Anmeldelse af Kældre og Drager (podcast)

Jeg hører en masse mere eller mindre nørdede podcast, fx., men ikke kun [namedrop on] This American Life, Third Ear, Noget om drager, Revisionist History, Papstinenser og Revolutions [namedrop off]. Den nyeste er noget helt særligt og hedder:

Kældre og Drager

I denne podcast lytter vi til fire venner der spiller fjollet D&D. Det er afslappet fantasy rollespil som vi nok alle har været omkring. Hvert afsnit er på omkring 45 minutter og der går derfor flere afsnit per spilgang de rent faktisk spiller. Der er på nuværende tidspunkt kommet to sæsoner på 10-11 afsnit hver. Jeg mangler stadigvæk at høre det sidste afsnit der er udkommet – og som måske er det sidste i anden sæson.

Der er et fint plot i kampagnen og GM’en har nogle virkelig gode bipersoner og settings, men hverken plots eller setting er det centrale i spillet. 2 ud af 3 spillere er helt grønne, men de har fra dag 1 fanget at det er sjovere at sætte forhindringer i vejen for sig selv end at gå i total løsningsmodus. Rock n roll style!

Derfor kan der let gå et helt afsnit med konfrontationen med en (dæmon)stalddreng og dennes hund. Der går meget tid med ordspil og fald på halen-jokes. Det er sjovt og godt rollespil.

En af de fede ting ved podcasten er at kønssammensætningen imellem spillere er 2 mænd og 2 kvinder, hvor GM’en er en af de 2 mænd. Det betyder at spilgruppen består af 2 kvinder og en mand, hvilket jeg bilder mig ind betyder noget for humoren og samspillet. Jeg har ikke bemærket noget sexisme-nederenhed, som jeg ellers selv var del af, dengang jeg begyndte at spille rollespil. Her taler det også til Kældre og Dragers fordel at de er væsentlig ældre og derfor mere moderne end jeg var, da jeg i start90erne spillede AD&D (Dragonlance) i rollespilsklubben TRoA i Aalborg N.

Det er en podcast med cool værdierne og det er rart, i et nørdmiljø der nogen gange kan have ondt i værdierne. Og selvom det til tider alligevel bliver lidt for plat til uhumoreske mig, så er det mest af alt hyggeligt og en lækker podcast.

To sæsoner

Især første sæson er bomben. De første par afsnit er de lidt for glade for baggrundslyde – især nogen græshopper, hvis høje mekaniske lyde gør ondt på mine gamle punkrockødelagte øre, men det går ligesom over (eller jeg vende mig til det) og lydkvaliteten er generelt utrolig god – især holdt op imod andre podcast der hedder noget med drager. Første sæson handler rigtig meget om, hvordan spillerne (og til dels spilpersonerne) finder hinanden og får deres samspil op og køre. Især denne sæson var jeg vild med, fordi det både var charmere og interessant.

I anden sæson forsøger gruppen sig med lytterinddragelse og liveudsendelser, som jeg personligt finder irriterede. Helt konkret skal lyttere, der lytter med live, kommenterer på spillet i en Facebook-chat, som spillerne (og spilpersonerne) agerer på. Lyttere kommer desværre kun med dårlige og platte forslag, som heldigvis ignoreres for det meste. Samtidigt er det ligesom at disse forslag gejler gruppens mest aktive spiller op, så hans spil bliver mere og mere gakket og fjollet på den ufede måde.

Når en spiller fylder mere end de andre

Spillet har hele tiden været gakket og den mandlige spillers spil har hele vejen igennem fyldt en masse. Og det er sjovt, han er sjov, men der er ligesom sket et skift i anden sæson, hvor figuren Dværgen Hvilifred (for ofte) tager scenelys fra de to andre karakter i fortællingen. Det er lidt synd, da de andre figurer også er sjove og interessante. Det fylder dog ikke mere end at podcasten stadigvæk er bomben, charmere og interessant. Det er bare ligesom der måske er gået lidt hverdag i den og dværgespilleren forsøger lidt for hårdt at peppe tingene lidt op igen ved at jagte latteren lidt for hårdt.

Jeg glæder mig sygt meget til tredje sæson, men håber lidt at spilleren bag Hvilifred gasser lidt ned og giver de andre lidt mere plads. Ikke fordi Hvilifred (både figur og spiller) ikke er awesome, men det er de andre bare også.

Jeg vil meget gerne anbefale Kældre og drager, hvis man synes det er sjovt at lytte til gi’ den gas-fantasy. De har selvfølgelig en Facebook-gruppe. Ellers findes den på itunes og hvad hedder det alt sammen.

Vampire litteraturliste

Selvom jeg har en forkærlighed for både Chicago by Night og Book of Node, så tror jeg min yndlings Vampire bog er New York by Night.

Hvad er din?

Jeg spørger fordi jeg planlægger en Vampire kampagne.

