5: Imperiet og dets naboer

Og bag dagens låge ligger Imperiet og dets nabo-nationer.

WarhammerWorld

Klik på billedet for en større version.

wfrp_loreI dette indlæg vil jeg kort beskrive den centrale del af Warhammer-verden plus mine personlige erfaringer og tanker fra den. Der findes selvfølgelig en række officielle beskrivelser, men de er sikkert ikke på dansk og helt sikkert ikke mine overvejelser.

Imperiet

Det er udgangspunktet. 99% af alle Warhammer kampagner foregår i Imperiet. Imperiet er bygget over Det Tysk-romerske Rige, hvor de 11 provinser og 4 bystater i sig selv udgør en mangfoldig forskellighed – herunder en hobbit provins. Det er den mest magtfulde nation i Warhammer-verden.

Kislev

Øst/nordøst for Imperiet ligger Kislev, der er en slags Polen/Kijevrus. Koldt, østeuropæisk og stolt. Kislev er allieret med Imperiet og ledt af en Tzarina, nemlig Katarin the Ice Queen. Hvergang kaostropperne kommer fra nord og øst (og det gør de ret tit) står Kislev først for skud, derfor (og sikkert også pga. kulden) er folk fra Kislev nogen hårde typer. Jeg har aldrig spillet i Kislev og afsnittet Something Rotten in Kislev fra den store The Enemy Within Kampagne, der forgår i Kislev, skulle være ret kedelig, men jeg har læst om Felix og Gotrek der rejser igennem landet i en af bøgerne, hvor de er på vej til Chaos Wastes. Der scorer Felix en ung varmblodet kislevine, jeg kan ikke huske om hun dør, men det gør hun sikkert.

Chaos Wastes

I gamle dage (1st ed.) var de nordøst/øst for Kislev, men i dag er det nord for Norsca. Her er kaos, både væsner og magik – jo længere imod nord man kommer, jo mere ændre virkeligheden sig på en ubehagelig måde. Alting bliver mærkeligere og mærkeligere. Det er Alice i underlandet med hundemennesker, pigarmbånd og kønsorganer med tænder. Det er her kaosinvasionerne kommer fra.

Min sidste Warhammerkampagne endte langt oppe i Chaos Wastes. Det var lidt en slags Heart of Darkness historie.

Norsca

Nord for Imperiet og nordvest for Kislev ligger Norsca. På den måde ligger der enten The Sea of Claws eller Kislev mellem Imperiet og Norsca. Norsca er vikinger, der bor lidt for tæt på Chaos Wastes. Jo længere nord på, jo mere bliver kaosmagterne en naturlig del af Norse kultur. I Imperiet møder man mest Norse i Nordland, hvor de kommer ned for at røve eller handle. Der er altid Norse med i kaosinvasionerne, men ikke alle i Norsca er kaosagtener. Det virker til at forholdet mellem Norse folklore og kaos er ret komplekst.

Jeg har haft en kampagne (den der Heart of Darkness historie), hvor spilpersonerne rejste igennem Norsca og til det brugte jeg, Norsca: The Grim North of Perilous Adventure (det er fanskabt og virkelig godt).

Albion

Bygget over præromersk britannia med kæmper (tror jeg). Mystisk ø gemt bag en tåge. Måske bor der kæmper. Jeg fik aldrig læst den Felix og Gotrek historie der foregår i Albion færdig, fordi det blev for gakket. Jeg ved virkelig ikke hvad Albion skal gøre godt for.

Marienburg (i Wasteland)

Vest for Imperiet i den løsrevne provins Wasteland (tidligere Westerland) ligger handelbyen Marienburg. Det er Warhammerverdens svar på Holland og hansestæderne – bare uden forbund, da der kun er en by og ikke flere. Marienburg har kæmpebetydning for handlen i Imperiet, da den ligger ved indsejling til hovedfloden River Reik (hvorpå også Carroburg ligger). Det er en interessant by og jeg har næsten altid besøgt den i mine rollespilskampagner, hvis ikke kampagnen ligefrem forgik i byen.

Derudover er Marienburg: Sold Down the River klart anbefalingsværdig. Kristian Bach Petersens næste fastavalscenarie “På røven i Marienburg” skulle eftersigende foregå i Marienburg.

Bretonnia

Syd for Marienburg og vest for Imperiet. Bygget over normannisk middelalder Frankrig (som del i virkeligheden var to/tre forskellige lande). Er der verdens bedste riddere, et stærkt feudalt samfund, en kvinde i søen-figur, et mærkeligt forhold til feer og andet Kong Arthur lir. Det har aldrig rigtig interesseret mig, men boheme-bretonaner er interessant som bipersoner (udenfor Bretonnia), fordi jeg er helt vild med fransk kulturproduktion og moderne fransk kultur – ikke kun, men fx surrealisme og dadaisme.

Hvis man er til det der mere normanniske og Kong Arthur fantasy i Warhammer er der udgivet Knights of the Grail (en settingbog til Bretonnia). Der skulle være noget at komme efter, såsom vildt seje ridderordene og en vampyr-provins. Umiddelbart står der ikke noget om Situationistiske Internationale, så jeg har kun kigget i den.

Estalia

Er i virkeligheden ikke en nabo til Imperiet, da det ligger syd for Bretonnia og vest for Tilea. Det er Spanien og der er noget med nogen “Diestros”, som kommer fra Estalia, men jeg har aldrig brug hverken landet eller disse til noget. Tænker at bruge det, hvis jeg skulle ud i en warhammer-pirat/ Zorro fortælling – ellers ikke.

Tilea

Øst for Estalia og syd for Imperiet. Det er Warhammers svar på Italien i renæssancen – bare uden pavemagten. Det er lidt synd at der ikke er en pave, men en pavemagt passer bare ikke særlig godt ind i Warhammers religiøse set up. Så det ender med at der nogen mere eller mindre interessante bystater, som er mere eller mindre i kamp med hinanden. Jeg har brugt tileanske bipersoner som opfindere og gangster. Faktisk så meget at det næsten bliver racistisk.

Skavens hovedstad Skavenblight ligger i Tilea.

The Border Princes

Øst for Tilea og sydøst for Imperiet ligger The Border Princes. Det er et slags balkan, hvor adelige kan rejse hen, hvis de ikke længere kan blive i Imperiet. Felix og Gotrek rejser igennem The Border Princes sammen med en sådan adelig og dennes landsby – det går mindre godt.

Der er masser af orker, gobliner og røverbaroner. I bogen Renegade Crowns slår man (med terninger) et område i The Border Princes frem. Det er sjovt, men jeg har mangler endnu at komme helt igennem processen – fordi den er lang og jeg ender med at kede mig under vejs eller synes de kort jeg tegner er for dårlige.

Worlds Edge Mountains

Denne bjergkæde løber forbi The Border Princes, Imperiet, Kislev og helt op til Norsca. På den anden side er der kaos stepper og ondskab. I bjergene har dværgene både aktive bosteder (keeps) og forladte keeps, som er blevet overtaget af gobliner eller andet ondskab.

 

 

 

6 tanker om "5: Imperiet og dets naboer"

  1. Thomas Jakobsen

    Det er så grotesk med det nye Bretonia som kom frem da Bretonia fik sin egen regelbog til figurspillet.
    Jeg bryder mig ikke om det. Fjollede riddere og magiske ridderevner. Pfff…
    Næh så heller gode gamle 1st ed WFRP hvor der var tale om overdekadente franskmænd der gemte deres kopper-ar og kaosmutationer bag et tykt lag pudder, mens de sultne bønder da bare kunne spise noget kage.
    Den stemning er i min optik meget mere “warhammer” end det der Kong Arthur cirkus.
    Link til info:
    http://wfrp1e.wikia.com/wiki/Bretonnia

    Svar
    1. johs Forfatter

      Ha, jeg vidste ikke/ har ikke tænkt over at der skete et skift fra 1. til 2. udgave ift. Bretonia.
      Det er selvfølgelig figurspillet der – her igen – er synderen. Det er min opfattelse at figurspillet er en slags vampyr på rollespillet der suger energi ud af det britpunk’ed Warhammer og strømlinjer/forenkler det.

      Heldigvis husker vi 1. udgaven og jeg bruger stadigvæk en del bøger derfra, så helt galt tror jeg ikke det går.

      Svar
  2. Thais Munk

    Jeg synes at WFRP 1st editions udgave af Brettonia var kedelig og ikke inspirerende for mig som GM. Der er mange ting der var federe i settingen i 1st edition, men Brettonia var for mig ikke specielt spændende. Der manglede for mig en større konflikt end “De adelige er onde og korrupte”

    Jeg er 100% med på hvis folk ikke er fan af Kong Arthur-trippet, men jeg synes ikke at en ensidigt deprimerende land hang sammen. Det ene sted skulle være mere deprimerende end det andet…og humoren manglende for mig derudover. Det var bare lidt kedelige franske stereotyper med reference til den Franske Revolution i min optik og jeg savnede hvor vild og blodig en periode fransk middelalder er (f.eks. 100 års krigen og korstogene). For mig at se var Knights of the Grail et ret fornuftigt kompromis (hvor der både er nogle få gralsriddere, men også samtidig en masse undertrykte bønder og uduelige og korrupte adelige, der skjulte sig bag ridderidealerne), men igen hvis man ikke er fan af Kong Arthur-trippet…så er det nok ikke en bog for en. Jeg er dog enormt glad for den og har spillet med i en ridder-kampagne, hvor vi både var store riddere og utrolig dumme svin samtidig (dog mest overfor hinanden). Problemet er dog at Brettonia i 1st ed. i min optik har fået at tykt strøg af korrupte adelige-penslen, hvor jeg manglede noget andet end bare det (bl.a. en grund til at der ikke var nogen der havde invaderet og plyndret landet lidt oftere). Jeg er 100% med på at WFRP handler om at spille med på klicher, men de skal sgu også undergraves lidt samtidig…

    Derudover har jeg selv kørt en kampagne, hvor 2/3 af den foregik i Estalia. Der var mit fokus i høj grad at der var 3 større kongeriger og nogle mindre småriger. Det var mindre politisk uro end i Tilea, men til gengæld var tileanerne mere kulturelle og mere videnskabeligt oppe på beatet end estalianerne (jeg gik ud fra tolkningen om at de to folkeslag begge to mener at gudinden Myrmidia kommer fra deres land, hvilket gør at de hader hinanden af et godt hjerte, slås og snyder hinanden så meget som muligt). Derudover var der en spansk feel lidt ala Don Quixote, bl.a. i form af maden, traditionerne (folk gik ekstra meget op i personlig ære), vin og et aktivt kærlighedsliv. Derudover var der også nogle opdagelsesrejsende, men den del kom vi ikke så meget ind på igen. Der var diestro’erne mest nogle storby-typer, som havde deres egne kvarterer, hvor oftest selv sørgede for at bevare ro og orden og var lettere macho overfor hinanden. Så lidt Zorro var der over det. 🙂

    Svar
  3. Thomas Jakobsen

    Fedt, så forskelligt vi har opfattet Bretonia anno 1st ed. Jeg blev meget tiltalt af de få linjer, der nu står om landet i grundbogen.
    Men jeg er også stor Dumas-fan, så jeg tolker alt muligt ala De Tre Musketerer og Greven af Monte Cristo ned over Bretonia. Adel med puder og parykker, korruption og beskidte byer, opvejet af at der solskin og vinmarker på landet.
    Da Bretonia så blev til et underligt anakronistisk land, hvor ridderne går så meget op i gamle regler, at de slås videre uden geværer og kanoner, som alle deres naboer bruger, så blev det lige for underligt.
    På den anden side er jeg meget glad for Arthur-myterne… men jeg syntes de passede så meget bedre til Albion end Bretonia.

    Svar
    1. Thais Munk

      Hej Thomas og Johs,

      Fedt, så er du blevet bedre inspireret end mig! 😀 Og jeg har da også stjålet i vildskab fra netop Greven af Monte Cristo. Jeg har til gengæld aldrig brugt Albion (omend at jeg et eller andet sted også godt kunne se Kong Arthur ridderne der).

      Og jeg spillede et one-shot, hvor vi tog til en mindre ø udenfor Lustria. Det var okay og dejlig sært (lettere Indiana Jones agtigt), men samtidig tydeligvis Warhammer. Jeg kunne faktisk godt have holdt til noget mere af det, nu jeg tænker over det.

      Svar
  4. johs Forfatter

    Det er fedt at læse om jeres fortolkninger af Bretonia. Derudover har jeg ikke nærlæst Knights of the Grail, måske ville jeg blive positivt overrasket.

    Som sagt har Estalia aldrig spillet en særlig stor rolle i mine Warhammer-kampagner – selvom det kunne være sjovt at bruge landet i fortælling om opdagelsesrejsende. Jeg har længe overvejet en Marco Polo Warhammerkampagne, men “rejsen til Lustria” kunne også være interessant.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *