Sort Forsyning

Det her er et meget blog-artigt blogindlæg om mit eget rollespilsforfatterskab, derfor også den utrolige prætentiøse titel på indlægget. Nu er du advaret.

De ud af de sidste fem scenarier jeg har skrevet har fire af dem været fantasyscenarier. Senest Fantasy Gangster, Slavehandleren fra Ascalon, Mit bidrag til Imperiet og mit første hack af de navnløse (mit seneste hack af de navnløse var ikke fantasy – det er det af de sidste fem scenarier der ikke er fantasy).

De ud af de sidste fem kampagner jeg har kørt har fire af dem været fantasykampagner. Den Game of Thrones-artige vi spiller nu, Mouse Guard, den meget lange Warhammerkampagne og en Sværd & Trolddom pirat kampagne jeg kørte, da jeg boede i Århus (der har lige været en Call-artigt mafia ting, som ikke var fantasy).

Det er lidt skørt for det der fantasy er faktisk ret nyt for mig. Selvfølgelig har jeg altid spillet med fantasykampanger, men når jeg selv har været spilleder har en moderne setting ofte været min go to setting (og mere specifikt har det ofte været Vampire). Hvis man ser på mine første seks scenarier, så det udsyret moderne historier (der er lidt fantasy i Hav’et93, men det er mere en form for metafor end en setting).

Det jeg prøver på at sige er:

Sidste år var der 2-3 fantasyscenarier på Fastaval. Mit var det ene af dem, ligesom der måske var 4-5 fantasyscenarier på Fastaval 2010, hvor Slavehandleren var med. Året før i 2009 kørte Novellesamlingen Imperiet i alle blokke og jeg tror ikke at Warhammer før eller siden har været så stærkt repræsenteret på Fastaval. Jeg er bringer of fantasy. Hvordan skete det lige? – for jeg er faktisk ikke fantasy fanboy!

Jeg kan bedre lide gangsterfilm end eventyrfilm. Inden jeg læste Game of Thrones bøgerne, så havde jeg kun læst Tolkien og slayer-romanerne – hvilket er ingenting ift. det utrolig meget realisme jeg har læst. Jeg har ingen særlig kærlighed til fantasy – eller havde ikke, før jeg fyldte 28 (eller noget i den stil). Alligevel er jeg endt med at tænk fantasy når jeg tænker rollespil.

Fantasy kan en masse. Det er en setting, hvor indenfor man kan arbejde med mange forskellige genre. Men måske skal mit næste scenarie ikke være fantasy? Måske skal jeg gå tilbage til at skrive udsyret realisme, hvor holdpersonerne er på stoffer?

Måske noget helt tredje, men hvad?

Thias har skrevet et indlæg omkring Krigsførsel i fantasy-settings. I min kampagne udspiller sig en krig og vores helte er ledere af en stor hær. Jeg har lavet en stat der hedder “Warfare”, men jeg ved stadigvæk ikke helt hvordan vi skal spille krigen.

Kan du hjælpe mig med at hvordan man spiller en krig, når den gerne må være:

• en visuel storslået og uoverskuelig situation
• fuld af historier og dramatiske scener
• indeholde et taktisk element

Hvordan laver man det?

(og jo settingen er en fantansy uden krigsmagi og mærkelige væsner)

Efterspilsrapporten fra sidste spilgang i vores kampagne er just kommet online. Som du kan læse, så springer handlingen frem og tilbage imellem en kampscene og en række efterforskningsscener. 

Jeg satte det sådan op at spilgangen praktisk talt startede med at spilpersonerne blev overfaldet i bagholdsangreb fra nogen hardcore eliteridder. Spillerne vidste (og ved) ikke særlig meget om hvor mange der var med i angrebet, men igennem den kamp der opstod, da vores prinser kæmpere tilbage imod bagholdsriddere, kom det – når det passede ind i fiktionen flere modstandere til. Noget af det der virkede i denne kamp var at det var helt klart at spilpersonerne og spillerne ikke havde et overblik over hele kampen og knap nok vidste hvordan det gik fem-ti meter væk fra dem.

Efter første kamprunde lavede vi et flashback og jeg gav spillerne tre moves (tre klynge af scener eller tre handlinger, om man vil) til at forsøge at afslører forræderne (som de vidste hvem var, men som de ikke havde beviser på) inden vi gik videre til anden kamprunde. Efter anden kamprunde, lavede vi et flash back til hvor vi slap efterforskningen og de fik  tre moves mere.

Carhol don’t run

Allerede fra første kamprunde gjorde jeg det spillerne klart at de kunne flygte fra kampen, men hvis de gjorde ville de ikke nå længere i efterforskningen. De flygtede ikke før efterforskningen var afsluttet. Jeg tror nu ligeså meget det var spillernes opfattelse af deres prinsers mod og mandshjerte, der gjorde at de ikke flygtede (denne opfattelse vil nok betyde døden for en spilperson eller to efterhånden, men sådan går det jo). Kampen endte, da de i flash back-scenerne fik opklaret efterforskningen, med at en af deres lord (exforræderen Osclay) kommer og leder dem væk. På den måde synes spillerne ikke at deres spilpersoner flygtede, men blot at de bliv redet i sikkerhed.

Det virkede sgu

At klippe mellem kampen og efterforskningen var en rigtig god dramatisk struktur for os. At spillerne havde et begrænset antal scener til at opklare efterforskningen, virkede også utrolig godt. At deres kamplykke i kampscenen havde afgørende betydning for hvor højt det antal scener var virkede også rigtig godt – især fordi spilpersonerne var meget presset de sidste to kamprunder. Og at afslutningen af efterforskningen også ledte til afslutningen af kampen virkede virkelig virkelig godt.