Fedte rundt

I Facebook gruppen Pen and Paper Danmark (og hvad sker der for det navn, forresten?) taler folk om lange kampagner. Nogen spiller utrolig lange kampagner – over 10 år.

Da jeg lige flyttede til København var det mit mål at lave en 10 år lang kampagne. Det mundede ud i vores ”store” Warhammer-kampagne, der løb i næsten 4 år.
Den var for det meste sat i Warhammerbyen Carroburg, ligesom vores nuværende Warhammerkampagne – som vi har spillet i 1½ år, og jeg husker at spilpersonerne for det mest bare fedtede rundt. Jeg husker kampagnen som langt og godt, men mest som langt. Jeg synes, også det ofte var lidt hårdt og kedeligt at køre så langstrakt en kampagne i samme verden og med samme plot.

Derfor kommer jeg nok aldrig til at spille en 10 årig kampagne. Drømmen er droppet og det er ok.

Når spillerne planlægger

Måske er det fordi jeg kommer fra en Vampire-tradition, måske er det bare sådan, men meget af det rollespil jeg har spillet har spillere (herunder også mig selv) fedtet ret meget rundt uden nødvendigvis at sætte sig et mål og komme nogen steder. Det samme skete i vores nuværende kampagne – indtil Lars tog aktion og fik de andre med på at… ja… planlægge hvad de skulle bruge spilgangen på.

Helt konkret starter hver spilgang nu med at spillerne snakker om plottet og hvor de vil hen som gruppe. Det foregår helt off game og out of character. Det er en spilstil, der stammer fra en klassisk investigation rollespil (tror jeg) og det ligner ikke den tunge føle-føle stil som jeg kommer fra (i bl.a. Vampire). Også er det super fedt – for det giver spillerne et mål, de kan spille deres spilpersoner i retning af. Der er stadigvæk plads til karakterspil, men der er samtidigt et mål.

Målstyring og Vampire

Jeg tænker man kunne udnytte dette og simpelthen gør det til en ting når man spiller en kampagne. Fx gøre det i min kommende Vampire kampagne. Det kunne være noget med at gruppen sætter et mål/flere mål i fællesskab (out of character som det første) og opnår et eller to xp, hvis de når det mål, udover xp for at møde op og hvad man ellers giver xp for.

2 thoughts on “Fedte rundt

  1. Rasmus Nord

    Hej Johs 🙂
    Nu er jeg jo en af dem, som har skrevet om en tidligere lang kampagne. Den jeg kører nu bliver også lang. Nok 4 år. Mine spillere fedter meget sjældent, som i næsten aldrig, rundt. Jeg tror, at det bl.a. skyldes, at jeg ikke er bange for at være tydelig om rammen for min kampagne, og lave den sociale kontrakt inden. Jeg er ikke bange for at planlægge på et meta-niveau, og spillerne ved, at jeg har forberedt noget fedt plot, som de kan tage fat i.
    Altså – som fx til min Warhammer-kampagne – fik alle at vide fra starten, at rammen var krigen mod kaos, og vi starter i den her lille by, og så kommer der en masse eventyr, der ender med invasionen. I min nuværende kampagne (som er sandbox D&D), er der flere tydelige plot-lines, men jeg stopper efter hver adventure-arc og spørger – hvad er jeres næste mål? Hvor vil I hen? For jeg har jo ligesom ikke tid til at forberede alt.
    Jeg tror også at man skal anerkende, at hvis man som voksne med job og børn spiller en hverdagsaften, så er man nødt til ikke at gøre spillet alt for komplekst med vilde plots og dusinvis af npc’er. Der skal ske noget. GM’en må heller ikke fedte rundt. Der skal ske noget. Spillerne skal helst vide, hvad aftenens formål er, og det er kun en fordel, at aftenen starter med at rulle initiativ. Jeg har fx fravalgt the Dracula Dossier, selvom jeg vildt gerne vil spille det, men det er alt for komplekst og krævende for det sted vi er i livet lige nu.

    Svar
    1. johs

      Hej Rasmus,
      Jeg er helt med på at det skal være simpelt og actionfyldt, men det er måske her jeg kommer til kort. Enten ender jeg med at planlægge en løsning, som spillerne aldrig finder eller også bliver det for løst. Det har været svært for mig at ramme mellemtingen, hvor spillerne kan løse plotte (mere eller mindre godt), men hvor det ikke bare fylder og ender i fedteri.

      Eller det var indtil at Lars begyndte at få gruppen til at planlægge et mål i starten af hver spilgang. Det hører med til historien at når vi spiller hver 14. dag, så husker spillerne ikke særlig godt hvad det lige var de havde gang i pga. alle de andre ting der sker i deres liv. Så det er naturligt at planlægningen kommer efter et referat.

      Også, fordi jeg jo godt kan lide de der indiemekanikker, er det oplagt at lægge xp ind i denne målstyring.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.