Kategoriarkiv: Vrøvl, rollespil & tidsfordriv

Remember the soundtrack?

Nå, men så gik vi XX

Det startede med et soundtrack og endte med at jeg nu er rettet ind på (endnu) en ny vej i mit Enhver Given Festag-projekt. Nemlig at lave et Remeber the Amazons, som er historien om ”Streissen Amazons” det første kvindelig Blood Bowl hold i den imperial liga. Awesome og mere om dette skift senere – for nu skal det (igen) handle om musik.

For virker musik i rollespil?

Først soundtracket til min yndlingssportsfilm

Hvad sagde Facebook mon?

Jeg spurgte på rollespilsgrupperne på Facebook om hvad de ville sætte på et soundtrack til amerikansk fodbold-scenarie sat i low fantasysetting. Der kom en masse svar, bl.a. med musikforslag, men der var også meget blandende holdninger til om musik under rollespil var en god eller dårlig ting.

Anders Frost spurgte mig om hvad jeg vil med soundtracket. Det er en meget sand, irriterede sand, spørgsmål.

Det åbner op for to svære emner, nemlig:

Hvad er det for en fortælling musikken skal understøtte og hvornår virker soundtracks godt?

Soundtracks i TV

For at starte med den sidste del af mit opstillede spørgsmål, hvornår virker soundtracks godt?

Jeg kan virkelig godt lide hvordan de to (meget forskellige) tv-serier Peaky Blinders og Skam bruger musik. Her er musikken ikke baggrundsmusik, men indgår som en fortællerstemme uden at de nogen af de to serier kommer i nærheden af at være musicals. I Peaky Blinders, der er en engelsk mellemskrigsgangster fortælling, bliver dramatiske situationer underbygget af beskidt moderne rockmusik. Vores velklædte helte går fx ned af en gade midt inde i den engelske underklasse til tonerne fra Nick Cave eller The White Stripes. De skal slås og ser seje ud.

I Skam er al musikken også utrolig velvalgt og underbygger fortællingen, men hvor Peaky Blinders mest er Nick Cave, Jack White (i forskellige konstellationer) og lidt Tom Waits, så er Skam alt godt fra den halvpatetiske teenagers playlisten (som vi alle kender og holder af). Vi danser med tonerne af The Weekend og græder lidt til Lordes sang.

I Rollespil

Musik kan helt sikkert noget i TV, men rollespil er (også her) et anderledes medie. I rollespil brugte jeg det rigtig meget back in the day, men er så småt holdt op med det.

Det er der flere grunde til:

  • Musik kan let komme til at fylde for meget og du vil helst ikke ha’ spillerne til at sidde og synge med i stedet for at spille deres rolle
  • Det kan være svært at høre hvad spilleder og andre spillere siger, hvis der kører tung rock ind over og det er ikke videre venligt overfor folk med nedsat hørelse
  • At DJ’e er en ekstra ting som spillederen skal sidde og fedte med når hun skal spillede scenariet, hvilket betyder at det rent praktiske med vælge sange og sådan kan tage tempo og energi ud af spillet. Musik skal understøtte og ikke være en ekstra benspænd
  • Også har jeg haft ikke en afspiller-dims, som jeg ville tage med på Fastaval, efter vi gik væk fra cd’er

Rock musik og action i rollespil

Action i rollespil bliver, modsat film og tv, ofte spillet ret langsomt. Hvis det er en kamp i et klassisk system såsom WFRP og, ah, Vampire så går kampene med en masse terningeslag, regelsnak og hovedregning. Her kan Helmet måske ligefrem virke forstyrrede, men en stenet Lou Reed rammer måske heller ikke lige dead on. Action i rollespilspil har alle mulige problemer – men altså også ift. stemningsmusik.

Jeg tror dog godt jeg kan komme udover det. For musikken virker super godt i Peaky Blinders og Skam, fordi det er anslag. Det kan gøres i rollespil ved at rock-stykker med et hårdt anslag kan spilles højt, for derefter at blive skuret ned til baggrundsmusik når der skal beskrivelser og spillerreplikker på banen.

Det er for resten også en meget sportsartig måde at bruge musik på. Som når Seven Nation Army brager løs efter et håndboldhold har scoret et mål. Jeg skal dog stadigvæk finde noget musik, der passer tematisk til scenariet.

 Thor og Maries liste

Jeg har en stolt tradition for at hugge Thors virkemidler og kunne selvfølgelig også bare hugge soundtracket fra Marie og Thors awesome Stærkere Sammen sportsscenarie. Desværre har jeg tænkt mig at spillede scenariet i deres t-shirt, hugge scener og konflikter og der er grænser for hvor meget selv jeg kan hugge fra Marie.

Kun nummer med kvindelige kunstner, som er Warhammer

Som sagt så handler scenariet om et kvindeligt Blood Bowl-hold og derfor er det oplagt at alle sangene er med kvindelige kunstner og helst en kvindelig forsanger/frontfigur. Jeg har lavet et udkast nedenfor.

Derudover har jeg forsøgt både at finde musik, der giver som anslag i kamp/action-scener og sange, der underbygger en warhammer’isk stemning.

OG HER SKAL DU HOLDE OP MED AT LYTTE DE TO FORRIGE LISTER OG BEGYNDE AT LYTTE TIL DENNE

Hvad mangler jeg og hvad har jeg for meget med af?

Remember the Amazons?

Da jeg var ude og købe morgenbrød i weekenden og hørte Britney Spears’ mesterværk Piece of Me fik jeg idéen: ”Hvad med et soundtrack kun med kvindelige sangerne?”. PJ Harvey, Robyn, Lana Del Rey, Yelle, Amy Macdonald, Jenny Wilson… suk, det er godt!

Dengang i Warhammer

Hvad med et blood bowl-scenarie om et rent kvindehold. Altså ikke et af de der mærkelige amazon-hold, jeg har heller orkhold, chaoshold eller skavenhold med. Alle blood bowl-hold er human-hold, men måske mere forskellige end de normalt er (der kan fx godt være en elver, hobbit eller dværg med på holdet). Imperiet spiller imod Imperiet – ikke imod andre racer.

Remember the Amazons er historien om helt særligt kvindehold fra Streissen (Steissen Amazons), som ikke bare spillede mandeholdene op, men også vandt en række sejrer i den imperiale turnering. Man spiller seje kvinder i en mandsdomineret fantasy verden. Fordi det er fantasy kan man lege med kvinderollen – man er ikke kvinde i Warhammer ligesom man var kvinde i middelalderen og man kan sætte fokus på de mange urimelige og sexistiske elementer i vores verden og samtid.

Repræsentationsproblemet

Det ville være en fed fortælling. Og måske er det mit ”Enhver given Festag” mangler en mere klar og politisk grundkonflikt. Men jeg ved ikke om jeg, en overprivilegeret heteroseksuel hvid mand, er den rette til at skrive et scenarie om en flok seje kvinder. Det kunne selvfølgelig forklares med at jeg har tre døtre, er en slags feminist og generelt har det lidt svært med machokultur, men det ændre ikke på at jeg har det lidt svært med at være den der skrev dette scenarie når vi har så mange seje kvindelige forfattere.

Er det en ligegyldig/åndssvag overvejelse?

Fastaval og træt som et ondt år

Dømmeriet

I år gav jeg den som Ottodommer og dead tired man walking på Fastaval. Bedømmelsen af scenarierne gik vigtig godt. Vi var uenige, men ansvarlige i vores dialog både omkring scenarierne og vores uenighed. Personligt rykkede jeg mig en del i mødet med andre perspektiver og gode argumenter. Jeg blev aldrig tromlet og det er min klare opfattelse at de andre dommerne havde det på samme måde. Det er sådan med beslutningerne om nomineringerne og også selve ottovinderne at de opnås via konsensus. Alle dommere skal kunne stå 100% indenfor begge dele og det kan pga. en virkelig god bedømmelsesproces. Jeg var også dommer for ti år siden og der var processen mere bumlet.

En grund til at processen blev så god i år var at overdommeren Asbjørn var god til at få nye perspektiver frem og gøre alle fordele og ulemper ved scenarierne tydelige for alle dommerne. Som overdommer gik han ind og blev en slags konsulent, der kørte en workshop og brugt en række værktøjer og metoder til at få os alle til at tale om scenarierne på en konstruktiv måde. En del af disse metoder og værktøjer er blevet udviklet af Klaus, da han var overdommer og her er der altså endnu et område, hvor Klaus har gjort en kæmpeforskel.

Det var en fornøjelse, men det er hårdt at bedømme scenarier og derudover er der en række praktiske gøremål og interaktioner med andre arrangører, som tager tid og (ikke mindst) energi. Derudover er man allerede presset før Fastaval, fordi man skal læse (og genlæse) mellem 1200-1600 sider og er mig, dvs. en der forsøger at være en nogenlunde far, en ok kæreste og bare forsøge at passe sit arbejde engang imellem. Jeg var nok allerede lidt træt før Fastaval.

Spilleriet

Jeg kommer på Fastaval for at spille rollespil. Det er mit primære formål for at komme der. Resten, altså hængning ud med venner og bekendte, druk, dans, brætspil, arrangørarbejde og venten på mad svinge mellem at være en dejlig bonus og en lettere irritation. Hvilke dele der er hvad kommer rigtig meget anpå mit humør og overskud. I år havde jeg ikke meget overskue, så det sociale udenfor dommergruppen var fint, men ikke oppe at ringe, men jeg havde fire virkelig gode rollespilsoplevelser.

Jeg startede med at køre 2 gange Fastaval Jr., hvor jeg og 2 gange 5 børn i alden 6-8 år, spillede Golembyggende. Der var både spilpersoner, terninger og lego. Det var madness, det var en fest. Desværre var ungernes frokostpause-pizza mindre heldig, men hvad gør det når superseje Mette og Maya + hjælpere disker op med smør selv rugbrød og kiosken har toast?

Derudover spilledte jeg Kristian og Stefans vidunderlige Dronningen på Smaragdtronen, der er en tour de force igennem en gaimansk fortolket lovecraftansk Europa. Det er et rigtig godt scenarie, med en solid tung mekanik og rum til at spillederen kan sætte fantasifulde scener undervejs. Jeg fik også en dejlig spilgruppe og vi havde det sgu sjov, synes jeg.

Det sidste spil jeg spillede var Joan the Vampire Slayer fredag aften, hvor jeg var megatræt. Hele dagen overvejede jeg at melde fra (læs: lade være med at møde op), men besluttede mig heldigvis at møde op. Det var awesome. En fantastisk spilgruppe og det dejlige scenarie gjorde lige det det skulle. Jeg fik fx lov til at fortælle action og en godt konstrukteret story arc, hvilket gav mig sygt meget energi.

Sovesal, druk og soveriet

I år var det rigtig hårdt at sove i sovesal. Normalt er det ok – måske fordi jeg normalt alligevel har plads i mit program til at stene lidt i løbet af dagen. I år var der et stramt program og jeg havde ting som jeg skulle stå op til forholdsvis tidligt hver dag. Så når jeg vågende kl. 7, som jeg gør, kunne jeg ikke falde i søvn igen, pga. smålarm, lys fra nødudgangene og det faktum at der alligevel ikke var længe til at jeg skulle op.

Jesus, jeg var træt.

Fordi jeg var træt og fordi der var en del på mit program, så brugte jeg ikke særlig meget tid i baren. Det var faktisk meget fint. Men det betød også at jeg fx ikke fik danset og jeg elsker at danse når jeg er til fest.

Festeriet

Og angående fest, så er det for mig sjovere at være med til at lave fest end blot at være ottodommer og tilskuer. Desværre er dem, der laver fest pt. ret gode til det og her kan jeg ikke tilbyde særlig meget.

Men måske kan jeg hjælpe med en ting:

Man har forsøgt at brede ud i hvilke type fastaval-deltagere, der kommer på scenen de sidste par år, og derfor er der to-tre priser som bliver delt ud af ikke-forfattere (ofte nogen fra kiosken, åbenbart). Det er en politisk beslutning, som både bringer gode og dårlige side-effekter med sig.

En af de mindre heldige side-effekter er at de stakkels kiosk-folk ikke nødvendigvis ved hvordan man udtaler de stakkels forfatte-folks navne. Det eneste de har at støtte sig til er de sedler som dommerne har skrevet og som de får med op på scenen (og som lidt var noget rod i år, sorry). Der ligger noget vigtig og hemmelig kommunikation, i disse sedler, som det er fint at den der skal præsenterer først får når personen står på scenen, nemlig: ”Dommerne sagde”, ”Spillerne sagde” og selvfølgelig vinderen. Men der bliver også kommunikeret noget vigtig og ikke-hemmelig viden på sedlerne, nemlig definitionen af prisen og de nominerede (scenetitel og forfatternavn). Og ofte er det netop forfatternavnene (og så Rasmus’ scenarietitel ) der er svær at udtale.

Jeg vil gerne tilbyde Troels og Natascha at jeg øver scenariedefinitioner og de nominerede med dem der skal præsentere priserne. Selvfølgelig kun dem af dem, der har lyst, og bare sådan at de føler sig bedre klædt på når de står på scenen. Jeg vil helst ikke være med til at beslutte hvem der skal på scenen, det er der nok folk som har en mening om, men jeg vil bare gerne hjælpe dem som skal på scenen (om de er fra kiosken eller er tidligere vindere), så de ikke falder igennem i noget så banalt som udtalen af et forfatternavn eller to.