Prime Time “den brædte jord”

Vi spillede prologen (det hedder det ikke – men i tvverden?) til en tvserie som nok aldrig slår helt igennem. Nogle hurdige overvejelse over Prime Time i punktform. Hvorfor punktform? Fordi det er hvad jeg kan overskue ligenu og i den nærmeste fremtid. Derudvoer har der været alt alt for lidt punktform på denne side.

  • Man spiller kortspillet krig imod spillederen (som her hedder producent) om den ønskede udfald af en konflikt.
  • PT har et fedt system hvor man både kan komme til at beskrive ens spilpersons nederlag og sejre.
  • Dog har jeg faktisk svært ved at se om jeg skal holde med min spilperson eller ej. Om jeg skal gå efter “sejre” – det tror jeg ikke nødvendigvis. Men min paragraf 1 som jeg lige har haft oppe at vende på rpgforum er rocker vigtig i den forbindelse.
  • Det kan godt være det bare er mig, men hvergang jeg spiller de der indyspil så bliver det meget fortællende spil. Ikke imodsætning til indlevels nødvendigvis – men bare meget fortalt i 3. person og beskrivende. Det er lidt problematisk når man spiller TVserie. For er det ikke dialogen som holder en TVserie oppe? Og hvad med one-liners? Hvordan kan man lave det?
  • Det gik ok med vores TVserie. Det var et sjovt spil, men jeg synes lidt der manglende nogle strukturere til at skabe et virkelig stærkt afsnit. Fx også noget man at danne ramme for et afsnit form med højte punkter og lav punkter. Det burde man kunne bygge ind i et system. Måske ved at læse lidt af Mikkel Bækgaards seneste scenarier.
  • På den måde synes jeg faktisk der burde være nogle flere værktøjer og måske mindre fortælle… også for fortællingernes skyld.
  • At man altid spiller en konflikt er rocker nok – det er jo det det handler om.

Det her punktsystem som jeg lige har lavet holder i alle fald ikke. Fuck jeg er træt.

21 tanker om "Prime Time “den brædte jord”"

  1. Jonas Harild

    Det var fedt at spille Prime Time i torsdags. Og udfordrende…

    Det gik til tider lidt trægt, men sådan er det vel, når det hele er så improviseret. Men alt i alt et spil som fordrer en masse god impulsiv kreativ energi (= det er sjovt at finde på). Man skal bare være opmærksom på at en scene hurtigt kan løbe af sporet, og så synes jeg man skal have aftalt på forhånd, at man sagtens kan tage en scene om (hvilket vi faktisk også gjorde delvist). – Lady og Otto modellen.

    – The J

    Svar
  2. johs

    Nu må du ikke drille Jonas.

    Men jo klart og rocker, endnu engang lyder jeg måske lidt negativ. Det er mit kritiske akademikersind der slår ind tror jeg. For jeg havde det sjovt og synes det var interessant at spille – helt sikkert.

    Jeg tror du har en rigtig god pointe om at tage scener om. Rocker.

    Svar
  3. Peter Dyring-Olsen

    Mht. indlevelse: PTA skaber primært narrativistisk rollespil – tematisk vinklet efter spilpersonernes Issues, og derfor er det ikke sært, at indlevelsen er mindre end fx i et Lars Andresen-scenarie, som jo nok mere er at betegne som simulationistisk. Det må ikke misforstås! Man kan sagtens stadig arbejde med indlevelsen som adgang til temaet, men der er meget metasnak i et spil, hvor man skal nå frem til tematisk relevante og vedkommende konflikter. Sat på spidsen kan man måske sige, at i et narrativistisk spil handler det ikke om “hvad spilpersonen ville gøre i den og den situation” men om, hvad spillerne synes, der skal ske…

    Svar
  4. johs

    Ja, jeg er helt ening Peter.
    Men det sjove er at jeg når jeg har spillet de der narrativistiske rollespil, så ender det i næsten rent fortælle rollespil. Det er fint for det meste. Jeg elsker at fortælle og hører historier. Det er ikke det. Men nu hvor det handler om en tvserie, så savnede jeg lidt noget mere dialog – fordi jeg mener snak er en vigtig del af Tvmediet. Der er få serier hvor de kun handler.