Kort om kampagnen, hvor jeg gentager mig selv igen igen

Kampagnen som jeg planlægger bygger på The Ventrue Chronicle og New York by Night og kommer til at foregå i alle 4 Vampire alder: Dark Ages, Victorian Age, Moden Nights (1.-4. udgave af Vampire) og Now (Vampire 5. udgave). Altså i 1230, 1880, 1990 og 2018.

De 4 kapitaler kommer til at foregå i York (1230) og New York (resten). Der vil være 3 mellemspil i mellem kapitlerne, som kan foregå hvor som helst i verden. Hvor disse udspiller sig på lidt an på spilpersonerne, hvis en spiller laver en germansk Ventrue bliver der måske et mellemspil i Preussen, hvis en anden laver en caribisk assamite kommer der måske et mellemspil på Haiti.

Selvom jeg har spillet virkelig meget Vampire, så har jeg hvilken eller læst Dark Ages eller Victorian Age. Fx har jeg først nu fundet ud af at de tre Dark Ages grundbøger (hhv. Vampire: Dark Ages, Dark Ages: Vampire og Vampire 20th Anniversary Edition: The Dark Ages) foregår i tre forskellige tidspunkter, nemlig i 1197, 1230 og 1242. Ventrue Chronicle er fra Dark Ages: Vampire-epoken, så det foregår i 1230, men jeg kommer alligevel også til at kigge i bøger fra den tidligere Vampire: Dark Ages-epoke.

Pt. tænker jeg at kigge i:

Værkliste

  • The Ventrue Chronicle (som jeg har læst en gang)
  • New York by Night (som jeg har også har læst en gang)
  • Vampire 20 eller hvad 4. udgaven hedder (kommer jeg ikke til at læse, men mere bare slå op i)
  • Vampire: Dark Ages/Dark Ages: Vampire (læse udvalgte dele af – Ventrue Chronicle foregår i York )
  • Vampire: Victorian Age (læse udvalgte dele af)
  • Dark Ages book of Storyteller Secrets (der er der to af dem. Både en til V:DA og en til DA:V. Jeg har læst lidt i en af dem og det var godt – hvilken af dem jeg læste i, kan jeg ikke huske)
  • Dark Ages Europe (som jeg glæder mig til at læse i. Jeg skal først lige anskaffe mig den, men har høje forventninger til den. Den skal især bruges ift. spilpersonernes baggrunde og mellemspillet mellem 1. og 2. alder)
  • Dark Ages British Isles (som jeg af en eller anden grund har mindre forventninger til. Måske fordi jeg synes Mithras lyder lidt kedelig)
  • Victorian Age: Vampire Companion (udvalgte dele)
  • Victorian Age: London bogen (som jeg kommer til at kigge i. Om ikke andet fordi jeg så kan sige at jeg har læst alle Victorian Age-bøgerne)
  • Turen går til New York (helst en version fra 90’erne)

Hvad mangler jeg?

Jeg tænker at jeg nok også bør kigge i relevante klanbøger og citybøger (både til Dark Ages og Moden), men dem har jeg endnu ikke overblik over.

Hvis der er nogen bøger som jeg groft overset, enten fordi de er super fede eller fordi de er vigtige ift. New York og York i Vampire kanon eller noget tredje, så skriv gerne en kommentar.

Bør jeg vente på Vampire 5th edition?

For et stykke tid siden besluttede jeg mig for at min næste kampagne bliver en Vampire kampagne – der handler om kamppladsen New York. Der kommer dog til at gå noget tid, da vi først skal spille vores Warhammerkampagne færdig, jeg skal nå at nyde ikke at være spilleder og læse en del op på en masse Vampire. Derudover er der arbejde og familie som får tiden til at gå. Sidst, men ikke mindst ser det ud til at jeg får så travlt i februar og marts med andre projekter at jeg ikke får tid til at spillede.

Derfor ville det måske være meget fornuftigt at vente til foråret, fx i starten af april med at starte kampagnen. Hvis man er heldig er 5. udgaven af Vampire udkommet der.

Vampire 5. udgave rygter

Jeg har kun hørt rygter fra spiltest og set et par videoer om Vampire 5th, men indtil videre lyder det som om der kommer:

  • Ny grundmekanik, der næppe er ligeså åndssvag som storyteller-systemet
  • Mere elegant fokus på vampyrernes blodsult, som udtryk for bæstet, som underbygges med en mekanik. Det betyder nok at der bliver mindre fokus på de mere fortolkningskrævende elementer i det gamle systemet. Her tænker jeg især på humanity og klansvagheder, som blev ret dårligt understøttet mekanisk
  • Samme klaner, men lidt nye vampyrevner (disciplines)
  • En radikal udvikling af settingen med fokus på fremmegørelse i senkapitalismen (overvågningsteknologi spiller især her en stor rolle) og til dels en opløsning af de klassiske magtfraktioner Sabbat og Camarilla. De ændre ikke på (særlig meget) kanon før den skandaløse gehenna periode, men der er åbenbart sket meget i vampyrsamfundet de sidste 25 år
  • Systemet skulle være bagudkompatibel
  • De første bøger giver kun mulighed for at spille de 7 Camarilla klaner, men senere skulle der komme flere

For og imod at vente på 5th

Udviklingen i settingen er umiddelbar ikke så vigtig for mig, da den kampagne jeg planlægger kommer til at foregå i Dark Ages, Victorian Age og Moden Nights (altså 90’erne). Man spiller hinandens sires (og grandsires) Men skal jeg alligevel vente og spille den med den nye version?

På den ene side vil jeg gerne i gang inden april 2018 – fordi det er om så lang tid. På den anden side er et nyt og bedre system end storyteller-systemet ret tillokkende. Derudover kan jeg godt se fidusen i at fokusere på blodsulten. Jeg har det lidt svært ved at man i så fald skulle hold sig til de 7 Camarilla klaner, da noget af det fede ved Dark Ages er at man netop ikke behøver holde sig inden for disse 7. Jeg er for resten den eneste der synes ideen om at man kun udgiver en lille del af settingen af gangen lyder lidt halvdyrt, hvis man som spilleder gerne vil have sabbat og uafhængige klaner med i ens kampagne?

Det er hele tiden været meningen at spilpersonerne i min kampagne skulle være venlig stemte overfor Camarilla’en, men jeg ville ikke synes det var helt åndssvagt med en Assamite eller Ravnos familie in the mix.

Kompromis

Det er meningen at kampagnen skal udspille sig over 3 generationer af samme vampyrfamilie. Hvad hvis vi evt. lod det være 4 generationer? Dark Ages, Victorian Age, 90’erne og den sidste er nu. Altså den setting som bliver beskrevet i 5. udgave. Dette sidste kapitel bliver altså spillet med den nye version. På det tidspunkt, hvor vi når dertil er der sikkert også kommet regler for Assamite, Ravnos osv.

Alt efter hvor hurtigt bøgerne udkommer kan det være at vi snyder og måske spiller 90’erne med de nye regler, men den gode gamle setting.

Lyder det ikke cool nok?

Death of a spilperson

Spilpersoner dør i ny og næ. I nogen kampagner mere end andre. De sidste to indlæg på Mortens blog handler om spilgange, hvor der døde spilpersoner. I den seneste indlæg om det interessante Dungeon Crawl Classics dødede der ikke mindre end 10 spilpersoner, men her havde spillerne også 4 spilpersoner hver til at starte med.

Det virker ikke til at de andre spilpersoner reagerer særlig meget på at deres venner bliver brændt op af staturer med flammekaster formularer. Det er blot en del af spillet at nogen dør og andre overlevere. Der er jo ligesom en grund til at man starter med 4 spilpersoner hver. I det forrige indlæg ”Curse of Strahd – Sæsonafslutning” dødede der også en spilperson. Denne gang nekromantikeren Ezra, som jeg går ud fra er blevet spillet en del spilgange, og her var spillet efterfølgende anderledes og mere fokuseret omkring spilpersonens endeligt.

Fra Mortens blog:

Netop som den sidste bersærker hugges ned, ånder troldmanden ud, og der ingenting hans venner kan gøre for at hindre det. Lille Lucian kommer rendende og grædende beder han Ezra vågne igen. Ezra vågner ikke.

Den nat samler gruppen brænde ind og tager afsked med deres ven med et mægtigt ligbål, og Lucian arver Ezras tryllebog. Imens begynder Peter at gøre en ny karakter klar.

Men vi kunne jo faktisk ikke lide ham

I vores Warhammer kampagne blev Renés spilperson Erwin Veit dræbt af farlige Skavens med guns. Selve spilgangen var meget handlingspakket og derfor fik vi ikke en scene, hvor de andre spilpersoner forholdte sig til Erwins endeligt. Vi ha pga. en række aflysninger kun spillet en spilgang efter og der blev snakket om at Erwin var død – Lars’ spilperson Wolfgang Rottefænger gemte sig i kloarken under kampen, fordi Lars ikke var der til spilgangen og det gav mening at rottefængeren ville gemme sig der.

Hverken Wolfgang eller de andre spilpersoner tog særlig meget på vej over Erwins død OG det ville sikkert også være upassende. For det første var spilpersonerne på flygt i deres egen by, der er blevet indtaget af rottemændene og nødt til at finde en semisikker position, hvorfra de kan kampe tilbage. Dernæst var der nok ikke nogen som kunne lide Erwin. De var vokset op med ham og havde en på den måde en følelsesmæssigt forbindelse til ham, men han var også et fjols. Og der blev både in game og off game fortalt historier om Erwin (hvor René deltog off game).

Det er interessant hvordan vi i spil forholder os til spilpersonernes endeligt. Jeg tror ikke der er en bestemt form for hvordan det skal håndteres, men det er en særlig udfordring at få det i spil på en god og passende måde.