27

Jeps, Johs’en er blevet 27 sommer. Hov, feb. er en vintermånede, så det er 27 vinter. Stadig kun 26 sommer. Og hvad er så nået?

Sort/hvid er stadigvæk ikke færdigt. Langtfra kunne man sige, eller er det langt fra (med mellemrum)? Har til d. 25-26, kan nu godt li’ lidt løse dødlinjer. Fik udsættelse pga. lungen. Lorte krop, det vil altid havde og får det sidste ord.

Sort/hvid er fuldt af scener, der måske ikke bliver brugt. Ideen er at det skal give spillerne mere medbestemmelse. I gammel dage, eller i gymnasiet, kæmpede vi for selvbestemmelse og ikke medbestemmelse.

Forskellen er sgu vigtig. I sort/hvid bliver det kun til medbestemmelse, eller selvbestemmelse indenfor nogle satte rammer.

Der er lang vej igen, og nu skal der skrives for alvor.

11 tanker om "27"

  1. Peter Dyring-Olsen

    Hep – tillykke. Hvis du skal være rigtig rocker skal du jo dø inden næste fødselsdag!
    /Peter
    – manner, I’m getting old! 27? Det var jo i min spæde ungdom. Snøft. Og jeg har også hold i ryggen…

    Svar
  2. johs

    Nå, ja… det er den aldre. Fuck, der fik dødsangsten lige lidt ekstra gas på drengen. Men så er det godt jeg ikke er så rocker igen. Fx. er jeg lige holdt op med at ryge, det er vel ikke så rocker.

    /johs

    Svar
  3. Jonas

    Hmm… alt den snak om medbestemmelse snarere end selvbestemmelse får det til at lyde som om at du er vendt tilbage til et format med en række obligatoriske scener, snarere end det U-turn du tidligere har skrevet om. Har jeg ret?

    /Jonas

    Svar
  4. JOHS

    øhhh… både og.

    Tænk Heidegger, mester. Det er ikke spillerne der laver scenerne, de er der. Men de har forskellige valgmuligheder, mellem forskellige scener. Nogle scener åbner op for andre og omvendt. Mit problem er, at jeg ikke ønsker at lave et “gør-det-selv”scenarie. Derudover har jeg indset, at jeg ikke kan lave et system, der er godt nok narrativt til, at klare scenariet for mig.

    Tror jeg…

    Svar
  5. Jonas

    Så kastetheden er gm´en eller hvad?

    Er der tale om en række scener som kombineret med karaktererne giver nogle oplagte potentielle scener og så en opfordring til gmen om ikke at påtvinge spillet disse scener hvis spillerne bruger karaktererne anderledes (men stadig plausibelt/i orden/godt/på-en-for-forfatteren-overraskende-måde/i-karakterens-ånd/whatever), ELLER en række obligatoriske scener der død og pine skal inkluderes i spillet, ELLER et system af scener hvor der det er afgørende for hvilken scene der er den næste er spillernes valg?
    Den første mulighed læser jeg på baggrund af din snak om medbestemmelse, den næste på baggrund af snakken om scenariet som en dannelseshistorie og den sidste på baggrund af dit svar ovenfor.
    Nok en mulighed kunne være brugen af de der bornholske nexuspunkter.

    Jeg har selvfølgelig forståelse for hvis du ikke gider offentliggøre det, men jeg er ret spændt, især fordi dit projekt tilsyneladende forsøger at kombinere system-lakridsen med scenarie-lakridsen (for du har vel ikke droppet voldsmonopol?).

    Jonas

    Svar
  6. johs

    Nej, jeg har ikke droppet voldsmonopol. Men hele frihed vs. determinisme diskussionen har været et af mine grundlæggende problemer med dette scenarie.

    Min første ide var, at der skulle være nogle scener der skulle spilles enten som fortællerscener eller bipersonsrollespil. Der var ikke meget spillerfrihed i denne model, men det var også derfor jeg fandt den for deterministisk.

    Min anden ide var, at spillerne skulle vælge scenerne udfra nogle A3 billeder. Nogle af disse åbnede så op for nye scener der kan vælges (illustreret ved nye A3 billeder). Nogle af scenerne lukkede for andre scener (illustreret ved at når scene A er spillet, så tager spilleder både scene As billede væk, men også scene Bs billede – fordi spillingen af A, udelukker B). Dette var vel den Heideggerske model, men stadigvæk ikke helt god nok.

    Min sidste ide og den jeg arbejder med nu er – noget i stil med, at spillerne definere scenerne udfra nogle elementer de har på hånden. Billederne er stadigvæk udgangspunktet scene, og ‘bomber under byen’ scene skal på en eller anden måde handle om bomber under byen. Scenerne skal stadigvæk enten spilles som fortæller eller bipersonsscene. Men spillerne definerer selv disse scener mere i en gruppe. Man må arbejde med hvad man har, hvis man har en biperson, så kan man spille den og ja spille han eller hende. Hvordan voldsmonopol fungere ind i dette moras ved jeg ikke endnu.

    Når alt dette er sagt er det kun den del af fortællingen der foregår i støttegruppen der er underlagt denne struktur (hvilket er scenariets 1. ark). Både 2. og 3. ark er mere ‘normalt’ rollespil. Ideen er også lidt at formen skal underbygge historien og omvendt – derfor er der både et skift i form og historie ved scenariets vendepunkt.

    — og når alt dette er skrevet, så er jeg pisse syg lige nu her. Jeg skal havde en operation ind i min brystkasse og jeg bliver snart nødt til at se til mit studie igen… jeg ved ikke helt om jeg når det der scenarie. Men jeg prøver, for jeg tror det kunne blive rigtig godt…

    Svar
  7. Jonas

    Øj, fuck ja… det fik jeg slet ikke sagt: God bedring og knæk og bræk med operationen, og overse endelig mine spørgsmål hvis kroppen værker.

    Og så til flere spørgsmål:
    1. Hvilke funktioner indtager gmen i første akt (det lyder næsten spillederløst)?
    2. Har spillerne også deres karakterer som værktøjer i første akt?
    3. (nu bliver jeg grov og overfortolkende) Har du lagt den eksperimenterende del i den første tredjedel af scenariet for at det kan springes over hurtigt via gm fiat til et mere traditionelt format, hvis det ikke virker?

    Brugen af sort/hvide billeder tror jeg sagtens kan fungere super godt.

    Den der med determinismen er en hård nyser. Con-formatet har jeg svært ved at se fungere med andet end præ-generet plot og/eller -karakterer, i hvert fald som traditionen er nu i DK. Begge ting vægter tungt i min forestilling om hvad med-bestemmelse er. Omvendt, hvis man skrotter begge dele og erstatter det med system er det svært at kalde det et scenarie. Så hvordan øger man man spillernes medbestemmelse uden at øge risikoen for en dårlig oplevelse for fastaval-folket? Tuff one…
    Tricket med at bruge historie inden i historien synes som et godt bud (har dog kun spillet et sådant scenarie). På den ene side spiller man som man altid har gjort, men på den anden side er man med-fortæller af en historie der står i et dobbelt forhold til spillerne, nemlig spillerne både som spillere og som karakterer. Det, tror jeg, gør kamelen lettere at sluge, men empirien halter som sagt.

    Hmm… det røg vist ud af en tangent. Håber du kan bruge det til noget og at du får det bedre. Jeg synes sort/hvid lyder spændende og glæder mig til at spille det på fastaval.

    Jonas

    Svar
  8. johs

    Det er ok, du ikke huskede at skrive god bedring. Jeg skrev mere om min tilstand for at undskylde mine dårlige formuleringer :D. Jeg har det bedre nu, men det vil lægerne på Skejby gøre noget ved på mandag.

    ad. 1: 1. ark eller del er næsten også spillerløst, men spilleren er her en form for kampleder når systemer er i spil. Også er spillederen spillernes hjælper. Ikke alle spiller er lige gode til, at finde på al’verden, sådan lige på stånde fod, der er det god med en hjælper. Det er også spillederen der får redskaber til at hjælpe spilleren, så han/hun kan blive et redskab for spilleren. Giver det mening?

    Der udover fortælles alle disse historier i støttegruppen og lederen af denne spilles af spillederen. Denne spillederperson er på samme måde som spilederen selv også en form for hjælper i den klassiske aktantmodel eller noget.

    ad. 2: Ja, i de scener de er hovedpersoner i. 😀 ellers har de faktisk ikke – og dog, da alle historier fortælles i støttegruppen, så kan de afbryde en historie og trække spillet over i støttegruppen, hvor alle spiller deres spilperson. Det gør de ved hjælp af deres spilperson. I støttegruppen kan spillerne bruge deres spilpersoner til at reflektere på historierne og måske manipulere fortælleren til at ændre sin fortælling eller noget.
    Meningen er at man derefter går tilbage og diskutere/ spiller scenen færdig.

    Men ellers ikke, desværre nej.

    ad. 3: Nej.

    Var det korte svar:D. Grunden til det ligger der er, at jeg også har en historie jeg gerne vil fortælle. Derudover mener jeg, at et sådanne formskrifte underbygger min fortælling. 😉 Og det kan vi godt li’.
    Min problem også kaldt determininsme problemet er lidt, at plotten hele vejen var der og har været der. Fortællingen med stort F. derfor var det ikke bevidst, hvis jeg har lavet noget fornuftigt med en historie inden i en historie eller noget – men jeg ville ønske jeg kunne sige det var 😀

    Tak for rosen.

    Johs – der glæder sig til at skrive i morgen, lidt søndag og når narkosen tillader det.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *