeg synes virkelig Rasmus (og vores spilleder) havde formået at lave mange og ret forskellige sceneoplæg. Det var fedt at spille Tramuntana, selvom det er et scenarie med væsentlig mere indlevelse og et langsommere tempo end hvad jeg ellers foretrækker.

Torsdag

Rotteræset

Jeg var spilleder på Krisitans Skaven-remake af sit awesomme På røven i Marienburg (i novelleudgave’ish). Terningesystemet var let at bruge og jeg havde en spilgruppe som var vilde med at snakke med rottestemmer og æde tilfældige npc’er. De var seje, men det var ligesom vores spil manglende retning. Det gjorde i og for sig ikke noget, da det bare betød at jeg digtede løs og spillerne fedtede rundt (og ja spiste folk i vildskab). Vi havde det så sjovt at jeg havde svært ved at afvikle det på de 2 afsatte timer, som en der ellers er afsat til en novelle (I’m getting old I guess).

Queen Bees

Fåk yes! Det er et awesome ensemble intrige komedie og jeg fik lov til at spille sammen med nogen virkelig dygtige spillere og en awesom spilleder. Det er en lille pejle i dansk scenarietradition, som både trækker en masse på tidligere værkers design, men som også er godt at læse for at blive klog på hvordan man fx bygger en god fortællermotor eller bruger genre uden at de behøver overtage hele rollespillet. Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om tiaraen (læs: jeg synes det var lidt åndssvagt og lidt sej), men jeg gik med den i baren, fordi jeg nu engang vandt scenariet og fordi de andre sagde at jeg skulle 🙂 Det var overraskende fedt at vinde scenariet og ok med dimsen, fordi andre også gik med den og Thor blev så glad, da han så det.

Fredag

Sjælehvisker

Mettes scenarie er det flotteste scenarie jeg har læst i år og et af de flotteste jeg har læst ever. Det var fedt sat op og let at køre. Der er måske noget med hvordan hints og hemmeligeheder er angivet i teksten, som godt kunne gøres bedre, men ellers top sejt. Jeg havde en særdeles sympatisk spilgruppe og vi fik et virkelig hyggeligt spil op og køre. Det var fedt med et scenarie, hvor der var en masse frihed og rum til at spille De 5/børne-investigation i en klassisk low fantasy setting. Samtidig med at scenariet har designet med en masse interessante mulighedsrum, så har sjælehviskeren en meget velskrevet historie som der er rig mulighed for at præsentere spillerne for i spil. Jeg fik ikke al baggrundshistorie præsenteret igennem scenariet, men nok til at det gav mening for spillerne. Og vi fik, i fællesskab, fortalt en rigtig fin historie.

Solen skinner altid i Rom

Jeg skulle køre Henriks super sjove romer-novelle, men da der ikke blev oprettet to hold og eftersom jeg lige havde spilledt Sjælehvisker og senere skulle spillede Remember the Amazons, så var jeg en af de to spilledere som sprang fra. Jeg overvejer at sætte Henriks scenarie op i København, fordi det er sjovt – også selvom man som spilleder skal spille en af rollerne (selvom det ikke er min kop the).

Remember the Amazons

Mit eget scenarie gik rigtig godt. Jeg spillede med en dejlig gruppe.
Det var fedt at se mit værk ikke bare virke, men virkelig skinne i hænderne på fastaval-rollespillere.

Derudover overtog jeg fredag Rasmus’ seng på vandrehjemmet om aften, hvilket var virkelig dejligt og gjorde at jeg kunne overleve resten af Fastaval.

Lørdag

Fastaval jr.

Jeg spillede mit scenarie Drillehobbitter to gange med 9 forskellige piger i alderen 6-8 år. Vi dansede, tegnede, løb og spillede selvfølgelig rollespil. Det var nogen mega søde børn og en dejlig oplevelse.

Kulfanden på Tinghusevej

Kulfanden er tungt og stærkt værk, hvor man dreven arbejder sig igennem en gyser om en lille pige, der er flyttet ud på landet med sine forældre og sin syge lillebror. Pigen er bygget over Mikkels egen datter, som jeg havde fornøjelsen af at spille Drillehobbitter med om formiddagen (Fastaval er en lille verden). Scenariet er stemningsmættet og har et perfekt sammenspil imellem omgivelserne i fiktionen, bipersoner og pigens indre liv. Der er en masse spillerfrihed og medbestemmelse. Det er elegant, men også et svært scenarie at spille, hvilket er ok, fordi rollespil ikke kun behøver at være let.

Søndag

Fordi Remember blev nomineret i bedste spilpersoner blev jeg til festen selvom jeg godt vidste at jeg ikke ville vinde en Otto. Jeg er sikker på at de helt rigtige vandt de helt rigtige ottoer. Det var så fin en aften.

Selve dagen brugte jeg på at snakke, finde bordfæller til Ottofesten og prøve brætspillet Wingspan, som er jeg planlægger at købe når der er plus på kontoen og plads i bogreolen. Det er lækkert at have en hel dag, hvor man mest bare stener. Dem har jeg måske kun en lille håndfuld af om året.

Jeg har med vilje ikke skrevet navne på folk, som jeg har mødt eller hængt ud med. Det er ikke fordi I ikke er vigtige eller gjort indtryk, men I ved jo godt hvem I er og jeg ville hade mig selv for at glemme en af jer (det ville selvfølgelig ikke være DIG jeg glemte, men en af de andre, du ved – og du ved hvor kede de bliver af det).