Fate Points i Warhammer

Anders er ret vild med Fate Points:

Anders

Og det er jeg også. Af de samme grunde som Anders og fordi det er den centrale mekanik, som gør forskellen på hovedpersoner og bipersoner i Warhammer. Hvis jeg husker Warhammer reglerne rigtigt, så er Fate Points forbeholdt spilpersonerne og i et spil, hvor man ofte starter som rottefænger eller tømmer, så er Fate Pointe netop den fordel, der gør at din rotterfænger kan opfører sig heltet.

spotlight-hollywoodjournal

For mig er tros-delen af Fate Points ret vigtigt. Når man bruger Fate Points så er det guderne der reder en og vi beskriver det sådan (eller jeg forsøger at huske det som GM).

I den kampen med Skaven (med guns) som vi spillede sidste gang i vores Warhammerkampagne tog jeg 2 Fate Points OG et kill fra spillerne. Det var en hård kamp. Jeg har den husregel at hvis man bruger et fatepoint, så kan man vælge at fortælle sig ud af kampen. Fx blive efterladt som død eller komme væk. Som oftest anbefaler jeg spillerne at gøre det. Man kan altså ikke tabe flere fatepoints i samme kamp – med mindre man selv vælger det. Jeg forsøger at gøre det muligt for spillerne at undgå kamp med et tab. Det er ikke altid lige let.

Spillerne kan godt vinde Fate Points (tilbage), men kun efter en lang og hård kampagne og det aktualiseres i fiktionen.

5 meninger om “Fate Points i Warhammer”

  1. Fatepointsystemet har jeg, siden jeg mødte det i warhammer, brugt i andre systemer af netop de årsager Anders beskriver.
    Laget med at lægge en fortælling ind når det “bruges” er også vigtig og bidrager til spillet.
    Fx hvis en karakter der har 3 fatepoints og bruger dem alle i én kamp mod den onde chaos mage for at stoppe ham i at tilkalde den store dæmon. Så skal der fortælles hvordan karakteren på bedste Rocky maner rejser sig efter at være slået og det skal helst have meget tydelige toner af guddommelig indgriben. Kampen og ofret fra spillerens side vil blive husket.
    Faren ved fatepoints er at de kan ende i det mekaniske, hvor kampen bare går videre som om intet var hændt.

  2. “Jeg har den husregel at hvis man bruger et fatepoint, så kan man vælge at fortælle sig ud af kampen. Fx blive efterladt som død eller komme væk. Som oftest anbefaler jeg spillerne at gøre det.”

    Det er faktisk næsten præcis det de selv foreslår i WFRP 2nd edition (s. 198). Der er de dog lige det mere hardcore med at man automatisk bliver efterladt som død. Dvs at et helt party kan blive efterladt af fjenderne som døde, har mistet alle deres egendele og er på 0 wounds. Tal om en træls begyndelsen på ens dag. Så der er du faktisk rigtig flink GM 😀

  3. Vi spillet ofte med at når man bruger et fate point på at overleve, så har man 2 muligheder…

    Enten er man lige blevet slået lidt bevidstløs og vågner igen om 1d5 runder og kan deltage i kampen igen… og måske miste flere fate points.

    Eller også bliver man slået bevidstløs og bliver begravet under noget magisk “rubble”… hvor man så er beskyttet indtil kampen er ovre. Rubble kan i dette tilfælde være rigtigt rubble, eller nogle kasser der lige væltede ned over en eller hvad der lige er i nærheden.

  4. Hos os er Fate points fysiske – grønne på den ene side og røde på den anden (når man har brugt sit re-roll). På den måde er spillerne altid super bevidste om hvem der allerede har ofret sig – det giver anledning til nogle super tense øjeblikke når en af spillerne med kun et enkelt Fate point kaster sig ud i en afgørende kamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *