Kategoriarkiv: Vrøvl, rollespil & tidsfordriv

Sidste spiltest af Remember the Amazons?

Pt. arbejder jeg med en ultra sen spiltest af mit Fastaval scenarie Remember the Amazons?

Lige nu arbejder jeg på søndag d. 3.
I København (nok Nørrebro).

Jeg giver snacks, øl, cola, kokos og taknemlighed. Hvis det kunne virke for dig og du synes den nedenstående foromtale lyder interessant, så mangler jeg omkring 2 spillerne til en spiltest.

Foromtale

Det regner voldsomt på Altdorf Oldbowl, verdens største blood bowl station.

Kampen er ikke startet og modtagerne er ikke engang gået på banen endnu. Averheim Amazons står alene foran publikum. Catcher Adele har allerede mudder over alt. Det bliver en svær kamp for hende. Det er svært at gribe bolde i regnvejr, det regner meget og for bare to måneder siden kunne Adele end ikke gribe en bold under de bedste betingelser.

Deres modtagere Reikland Reavers, verdens bedste blood bowl-hold, løber på banen. Adele hører stjernespilleren Griff Oberwald råbe ”Damerne først! Men vi giver jer så det kan mærkes!”.

Han er et fjols. Det regner og det bliver svært at gribe bolden, men Adele smiler, for hun har altid været helt utrolig hurtig.

Remember the Amazons er en Warhammer-fortælling om fem møgseje kvinder på det første kvindelige Blood Bowl-hold i Imperiets historie. Scenariet skifter mellem storladen sportsepik og karakterspil i en mandschauvinist fantasy setting.

Blades-kampagne nævnt i Lænestolsrollespil-podcast

I den dejlige podcast Lænestolsrollespil fortalte Nis, Oliver og Elias om vores Blades in the Dark kampagne. Jeg er beæret over at blive nævnt og de forklarende kampagnen meget godt, men der er lige to ting jeg bliver nødt til at uddybe.

1)

For det første, så nævner de at man kan følge kampagnen på denne blog. Det bliver lidt svært, fordi jeg ikke har deltaget i kampagnen i en del spilgang efter hånden. Jeg satser dog på at komme stærkt tilbage, når jeg har lidt mere luft i kalenderen. Det betyder dog ikke at man af den grund kan følge kampagne her, da jeg mere eller mindre bevidst har valgt ikke at skrive spilrapport på min blog, men derimod kun skriver om det rollespil jeg spiller, hvis der er noget særligt, fx en mekanik, som jeg føler har mere almen interesse. Det handler ikke om at jeg ikke nyder at læse andres spilrapport – de er awesome! – men jeg kan simpelthen ikke overskue at skrive dem.

Jeg har dog skrevet lidt om kampagnen, så det er ikke helt lyv.

2)

For det andet, så nævner Elias at det var ham som foreslog, at vi skulle spille Blades. Det var det ikke, det var mig, og jeg har fotodokumentation her 😊

#smålig

Jeg glæder mig sygt meget til at jeg har tid til at spille med igen.

Vampire er et godt voksenspil

Da Vampire kom frem i start 90’erne var ”modenhed” en del af dets selvfortælling. Her, næsten 30 år efter, virker 90’er-modenheden i Vampire lidt træt og pubertær som henfalden gymnasiefunk. Vampire har en meget navlepillende nerve, som man let kommer til at hade at elske. Personligt elsker jeg den, men hver gang jeg giver efter for min kærlighed til den, er jeg tilbage i min ungdom og jeg kan ligefrem mærke hvordan min hud bliver mere uren og hvordan for længst  glemte bumser igen titter frem.

Funkmand i 90'erne

For nyligt er jeg begyndt at spillede Vampire igen og i går viste Vampire sig, hvis ikke tematisk, så praktisk som et rigtig godt voksenspil.

Når man glemmer at man skal spille

Voksenlivet er fuld af forpligtelser og i perioder med pres på, kommer man nogen gange til at glemme ting. Er man heldig, er det ikke ungerne i institutionen, huslejen eller vigtige deadlines på jobbet som man glemmer, men måske bare opvasken eller en enkel aftale med tilgivende venner. I går havde jeg glemt at en spiller var i Athen og derfor ikke kunne komme. En anden spiller blev syg på dagen og en sidste, ja, glemte at vi skulle spille. Det sker, men det betød også at Peter, Tina og jeg sad og kiggede på hinanden i går. To spillere og en GM.

