Hvorfor jeg er skuffet over Vampire

Jeg har spillet meget Vampire igennem tiden, men har lidt opgivet på det system. Noget af det jeg synes var frækt ved Vampire var den grundlæggende forlads- og dommedagsmyte, der er indbygget i verdens beskrivelsen og som på nogle punkter går igen i systemet. Den grundlæggende konflikt i Vampire er at nogle meget gamle og magtfulde vampyrer er på vej tilbage i verden. Det vil forudsætte menneskelighedens undergang på et globalt plan. Samtidigt spiller man en vampyr, der kæmper imod et indre uhyret om at bibeholde den sidste rest af sin menneskelighed. En kamp, hvor det liggere mellem linjerne at man vil tabe over tid. Det er indbygget i system med den stat/egenskab, forfatterne kalder humanty.

På den genspejles fortabelsen sig både i verden og i den enkle spilperson, hvilket må betragtes som en meget fin fremstilling af teamet.

Forfaldsmyten er ikke noget Mark Van Hagen (forfatteren til Vampire) har fundet på. Den er at finde mange steder i vores tænkning – både nu og historisk. Selv vores national religion er en forfalds- og dommedagskult.

Dommedag er en sælgert.

Men når jeg skulle til at spille det personlige forfald i Vampire er det altid gået lidt galt synes jeg. Når jeg ville fremelske temaet sammen med mine spiller kom det tit til at være uden nogen hjælp fra systemet. Hvis vi siger at en vampyr er en der gør vampyr-ting, så er der to ting systemet fortæller os om en vampyr. Den ting første er, at man drikker blod og der er system for hvordan man kan bruge dette blod og hvor mange man har i kroppen. Mængden af blod man skal drikker, ændre sig ikke i løbet af spillet, så der er ligesom ikke nogen forfaldsbevægelse at finde her. Den ting andet er, at ens spilperson kan gøre seje vampyrting med sine vampyrkræfter – såsom at blive til en flagermus, være stræk eller bruge mentale overnaturlige overtalelsesevner.

Over tid bliver ens spilperson bedre til disse vampyrkræfter, men ikke mindre menneskelig af at bruge dem.

Det er sådan at indenfor Vampire-systemet at man bliver mere og mere vampyr, men ikke nødvendigvis mindre human. Man får erfaring kan fx bruge dem på at få flere vampyrkræfter, men man bliver mere vampyr (som i ikke menneskelig) når man får disse kræfter.

Man mister kun humanity grundet handlinger som ikke har noget med systemet at gøre, men kun bestemmes i fortællingen. Med en undtagelse, som er at man drikker alt blodet fra en anden vampyr – der kommer systemet til hjælp. Man bliver både mindre human (man går automatisk en ned i ”humanty”-egenskaben) og man bliver mere vampyr. Det er måske det sted hvor den personlige forfaldsmyte og systemet faktisk spiller sammen, udover forfatterne aldrig helt fik forklaret hvad der helt præcist sker med ens stats og evner ved handlingen.

Dette forhold er ikke noget jeg først har set nu, men jeg spillede udenom det i rigtig lang tid. Det er ikke svært så blot at fortælle forfaldet kun i fortællingen og underlægge systemet fortællingen, men efter jeg har læst og spillet en del systemer der prøver at skrive temaet helt ind i systemet, har jeg besluttet at Vampire ikke er mig. Det er for dårligt til det jeg gerne vil med det. Jeg har altid synes man skal bruge de bedst mulige værktøjer. Jeg har ikke lige fundet et system til at spille forfaldsmyten endnu, men jeg tænker at man måske kunne lave et?

3 thoughts on “Hvorfor jeg er skuffet over Vampire

  1. Jonas Harild

    Hej Johs

    Du har helt ret i at Vampires system ikke duer til at spille forfaldsmyten…

    Personligt må jeg dog sige, at det der fascinerede mig ved Vampire i sin tid ikke var dommedagstanken eller splittelsen mellem at være menneske/umenneske, men derimod vampernes uddødelighed og hele settingens historiske forankring (bl.a. klanernes baggrund i gamle civilisationer osv.) – Men nu er jeg jo også historiker…

    Da jeg spillede, gik vi ikke så meget op i humanity-konflikten og brugte i det hele taget ikke systemet særlig meget. Vi brugte blodpoints-systemet (man svækker sig selv, når man bruger sine overnaturlige evner) og det fungerede faktisk godt.

    Vi fokuserede på magtspillet mellem vampyrerne og når man sådan gjorde det til magtspils-rollespil, så var det ganske underholdende. Men nok for tamt til at jeg gider spille det i dag. Hvis jeg skulle spille i dag, så skulle der fokuseres på udødeligheden – civilisationsudvikling og historiens vingesus… Men helt uden Vampires system og setting (og så er det jo ikke Vampire, øh…!)

    Godt nytår!

    Svar
  2. Johs

    Jeg tror vi to har snakket om det før – for jeg elsker også forankringen i historien ved settingen. At npc’er kan være historiske citater i et nyt netværk i bedste postmodne forstand. Jeg kan også godt lide ideen om Byen som setting. En lille overskuelig lukket enhed, hvor alle aktører er bestemt.

    Det er dog ikke systemet. Historien som fortid er dog jo en nødvendighed for forfaldet – der er jo noget der skal forfalde. Og det giver genlyd i humanity, men måske kan man dele Vampire op i: historien, systemet og et felt imellem de to. De er her humanity er.
    Det kunnne være meget mere smukt lavet, men jeg synes ideen var god.

    Svar
  3. Pingback: A-Z: B for Blood | Strange Currencies

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.