    Det er selvfølgelig sat på spidsen. Og vi havde også spilpersonersnak med i vores PTA.

    Men det jeg vender mig imod er at der vel ikke nødvendigvis er lighed mellem narrativistisk rollespil og fortæller rollespil. Da jeg ikke synes der er en sammenhæng mellem fortæller rollespil og metadiskussion af historien. Jeg er helt ende i hvordan vi udfører de scener vi har diskuteret os frem til.

    😀

    Svar
  5. Sanne

    Jeg oplevede i høj grad systemet som et benspænd rettere end noget man kunne støtte sig op af. For nu at være rigtig provokerende: Hvad hulen skal gode storytellers egentlig bruge alt dette her Forge-noget til? Hvis man godt selv kan finde ud af at konstruere en historie, hvorfor så alle de regler, der påvirker spillets narrative flow? Er det ikke kun for folk, der har brug for en krykke? 😉
    Jeg synes i hvert fald der blev åbnet alt for mange døre i vores version af en pilot, og jeg har rigtig svært ved at gennemskue, hvordan vi skulle få samlet alle tråde, for hver gang man forsøgte, skulle man lige smide nogle kort. Og jeg er altså notorisk uheldig i spil… Jeg tror ikke det var godt for fortællingen i det lange løb, der var for mange underlige cul-de-sac-passager.

    Svar
  6. johs

    Ja, det er vel indvendigen imod Forge og Story-Now. Men det kan også være det er fordi sådan nogle som os to kun har spillet på den måde før. Det er selvfølgelig problematisk, hvis en samling af tråde sker på trods af mekanikken.
    Dog tror jeg ikke en sådan rettethed af fortælling (som ville virke samlede) er særlig svær at lave. Jeg ved du har spillet Kongemord 😀 Hvis nu man tog de fedste strukturelle elementer i det (aktsystemet) og gjorde det mere fast. på en måde hvor der var nogen ting man må i nogen akter og noget man ikke må. Det er der lidt i forvej. Fx må der ikke komme nye hemmeligheder og intriger ind efter akt 5. Og man må og skal vel også slå de andre ihjel i akt 7 (eller sådan noget). Hvad hvis man tog det og gjorde det helt bestemt for hver akt? Sådan at man må det og det i akt 1, det og det i akt 2 og såfremledes. Det tror jeg kunne gøre et spil/scenarie rettet.
    Bare en tanke.

    At du er uheldig i spil. Hmmm… ville det hjælpe hvis jeg pointerede at du til gengæld har Sebastian? 😀

    Svar
  7. johs

    Og nej jeg har ikke en helt entydig mening om Forge- og indy-scenen helt selv.
    Det ser jeg ikke som en dårlig ting.

    Svar
  8. Peter Dyring-Olsen

    Nu kan benspænd jo være kreative 😀 Min oplevelse af PTA er, at det bliver federe, jo mere erfaring man har med det. Første episode plejer ganske rigtigt at stille flere spørgsmål, end den besvarer. Men hvis alle spillere er engarede i de andre spilpersoners Issues, hvis alle spillere er spændte på udfaldet af hver konflikt, så skabes der en spænding og usikkerhed, som jeg ikke har set komme fra regelløse udgaver af samme tanke. Hvis vi bare bliver enige om, hvad der sker – hvor er så overraskelsen?

    Svar
  9. johs

    Hmmm… Peter:
    Ja, benspænd skal være super fede. Fx synes jeg sonet-formen er fed, fordi den binder digteren så meget. Faktisk synes jeg også haiku er, hvis det ikke lige var fordi jeg er kommet til at hade vesterlandsk idealisering af Østen. Ok, stærkt ord, men det har været en hård dag.

    Måske er det fordi jeg et eller andet sted sætter indyscenen i forbindelse med con-scenarietraditionen, at jeg forventer en plug-and-play funktion ved denne radikale anden måde at tænke rollespil på (for det er det).

    Det jeg fx synes er det rigtig interessante ved den nye systemtænkning er ideen om at system skal hjælpe og ikke være en forhindring for mit spil. Hvis jeg ønskede en forhindring kunne jeg jo bare tage GRUPS eller Vampire frem igen 😉

    Og så forstår jeg ikke det sidste du skriver i det indlæg. Men konflikten udspilles (med kort) før man fortæller, ikke? Derfor er det interessante hverken den mundtlige fortællig (om det så fortælles eller udspilles) for her er spændingen allerede fortalt – med kortene. SÅ den virkelige interessante fortælling er den kortene fortæller – det er her spændingen ligger. Inden er der selvfølgelig også en fortælling før kortspilsdelen (Sætningen af sted og tid, person galleri og vigtigst formulering af konflikten), men det er på nogen måde blot en mulig fortælling – da den ikke er udlevet og udfaldet ikke endnu er bestemt. Måske er denne opdeling lidt for analytisk, men det var stadigvæk lidt sådan at jeg oplevede det. Og sat på spidsen – så kan det godt være jeg ikke er bedre til at fortælle end de andre spiller, men jeg er bedre til det end et spilkort 😉

    Men som jeg skriver så ved jeg ikke helt, hvad du mener.

    Hvis det er ift. min samtænkning og voldtægt af Forge og Mikkels scenarie Kongemord, så er jeg ikke bange for at sætte et rum hvor indenfor fortællingen må udspilles. Det er der alligevel altid – fx igennem gerne eller blot afstemte forventninger til et stykke rollespil. At man laver en dynamisk model, tror jeg faktisk bare er fedre.

    Men det var fedt at vide at det bliver federe/ mahogni med tiden.

    Svar
  10. Peter Dyring-Olsen

    Det sidste jeg skrev, handler om det udforudsigelige element som kortene introducerer. Overfor dette står det “regelløse” spil, hvor man nogle gange “bare” arbejder med konsensus. Eller – værre endnu – med GM kraft. Et system som PTA er med til at styre spillet i retninger, man ikke havde forestillet sig på forhånd.
    Derudover: klart, det er kortene der bestemmer udfaldet – hvem vinder? Men læg mærke til, at den der så har fortælleretten er i sin gode ret (det er sgu nærmest en pligt) til at farve fortællingen. Så længe at udfaldet og den grundlæggende konflikt med tilhørende mål respekteres, så er der stor frihed. Det betyder også, at kortet INTET fortæller ud over at finde ud af, hvilken side af konflikten (hvilket mål), som vinder. Man kan derfor heller ikke forlange, at kortet fortæller en interessant historie. Hvis det ikke gør det, har man sammen opsat en kedelig eller ligegyldig konflikt. Say yes og roll the dice!
    Og det er dét, som er den egentlige færdighed, man skal lære som PTA-spiller: hvordan skaber man en god konflikt? Det er IKKE let, men jeg tror, det handler om at konflikterne skal dreje sig om sp’ernes Issues.

    Svar
  11. Peter Dyring-Olsen

    I din oprindelige post skriver du bla: “Dog har jeg faktisk svært ved at se om jeg skal holde med min spilperson eller ej. Om jeg skal gå efter “sejre” – det tror jeg ikke nødvendigvis. Men min paragraf 1 som jeg lige har haft oppe at vende på rpgforum er rocker vigtig i den forbindelse.”
    Svaret er, at det skifter fra konflikt til konflikt. Det handler om, hvad DU som spiller finder interessant og ønskeligt for fortællingen. Det kan snildt være det modsatte af, hvad din spilperson er ude efter. Og den spænding mellem de to sider hos dig som spiller er en af de rigtig fine ting ved spillet.

    Svar
  12. johs

    Hey igen Peter 😀
    Til post 1:
    Ja, jeg kan godt se argumentet med / det grundlæggende i at konflikter SKAL være interessante. Måske var vi heller ikke fokuseret nok på de der Issues. Men til vores forsvar vil jeg sige at issues heller ikke er grundlaget i tvserier – det kan syens sådan. Ved fx at Buffy har det sådan og sådan med det og det, men faktisk er det fede ved Buffy nok mere ydre konflikter plus den indbyggede humor – tror jeg. At der skulle være dybte i Buffy er det samme som at se Matrix som en filosofisk flim. Tvseriers personligheders Issues er jo helt overfladiske og det tror jeg faktisk ikke gør det lettere at spille på dem.

    Måske kan jeg godt lide PTA, men det passer måske ikke så godt til min forestilling om Tvserier.

    Til post 2:
    Jeg læser det du skriver som at det faktisk ikke skrifter fra gang til gang (som du ellers skriver) og jeg altid skal være bevidst om min spilpersons histories metaplan. Det er fint, men det er vigtigt at gøre sig klart. Jeg ville sige at man ikke kan spille PTA med folk der vil vinde, hvis ikke de andre også spiller for at vinde. Og det altefter om man spiller for at vinde, eller ej. Er to meget forskellige spil.

    I “normalt” rollespil kan man godt spille med en blandet gruppe (af dem der gerne vil vinde og dem hvor det ikke er vigtigt). At man kan det, har dog nok noget at gøre med GM-indblanding. SOm netop er det man ikke vil – hvis man vælger fx PTA. 😀

    Svar
  13. Peter Dyring-Olsen

    Min oplevelse ud fra 10 episoder af PTA er, at det skifter fra konflkt til konflikt – andet kan jeg ikke sige. Nogle konflikter VIL man bare vinde, andre gange er det fedt, at ens sp får “bank” og så smider man fan mail på SLs side.
    Mht. Issues i Tv-serier: det giver jeg dig ikke ret i! Det er NETOP personernes Issues – de være nok så overfladiske – som gør fx ER interessant. Eller, mere nutidigt, Rome – at følge Vorenus’ kamp med sin æresfølelse og den deraffølgende udvikling af hans karakter er afgørende for den series succes (ja ja – kampscener og fede kulisser er også væsentlige).

    Svar
  14. johs

    Ok. Sat på spidsen, så tror jeg, du har en større identifikation med spilpersonen end jeg umiddelbart har. Måske skal det også opnås igennem spil. Jeg kan godt lidt fortællinger og kan godt syens at spilpersonerne er aktører til at få denne fortælling til at fremtræde godt. Fortællingerne må meget gerne være dynamiske og dannes undervejs, men det er fortællingen og ikke spilpersonerne der er det vigtige for mig. Jeg ved godt
    en sådan opdeling er meget akademisk og rocker problematisk. For jo, det er fortænkt at opdele fortællingen og aktøren på en sådan måde, men det er alle opdelinger og kategorier jo.

    Det er måske også derfor du synes disse ting i TVserier er vigtigere end jeg gør. Nu har jeg ikke set Rome, da jeg ikke ejer et tv – og min Mac er på værkstedet. Men vi spillede måske bare ikke nok på issues og fik ikke lavet gode nok af slagsen – måske var det bare mig der ikke gjorde.

    Svar
  15. Peter Dyring-Olsen

    Vi havde også store problemer med at lave fede Issues – det er den store udfordring, tror jeg og værd at bruge mere tid på, end at skabe den grundlæggende serie, tror jeg!
    Næste gang jeg spiller PTA vil jeg spille noget simpelt – som fx en politiserie!! Med biljagter, korruption, afhøringer etc.

    Svar
  16. Munkholt

    Uden at have læst den sandsynligvis interessante diskussion vil jeg blot klæbe mig på med mit fantastisk salgbare koncept: Mafiaadvokater. En blanding af korrupt high-end advokatdrama og gangsterromantik. ‘The Blind Lady’, ‘Lawless’, ‘The Pact’. Eller noget.

    Svar
  17. Pingback: jennifer lopez showing thong

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *