Skal vi spille fjenden?

Jeg har altid været fascineret af fiktion, der bliver fortalt igennem forskellige perspektiver of fortællerstemmer. Hvis det laves godt, så belyser de forskellige perspektiver meget forskellige ”takes” på handlingen. Det er bl.a. dette greb som A Song of Ice and Fire-bogserien bedre og nuanceret end så meget andet fantasy. I film skabes det i de rigtig gode ensemblefilm, såsom Short Cuts og Magnolia. Nogen tv-serier gør det også rigtig godt, fx mener jeg at The Wire til dels formår det og Per Flys Forestillinger fra 2007 gør det rigtig godt.

Rollespil kan selvfølgelig også noget med perspektiver, hvilket særligt Mikkel Bækgaard og traditionen efter ham har undersøgt i en række fantastiske scenarier, her synes jeg at især Chiaroscuro, A Day in the Life, Løgstør, Vasen, Dyst, 15 Mand og Heksefeber gør det rigtig godt, men der bør sikkert nævnes flere (brug gerne kommentarfeltet til det).

Perspektiver og spillet mellem forskellige perspektiver kan noget, men jeg har næsten aldrig brugt det i kampagnerollespil. Måske fordi jeg har spillet alt for lidt Ars Magica, hvor hver spiller som minimum styrere et par bipersoner udover sin hovedperson-troldmand.

Sabbat crusades

I Vampire podcasten 25 years of vampire the masquerades afsnit 14 om The Storytellers Handbook to Sabbat beskriver værterne fordele ved at samme hold spillerne både spiller et Camarilla Coterie og et Sabbat Pack, hvis man ønsker at udspille et Sabbat crusade (altså et Sabbat angreb på en Camarilla by). Jeg tror ideen er at Sabbat packet er dem vi følger mest i denne sammenhæng, da det er dem som er historiens primære aktører, men principielt skifter man mellem at spille Camarilla den ene uge og Sabbat den næste.

Skaven infections

I min Warhammer spilgruppe spiller vi pt. anden sidste kapitel i købekampagnen Terror in Talabheim. Det er, spoiler spoiler, en dejlig historie om hvordan Talabheim bliver angrebet og besat af Skavens. Vi har spillet ret meget som den er skrevet, udover at vores start på kampagnen var lidt anderledes, fordi vi faktisk var gået i gang med en anden (hjemmelavet) kampagne. Derfor er handlingen også flyttet fra Talabheim til Carroburg, men ellers er den – næsten – spillet som den står skrevet.

Imens vi spillede den overvejede jeg om jeg skulle lade spillerne spille skavens undervejs – altså udover deres normale spilpersoner. Min ven Martin Svendsen har nemlig tidligere gjort det med stort held. Det fik vi ikke gjort, fordi jeg kom i tanke om det for sent i forløbet til at det ville være rigtig fedt. Hvis jeg skulle spille Terror in Talabheim en anden gang, så ville lave skaven npc’er som spillerne skulle i ny og næ. Jeg ville nok også lade handlingen foregå i Talabheim, men det er en anden historie.

Spil det andet perspektiv

I modsætning til Mikkels scenarier og Ars Magica (og Ars-inspireret spil), hvor en spiller en af de andres tjenere eller npc-venner, så er jeg overbevist om at spil, hvor man spiller fjender kan noget helt særligt. Jeg har desværre bare ikke spillet et, men indtil nogen sætter en sådan kampagne op for mig, må jeg jo gøre det selv. Selvom spillederoplevelsen og spilleroplevelsen er forskellig, så sidder jeg alligevel og overvejer i hvilke kampagneideer man kunne gøre brug af fjendeperspektivet.

Shortlist: Warhammer

Terror in Talabheim, nu hvor man også spiller Skavens. Det er en sjov idé med Skavens, men så god er kampagnen heller ikke at jeg har lyst til at spille den igen. Alternativt kunne man skrive nogen scener fra Skavenslayer romanen ind i en og man kunne spille den i stedet for “Something Rotten in Kislev” i en ”The Enemy Within”-kampagne, som Glen foreslår. Sandsynligheden for at det kommer til at ske er ikke voldsom stor.

Shortlist: Vampire

I min kommende Vampire-kampagne, kan jeg uden at afsløre alt for meget, kommer der nok til at være konflikter med Sabbatten i en eller anden form. Der kunne derfor godt være en periode, hvor spillerne også spillede Sabbat-vampyrer. Men eftersom det er mit mål at kampagnen skal afsluttes på et tidspunkt og ikke køre for evigt. Og eftersom spillerne som minimum kommer til at spille tre generationer af vampyrer (hinandens sire, childer og grandchilder) plus hinandens gouls og what dont, så behøver de måske ikke også spille et Sabbat Pack. Vampire-kampagnen er også historien om tre blodlinjer/vampyrfamilier – og det ville næsten være synd, hvis Sabbat-vampyrerne ikke var en del af disse fortællinger på en eller anden måde. Det ville gøre det hele lidt mere komplekst, ikke nødvendigvis dårligt, men mere komplekst.

So everybody?

I virkeligheden kan man lave ”vi spiller vores fjender”-set up’et i en del kampagner, hvor der er en gruppe interessante fjender. Her er Sabbat og Skavens er ret perfekte, fordi de er ret interessante grupper, som der er kastet en masser kærlighed i fra rollespilsforfattere.

Hvis du prøvet at spille en kampagne, hvor man også spillede fjenden, så del meget gerne dine erfaringer.

7 thoughts on “Skal vi spille fjenden?

  1. Thais Munk

    Jeg har heller aldrig fået gjort det, men ideen holder max. Jeg havde overvejet at at sætte det op i Warhammer, hvor man skiftevis spiller kriminelle og ordenshåndhævere i to byer i nærheden af hinanden. Jeg tænker et sted i Hochland på hver sin side af en flod. Jeg ved ikke nødvendigvis om de skal mødes, men hvor at den ene gruppes handlinger påvirker den anden.

    Svar
    1. johs

      Perfekt set up, Thais.
      Man behøver dog ikke lade hele kampagnen handling om at spille fjenden. Du kunne måske endda gøre det i din nuværende DoD kampagne.

      Svar
  2. troelsken

    Fedt indlæg! Det får jeg lyst til at prøve, og jeg har en D&D 5e-kampagne, hvor det vil passe ind som rotter i en kloak.

    Svar
  3. Bjørn Toft Madsen

    Jeg undskylder for det lange indlæg, men det var lidt svært at forklare kortfattet 🙂

    Jeg havde to grupper som, uvidende om hinandens eksistens, spillede hver deres side af en kampagne. Den ene side spillede en eventyrgruppe af barndomsvenner, der som børn var undsluppet et overfald på en karavane. Så vidt de vidste var alle karavanens andre rejsende døde under overfaldet. De var nu blevet voksne og ledte nu efter spor i deres søgen efter at finde ud af hvem der havde overfaldet karavanen – og som havde slået deres familier ihjel under overfaldet.
    Den anden gruppe spillede en flok børn som var blevet taget til fange under ovennævnte overfald på karavanen. De tilfangetagne børn var efterfølgende vokset op hos overfaldsmændende, og var blevet indoktrineret i den kult disse mænd arbejdede for. De kunne kun svagt huske overfaldet – og var blevet bildt ind at de var overlevende som var blevet reddet af “overfaldsmændene”.

    Kampagnen kørte henover 2.5 år, hvor jeg spillede med hver gruppe, mere eller mindre, hver anden uge – forskudt ift. hver gruppe.
    Efter det første år havde eventyrgruppen fundet spor nok til at de havde fundet frem til kultens navn og en af dens mange tilholdssteder. Den anden gruppe havde imidlertid fundet ud af at “deres” kult blev eftersøgt at en gruppe eventyrer – og siden de arbejdede som spioner/agenter for kutlten, var de blevet sendt ud for at tage sig af dem.

    Første gang gruppens karakterer mødtes udspillede jeg hver gruppe overfor den anden, som NPC’er.. Det tog noget nøje planlægning og at hver situation unægteligt blev lidt forskellige. Grunden til dette var fordi jeg blev nødt til at lade hver gruppe spille mod den anden gruppe, uden at de hverisær vidste at modstanderne var spillerkarakterer.
    Det lykkedes den ene gruppe at slå en kriger, fra den modsatte gruppe, ihjel.

    Anyways, den korte slutning på historien er at jeg en dag havde aftalt at spille med begge grupperne. Deres karakterer havde sat et møde op ingame – så jeg mente det var et passende tidspunkt at afsløre gruppernes overfor hinanden.. Det blev modtaget med megen forbløffelse og spænding, men endte desværre med at en af spillerne droppede ud, da hun synes det blev for stor en gruppe (der var tre spillere i hver gruppe) – da tanken var fremover at spille begge grupper samtidigt.

    Det er en af de mest vellykkede kampagner jeg har været GM for, på trods af spilleren som forlod gruppen. Det var enormt spændende at se plottet fra begge sider, og hvordan begge grupper smeltede sammen henimod slutningen af kampagnen, hvor begge grupper blev jagtet af en fælles fjende.

    Svar
    1. johs

      Sej historie Bjørn. Tak for den lange kommentar 🙂

      Var det undervejs mere interessant for dig som GM end for spillerne?
      Der er selvfølgelig oplevelsen af alt det arbejde du har lagt i spillet når du afslører det for dem, men var den alt arbejdet værd?

      På nogen punkter er dit mesterstykke det modsatte af det jeg beskriver – ikke at det bliver mindre sejt af den grund 🙂

      Svar
      1. Bjørn Toft Madsen

        Tak 🙂
        Jeg ville nok ikke gøre det igen. Det kræver for meget arbejde og organisering til at jeg ville spille sådan en kampagne igen.. Men Det var en rigtig fed kampagne, som ofte er blevet et tilbagevendende emne.
        Det var selvfølgelig meget spændende for mig som GM, men måske var det for stor en omvæltning i spillernes eget verdensbillede – at de til dels skulle til at spille med nye mennesker de ikke kendte, og som samtidigt var tæt forankret i et fælles plot.
        Som fortællings-erfaring (som GM), vil jeg anbefale at det, men man skal som sagt arbejde en del i koordinering undervejs. Hvis man spiller i en stor verden, som vi gjorde, hvor grupperne er spredt fra hinanden i længere periode in-game, kan man selvfølgelig køre det lidt mere løst ift. om tidslinjerne stemmer overens.. men man må være lidt kreativ nogle gange, for at få rejsetider osv til at gå op, så spillerne møder hinanden de rigtige steder osv.

        Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.