Det virker! Fuck yes, det virker!
Alex, Peter, Kamilla, Asbjørn og jeg mødes og testede scenariekonceptet til Fastaval 2014 i går. Det gik som sagt godt. Vi blev på ingen måde spillet hele scenariet igennem, men vi fik lavet et en fin lille historie som vi brugte tre timer på at spille.
Og vi fik prøvet tre af scenariets grundelementer af. Vigtigt. De tre grundelementer, vi afprøvende er disse “hjælp”midler:30 sølvpenge som narrativ og spilmekanisk handout
- 30 sølvmønter som narrativ og spilmekanisk handout
- Mine oplæg til spilpersoner
- Berettermodellen som spilbræt
30 sølvmønter som narrativ og spilmekanisk handout
Historien starter med et mord. To unavngivne tyv-morder står henover liget og finder 30 sølvmønter. Det her sølvmønternes historie. Morderne bruger sølvmønterne til bestikke Morgan Coby, en byvagt, og senere bruger Morgan Coby selv nogen af sølvmønterne til at bestikke en jurist. Imellem de to bestikkelsesscener sker der en helt masse og mange mønter skifter hænder.
Vi fandt ud af at:
- Sølvmønterne følger spilleren, ikke spilpersonerne. Så når man spiller en biperson og får nogen sølvmønter, så kan man godt bruge dem når man spiller en ny biperson.
- Vi spiller systemløst, hvis spilpersonen bør kunne gøre noget (i kraft af det spilpersonen er), så kan spilpersonen det. Men! hvis der ikke er en grund til at spilpersonen bør kunne noget, så kan spilpersonen det selvfølgelig ikke. Øv, for den. Heldigvis har spilpersonen nogen kontakter, som kan betaltes for at hjælpe den. På den måde skrifter sølvmønterne hænder.
- Med sølvmønter kommer problemer: Den der har flest sølvmønter skal udfordres mest.
Spilpersonerne
Imens vi følger sølvmønterne rundt i Narzula Citys underverden spiller spillere forskellige bipersoner, indtil en spiller finder en biperson som denne holder af og ophæver bipersonen til hovedperson. Jeg fik åndssvagt meget input til hvordan bipersonerne skulle skrives og hvordan der kunne komme fede konflikter i spil med dem. Skulle konflikterne skrives åbent på spilpersonerne? Skulle de skrives i scenarieteksten? Eller noget helt tre?
Derudover var der hvor meget tekst og hvordan skulle teksten være? Jeg havde skrevet meget meget tynde spilpersoner.
Vi kom frem til noget i stil med:
Byvagten Morgan Coby:
[en tegning]
Åbenhjertige og voldelige Coby er lovens repræsentant i bedelen de fem finger. Han er politi, dommer og, til tider, bøddel. Men er han selv hævet over loven.
Der skal stadigvæk arbejdes på formen, men noget i den stil. Derudover skal jeg passe på ikke at gøre spilpersonerne for komiske.
Noget der virkende rigtig godt for os var at spilpersonerne var så enkle at jeg kunne lave flere undervejs i spillet. Det skal nok være et par blanke spilpersoner som spillerne kan jamme frem i det færdige scenarie.
Berettermodellen som spilbræt
Det er meningen at når en spiller spiller en biperson som spilleren kan lide, så kan spilleren tag biperson og ophæve den til sin hovedperson. Hovedpersonerne bliver sat i et spilbræt over berettermodellen og får deres egen historie at udspille. Vi diskuterede om det var en darling. Det er det måske, men jeg kan ikke dræbe den. Vi diskuterede om der var tid til at spille fire spilpersoners egne historier. Her fandt vi ud af at det er en god idé at sætte et tidspres på spillerne – i fiktionen. Alex foreslog idéen om at hele scenariet udspiller sig på en nat (og derfor ved spillerne at de skal skynde sig igennem deres historie når vi er henimod morgen). Ydermere er det en fin reference til Mikkels fantastiske A Day in the Life.
Det var en spiltest af konceptet og konceptet holder.
Udstyrstest. Sejt. Det sidste konkrete scenarieprojekt jeg sad med, havde også bipersonkort som man kunne tage og opløfte til karakterer (og ressourcer til at tage kontrol over bipersonerne). Men jeg manglede netop et system til at organisere forløbet (foregik sjovt nok også over en enkelt nat). Respekt for at få ideen konkretiseret!
Thomas: Tak og tillykke med den nye blog 😀
Konceptet holder helt sikkert, og det var overraskende sjovt at jamme sig gennem byens underside. Jeg var især glad den løbende tilgang af mulige karakterer, som Johs sad og tegnede og beskrev, efterhånden som de opstod i spillet mellem os.
Berettermodellen som spilleplade stiller jeg mig stadig lidt tvivlende overfor. Mest fordi jeg ikke rigtig fik brugt den undervejs. Måske var den inde i mit hoved i stedet for.
Sølvmønterne var fede. Både at sidde med, som illustration på hvem der trængte til spil, og som metafor for ulykken, der vandrer fra den døde mand. Man skal aldrig tage noget fra de døde!
Alex: Tak 😀
Berettermodellen er måske end darling, men det er en darling som jeg er ret vild med.
Det skal teste mere inden jeg er klar til at droppe den.
Det lyder fedt!
Jeg synes det virker til, at format og længde på personerne er ret passende – og fede tegninger! – nok til at inspirere og give en klar retning, men samtidig med masser af plads til tilpasse og jamme.
Jeg glæder mig vildt!
Til Mattanza arbejder jeg med et system der har paralleller til sølvmønterne. I scenerne optjenes ondt blod der samtidig er en form for social magt der bruges til at købe retten til at definere hvem der er offer og skurk i scenerne.
Al social magt kommer af at undertrykke andre i en deprimerende socialt nulsumsspil. Sådan er livet i landsbyen.
Jeg tiltrækkes af det enkle ved kun at have én “møntfod” men…
Jeg tror vi skal playteste sammen. Og så skal du da klart følge mit Twitter-dogme: intet spillervendt materiale på mere end 140 tegn 🙂
Ja, jeg tror godt at jeg kan overholde det 😀
Sidste år skrev jeg utrolig lange og utrolig dårlige spilpersoner.
Derudover virker det til at din bad blood møntfod kan købe mere fortællermagt end mine mønter 😀