Af Glen Voss
Morten Greis skrev for nylig en række super gode artikler på sin blog om Tomb of Horrors – et eventyr fra 1978 som han havde givet sig i kast med igen. Som Morten selv skrev er Tomb of Horrors et legendarisk eventyr men som det også fremgik blev det skrevet i en tid hvor rollespil var noget ganske andet end i dag. Og som bekendt er det ikke alting der ældes med ynde. Men hvornår piller man egentligt ved legender?
The Enemy Within
Jeg spiller selv en Warhammer kampagne. For anden gang på 30 år er jeg GM på The Enemy Within. Den er efterhånden synonym med Warhammer Fantasy Ropleplay 1st edition og i retrospekt er det svært at skelne systemet fra kampagnen.
De første eventyr i kampagnen blev skrevet af Phil Gallagher, Jim Bambra og Graeme Davis og blev til nogenlunde samtidigt med at Games Workshop udviklede deres konkurrent til Dungeons and Dragons. Et rollespil i deres wargamer verden med et distinkt britisk udtryk. Fra starten havde de (vage) planer om en kampagne der skulle strække sig over mange eventyr. Som ofte før (og siden) kom økonomiske hensyn i vejen for planerne – efter de første tre eventyr udkom ville Game Workshop have tempoet op og Carl Sargent (som også skrev en del eventyr til bl.a. D&D) blev ansat til at skrive den fjerde bog. Sidenhen gik planerne nærmest helt i vasken – Ken Rolston blev i hast bragt ind til at skrive det femte eventyr hvorefter Carl Sargent blev bedt om hurtigst muligt at afslutte kampagnen med det sjette og sidste eventyr. Trods det lidt tumultariske forløb blev kampagnen en stor success – ikke mindst var den med til at definere WFRP men den var også med til at sætte barren for købe eventyr.
Sidenhen har WFRP bevæget sig videre – med 2nd edition kom nye eventyr og kampagner men i popularitet kunne de ikke rigtigt måle sig med den oprindelige kampagne. Nu er WFRP snart på vej mod 4th edition men spørgsmålet er om nye eventyr kan måle sig med den oprindelige kampagne.
En berlinmur og adskillige krige senere…
Så når man hiver den gamle kampagne frem efter 30 år i skabet og præsenterer den for 6 personer som aldrig har spillet rollespil før melder spørgsmålet sig selvfølgelig: Hvad – hvis noget – skal ændres?
Jeg er selv tilhænger af at prøve at opleve spillet så tæt på den måde som forfatterne havde tænkt det. Men samtidigt kan man bare ikke se bort fra at dele af kampagnen bare var for svag – det femte eventyr af Ken Rolston “Something Rotten in Kislev” var ikke bare en afvigelse fra kampagnen rent geografisk – den var rent fortællemæssigt helt anderledes. Og når man forventeligt skal bruge henved 50 fredag aftener på at spille kampagnen så skal indholdet bare være i orden. I sidste ende blev “Something Rotten in Kislev” skåret fra til fordel for “Terror in Talabheim” – et nyere eventyr skrevet til 2nd edition. Det var dog ikke uden svære overvejelser…
Er “it’s a classic!” nok?
Men hvorfor overhovedet forsøge at holde sig til det oprindelige materiale? Det kan vel også bare være inspiration til noget andet og mere? For mig handler det nok mest af alt om at nogle eventyr har været med til at forme hvor rollespil er i dag (på godt og ondt) – på samme måde som man læser en klassisk roman som har inspireret moderne forfattere til deres bøger. Måske man får en større forståelse for genren når man har læst klassikeren?
Én ting er sikkert: At spille et klassisk eventyr med sine venner er en investering – mere end det at læse en klassisk bog. Så alle ved bordet skal være med på at man spiller noget som måske/måske ikke længere holder. Men hvis det holder – og hvis det virkelig er en klassiker – så bliver rollespil ikke ret meget bedre.