Hvis det havde været min gamle Warhammergruppe, så havde vi aflyst. Måske havde vi fundet et brætspil frem, måske var de to spillere bare taget hjem. I Warhammerkampagnen var der altid et plot, som vi skulle videre med, og en god del af partyet skulle ligesom være tilstede før det gav mening at spille. Men i Vampire, i vores version af Vampire, gav det mening at spille.

Fighting Friday

Spilpersonerne var i to forskellige byer og involveret i sammenhængene, men forskellige dele af plottet. Hurtigt fik Peters købmand/ slagsmålsklubfacilitator Ventrue dog droppet sit sideplot i Sheffield og red tilbage til York, hvor Tinas Brujah fægtemester var i gang med sværdtræne/spille op til den lokale Vikinge Ventrue elder. Tilfældigvis mødtes de ved York Minster (hende vikingen bor under den), hvor de også løb i inkvisitionen. Der var kamp, en munk fra Sheffield døde og en lang histiorie kort, så endte Venturen og Brujahen ude i skoven, hvor de forsøgte at lave en crime scene, der antydende at munken fra Sheffield var dæmon og havde dræbt 6 inkvisitorer. Der blev slået terninger, men vi zoomede ikke helt ned og tog kamprunde for kamprunde.

Resten af spilgang fik med at Brujah vejledte sin (halvbegavede) retainer udi gavekøbets kunst, som Peter spillede og Ventruen faciliterede sin slagsmålsklub, hvor han næsten fik Konedræber Tom til at knivdræbe at Ventruens dødelige nevø. Ventruen og Brujahen fik også nogen gode one on one snakke om ulivet og glæden ved at afholde ”Fighting Fridays”. Med andre ord, der var rigtig meget karakterspil og vi kom overhovedet ikke rigtigt videre i plottet.

Zoom til karakteren

Det er det Vampire kan. Med sit tema om ”personal horror” ligger det ikke bare op til, men kræver at man har plads til karakterscener. Hvis det er en central del af en spilperson, at denne står bag har en slagsmålsklub, så skal det i spil. Ligesom den halvbegavede retainer blev etableret og pustet liv i af Peters fine spil.

Eftersom Vampire er et moralsk spil, så skal der være situationer, der afføder moralske valg. Helst nogen hvor man kan sætte spiller op til at iscenesætte spilpersonen, som det monster det er. Retainers og nevøer, der måske skal ofres eller redes, skal først introduceres i spil. Det kan med et fuldt hold på 5 spillere og et plot der skal passes være svært at få tid til disse. Det fik vi, i går, ved kun at være to spillere og det blev rigtig fint.

Da vampyrer ikke nødvendigvis rider samme dag som sadler, så er det muligt at pause plottet de spilgange, hvor voksenlivet rammer og der er dårligt fremmøde. Det gør Vampire til et fremragende voksenspil. Al 90’ernes gymnasiefunk og urene hud til trods.

Synopse sendt

Remeber the Amazons

I går, med hjælp fra René Toft, Rasmus Høgdall og (især) Thomas Munkholt, fik jeg sendt en synopse til Fastaval 2019.

Synopsen starter med:

Remember the Amazons er en Warhammer-fortælling om fem møgseje kvinder, der på trods af modgang kæmper sig til finalen i den helt store Blood Bowl-turnering. Scenariet skifter mellem storladen sportsepik, nervepirrende action og inderligt karakterspil og udnytter disse skift dramatisk.

Resten er mest bare uddybning. Du må gerne downloade og læse hele synopsen (pdf), hvis du har lyst. Bemærk, at det er en synopse (og ikke en foromtale), så den indeholder et par semi-spoilers.

Konrad mig her og Konrad mig der…

Konrad, Konrad og Konrad.

Jeg vil også være med:

Jeg har aldrig spillet en Konrad, men det har Rasmus Nord i min helt store Warhammer-kampagne. Konrad (og måske stavende Rasmus det med C?) var tjener (turned tyv), til tider fuld fodbold/Blood Bowl fan med tandpine og skummel med et hjerte af guld. Han tog turen til de nordlige kaosødemarker med resten af gruppen i en søgen efter Otto von Griegs fortabte storebror. Det var ikke en lykke historie, selvom Konrad kom hjem igen, så endte han sine dage som en kaosmærket galning og ledløs mestertyv.

Altså endnu en #Konradfrawarhammer